Læsetid: 8 min.

Det er svært at finde spor af ’the real Løkke’ i den periode, han har regeret

Med sin bog ’Befrielsens øjeblik’ har Lars Løkke Rasmussen ufrivilligt tegnet et skarpt billede af modsætningerne mellem den, han gerne vil være, og den statsminister, han formår at være. Løkke er en politiker af sin tid, men uendelig langt fra den politikertype, der er brug for – ikke mindst i den tid, der kommer
Statsminister Lars Løkke Rasmussen og sønnen Bergur Løkke Rasmussen udskifter Venstres europa-valgplakater med plakater til folketingsvalget. Lars Løkke søger efter nye måder at indrette samfundet på, men ikke efter de forandringer, som ikke mindst klimakrisen kræver, mener Malte Frøslee Ibsen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og sønnen Bergur Løkke Rasmussen udskifter Venstres europa-valgplakater med plakater til folketingsvalget. Lars Løkke søger efter nye måder at indrette samfundet på, men ikke efter de forandringer, som ikke mindst klimakrisen kræver, mener Malte Frøslee Ibsen.

Thomas Sjørup

1. juni 2019

Det er, som om tiden i politik ændrer rytme og hastighed i en valgkamp – alting går hurtigere og bliver mere flygtigt og forbigående.

Historier, der midt i en valgperiode ville fylde nyhedsfladen ud i ugevis, får kun et øjebliks opmærksomhed, og politiske udmeldinger, der er revolutionerende den ene dag, kan hurtigt være glemt ugen efter.

Denne skæbne er på sin vis allerede overgået den politiske bombe, som statsminister Lars Løkke Rasmussen bragte til detonation i valgkampens indledende fase.

Med sin og Kirsten Jacobsens samtalebog Befrielsens øjeblik tog Løkke fusen på alle og gjorde sig til fortaler for en SV-regering efter valget den 5. juni – en dansk ’GroKo (som tyskerne siger) med henblik på at »isolere fløjpartierne«.

Løkkes opfordring til »de voksne i lokalet« om at slå pjalterne sammen var blandt andet begrundet med, at der efter hans mening i dag ikke er væsentlig politisk forskel på de to store regeringsbærende partier i henholdsvis blå og rød blok.

Jovist, forskellene tales op under valgkampens hektiske ven-fjende-dynamik, men i hverdagens politiske substans er de mest et spørgsmål om marginaler, måtte man forstå.

Kortvarigt game-change

Den realpolitiske baggrund for Løkkes forslag er, at Nye Borgerlige længe har set ud til at komme i Folketinget og dermed i praksis taget livet af den borgerlige blok med deres ultimative krav i strid med internationale konventioner – krav, som Løkke klart har afvist at kunne danne regering på baggrund af.

Først efter, at bogen var færdigredigeret, lykkedes det for den bizarre personage Rasmus Paludan at samle underskrifter nok til at sikre opstillingsberettigelse for hans kvasifascistiske parti Stram Kurs, hvilket – kombineret med et veritabelt borgerligt kollaps i meningsmålingerne – kun gør Løkkes parlamentariske udsigter endnu mere umulige.

Men lige så voldsomt og dramatisk chokket fra Løkkes gamechanger-samtalebog (vist en ny genrebetegnelse), ligeså hurtigt fortabte SV-sværmerierne sig atter i valgkampstågerne, efter statsministerens tilnærmelser fik en umisforståelig kold skulder fra en sejrssikker Mette Frederiksen.

Venstres partimaskine blev herefter lynomstillet til en mere klassisk negativ kampagne mod de socialdemokratiske arvefjender med en portrættering af Frederiksen som en ødselvorn Anker Jørgensen-socialdemokrat, der har kastet den økonomiske og politiske ansvarlighed fuldstændig over bord, og som både vil ruinere statskassen og åbne grænserne for alskens rakkerpak, hvis hun får chancen.

Svangesangen

Men Løkkes samtalebog er også et sjældent indblik i statsministerens indre politiske liv og tankeverden – et indblik, som nu efter alt at dømme kommer til at stå som en slags personlig politisk svanesang for Løkkes statsministertid. Dermed er den også en fin anledning til at gøre status på Løkkes borgerlige regeringsprojekt.

Bogens titel refererer til den befrielse, som Løkke efter eget udsagn oplever med valgperiodens udløb og udsigten til at undslippe den borgerlige VLAK-regerings åg, som han siden november 2016 har måttet bære.

Nu er han »fri til at være sig selv« og »stå her i egen ret«, og det har han »glædet sig til«. Uagtet den underforståede (og måske lidt smagløse) ansats til selvmedlidenhed fra landets øverste politiske hersker kan man da heller ikke fortænke manden i at have følt sig fastlåst.

Lige siden Løkke fravristede nøglerne til statsministeriet fra Helle Thorning-Schmidt i 2015 og dannede sin kortlivede smalle V-regering, har han været spændt ud i en umulig politisk spagat mellem en amatørisk selvovervurderende Anders Samuelsen og Kristian Thulesen Dahls uanfægtelige vetomagt: et cirklens kvadratur mellem en testosteronpumpet konfirmandliberalisme og en stadigt mere velfærdsorienteret højrepopulisme, der simpelthen ikke har ladet sig løse.

’The real Løkke’

Sagen er, at i denne valgperiode har Løkke stået i spidsen for to af de mest handlingslammede og dysfunktionelle regeringer i hele den politiske danmarkshistorie, som på lange stræk har føltes som en veritabel Via Dolorosa af opgivne topskattelettelser, skandalesager, ydmygende ansigtstab og massedeserterende ministre.

Men spørgsmålet er: Hvad er det, Løkke faktisk har ønsket at udrette for Danmark – ud over pinedød at regere landet så længe som overhovedet muligt? Hvad er egentlig Lars Løkke Rasmussens borgerlige regeringsprojekt?

Netop her kommer Befrielsens øjeblik til sin ret.

Vi får the real Løkke råt for usødet – uden det umulige dobbelthensyn til den ulidelige Anders Samuelsen og alt for magtfulde Thulesen Dahl. Uden hensynet til hans irriterende integrationsminister, der markerer (i Løkkes øjne) ubehagelige men nødvendige udlændingestramninger med vulgære og smagløse kagefejringer. Uden overfladehensynet til PR-begrundede valgkampsslankekure. Uden hensynet til irriterende kritiske spørgsmål fra undermåleren Poul Madsen på lorteavisen Ekstra Bladet og klogeåge-kommentarer fra spritbilisten Hans Engell.

Men når alle overfladehensynene er pillet væk, hvad vil the real Løkke os så egentlig? Det er ikke helt så nemt at svare på, som man måske skulle tro.

Vi præsenteres for en Løkke, der ser sig selv som et barn af velfærdssamfundet og som den store fremadskuende velfærdsarkitekt med fremtidssikrende struktur- og velfærdsreformer som hans naturlige habitat.

Den voksne

En Løkke, der udtrykker ubehag ved både borgerlige og socialdemokratiske politikere, der forfalder til »generel nedrakning af udlændinge«. En Løkke, som kerer sig om demokratiet og retsstatsprincipper.

Sidst, men ikke mindst, får vi en Løkke, som bryder ud af VLAK-spændetrøjen og præsenterer sig som »den voksne«, der har gjort sig lange og dybe overvejelser om et tværpolitisk samarbejde over midten som svar på højreekstremismens mulige indtog på tinge, og som nu påtager sig lederskabet og tager initiativet til den »udløsende mekanisme«, der kan »sætte processen i gang« mod en SV-regering.

Det er da også en ganske sympatisk mand, der momentvis træder frem mellem linjerne. Men det er også et billede af en mand, der er endog meget svær at genkende som den statsminister, der har regeret over danskerne i sammenlagt seks et halvt år.

Danskerne kender Lars Løkke som en brutal og hensynsløs machiavellisk politiker, der ikke viger tilbage fra at tryne sine modstandere med trusler og beskidte tricks (tænk Kristian Jensen under formandskampen og Søren Pape under slaget om Eva Kjer Hansen).

Vi kender Løkke som en skandaleombrust politiker, der ikke kan kende forskel på offentlige midler og en privatøkonomi, der er et notorisk rod. Vi kender Løkke som en statsminister, der har regeret på Anders Foghs vinderrecept for Venstre: Vær altid villig til at give DF, hvad end de kræver af udlændingestramninger, så længe det kan veksles til borgerlig økonomisk politik.

Vi kender Løkke som en velfærdsarkitekt, hvis reformer enten har haft alvorlige negative slagsider (kommunalreformen, efterlønsreformen, dagpengereformen), eller som ganske enkelt ikke har kunnet samle et flertal bag sine visioner (helhedsplanen).

Og vi kender ham som en leder, der har haft et mangeårigt politisk ansvar for en udlændingepolitik, som netop har været præget af generel nedrakning af udlændinge og en instrumentalisering af herboende flygtninges lidelser med henblik på at begrænse tilstrømningen mest muligt.

Ingen tvang ham

Løkkes snak om befrielse antyder, at en række af disse definerende aspekter ved hans statsministertid i en eller anden forstand har været påtvunget ham udefra. Det er naturligvis en dybt utroværdig implikation.

Der var f.eks. ingen, der tvang Løkke til at pludselig at gøre De Konservatives mistillid til Eva Kjer Hansen til et kabinetsspørgsmål – og derved bidrage afgørende og helt unødvendigt til at forværre forholdet mellem partierne i den borgerlige blok.

Der er heller ingen, der har tvunget Løkke til at videreføre Foghs blokpolitik og regere på Dansk Folkepartis nåde eller til at give så enormt (og givetvis politisk opportunt) et manøvrerum til Inger Støjberg – eller for den sags skyld til at holde hånden under hende, når hun har brudt loven.

Dette modsætningsforhold går igen i Løkke-regeringernes dødfødte, men ikke desto mindre målrettede forfølgelse af benhård borgerlig politik i den forudgående regeringsperiode, såsom skattelettelser og en forlænget pensionsalder, sat over for det løfte om præcis »samme velfærd som Socialdemokratiet«, som pludselig står i centrum for Venstre i valgkampen.

Hvis Befrielsens øjeblik og valgkampen giver os momenter af the real Løkke, så er det endog meget svært at finde spor af the real Løkke i hele den periode, hvor han rent faktisk har regeret landet. Ja, det er i det hele taget meget svært at stykke noget sammen, der bare minder om et sammenhængende borgerligt regeringsprojekt.

Fraværet af et borgerligt projekt

Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein skrev i 1931 en note om det ’borgerlige’ sind, han mente at finde hos sin kollega i Cambridge, Frank Ramsey, der døde af gulsot i en alder af kun 26. Noten lyder som følger:

»Ramsey var en borgerlig tænker. Dvs. målet for hans tanker var at ordne tingene i et givent fællesskab. Han forholdt sig ikke til statens væsen – eller han brød sig i det mindste ikke om at gøre det – men kun til, hvordan denne stat kunne indrettes fornuftigt. Den tanke, at denne stat ikke nødvendigvis er den eneste mulige, foruroligede ham dels, dels kedede den ham.«

Måske forklares modsætningsforholdene mellem the real Løkke i Befrielsens øjeblik og statsminister Løkkes regeringstid ved, at han reelt aldrig har haft et borgerligt regeringsprojekt i egentlig forstand, men at hans ambition ligesom Ramseys har begrænset sig til at indrette denne stat fornuftigt.

Løkkes projekt har først og fremmest været at tilkæmpe sig, fastholde og forvalte magten på den mest fornuftige måde under de givne omstændigheder.

Hvis de givne omstændigheder er et Dansk Folkeparti med halvdelen af de borgerlige mandater, så forvaltes magten efter Dansk Folkepartis betingelser; hvis de givne omstændigheder er en uregerlig borgerlig blok med højreekstreme elementer, så søges et SR-samarbejde over midten. Men fastholdelsen og forvaltningen af magten har været et mål i sig selv for Løkke frem for et middel til at realisere et uafhængigt formuleret regeringsprojekt.

Et anderledes samfund

Dermed er Løkke givetvis en politiker af sin tid. Men han er uendeligt langt fra den slags politiker, som vi har brug for i den tid, der kommer.

De menneskeskabte klimaforandringer stiller os over for et krav om grundlæggende samfundsreformer, der burde have været sat i gang for længst, og som kun bliver mere dramatiske, jo længere vi udskyder dem.

Dette krav fordrer politikere af en helt anden støbning end Løkke – hvis nølende klimapolitik og håndskyhed over for særinteresser utvivlsomt vil efterlade et voksende kainsmærke på hans regeringstid.

I dag har vi mere end nogensinde før brug for politikere med sans for såvel muligheden for som nødvendigheden af at skabe en anden stat, et radikalt anderledes samfund. Måske forklarer dette, hvorfor Løkke i denne hektiske valgkamp i så høj grad virker som en mand, som tiden er løbet fra.

Da samtalebogen om Lars Løkke Rasmussens såkaldte befrielse udkom i torsdags, blev statsministeren igen hovedpersonen, skriver Lasse Jensen.
Læs også
valgtest 2019 hvilket parti skal jeg stemme på
Læs også
Hvis en statsminister går med til at medvirke i en samtalebog, der skal udkomme midt i en valgkamp, burde forfatteren være særlig opmærksom på at gå kritisk til sin hovedperson. Det er ikke ligefrem tilfældet i ’Befrielsens øjeblik’
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lillian Larsen
  • Dorte Sørensen
  • Jes Kiil
  • Eva Schwanenflügel
Lillian Larsen, Dorte Sørensen, Jes Kiil og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Går klichéen "den voksne" ikke efterhånden i den grad på krykker?

Lillian Larsen, Karsten Lundsby, Nette Skov, Birte Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Løkke er som en kamæleon, alt efter, hvad der tjener ham bedst i den situation, han på det tidspunkt er i. Jovial sømand, på færøsk båd, slips og jakkesæt betalt af V, når han er i EU og cykeldress, løbetøj, og uden slips når han leger arbejderparti. Kan han mistænkes for pamperi, så er han privat Lars, og ja man kunne blive. Jeg har truffet ham en gang ved et arrangement i 90erne, og jeg har ikke brudt mig om ham siden.

Jesper Sano Højdal, Karsten Lundsby, Susanne Kaspersen, Nette Skov og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

I dag har vi mere end nogensinde før brug for politikere med sans for såvel muligheden for som nødvendigheden af at skabe en anden stat, et radikalt anderledes samfund.
Giv venligst bare en antydning af , hvordan det nye samfund skal se ud. En anden stat ? ? Er en stat ikke blevet et fy-ord i moderne kredse. et udemokratisk populistisk projekt?
Så læg dog en smule konkret indhold i drømmerierne.

Hr. statsminister Lars Løkke Rasmussen, kom ud af din liberale ghetto.
Og prøve at tage lære. Af dine egne fejltagelser.
Kom ud af dit liberale parallelsamfund, der kun føre til selvbedrag.

Prøv at huske på.
Det er kun selvevaluerende opdagelser, der vil skaber hele mennesker
Man kommer ikke langt ved at slå flik Vlak

Karsten Lundsby, Nette Skov og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Jens Winther

Underligt naivt indlæg (det oprindelige)!

Som formand for Venstre har Lars Løkke naturligvis en ideologisk baggrund og nogle politiske idéer og mål, men som statsminister for en koalitionsregering - ovenikøbet en mindretalsregering, er der naturlige grænser for mulighederne for at forfølge de grundlæggende politiske mål.

Det kan ikke være anderledes.

Hvor langt var der mellem Helle Thornings grundlæggende socialdemokratiske idéer og den økonomiske politik, hendes regering førte? Ret langt!