»Syng os gudinde om vreden der greb Peleiden Achilleus / vreden den fæle som voldte Achaierne tusinde kvaler«.
Med disse berømmede ord påbegynder Homer sit episke kæmpedigt om belejringen af Troja: Iliaden. Det er samtidig så godt som hele den vestlige litteratur- og kulturhistorie, der hermed skydes i gang.
Læg imidlertid mærke til den latente ’arbejdsdeling’, der gemmer sig i disse heksametriske versemål: Den mandige helt Achilleus er vred, og selv om det ekspliciteres, at det drejer sig om en fæl vrede, så er hverken selve vreden eller dens brutale praksis-omsætning dog mere moralsk diskvalificerende, end at det akkurat er den stærke, stolte og stridsomme Achilleus, der præsenteres som Iliadens heltefigur par excellence.
Tværtimod, kunne man mene: Ingen episk handlen uden raseriet som motiverende motor – og den episk-udødeliggørende handling er netop hele pointen hos Homer.
Den anråbte gudinde, herimod, kvinden, bliver for sit vedkommende opfordret til at synge om den mandige vrede, mens hun må antages selv at forholde sig nogenlunde afdæmpet og passivt tilseende.
Rebecca Traister: ’Good and Mad’. 320 sider. 27 dollar. Simon & Schuster
Ikke desto mindre kan Iliadens åbningslinjer fint bruges til at symbolisere, hvordan den vestlige kulturs dominerende fortællinger typisk har heroiseret den handlekraftige mands retfærdige harme, mens man samtidig har haft en altovervejende tendens til at fremstille den vrede kvinde i et markant mindre flatterende lys.
Ikke vred, bare ked af det
En smule skematisk opstillet fremstilles det typisk som ’mandigt’ at være f.eks. (i) rationelt tænkende, (ii) politisk handlende, (iii) egoistisk selvhævdende og – potentielt – (iv) vred.
I en iøjnefaldende binær bagvendingslogik er ’det kvindelige’ herimod blevet opfattet som det mandiges essentielle modsætning, hvorfor kvinden er blevet karakteriseret som værende (i) naturligt følende, (ii) apolitisk passiv, (iii) uegennyttigt omsorgsfuld og (iv) – for Guds skyld ikke vred men bare – ked af det.
Det er selvfølgelig tilfældet, at vi i dag bliver præsenteret for en sand myriade af variationer af – og visioner for – det kvindelige, som afviger en hel del fra traditionens konventionelle kønsskema.
Traister kommenterer f.eks. på Hilary Clintons kandidatur til det amerikanske præsidentembede, Beyonces girlpower-agtige relancering af »FEMINISM«-brandet (i en markedsvenlig variant), de voldtægtskultur-kritiske og seksuelt emanciperende Slutwalks og den gigantiske Women’s March, der den 21. januar 2017 udviklede sig til en verdensomspændende protest mod præsidentindsættelsen af den nonapologetiske antifeminist Donald Trump.
You Too?
Traisters bog er en vred reaktion på ’trumpismens’ utilslørede kvindefjendskhed.
I endnu højere grad er den dog dedikeret til #MeToo-bevægelsen, hvor millioner af kvinder verden over – i kølvandet af en serie af groteske afsløringer omkring den feterede Hollywood-producer Harvey Weinstein (og senere en masse andre, prominente mænd (og kvinder)) i oktober 2017 – delte deres personlige krænkelses-vidnesbyrd under hashtagget #MeToo.
Traister opfatter åbenlyst #MeToo-bevægelsen som en håbefuld »åbning«, der rummer et reelt potentiale for at kunne føre kvinde- og lighedskampen videre ind i det 21. århundrede. Men der er vel at mærke tale om en vred håbefuldhed.
Hvorfor? Jo, netop fordi det egentligt håbefulde består i, at nogen endelig gør noget ved en masse af de ting, som kvinder længe har haft særdeles gode grunde til at være ekstremt vrede over. Et par eksempler: Selv om hun til det sidste var storfavorit til at slå Trump, så tabte den uhyre kompetente Clinton alligevel til den racistiske, misogyne og – ikke at forglemme – meget mindre kvalificerede Trump.
Clinton kunne ikke engang tillade sig at blive rigtigt vred (som hun beretter i sit auto-chok-terapeutiske memoir: What Happened), hverken over nederlaget eller over Trumps sexistiske fornærmelser, al den stund en kvindes vrede formodentlig ville være blevet opfattet som »hysterisk«, »ustabilt« og direkte »bitchy«.
På trods af det opmuntrende i den kollektive aktivisme, som f.eks. føromtalte marcher manifesterer, så tydeliggøres det samtidig via nødvendigheden af sådanne protester, at fænomener som sexchikane, magtmisbrug og – i det hele taget – kønsbaserede krænkelser af enhver (u)tænkelig slags fortsat snarere er reglen end undtagelsen. Eller i det mindste, at de er alt, alt for udbredte. Også – og ikke mindst – i Vestens angiveligt progressive og ’ligestillede’ samfund.
Javist, det er i dag blevet muligt at opstille en troværdig kvindelig kandidat til præsidentembedet i USA, ligesom det er blevet muligt at stå frem for kvinder med krænkelsesvidnesbyrd uden at få ødelagt sin karriere.
Men altså: Hillary tabte valgkampen mod Trump – ikke mindst på baggrund af kønsbaserede fordomme hos mange amerikanske vælgere. Og #MeToo har mildt sagt ikke løst krænkelsesproblemet – men alene muliggjort (begyndelsen af) dets offentlige italesættelse.
Der er med andre ord nok at være vred over, stadigvæk, og Traisters appel går i vid udstrækning ud på at anspore sine kvindelige læsere til at mærke, anerkende og udleve denne vrede på en produktiv måde – i stedet for skamfuldt at rette den mod sig selv i en usynlig og tillige apolitisk inderliggørelse.
De mandlige læsere skal – for deres vedkommende – lære at »se« og anerkende selv samme vredes legitimitet – såvel som bidrage til at skabe et rum, hvori den bedst muligt lader sig udtrykke. Oplagt ved i første omgang slet og ret at lytte.
Chaos reigns?
Traister er opmærksom på, at den kvindelige vrede ikke uden videre kommer til udtryk på nogen entydigt uproblematisk – endsige spor harmonisk – facon.
Stemmerne er mange og vidt forskelligartede; krænkelserne er voldsomt uensartede (og ikke alle er altid lige krænkende); ældre kvinder er uenige med unge kvinder; kvinder krænker også (både kvinder og mænd); sorte kvinder krænkes af hvide kvinders racisme; fattige kvinder udbyttes i kraft af rige og magtfulde kvinders socioøkonomiske privilegier. Og så videre.
Intet af dette forhindrer dog, at rehabiliteringen af den kvindelige vrede må opfattes som noget fundamentalt positivt.
Pointen er på sæt og vis selve uensartetheden i de mange individuelle vidnesbyrd, da denne »kakofoni« forhåbentlig kan vaccinere bevægelsens agitatorer og sympatisører imod en tankeløs ensretning.
Netop vidnesbyrdene i førsteperson ental (snarere end abstrakte doktriner) opfatter Traister i det hele taget som et potentielt afsæt for »systemets« selvopgør »indefra«. Hvis de er mange nok.
Denne pointe hviler dog selv på en magtteoretisk og kapitalismekritisk analyse: Krænkelser og udbytning er nemlig ikke først og fremmest seksuelle fænomener. I stedet har de – i sidste instans – med »ulighed« at bestille; og som sådan må de forstås såvel som håndteres politisk.
»All men would be tyrants if they could,« lyder det polemiserende og provokerende på bogens allerførste side. Men som det bliver klart i løbet af bogen: Alle – uanset køn – ville være tyranner, hvis »systemet« muliggør det.
Det er af samme grund den politiske virkeligheds fundamentale ulighed, i hvilken kvinder er alt for afhængige af mænd, som skal adresseres. Også selv om vejen hertil indebærer en til tider kaotisk omfordeling af det ubehag, som hidtil har været alt for ulige fordelt til fordel magtfulde, hvide mænd. Som Traister skriver:
»Welcome to our world of discomfort.«
