Læsetid: 3 min.

Manifest mod maskinintelligens

Forfatteren og venstrefløjsaktivisten Paul Mason forsøger i ny bog at videreudvikle sine teknologiutopiske ’postkapitalistiske’ visioner – desværre understøtter hans ellers glimrende samtidsanalyser ikke helt hans sympatiske tese
Paul Mason videreudvikle sine teknologiutopiske ’postkapitalistiske’ visioner i ny bog.

Paul Mason videreudvikle sine teknologiutopiske ’postkapitalistiske’ visioner i ny bog.

Nick Cunard/Writer Pictures

25. maj 2019

I komedieserien Småbritannien afviser sparekasseassistent Carol (spillet af David Walliams) låneansøgere med sit robotmantra: »Computeren siger nej«. At den replik er gået ind i folkeviddet, er betegnende for en tid, hvor vi i stigende grad kapitulerer over for maskinsystemer.

At kortlægge de politiske og intellektuelle forudsætninger for, at vi havnede der, er ærindet i forfatteren og venstrefløjsaktivisten Paul Masons nye bog: Clear Bright Future. Ifølge Mason har en alliance af popvidenskabsguruer og Silicon Valley-magnater forført os til at undervurdere vores autonomi. De har dermed beredt vejen for de kunstige intelligenssystemers stigende overhøjhed.

Paul Mason: ’Clear Bright Future’.

Vi har sat tiltroen til vores selvbestemmelsemuligheder over styr på et tidspunkt, hvor vi desperat behøver at udvikle nye sammenhængende strategier, der kan vise vej ud af vores epokes sammensatte politiske og klimatiske kriser. At blive herre over vores egen fremtid forudsætter, at vi genvinder demokratisk kontrol over teknologien, insisterer forfatteren. Men det forudsætter igen, at vi genopdager en egenskab, der er blevet sælsomt umoderne – vores menneskelighed.

I det aktuelle kaos ligger kimen til revolutionære forandringer, mener Mason og tager tråden op fra sin foregående og meget diskuterede bog, Postkapitalisme. Med socialisering af vores viden kan vi bryde med kapitalismen. Med automatisering kan vi afskaffe lønarbejdets tyranni.

Mason trækker på adskillige tænkere for at løfte sin ambitiøse vision, blandt disse Aristoteles, Erich Fromm, Hannah Arendt og den unge Karl Marx. Modsat hans senere værker, hvor revolution ses som en upersonlig historisk lovmæssig proces, er den unge Marx optaget af at lokalisere det revolutionære potentiale i menneskers medfødte drift efter kollektiv transformation. »Mennesket er et artsvæsen«, skrev han, »fordi det opfatter sig selv som et universelt og derfor som et frit væsen.«

Mason tror, vi kan stå på tærsklen til at realisere, hvad Marx ønskede: Et spring, der ændrer de menneskelige vilkår i massiv skala, så vi kan udleve nye frihedsgrader.

Posthumanisme

Med rette gør Mason op med letkøbt teknologideterminisme og posthumanister og transhumanister, der vil »betale for en bionisk arm og en forstærket libido«. Også tidstypiske tænkere som Nassim Nicholas Taleb, som insisterer på, at vi er ’tilfældets legetøj’ og Yuval Noah Hariri, som hævder, at »den frie vilje kun eksisterer i de fantasifortællinger, vi opfinder«, må stå for skud.

Det samme må den akademiske venstrefløj, og her kan jeg ikke følge Mason hele vejen. Det er trist, at en så belæst forfatter falder for myten om, at postmodernister skal have benægtet eksistensen af sandhed og endog af menneskeheden.

Tænkere som Jean Baudrillard begræd snarere end hyldede, hvordan »alting smelter til luft« i det kapitalistiske samfund. Og handlede dekonstruktion ikke netop primært om at afsøge såkaldte universelle principper for brister i deres egen definition og sårbarhed over for nedarvede antagelser? ’Den menneskelige natur’ har for længe været mandlig, hvid og vestlig.

Clear Bright Future analyserer glimrende vor tids politiske populismekrise, men analysens forbindelse til bogens hovedtese er spinkel. Alt-right-strømninger er nok inspireret af cyberlibertære ideologer som Peter Thiel, men de er især et produkt af afindustrialisering og meningstab. Og vel dehumaniserer racistisk nationalisme minoriteter og undergraver menneskerettigheder, men er den virkelig ved at fortrænge neoliberalismen? Det er ikke åbenlyst, at neoliberalismen er kollapset. Har den ikke snarere muteret – men har bevaret sin hegemoni?

Cyberutopisme

Mason både advarer imod den fjerde industrielle revolutions skyggesider og fastholder sin tro på, at kunstig intelligens kan redde menneskeheden. Når han profeterer om sin teknologisk forstærkede kollektivisme, hvor de fleste ting vil kunne forbruges ganske gratis, begynder han at lyde som de cyberutopister, han tidligere har skoset.

Mason vil have maskiner uden marked, men i vores platformkapitalistiske æra er begge dele flettet ind i hinanden. Selv med open source software og etiske folkekomiteer virker Masons teknologiske utopi ikke troværdig.

Der er stimulerende refleksioner på vejen, men jeg er ikke overbevist om endemålet, eller om hvordan vi når derhen. Mason nævner universel borgerløn, afskaffelse af rentespekulation, opbrydning af informationsmonopoler og sikring af individuel kontrol over egne data. Forandringen kan være lige om hjørnet, fordi vi lever i et netværkssamfund. Men der mangler en gnist: Vi mangler at finde hinanden.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Paul Mason: ’Clear Bright Future’. 368 sider. 20 pund. Allen Lane.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Olaf Tehrani
Mikael Velschow-Rasmussen og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ib Gram-Jensen

Det er, desværre, ingen myte at postmodernister har benægtet eksistensen af sandhed. Ernesto Laclau & Chantal Mouffe har således leveret følgende svada: "For the same reason it would be absurd to ask oneself if, outside all scientific theory, atomic structure is the 'true being' of matter - the answer will be that atomic theory is a way we have of classifying certain objects, but that these are open to different forms of conceptualization that may emerge in the future. In other words, the 'truth', factual or otherwise, about the being of objects is constituted within a theoretical and discursive context, and the idea of a truth outside all context is simply nonsensical." (Laclau & Mouffe, "Post-Marxism without Apologies" New Left Review no. 166, 1987, p. 85-86). I Re-thinking History, p. 36, skriver Keith Jenkins bl.a., at: "Truth is a self-referencing figure of speech, incapable of accessing the phenomenal world: word and world, word and object, remain separate."

Det burde være indlysende, at en sådan påstand dementerer sig selv, og det er selvfølgelig meget sigende, at Jenkins indleder det citerede afsnit med ordene: "All this then, if we can still use the word, we know." (sst.) Blot ærgerligt, at usikkerheden om anvendeligheden af ordet "know" ikke fik ham til at tænke sig lidt bedre om.