Læst udefra: Feminisme handler ikke om bedre muligheder for de få

Af alle arbejderbevægelsens kampredskaber er strejken måske den mest klassiske. Med den har arbejdere over hele verden i et par hundrede år med stor succes tilkæmpet sig bedre løn og arbejdsvilkår.

Som mange har bemærket, har de seneste fire årtiers neoliberale globalisering imidlertid svækket både strejken som redskab og arbejderbevægelsen generelt. Selv om strejken langtfra er død – tænk blot på de seneste eksempler fra DSB og SAS – har prekarisering, arbejdsløshed, outsourcing og politiske angreb på fagforeninger på globalt plan gradvist undermineret den historiske form for kapitalisme, som arbejderbevægelsens klassiske strategier var bygget til at brydes med.

De fleste er vant til at forstå strejker som et kampredskab for lønmodtagere. Men som filosofferne Cinzia Arruzza og Nancy Fraser og historikeren Tithi Bhattacharya peger på i Feminism for the 99%: A Manifesto, er strejker ikke forbeholdt den del af arbejderklassen, der har en ansættelseskontrakt.