Læsetid: 5 min.

’Commune Mag’ er en tæskelækker tryksag til revolutionære lørdagsnydere

Undercover i New Yorks ’alt-right’-kredse, #MeToo set fra den nye arbejderklasses perspektiv, beretninger fra det syriske forår og en opsang til kompromissøgende socialisme. Et protestfokuseret venstreradikalt magasin med æstetisk selvtillid er på gaden, og det er slet ikke så dårligt
11. maj 2019

Bare duften. At blade igennem et nyslået magasin med dets kølige, glatte sider, at give efter for skamløs kampprosa og grafiske kraftpræstationer. Findes der noget bedre end at læse magasiner?

Nu har det amerikanske Commune Mag meldt sin ankomst på den engelsktalende venstrefløjsscene – og det er godt nyt for alle subversive skønånder. Så er det slut med at hænge på tanken og sukke misundeligt efter jagt-, mode- og bilmagasinsabonnenternes tilfredse indkøb.

Commune Mag, der indtil videre har udgivet to numre, er en tæskelækker tryksag.

Det er da også rundet af en artsy, anarkistisk, fransk revolutionsæstetik, der bare ikke kan lade være med at gøre sig til, om det så er i monumentale apokalyptiske undergrundsidiomer eller i hæsblæsende montager fra massebevægelser i rammer af farvet røg.

Med første nummer følger tilmeld en vaskeægte idolplakat, for dem (af os) der elsker heltefortællinger, men afskyer persondyrkelse: En rund klode med påskriften omnia sunt communia, ’alt er fælles’.

Af væsentlige engelsksprogede tidsskrifter i samme eksplicit antikapitalistiske familie kan nævnes det amerikanske Jacobin Magazine, der er en mere midtersøgende, Bernie Sanders-agiterende stemme, samt Tribune, Jacobins britiske og – surprise – Corbynstøttende kusine.

Commune Mag, der kalder sig selv »et populært magasin for en ny revoultionsæra«, er stedet for de umulige, men nødvendige politiske sigtelinjer og markerer sig gentagne gange som organ for protestbevægelser snarere end partiavis.

Vi stifter bekendtskab med New Yorks metrosystemers politiske historie, De gule veste-bevægelsen set fra aktivisternes og politivoldsofrenes synsvinkel og en algoritmeingeniør fra San Francisco, der piller glorien af techbranchens indbildt neutrale fremtidsoptimisme og spørger: what would a communist computer science look like?

På de sidste siders lyserøde cigaretpapir er der læsninger af Bertolt Brecht og Asad Haider samt redaktørens hyldest til nyligt afdøde litterære figurer som Ursula le Guin, der med redaktør Jasper Bernes’ ord tilbyder sin læser »en suspension af den kapitalistiske mistro til kommunismens mulighed«.

Der gøres status over de for tiden fremtittende (og fejlslagne) forsøg på at skrive ’den store Trump-roman’. Pointen er den bekendte, at man kan kende en politisk kammerat på hendes analyse af Trump eller for den sags skyld Paludan: undtagelsen, den onde tossetrold eller en harmonisk gevækst på den eksisterende centrumfascisme?

Set nedefra

Commune Mag positionerer sig tydeligt over for dogmer i liberal mainstreamtænkning såvel som den mere socialdemokratiske venstrefløjs forestillingsverden.

En førstehåndsberetning fra det folkelige oprør i Syrien i 2011, skrevet af den eksilerede syriske aktivist og (absolut læseværdige) journalist Loubna Mrie, modsætter sig tendensen til at reducere den syriske konflikt til ren stedfortræderkrig eller en konflikt mellem sekulære og religiøse kræfter.

Vi hører fra de amerikanske indsatte, der sidste år organiserede omfattende fængselsstrejker. Og efter kummerfulde grafer over betydningen af klimaforandringernes konsekvente klassesegmentering – hvordan bestemte befolkningsgrupper især i det globale syd rammes disproportionelt hårdt – går Peter Frase til angreb på »den trøstende økoliberale floskel, at vi alle er i samme båd«, når det gælder klimaet.

Ofte besungne venstrefløjsidealer som arbejderkontrol gives et kritisk eftersyn. Der er ellers mange vellykkede eksempler på, at fabriksarbejdere har overtaget produktionen. Det skete for eksempel på den græske kemikaliefabrik Vio.Me, efter at direktionen var gået konkurs, havde fyret alle 70 ansatte og indefrosset udbetalingen af løn. Men selv hvis arbejderstyrede kooperativer sikrer demokratisk selvbestemmelse på arbejdspladsen, frisætter det ikke virksomheden fra at måtte spille efter markedets pibe med alt, hvad det indebærer af effektivisering og profitmaksimering. Hvor flot det end lyder, er det ikke andet end statskapitalisme, som landbrugsaktivisten med initialerne c.e. skriver.

Spørgsmålet til den brede venstrefløj, der på amerikansk sommetider kalder sig ’demokratisk socialisme’, bliver da, hvor langt visionerne rækker: arbejderledede virksomheder i en konkurrencestat eller en produktion, der ikke længere er styret af markedet og et liv, der ikke betinges af lønarbejde?

I artiklen ’#MeToo from Below’ nuancerer Madeline Lane-McKinley vores forståelse af seksuel vold ved at pege på, hvordan celebrities og andre profilerede personer i vidt omfang løb med rampelyset i den bølge af vidnesbyrd, som #MeToo satte i gang. Men når vi er så opsatte på »det spektakulære tabloidstof om Weinsteins uhyrligheder«, vender vi samtidig det døve øre til »det hverdagslige, ubeskrivelige mareridt af seksuelt misbrug, der karakteriserer så mange job«.

Lane-McKinley giver to eksempler, der ganske illustrativt tydeliggør, hvad det vil sige at køn, klasse og race væver sig ind i en stadig mere fortættet problemstilling.

For det første ’voldtægtspandemien’ i landbrugssektoren i USA, hvor de overvejende udokumenterede immigranter, der arbejder i markerne, rutinemæssigt udsættes for overgreb og i kraft af deres prekære situation risikerer udvisning, hvis de modsætter sig.

For det andet gig-økonomiens nedre lag: Uber er ikke færdige med at tage sig af problemet, fordi ingeniøren Susan Fowler med sin blotlægning af en voldelig, sexistisk kultur forrige år igangsatte en udrensning i virksomhedens ledelse. For mens der har været flere rapporterede sager om kunder, der får fjernet Uber-chauffører fra tjenesten efter chikane, påpeger Lane-McKinley, at der mangler beskyttelse af de private eller ’selvansatte’ udbydere af arbejdskraft, som vi med den voksende deleøkonomi og prækarisering kun vil se flere af.

På besøg hos alt-right

Af særligt spændende og ulykkeligt aktuel læsning kan nævnes Jay Firestones skildring af New Yorks højreekstremistiske miljøer, som han frekventerede gennem tre måneder i foråret 2017 under dække af at være et – well – højreorienteret svin, og netop som Trump havde givet alle hvide nationalister varm brusen i årerne. Med en imiteret misogyn, antisemitisk og racistisk attitude blev Firestone hurtigt accepteret i klubben.

»Som hvid person i Amerika«, advarer han, »skal der utroligt lidt til for at glide fra flabet racistisk humor over i decideret fascisme.«

Man er med, når han drikker whisky med spillevende trolde fra internetforummet 4chan/pol, og når Proud Boys, en nyfascistisk mandegruppe startet af Vice Magazine-grundlæggeren Gavin McInnes, indvier nye medlemmer ved at lade kandidaten identificere sig som »en vestlig chauvinist, der nægter at undskylde for at have skabt den moderne verden!«

Det løber én koldt ned ad ryggen, når man fornemmer Firestones tilsnigende ave over at møde den kendte nynazistiske podcastvært på The Daily Shoah Mike ’Enoch’ Peinovich, der kom i midlertidigt stormvejr i miljøet, efter at han blev doxet i form af at blive afsløret i at have en hustru med jødisk baggrund.

Siden da, forsikrer Firestone, er alt-right blevet slået tilbage af en kombination af »antifascistiske gadekrigere, PR-bevidste techfirmaer, pinlige interne skandaler, katastrofen i Charlottesville og først og fremmest en kritisk masse af almindelige hvide mennesker, der – i hvert fald indtil videre – afviser enhver form for åben tilslutning til hvid chauvinisme«.

Trods skidne prognoser og benhård læsning lægger man ikke Commune Mag fra sig komplet paralyseret. Tværtimod – kan man abstrahere fra den lidt romantiske og til tider temmelig forudsigelige jargon, som præger det kampsprog, enhver ambitiøs politik må bæres i, er magasinet en politisk lærerig og solidarisk opmuntrende forbindelse til de gode kammerater, der jo findes derude. Commune Mag er din kulørte, kommunistiske telegraf til en anden verden.

Commune Mag #1 (Fall 2018) og #2 (Spring 2019). Udkommer fire gange om året. Redigeret af Shyam P. Khanna og Jasper Bernes m.fl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu