Læsetid: 4 min.

Kan venstrefløjen erobre EU?

Venstrefløjen skal komme sig over sin EU-forskrækkelse og træde ind i kampen for en bedre verden gennem en lang march i Bruxelles. Ny bog opfordrer til at genopfinde en ny europæisk Internationale
15. juni 2019

Det er en klassisk venstrefløjspointe, at man ikke selv vælger sin kampplads. Man vælger ikke selv de betingelser, under hvilke man har mulighed for at skabe historie. Malte Frøslee Ibsen, der er forsker og kommentator, tager denne indsigt på sig (dog uden at nævne den) i et forsvar for en venstreorienteret kamp for at erobre EU’s institutioner og bruge dem til at gøre godt.

Bogen udkommer et par uger efter europaparlamentetsvalget. Sløvhed fra forlaget eller velgennemtænkt pointe? Der er mindst de to muligheder og to måder at læse, hvilken slags bog det er.

Malte Frøslee Ibsen: ’Den nye internationale. Hvorfor venstrefløjen skal omfavne Europa og demokratisere verden’

Lad os tage den første først. Bogen kommer for sent til at blive del af debatten om, hvor man skal sætte sit kryds, og hvad EU-debatten skal handle om. Derfor må den lide debatbogens skæbne og gå direkte fra forlag til antikvariatet uåbnet og ulæst.

Eller: Bogen udkommer præcis rigtigt, da den ikke handler om et enkelt valg, men om en større og mere langvarig retning for et venstreorienteret EU, der går på tværs af og langt ud over valget den 26. maj. Det er et manifest for handling, og derfor forsøger den at skitsere grundlaget for kommende års og årtiers debatter og praksisser.

Det er bogens styrke og svaghed at placere sig mellem den flygtige debatbog og det grundlagsgivende manifest. Bogen starter med at genkalde sig Karl Marx’ spøgelser fra Det kommunistiske manifest og kan, som det lidt generøst siges, også slutte med et handlingsprogram.

Det mimer derfor den klassiske manifesttradition, men samtidsdiagnosen imellem bærer – ligesom Marx’ manifest – mere præg af debatbogens skær med sine mange korte analyser, der tenderer det begivenhedsmæssige frem for det strukturelle som forklaringsniveau.

Samtidsdiagnoser

Bogens første del, kapitel et til fem, er en gedigen samtidsdiagnose af demokratiets kriser, populisme, ulighed, klimakatastrofe og flygtningekrise. Der er ikke nødvendigvis meget nyt for den garvede Informationlæser, men som tidsbillede og ikke mindst i dens påpegning af krisernes forbundethed fungerer det rigtig godt. Argumentet her er, at ingen af disse forhold har sit udspring i eller lader sig løse af nationalstaten alene. At EU er den rette skala for løsningen forbliver en smule postulatorisk, eller lad os kalde det forhåbningsbåret.

For der er en ganske kras kritik af EU’s ageren indtil videre, som rejser et uløst spørgsmål for bogen: Er EU en tom skal, der kan erobres af politiske kræfter til hvilket som helst projekt, eller er der designet politikker ind i konstruktionen, der ikke bare lader sig instrumentalisere til andre formål? Jeg savner her en stærkere strukturanalyse både af EU som institution og af markedsøkonomien som ramme. Hvor store er de politiske frihedsgrader? Hvor stor gevinst har den politiske magt? Frøslee Ibsen baserer sin analyse på, at EU er åben for grundlagsforandring, eller stiller han sig tilfreds med, hvad det politiske flertal på en given dag kan komme igennem med?

Genoplivningen af Internationalen

Det peger os frem mod bogens anden del, kapitel seks og syv, der er den aktivistiske del. Det er måske en forlagsmæssig stramning at kalde det for »et radikalt anderledes svar på disse krisetendenser, end vi hidtil har set«, som der står i indledningen. Men mindre kan også gøre det, for reelt set synes bogen også at argumentere på baggrund af eksisterende, men spæde eller endnu ikke sammenkoblede tendenser, der skal forenes og retningsgives.

Frøslee Ibsen advokerer for en genoplivning af den klassiske venstrefløjsorganisering: Internationalen. Men ligesom det strukturelle forklaringsniveau er en smule tilbagetrukket i første del, så er organiseringsspørgsmålet det også. Hvor forpligtende en Internationale forestilles der? Hvem skal være med? Er den partidrevet? Er dens ærinde en kamporganisation for at vinde valg, eller hvad er forholdet mellem partier og organisationer? Lidt mere om hvad nu, hvordan gør vi, hvad er næste skridt? Og måske lidt mere om, hvad venstreorienteret vil sige.

Hvis ærindet er at overbevise folk på venstrefløjen om at aflægge deres EU-skepsis og arbejde for en radikalt bedre verden, da er de forslag, der gives i bogen på forandringer, næppe tilstrækkelige. Socialdemokratiet har, synes det, næsten løsningerne allerede på det meste omkring ulighed og flygtninge, dog ikke klima, og det er centrum-venstre-folk, der primært mobiliseres som vidner for et bedre Europa (dog også andre lidt mere radikale, men deres ideer indføjes ikke i programmet), folk som Jürgen Habermas, Thomas Piketty, Emmanuel Macron og Margrethe Vestager. De får ikke mig på gaden. Ikke fordi forslagene ikke er mestendels OK, men de udfordrer ikke det eksisterende EU og indfrier ikke en venstreorienteret idé om et solidarisk Europa.

Godt grundlag til at fortsætte debatten 

Alle kritiske bemærkninger til trods, så er denne bog et rigtig godt grundlag til at fortsætte debatten om, hvad en venstrefløjsinternationalisme betyder i en verden af såvel nationalstater som transnationale virksomheder og institutioner. Hvor globale kan man blive og samtidig handle? Skal man »omfavne verden og demokratisere verden«, som bogens undertitel lyder? Er Europa det samme som EU, og hvordan hjælper en regional organisering med at orientere sig ud af Europa til en retfærdig og demokratisk verden?

Det er gode og essentielle spørgsmål, som Frøslee Ibsen her opfordrer os til at debattere – og organisere os efter.

Malte Frøslee Ibsen: ’Den nye internationale. Hvorfor venstrefløjen skal omfavne Europa og demokratisere verden’, 208 sider. 149,95 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ib Jørgensen

Det lyder som om bogen diskuterer venstrefløjsorganisering, uden så meget som at nævne Marx og kapitalisme, er det korrekt?