Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Tænkning til tiden

Med ’Der Sinn des Denkens’ (dansk: ’Tænkningens sans’) har Markus Gabriel skrevet en bog om tænkningens væsen, der pudsigt nok er lige så usnobbet og populærvidenskabelig, som den er ultrasnobbet og overambitiøs
Moderne Tider
20. april 2019

Hvis man har forsøgt sig som læser af en akademisk filosofitekst, vil man vide, at en hulens masse plads bliver brugt på at kvalificere temmelig begrænsede påstande med meget omfattende begrebsafklaringer og argumentationssammenhænge.

At videnskabelig litteratur i reglen bruger store kræfter på at begrunde små hypoteser, er selvfølgelig i sin skønneste orden.

Vi foretrækker af gode grunde natur- og humanvidenskabelig forskning, hvor de respektive præmisser med meget stor sandsynlighed kan bære de respektive konklusioner (om det så handler om fosterdiagnostik, mikrochips eller klimaflygtninge).

Men tag ikke fejl. Den 38-årige filosofiprofessor Markus Gabriels fjortende bog er også grundigt begrebsafklarende og stringent argumentationsfokuseret, ligesom den også trækker på væld af filosofihistoriske klassikere såvel som på cutting edge bevidsthedsfilosofi og erkendelsesteori.

Her stopper det så bare (slet) ikke. Gabriels grundpåstande er nemlig ikke just små. De er tværtimod voldsomt store og nærmest altomfattende, og Gabriel nøjes på ingen måde med at henvise til traditionelt akademiske tekster.

Det er nemlig i lige så høj grad den høj- og den lavpandede kunst, de smalle film og de spektakulære blockbusters, de episke dannelsesromaner og de hurtige kioskbaskere og – ikke mindst – nutidens trendsættende tv-serier som Black Mirror og Seinfeld, Gabriel betjener sig af, når han skal eksemplificere en af sine talrige filosofiske pointer. Som samtidig forresten er samfunds- og kulturteoretiske pointer. Og poesiudlæggende. Og religionshistoriske. Og videnskabsteoretiske. Og logisk-matematiske. Und so weiter und so fort.

Lykkeberg på tysk – og på speed

Ligesom bogaktuelle Rune Lykkeberg vil Gabriel nemlig gerne sige noget om, hvordan alle mulige dele af vores særdeles komplekse og »heterogene« verden hænger sammen.

Han vil blot sige endnu mere om endnu flere sammenhænge på endnu mindre plads, og dette både suverænt udførte, men også suverænt uoverskuelige alt-på-engang-format er både bogens største styrke og dens største svaghed.

Det er vitterligt kun ganske få forfattere (og endnu færre akademikere), der ville kunne kaste sig over et projekt a la Der Sinn des Denkens uden at gøre skade på deres egen troværdighed.

Men selv om Gabriel ikke helt er den fintmærkende litteraturlæser, som f.eks. Lykkeberg er, så er han ikke desto mindre en opmærksom analytiker af, hvordan både klassiske tragedier og nutidig populærkultur ofte nok (re)præsenterer tidsåndens presserende problemer mere overbevisende end teoretiske tekster (om teoretiske tekster (om teoretiske tekster, etc.)).

Og hvad mere er: Gabriel er rent faktisk i seriøs dialog med nogle af nutidens førende AI-forskere, digitaliseringseksperter og logikere. Ligesom han er en seriøs læser af enhver filosofisk tradition, læseren vil kunne komme i tanke om.

Ny realisme som antinaturalisme

Det hører med til historien, at Der Sinn des Denkens på intet tidspunkt giver sig ud for at være filosofisk grundforskning rettet mod et akademisk publikum.

Bogen henvender sig tværtimod eksplicit til en bredere offentlighed.

Bonn-professoren er nemlig af den overbevisning, at hans egen position – den såkaldt nye realisme – tilbyder en filosofisk analyse af tænkningens væsen, der samtidig muliggør en alternativ og adækvat samfundsdiagnose.

Hvor placerer den nye realisme sig så i det teoretiske landskab? På mange måder i en konstant mellemposition mellem modsatrettede alternativer, som Gabriel opfatter som ensidige og hermed som aldeles utilstrækkelige.

På den ene fløj står tidens dominerende naturalisme, som polemisk skydes i skoene, at den forsøger at reducere al virkelighed til materielle genstande såvel som alle processer til mekaniske kausalrelationer.

Hermed overser den dog, at f.eks. matematiske genstande, sociale relationer, moralske værdier og – ikke mindst – den menneskelige tænkeevne simpelthen ikke lader sig fatte med snævert naturalistiske briller.

En tilbageværende pointe hos Gabriel er her, at en tanke om en virkelig genstand (f.eks. et ’løbehjul’) selv er noget virkeligt – og ikke blot et udenforstående perspektiv noget ’rigtigt’ virkeligt.

Naturalismen er i det hele taget en teori om altings grundlæggende beskaffenhed, der – akkurat som old school metafysik af værste skuffe – forsøger at reducere alting til én slags ting (nemlig materielle legemer). Og det holder ikke. Ligesom det slet ikke holder (endsige overhovedet giver mening), når man bliver opmærksom på, at naturalismen qua sin teoretiske position er ude af stand til at forklare, at den selv skulle kunne eksistere som teori.

En teori er nemlig ikke ikke selv nogen materiel genstand, men allerhøjest – som tilfældet er det med den klassiske fysik – et sæt af abstraherede og idealiserede lovmæssigheder, der antages at gælde for materielle genstande.

Det burde være overflødigt at påpege – om end Gabriel gør det til overflod – at der i øvrigt eksisterer teorier om alt muligt andet end materielle genstande, såsom historiske begivenheder, geometriske figurer, renæssancekunstværker og – nå ja – om tænkningen selv.

Tænkningen er altså utroligt nok i stand til at tænke både sig selv og alt muligt andet – selv om mennesket desværre alt for ofte tænker forkert. Vi kan dog udelukkende tænke forkert, fordi der faktisk eksisterer en ’sand’ virkelighed, vi kan tænke forkert – men heldigvis indimellem også rigtigt – om.

Til kamp mod Silicon Valley-ideologerne

På den anden fløj står den ikke mindre indflydelsesrige postmodernisme, som – igen ifølge Gabriel – (over)fokuserer på, at vi netop kun kender tingene gennem tænkningens ’filter’.

Postmodernismens egen store fortælling er vel at mærke, at dette tænkningsfilter er konstrueret via grundsuspekte processer a la ideologiske magtkampe, ubevidste fantasier og praksisindlejrede sprogstrukturer, hvorfor det i sidste instans hverken giver mening at tale om universelle sandheder eller værdier.

Som Gabriel ser det, beløber denne konklusion sig uheldigvis til at skylle sandhedsbabyen ud med naturalismebadevandet. Der gives nemlig masser af tænkningsuafhængige sandheder (såsom matematiske aksiomer, planetære systemer og ukrudt) som godt nok opdages – men ikke hermed opfindes eller konstrueres – af tænkningen.

Og det er givetvis sandt, at f.eks. et venskab ikke eksisterer uafhængigt af de sociale roller, der muliggør og rammesætter det – men dette gør ikke venskabet spor mindre sandt (hvis det da eksisterer); det gør blot venskabet til en social (snarere end en matematisk eller rent materiel) realitet.

Virkeligheden er i det hele taget ufatteligt meget større end de menneskeskabte ting i den – selv om den menneskelige tænkning unægtelig har en ret ufattelig evne til at fatte ret meget af den ikketænkende virkelighed.

Hovedmodstanderen i Der Sinn des Denkens er dog i sidste instans den Silicon Valley-baserede teknologifetichisme, som ideologisk kombinerer naturalismens enstrengede naturforståelse og beherskelsesteknologi med postmodernismens konstruktivisme- og simulationsfantasier.

Gabriel er på ingen måde teknologiforskrækket tout court, men han fastholder, at ideen om kunstig intelligens som værende lige på nippet til at løse alle verdens etiske, politiske og klimamæssige udfordringer er absurd.

Sand tænkning er nemlig uløseligt knyttet til menneskelivets biologiske grundlag og emotionelle intentionalitet, og et i dybeste forstand tænkende væsen kan ikke blot udregne den optimale løsning på et præprogrammeret problem – men også formulere helt nye problemer.

Og selv om nye teknologier kan hjælpe os med at løse vores problemer, så bliver det formodentlig til et af vores allerstørste problemer, hvis vi tankeløst lægger vores skæbne i hænderne på ikketænkende, ikkefølende, ikkekropslige, ikkeværdisættende og i det hele taget ikkeselvstændigt målsættende computerprogrammer.

Lidt ligesom i Troldmandens Lærling, hvor de effektivt vandhentende koste effektivt oversvømmer hele trolddomsslottet, fordi de ikke er programmeret til at stoppe. Om man så foretrækker Goethes eller Disneys version. Gabriel kender med garanti begge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her