Læsetid: 5 min.

Den kvindelige vrede er bedre end sit rygte

Den kvindelige vrede har ikke noget godt ry. Typisk affejes den som værende f.eks. ’irrationel’, ’farlig’ og direkte ’latterlig’. Nonsens, mener Rebecca Traister, der i sin medrivende og provokerende bog, ’Good and Mad – The Revolutionary Power of Women’s Anger’, har en seriøs høne at plukke med den tendentiøse delegitimering og skamløse udskamning af vrede kvinder
29. juni 2019

»Syng os gudinde om vreden der greb Peleiden Achilleus / vreden den fæle som voldte Achaierne tusinde kvaler«.

Med disse berømmede ord påbegynder Homer sit episke kæmpedigt om belejringen af Troja: Iliaden. Det er samtidig så godt som hele den vestlige litteratur- og kulturhistorie, der hermed skydes i gang.

Læg imidlertid mærke til den latente ’arbejdsdeling’, der gemmer sig i disse heksametriske versemål: Den mandige helt Achilleus er vred, og selv om det ekspliciteres, at det drejer sig om en fæl vrede, så er hverken selve vreden eller dens brutale praksis-omsætning dog mere moralsk diskvalificerende, end at det akkurat er den stærke, stolte og stridsomme Achilleus, der præsenteres som Iliadens heltefigur par excellence.

Tværtimod, kunne man mene: Ingen episk handlen uden raseriet som motiverende motor – og den episk-udødeliggørende handling er netop hele pointen hos Homer.

Den anråbte gudinde, herimod, kvinden, bliver for sit vedkommende opfordret til at synge om den mandige vrede, mens hun må antages selv at forholde sig nogenlunde afdæmpet og passivt tilseende.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu