Læsetid: 3 min.

Læst udefra: Feminisme handler ikke om bedre muligheder for de få

Feminisme handler ikke om gøre det muligt for de få at bryde glasloftet mens resten bliver efterladt i kælderen for at rydde glasskår op. I et nyt manifest skitserer tre feministiske teoretikere vejen til en global opstand ledet af strejkende antiracistiske og antikapitalistiske feminister
18. maj 2019

Af alle arbejderbevægelsens kampredskaber er strejken måske den mest klassiske. Med den har arbejdere over hele verden i et par hundrede år med stor succes tilkæmpet sig bedre løn og arbejdsvilkår.

Som mange har bemærket, har de seneste fire årtiers neoliberale globalisering imidlertid svækket både strejken som redskab og arbejderbevægelsen generelt. Selv om strejken langtfra er død – tænk blot på de seneste eksempler fra DSB og SAS – har prekarisering, arbejdsløshed, outsourcing og politiske angreb på fagforeninger på globalt plan gradvist undermineret den historiske form for kapitalisme, som arbejderbevægelsens klassiske strategier var bygget til at brydes med.

De fleste er vant til at forstå strejker som et kampredskab for lønmodtagere. Men som filosofferne Cinzia Arruzza og Nancy Fraser og historikeren Tithi Bhattacharya peger på i Feminism for the 99%: A Manifesto, er strejker ikke forbeholdt den del af arbejderklassen, der har en ansættelseskontrakt.

Cinzia Arruzza, Tithi Bhattacharya, Nancy Fraser: ’Feminism for the 99% – A Manifesto’.

Faktisk er strejken ifølge de tre forfattere netop nu i fuld gang med at blive genopfundet og -oplivet af feministiske bevægelser over hele verden. Hvad der forener disse bevægelser er, at de strejkende nægter at udføre alt det ulønnede (hus)arbejde, der traditionelt er blevet pålagt kvinder såsom madlavning, børnepasning, rengøring og omsorgsarbejde – med andre ord alle de usynliggjorte og privatiserede aktiviteter, der er nødvendige for den daglige såvel som generationelle reproduktion af den arbejdsstyrke, der hver dag skaber profit for virksomhederne.

Ifølge Arruzza, Fraser og Bhattacharya er der et bundsolidt revolutionært potentiale i denne type strejker; ved at nægte at udføre alle de aktiviteter kapitalismen beror på, men ikke vil kendes ved, udvider de forestillingen om, hvad ’arbejde’ er, hvem der tæller som ’arbejdere’, og hvad klassekamp er for en størrelse.

Det var, hvad tusindvis af polske kvinder gjorde i 2016, da de gik på gaden i protest mod kriminaliseringen af abort, og det var ligeledes, hvad millioner af spanske kvinder gjorde, da de på kvindernes internationale kampdag sidste år erklærede, at de ville »afbryde al produktiv og reproduktiv aktivitet« i et døgn.

I forlængelse af sådanne strejker er manifestets tre forfattere engageret i organisationen International Women’s Strike, der i de seneste år har arbejdet på at organisere en årligt tilbagevendende global kvindestrejke på kvindernes internationale kampdag.

Alt hænger sammen

Feminism for the 99% præsenterer en kortfattet analyse af den globale politiske situation samt en række strategiske refleksioner i form af 11 teser med tilhørende uddybninger og et efterord.

Arruzza, Fraser og Bhattacharya er alle fremtrædende eksponenter for en teoristrømning, der går under navnet Social Reproduction Theory, hvilket i de seneste år er blevet en populær betegnelse for en opdateret marxistisk feminisme, der kobler marxismens klassiske analyser og begreber med indsigter og temaer, der traditionelt er blevet belyst af postkolonial teori, queerteori og intersektionelle analyser.

Manifestets 11 teser kommer vidt omkring og diskuterer emner som kønnet vold, heterosexisme, transfobi, racisme, seksualitet, kolonialisme, økologi, nedskæringspolitik, global ulighed, krig og migration. Den gennemgående pointe er – ikke overraskende – at det hele hænger sammen, og at navnet på denne sammenhæng er kapitalisme. Den kapitalistiske økonomi beror, som den altid har gjort, på et tæt sammenvævet net af undertrykkelsesformer, der tilsammen sikrer profitlogikkens greb om samfundets liv.

Den strategiske konsekvens af denne analyse er den velkendte, at kampene mod undertrykkelsens mange former ligeledes ikke kan adskilles. Et andet gennemgående tema i manifestet er derfor en skarp og velplaceret kritik af liberale feminister, der anser kvindefrigørelse for at være et enkeltstående projekt, der ikke nødvendigvis er forbundet med frigørelsen af racialiserede, naturen, queers og proletarer – som Hillary Clinton eller Facebooks COO Sheryl Sandberg, der i bogen Lean In opfordrer kvinder til ’læne sig ind’ over bordet til møderne på arbejdspladsen og tage ordet.

Liberal feminisme er et projekt, der med manifestets ord arbejder på at sikre at »håndteringen af udbytning på arbejdspladsen og undertrykkelsen i den sociale helhed er delt lige mellem den herskende klasses mænd og kvinder«. Og som de skriver i ægte manifeststil:

»Vores svar til lean in-feminisme er en kick back-feminisme. Vi har ingen interesse i at smadre glasloftet, imens den store majoritet bliver efterladt i kælderen for at samle skårene op. Vi vil ikke fejre kvindelige CEO’ere i hjørnekontorer, vi vil afskaffe CEO’ere og hjørnekontorer.«

Cinzia Arruzza, Tithi Bhattacharya, Nancy Fraser: ’Feminism for the 99% – A Manifesto’. 96 sider. 7,99 pund. Verso Books.

Serie

Læst udefra

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Her i Danmark kommer der nok kun en bøvs.
Feminisme er generelt kun lavere sat i Nigeria.
Landet hvor kvinder bliver fastlåst i ægteskab og homoseksualitet er kriminaliseret.
Det grundet i evangelistisk kristendom.

Eva Schwanenflügel

I Danmark har vi næsten ingen domme for vold, trusler og voldtægt mod kvinder.
Det anslås fra det Kriminalpræventive Råd at kun en minimal procent af anklager for vold og voldtægt fører til dom.