Læsetid: 6 min.

Ny udstilling i Stasis berygtede fængsel i Berlin minder os om, hvor evigt aktuel overvågningsdebatten er

Tysk fængselsmuseum åbner vellykket årsudstilling om Stasi i Berlin. Med moderne teknologi og aktiv inddragelse af gæsterne formår udstillingen samtidig at minde om, hvor evigt aktuel overvågningsdebatten er – uden at drage opstyltede analogier fra Stasi til i dag
Stasi-udstillingens omdrejningspunkt er et aflangt og mørklagt rum. På gulvet og op ad væggene er der tegnet et kæmpe kort over Berlin før Murens fald. Grænsen mellem Øst og Vest er tydeligt markeret, og sensorer i en iPad opfanger forskellige steder på bykortet, som man kan trykke på og herigennem finde ud af, hvad Stasi engang foretog sig lige præcis dér.

Stasi-udstillingens omdrejningspunkt er et aflangt og mørklagt rum. På gulvet og op ad væggene er der tegnet et kæmpe kort over Berlin før Murens fald. Grænsen mellem Øst og Vest er tydeligt markeret, og sensorer i en iPad opfanger forskellige steder på bykortet, som man kan trykke på og herigennem finde ud af, hvad Stasi engang foretog sig lige præcis dér.

Felipe Trueba

20. april 2019

Berlinerbydelen Lichtenberg er ikke blevet ordentlig hip endnu. Hele det smarte klientel af tophuer og opsmøgede bukseben er forduftet undervejs på sporvognsturen herud. Her er ingen projektbørn i dyre klapvogne og ingen prominerende par i underspillet designertøj.

I stedet stiger jeg ud til en broget flok tyrkiske børn, som leger højlydt på gaden, og en stor, muskelpumpet mand med tatoveringer i hele klør fem, der lige har parkeret sin matsorte Porsche.

Jeg er på vej til Gedenkstätte Berlin-Hohenschönhausen, mindemuseet for den østtyske efterretningstjenestes berygtede fængsel, som netop har åbnet en særudstilling under titlen »Stasi i Berlin – Overvågning og repression i Øst og Vest«.

Engang holdt Stasi til i disse bygninger, og hele området omkring fængslet var blot en hvid plet på bykortet. Sperrgebiet kaldte man det – det afspærrede område.

I dag er afspærringerne selvsagt passé, og jeg finder hurtigt frem til museet med blid assistance fra Google og GPS-senderen i min telefon. Alt, jeg behøver, er at følge mig selv – en lille, lyseblå prik, der flytter sig på min mobilskærm, når jeg går, og ellers sørge for, at jeg holder mig til den indtastede rute.

To rum og en iPad

Fængselsmuseet er langtfra overrendt, selv om det er weekend, og selv om den nyåbnede udstilling er gratis.

Jeg får derfor hurtigt udleveret en iPad og et sæt høretelefoner, som skal vise sig at være to hovedelementer i udstillingen, inden jeg bliver vist hen til den rette bygning.

Målt i kvadratmeter er særudstillingen noget klejn. Den favner to rum. Først et kridhvidt rum, en slags venteværelse, udstyret med lige så kridhvide puffer.

På en af væggene løber en række små videosekvenser fra datidens Østtyskland, som man så kan sidde og fundere over i dette uhyggeligt sterile og blændende hvide rum.

Scenen er således sat til, at vi her på behørig afstand – små tredive år efter Murens fald – inviteres med til at nærstudere et svundent land og blive klogere på dets anatomi.

Klogere på den overvågning og repression, der gennemsyrede DDR og i særdeleshed det delte Berlin. Men den kliniske klarhed, som rummet er badet i, er samtidig så tyk og overgjort, at man uvægerligt bliver opmærksom på sig selv og sin egen rolle i udstillingen.

At man selv er en del af udstillingen bliver helt klart, idet man bevæger sig ind i det tilstødende rum, som er udstillingens primære omdrejningspunkt.

Rummet er aflangt og mørklagt. På gulvet og op ad væggene er der tegnet et kæmpe kort over Berlin før Murens fald. Grænsen mellem Øst og Vest er tydeligt markeret, og lyskilder i både gulv og loft fremhæver bestemte områder på bykortet.

Samtidig har den iPad, jeg fik udleveret i receptionen, automatisk slået om i kameratilstand, og ved at vende kameralinsen mod kæmpekortet og betragte byen gennem skærmen dukker en lang række grønne punkter frem på skærmen.

Sensorer i iPad’en opfanger altså forskellige steder på bykortet, som jeg kan trykke på og herigennem finde ud af, hvad Stasi engang foretog sig på præcis disse steder. Som en anden gigant kan jeg nu stolpe rundt over den kolde krigs Berlin og blive klogere på, hvad en berygtet efterretningstjeneste, der ikke findes længere, gjorde af ugerninger.

Stasi-udstillingens omdrejningspunkt er et aflangt og mørkt rum. På gulvet og op ad væggene er der tegnet et kæmpe kort over Berlings før Murens fald. Sensorer i en iPad opfanger forskellige steder på bykortet, som man kan trykke på og herigennem finde ud af, hvad Stasi engang foretog sig lige præcis dér.

Fabrizio Bensch

Historisk tapas

Trykker man på de grønne prikker, der popper op på skærmen, dukker der forskelligt materiale op. Sommetider slideshows med fem-seks arkivbilleder og dertilhørende korte tekster, andre steder er det små videoer af cirka to minutters længde.

Videoerne rummer både nyt og gammelt materiale, og som jeg bevæger mig rundt på kortet, støder jeg på alt fra friskproducerede småreportager, hvor en historiker beretter om fortiden fra centrale steder i dagens Berlin, til originalt statspropaganda fra det østtyske regime.

Indimellem finder jeg også gamle nyhedsudsendelser om spektakulære flugter fra DDR og korte dokumentarer, der beskriver forholdene for de forfulgte dissidenter i Østtyskland.

En af disse korte dokumentarer forklarer om fængslet, jeg befinder mig i, før det blev til mindemuseum. Fængselsbygningerne blev opført i slutningen af 50’erne og lukkede først med den tyske genforening den 3. oktober, 1990. Her sad politiske fanger. Reformister, demokratifortalere og partimedlemmer, der havde brudt med den officielle linje.

Målet med fængslet var at knække den enkelte, så regimet kunne høste belastende oplysninger om dets modstandere, og midlet dertil var, at de indsatte skulle føle sig afmægtige, lader fortælleren mig forstå. Det havde man en række teknikker til. For eksempel vidste ingen af de indsatte, hvor de var, når de var blevet ført hertil.

Hvad der foregik udenfor, kunne de heller ikke vide, for ruderne i cellerne var lavet af tykt, matteret glas, og ingen af fangerne måtte have kontakt til hinanden.

Den enkeltes navn blev erstattet af et nummer, og selv inde i isolationscellen var der klare regler for, hvordan man måtte opføre sig. Her måtte den indsatte ikke ligge på sin seng i dagstimerne eller sidde lænet op ad væggen for længe ad gangen.

En anden interessant video handler om »en af den kolde krigs mærkværdigheder«, som fortælleren udtrykker det.

I flere årtier stod DDR-regimet nemlig for at drive Bahnhof Zoologischer Garten, der lå i Vestberlin og fungerede som hovedbanegård der. Det betød, at østtyskerne kunne bemande dette centrale område i Vest med stasimedarbejdere og indsamle informationer fra fjendens eget territorium.

Desværre må man selv hjem og slå efter, hvordan dette kunne være muligt. At det skyldtes en række beslutninger, som de allierede statsmagter traf i månederne efter anden verdenskrigs afslutning. Og denne noget sparsomme information er et grundlæggende træk ved den nye særudstilling.

Med sine små videoer og korte slideshows fungerer den indholdsmæssigt mest af alt som historisk tapas. Man får en portion let fordøjelige informationer, men mæt bliver man ikke. Skal man blive det, må man tage en af museets guidede ture rundt i fængslets fangegange og isolationsceller.

Evig aktuel overvågning

De begrænsede informationer ændrer imidlertid ikke ved, at udstillingen er vellykket.

For det første vækker dens bredtfavnende materialer ens nysgerrighed og giver mod på mere viden om DDR og den kolde krig. Og for det andet er det lykkedes arrangørerne at gestalte et rum, der på en og samme tid involverer beskueren og pirker til overvågningsdebatten i vores samtid.

Udstillingens særlige greb er, at den først sætter scenen med det overgjorte, klinisk hvide rum og dermed retter opmærksomheden mod besøgeren selv.

Det giver anledning til at stille sig selv et højst tidsaktuelt spørgsmål, nemlig om, hvorvidt den overvågning og repression, som udstillingen stiller skarpt på, nu også er noget, vi blot og bart kan betragte isoleret her fra videnskabens kølige rum i dag?

Og dette spørgsmål trænger sig endnu mere intenst på, når man efterfølgende får lov til at storke rundt over et forne tiders Berlin og betragte overvågerne ovenfra med iPad’ens mellemkomst.

Kort sagt løfter denne kombination af ny teknologi og besøgerens aktive deltagelse udstillingen fra alene at være en udforskning af fortiden til også at være en fin samtidskommentar.

For det kan godt være, at jeg som besøger går rundt nu og studerer et overvågningsregime, der ikke længere findes, men den teknologi, jeg gør brug af, er også selv et nyt overvågningsredskab. Jeg går endda – som de fleste andre – rundt med et eksemplar af selv samme teknologi i lommen hver dag.

Udstillingen fremhæver således overvågningens bestandige aktualitet – vel at mærke uden vulgære analogier, der forsøger at krænge Stasis overvågning sammen med den, vi er underlagt i dag.

Den minder os samtidig om, at vi ikke bør tage vores frihedsrettigheder for givet, og at det ikke er længe siden, at over 11.000 mennesker blev indespærret i Berlin-Hohenschönhausen på grund af deres politiske overbevisninger.

Det er derfor en sidste, slående prik over udstillingen, at jeg ser et flag med ordet atmen på toppen af en nyrenoveret bygning, da jeg igen forlader Sperrgebiet. At trække vejret, betyder det. Og det kan jeg heldigvis her i dagens Berlin, selv om jeg netop er gået fra at være giganten over byen til igen at være den lille, lyseblå GPS-prik på Googles kort.

Ilija Trojanow, der skriver på tysk, opdagede, at den bulgarske oversætter af hans roman ’ Magt og modstand’ havde arbejdet for det hemmelige politi i Bulgarien, og han kunne efterfølgende konstatere, at oversætteren flere steder i oversættelsen havde ændret teksten.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Bjarne Andersen
  • Espen Bøgh
  • Eva Schwanenflügel
Anne-Marie Krogsbøll, Bjarne Andersen, Espen Bøgh og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karen Nygård

Udstillingen lyder spændende og netop uhyggeligt relevant i vore dage.
Hvornår slutter den og hvor præcist er den?

Anne Mette Jørgensen

Jeg var der for ca. 10 år siden - rædselsfuldt.
En tidligere fange viste rundt. Tredje og absolut sidste bytur i Berlin.
Torturfængslet ligger et godt stykke uden for centrum.
Tanken om at pæne mænd i lodenfrakker går rundt i byen er vederstyggelig.
Cellerne var så fugtige, at kvindernes hår var smurt ind i svamp. Hvis man kan tåle det, så besøg stedet. Mit gamle tyskerhad, som jeg ellers havde pakket væk blev aktiveret.
Det er ikke rigtigt at stedet først opstod i 50erne. Det blev allerede kort efter krigen brugt af Sovjet og herefter overtaget af stasi.
Rundt om fængslet ligger små bungalows, som de ansatte boede i. De have pæne børn der legede pæne lege. Flere af dem bor der endnu. Herved adskiller de sig ikke fra Nazi. Føj!

Anne-Marie Krogsbøll og Søren Ferling anbefalede denne kommentar

1. "klør fem" henviser til hånden, og det lyder lidt sært at have "tatoveringer i hele hånden", så måske du mener "femøren"? Han havde været let at overvåge med datidens teknologi ...
2. Din telefon har en GPS-modtager, ikke en sender. Den moderne overvågning benytter sig, som du jo forstår, af den. Oplysningerne sendes til de overvågende kapitalister gennem radiosignaler, men ikke til sattelitter ;)
Lighederne mellem facebook og stasi er faktisk ganske mange. Familie, venner, bekendte og andre kontakter angiver f.eks. villigt hinanden også på facebook (ved at tagge, like og dele), og formålet med overvågningen er uklar.

Kære Information:

CITAT" uden at drage opstyltede analogier fra Stasi til i dag " CITAT slut.

Her vil og tør jeg godt drage parraleller til den danske overvågning, hvor embedsmænd arbejder politisk for at få fri adgang til borgernes hjem, uden dommerkendelse.

Afhøring af borgernes naboer, uden borgerens viden og dommerkendelse.

Kommunalt brug af falske Facebook-profiler for at snage i borgernes private rum.

Og mange andre eksempler på, at den danske overvågning, er gået for vidt og langt over stregen, uden at een eneste politiker har reageret højlydt, tværtimod.

Triste og vrede hilsner

Anne-Marie Krogsbøll, Carsten Wienholtz, Bjarne Andersen, Birte Pedersen, Ebbe Overbye og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Det uhyggelige fængsel i Lichtenberg ved Prenzlauer Berg var faktisk hovedkvarter for STASI. Men STASI havde også andre og mere uhyggelige anstalter i Berlin, hvor man anbragte dem, som samfundet skulle beskyttes mod.

Men det mest uhyggelige, Berlins Spandau-fængsel, findes ikke mere. Men vi kendte en person, der var anbragt der som 16-årig i en periode i 1954. Han har senere modtaget Tysklands fineste udmærkelse af Kansler Kohl for det, var sad inde for. Desværre lever han ikke mere.

Men under nazi-tiden blev kælderen under Spandau-fængslet benyttet til socialdemokrater og kommunister, som nazisterne i øvrigt ikke kunne kende forskel på. Dem man kunne få fat i, blev anbragt stående på tå ovenpå en stor træklods og med en super-tynd pianostreng om halsen, som var bundet op i vandrør i loftet. Der blev de efterladt uden at låse dørene, og så kiggede man til dem en gang om dagen

Normalt besluttede de selv, hvornår det terminale tidspunkt skulle finde sted. For når de ikke mere kunne holde til at stå på tå, skar pianostrengen sig langsomt men sikkert igennem halsen. Derfor var det også bedst, hvis de selv havde mod til at sparke træklodsen under fødderne væk. Men for dem der jamrede, var løsningen meget hurtigere, for så sparkede personalet klodsen væk.