Læsetid: 6 min.

Fra stabilitet til labilitet

Den tyske sociolog Georg Simmel, der levede fra 1858-1918, skildrede på mesterlig vis sin samtids dynamiske modernitetserfaringer og satte de vidtforgrenede menneskelige vekselvirkninger på begreb. Hans vidunderlige og slidstærke originaltekster om bl.a. storbyen, moden, pengene og samlivet foreligger nu på dansk i et fornemt værk, der også byder på ti aktuelle læsninger
4. maj 2019

Det er nok cirka femogtredive et halvt år siden, jeg første gang stødte på dette uforglemmelige citat og bed mærke i den umiskendelige stil:

»Hvis alle ure i Berlin pludselig gik forkert i forskellig retning – om blot med en times variation – så ville byens hele økonomiske og øvrige samfærdsel for en lang tid falde fra hinanden. Dertil kommer tilsyneladende yderligere den store afstand, som gør al venten og kommen forgæves til et uacceptabelt tidsspilde. Således er storbylivets teknik overhovedet ikke tænkelig, hvis ikke alle aktiviteter og gensidige relationer blev indordnet i et fast, overindividuelt tidsskema.«

Forfatteren til den malende skildring af dette destruktive tankeeksperiment er tyskeren Georg Simmel, en af den unge videnskab sociologiens grundlæggere, og citatet indgår i et berømt foredrag med titlen »Storbyerne og det åndelige liv«, der blev holdt i 1903.

På elegant vis formår Simmel at skildre, hvordan det urbane liv og de trafikale og kommunikative processer er stramt koordineret af en fælles og målbar klokketid. Men man fornemmer også stemningerne, byens puls og det, han kalder for »nervelivet«.

Søren Christensen, Nils Gunder Hansen, Simon Langkjær, Martin Hauberg-Lund Laugesen & Joachim S. Wiewiura (red.): ’Simmel – sociologiens eventyrer’. 447 sider. 399 kr. Nyt fra Samfundsvidenskaberne

Der dannes bånd og spindes tråde mellem de sansepirrede, højstemte, hastigt jagende storbymassemennesker. Der udveksles penge, flirtes, blikkene flakker, og til tider slås de ned.

I sociologisk forstand veksles der ubesværet mellem et makro- (byen set udefra, måske nærmest oppefra) og et mikroperspektiv (byen oplevet nedefra, måske ligefrem indefra).

I lillebyens rum mødte og hilste man dagligt på mennesker, man kendte.

I metropolen hersker der derimod anonymitet og en tendens til privathed og blaserthed, men også evindelige pirringsmuligheder og let antændelighed dér midt i menneskemassen. Simmel skriver:

»Ville man driste sig til at sammenfatte karakteren og omfanget af den moderne livsform i en formel, så kunne det være denne: at erkendelsens, handlemådens, idealdannelsens indhold overføres fra deres faste, substantielle og stabile form til en tilstand kendetegnet ved udvikling, bevægelse, labilitet.«

Mennesket har en plastisk natur, der realiseres og formgives på vidt forskellig vis i forskellige samfundstyper. Simmel er en hypersensitiv seismograf for samtidens modernitetserfaringer. Han levede i de store rystelsers tid og tænkte og skrev på tærsklen fra stabilitet til labilitet.

»Det moderne menneske drives frem og tilbage mellem lidenskaben for at vinde alt og frygten for at tabe det hele.«

Dynamiske vekselvirkninger

Jeg sidder med et digert dansk værk på 447 sider i hænderne med titlen: Simmel – sociologiens eventyrer. I lang tid har den langt tyndere bog, som Nils Gunder Hansen redigerede og udgav i 1998 ikke været til at opdrive: Hvordan er samfundet muligt? Udvalgte sociologiske skrifter.

Nu har samme Hansen i selskab med en række primært yngre forskere fået den gode idé at samle 15 klassiske Simmel-tekster og at byde på ti nye læsninger af den mangefacetterede sociolog.

Resultatet er blevet et skatkammer af en bog, spændende fra storbyen til moden, måltidet, pengene, samlivet, det erotiske eventyr og pengetransaktionernes verden. For slet ikke at tale om alle de frugtbare metateoretiske grundspørgsmål, som Simmel sendte afsted som kuglelyn til eftertidens sociologi.

Ifølge Simmel er det sociologiens opgave at beskrive samfundets vekselvirkningsformer og at have øje for, hvordan der spindes tråde mellem samfundets atomer. Indholdet (f.eks. det at bevæge sig) får form (f.eks. gennem særlige adfærdskodekser for, hvordan man gebærder sig i fælles rum).

Elementernes vekselvirkninger ændres, og sociologen må forsøge at begrebsliggøre formforandringerne. Mennesket skal spise, tage tøj på og bevæge sig – men disse tre almenmenneskelige ’ting’ samfundsmæssiggøres, og der opstår særlige spisevaner, tøjstile (herunder mode) og passende gangarter (herunder hvor tæt man må gå på andre mennesker på gaden og i sporvognen).

Formidable og øjenåbnende er hans originale bidrag til en sociologi om mode. Simmel har et yderst differentieret blik for modens finurlige dobbeltspil:

»Det særlige ved moden er – da den ifølge sit begreb kun kan være en norm, som ikke alle følger – at den muliggør en social lydighed, der samtidig er individuel differentiering.«

På én og samme tid er mode noget, der begæres og efterlignes i det moderne samfund, der i øvrigt på nærmest rituel vis masseproducerer modetøj – og noget, der helst skulle være eksklusivt og unikt, hvorfor det på én gang er en kæmpe succes for modebranchen, men også helt vildt pinligt for den modehungrende, hvis alle ender med at gå i det samme modetøj.

Mennesket går ikke restløst op i det sociale

På mange sprog betyder ordet ’samfund’ slet og ret det selskabelige samvær (jvf. Gesellschaft på tysk). Simmel har med Anne Scott Sørensens ord et særligt øje for, hvordan det sociale kan antage former, hvor det dyrkes uden andet formål end sig selv, og betegner dette fænomen som sociabilitet.

Sociabiliteten er »den legende form for samfundsdannelse, der … forholder sig til dens indholdsbestemte konkrethed, som kunstværket forholder sig til virkeligheden«.

Man fornemmer her, hvordan neokantianeren Simmel konstant er på jagt efter at vise, hvordan den sociologiske erkendelse af de formmæssige udtryk er overordnet de indholdsmæssige changeringer. Simmel har et særligt øje for selskabslivets høflighedskodekser og for at skildre normerne for deltagelse i fælles måltider og det erotiske eventyrs regler.

»Sociabiliteten er spillet, hvori man ’lader som om’, at alle er lige, samtidig med at man ærer hver enkelt i hans særegenhed.«

Hvad angår det at spise, så er det på en gang det mest upåagtede, almindelige og almene, og samtidig det mest egoistiske og private – og det mest normladede og socialt regulerede.

»Det, jeg tænker, kan jeg lade andre vide, det, jeg ser, kan jeg lade andre se, det, jeg siger, kan hundredvis af andre høre – men det, den enkelte spiser, kan ingen andre under nogen omstændigheder spise.«

Spisningens eksklusive egoisme »knytter sig til hyppigt samvær og en tilvænning til et fællesskab«, hvorfor koblingen mellem det fælles måltid og den individuelle inkorporation af maden må forfølges og undersøges af sociologien.

Noget af det mest overraskende og tankevækkende får efter min mening mæle i den første tekst i bogen Ekskurs om problemet: Hvordan er samfundet muligt? (1908).

Med Henrik Ørnstrups ord er det »Simmels opfattelse, at mennesket aldrig kun er socialt; men det er heller aldrig udelukkende sig selv.« Individet kan ikke reduceres til udelukkende at være et produkt af samfundet. Simmel udtrykker selv pointen således:

»Det empiriske sociale livs a priori er, at livet ikke kun er socialt.«

Således fastholder Simmel, at en del af vores personlighed ikke indgår i det sociale. Eller sagt på to andre måder: Personligheden står delvist uden for, hvorfor det er muligt at reservere en del af sig selv til ikke at blive totalt opslugt af samfundet. Der er så at sige ikkeidentitet mellem personligheden og samfundsmæssiggørelsen af individet.

Det er på sin vis betryggende at vide, at vi ikke er indfanget af og i det sociale med hud og hår, men også værd at tænke over, om han har ret?

101 år efter Simmels død kan man da altid håbe, at de selvpræsentationer, der florerer på de sociale medier, og de tusindvis af modulindløsende opgaver, som studerende skal skrive på dagens (ud)dannelsesanstalter, ikke er identiske med alt det, som de involverede personligheder også er og kan.

Exit

Her på falderebet vil jeg fremhæve Carsten Thaus velturnerede og kondenserede essay om Simmels byanalyse, Bjørn Schiermers veloplagte fænomenologiske bidrag om mode og kollektivitet og Martin Hauberg-Lund Laugesen og Joachim S. Wiewiuras overbevisende påvisning af, at neokantianeren Simmel bestemt også havde en hegeliansk nerve:

»Simmel og dialektikken: Om Simmels tænkning og de sociologiske formers indre uro.«

Lige chancer. Lighed skal i følge Rainer Paris ses som lige muligheder, lige chancer. Lighed gennem omfordeling fører derimod til uretfærdighed og ulighed, siger han og bruger de udskældte tyske socialhjælpsreform som eksempel.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu