70 års tysk grundlov: Det knager i kanslerdemokratiet

Den tyske grundlov er tæt på at være hellig for de historiebevidste tyskere. Derfor fejres 70-året for dens fødsel den 23. maj 1949 – som samtidig var Vesttysklands fødsel – allerede med yppig spalteplads i de tyske medier.

Umiddelbart er grundloven stadig i topform. Med erfaringerne fra Weimarrepublikkens forfatning, som med sit udprægede folkestyre måske bidrog til at gøre Hitlers Tredje Rige muligt, er grundloven fra 1949 skabt af mere desillusionerede demokrater, der var bange for folkets magt. Aldrig mere skulle det være muligt at afskaffe demokratiet med demokratiets egne midler. Og for altid skulle folket og dets individuelle rettigheder beskyttes mod staten:

»Menneskets værdighed må aldrig antastes,« lyder grundlovens berømte paragraf 1.

Derfor må dette stærkt repræsentative demokrati, hvor folkets rolle groft sagt er reduceret til gangen til valgurnerne, på godt og ondt også finde sig i kælenavnet »forfatningsdemokratiet«

Den stærke tyske forfatningsdomstol, der er med til at overvåge den udøvende magt, det »konstruktive mistillidsvotum«, som gør, at en regering kun kan væltes, hvis der samtidig vælges en ny kansler, og den tyske spærregrænse på fem procent, som øger demokratiets selvforsvar mod forfatningsfjendtlige tosser, er bare nogle af de værktøjer, der skal sikre et stabilt tysk demokrati.

AfD har ikke leveret nyt liv

Så langt lyder det hele til at være en solid fejring værd. Men med sit komplekse værk Tillidsvotum (eller Tillidsspørgsmålet) med undertitlen Krisen i parlamentarismen peger juraprofessor og retsfilosof Florian Meinel på, at det ikke ser så rosenrødt ud i den tyske parlamentarisme, der ikke kun er resultat af grundloven men især af den historiske udvikling af folkepartierne, som ved siden af kansleramtet og forfatningsdomstolen udgør de tre afgørende institutioner i den tyske parlamentarisme.

Modsat vores børnelærdom om magtens tredeling, er det afgørende ved det parlamentariske regeringssystem i Tyskland ifølge Meinel nemlig ikke adskillelsen af regeringen og parlamentet – af den udøvende og den lovgivende magt – men derimod deres indre sammenhæng og gensidige kontrol.

Som den formidlende og stabiliserende instans mellem regeringen og parlamentet står netop folkepartierne. 

Derfor hersker der også en stor skepsis over for yderpartier som Die Linke og Alternative für Deutschland (AfD) – og oprindeligt også De Grønne som udenomsparlamentarisk antisystemparti. Desto større en krise er det, at den store regeringskoalition mellem SPD og CDU/CSU siden 2005 har været the new normal som permanent nødløsning på »Weimar-tilstandene« i den fragmenterede Forbundsdag. At SPD og CDU/CSU helt har mistet deres flertal (og halvdelen af deres medlemmer siden genforeningen), viser, at gamle dage næppe kommer tilbage.

Selv blandt modstandere af AfD havde mange håbet på, at partiet ville sparke liv i Forbundsdagens folkerepræsentanter.

Men nej, konkluderer Meinel. Trods mere »britisk« schwung og ballade i plenum er det ren overflade, for AfD deltager knap nok i det vigtige arbejde i de mange udvalg og forhandlinger i det tyske »arbejdsparlament«. Det ser vi politiske konsumenter bare ikke.

Magten flytter

Med parlamentets svindende legitimitet og magt stiger både forfatningsdomstolens og især kansleramtets magt – en proces, som begyndte under Gerhard Schröder, og som Angela Merkel for alvor har sat turbo på. Hvor Schröder stadig knyttede store politiske felttog som Agenda 2010 til det »tillidsvotum« i Forbundsdagen, som skulle bekræfte hans magt, fører Merkel en mere teknokratisk politikstil, mens hun egenhændigt har overrumplet parlamentet med flere store beslutninger om f.eks. Energiewende, flygtningekrisen og værnepligten.

Også forfatningsdomstolen øger permanent sin kampzone, ikke mindst i EU-spørgsmål, hvor den især til yderfløjenes ærgrelse faktisk gør det med dækning i den Europa-integrationsvenlige tyske forfatning.

At tyske mindretalsregeringer i fremtiden kunne revitalisere parlamentets rolle, tror Meinel ikke på – tværtimod: Det ville øge de populistiske tendenser og hæmme det parti- og principbundne styre, som forfatningen stiler mod.

I dele af bogen er Meinel så forelsket i sin egen belæsthed og faglighed, at det ødelægger formidlingen. Men den nørdede læser får et dybt og detaljeret indblik i den tyske parlamentarisme, og hvorfor grundlovens runde fødselsdag bør fejres – med det forbehold, at den i de forgangne 70 år har haft historien med sig. Om det vil forblive sådan, er ganske åbent.

Florian Meinel: ’Vertrauensfrage’. Zur Krise des heutigen Parlamentarismus’. 238 sider, 16,95 euro. C.H. Beck Verlag 2019