Læsetid: 4 min.

Læst udefra: Læs Kant, som du vil, men afliv ikke hans tænkning

Med Immanuel Kant blev tænkningen menneskelig, siges det. Denne begivenhed er lige så central for den vestlige filosofihistorie, som den kan være vanskelig at formidle. Ny introduktion fejler, hvor andet populærfilosofi undertiden også gør
22. juni 2019

Det er langtfra nogen let kunst at yde filosofiens evige ideer retfærdighed, idet de frigøres af det enorme tekstkorpus, de ofte udspringer af, og den utilgængelige terminologi, de gerne er formuleret i. Foruden kravet om sproglig klarhed hører der til den populærfilosofiske fremstilling også et krav om selvstændig bearbejdning. Ved inddragelse af velvalgte argumenter og eksempler skal læseren ledes på vej gennem teksten, så der sikres en sammenhængende forståelse af det emne, populærfilosofien formidler.

SPCK’s serie ’A Very Brief History’ er nu nået til den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804), og her er det svært at få øje på en sådan vej. Man får snarere det indtryk, at forfatteren har mere travlt med at demonstrere, at han har lavet sit hjemmearbejde end med at formidle stoffet, så læseren forstår, hvorfor det nu også er vigtigt.

Anthony Kenny: ’Immanuel Kant’. 128 sider. 12,49 dollar. SPCK.

Bogen er forfattet af Oxford-filosoffen Anthony Kenny, der de senere år har bidraget til den ikke-fagfilosofiske offentlighed med generelle indføringer i den vestlige filosofihistorie. Det kan derfor undre, at han i sin Kant-introduktion har vægtet den udtømmende fremstilling over den sammenhængende.

Hvad gør tænkningen betydningsfuld?

Serien følger en kendt opskrift: komprimerede introduktioner til tænkere, bevægelser eller ideer, der har formet verden, og hvordan vi forstår den.

Bogen byder på en introducerende biografi, 13 nedslag i forfatterskabet og rundes af med udvalgte eksempler på Kants virkningshistorie. Vægten lægges på hans tre hovedværker – de såkaldte kritikker – og der citeres fra hans øvrige politiske, moral- og religionsfilosofiske skrifter. Af de områder, Kant bredte sig over, forsømmer bogen vel egentlig kun hans historiefilosofi, hvilket må siges at være en præstation for en bog på lidt over 100 sider.

Kenny anlægger, hvad man i fagfilosofien kalder for en analytisk tilgang, og insisterer på det sprogligtfilosofiske aspekt af Kants tænkning som det væsentligste.

Han går så langt som til at skrive, at Kant implicit bestemmer den menneskelige bevidsthed som »evnen til at lære og anvende sproget i alle dets varierende former«, ligesom Kants centrale bestemmelse af den syntetisk a priori domsform bruges som anledning til uforholdsmæssigt lange og tekniske sprogfilosofiske udredninger, der også lige skal en tur forbi senere filosoffer som Frege, Russel og Quine.

Vi hopper lystigt videre til en minutiøs gennemgang af Kants domstavler over hans begreb om den transcendentale apperception og videre til en udlægning af distinktionen mellem menneskets ydre og indre frihed. Kun få fortærskede anekdoter om Kants eget tvangsprægede og begivenhedsløse liv tilbyder korte ophold undervejs.

Selv for et introducerende format giver det selvfølgelig god mening at afklare væsentlige dele af det begrebsapparat, der knytter sig til så systematisk og begrebstung en tænkning som Kants. Det kan være relevant at inddrage nyere tænkeres perspektiver på de filosofiske problemer, Kant behandlede, og jeg har som læser heller intet imod at lege med på en bestemt udlægning af teksten.

Problemet opstår, når jeg efterlades uden et egentligt bud på, hvad der gjorde Kants tænkning så betydningsfuld, fordi hele pensum skal serveres, og vi skal ud i samtlige hjørner af hans system for at få alle mellemregningerne med. Jeg får ikke fortalt om vigtigheden af det, jeg læser, fordi tænkningen opløses i ren begrebsafklaring og dermed tømmes for liv.

Tænkningens begrænsning – og menneskelighed

Hvorfor blev filosofien aldrig den samme efter Kant? Én udlægning er, at han med sit kritiske projekt formåede at påvise, at den menneskelige tænkning aldrig lader sig fravriste sin begrænsning og dermed sagt også sin menneskelighed.

Hans opgør med traditionen kan læses sådan, at vi hverken kan tænke os til verdens indretning eller sætte lid til vores umiddelbare erfaring af den, da vi altid selv bringer noget til den verden, vi forsøger at erkende. Ved at pege på, at det er fra subjektet, bevægelsen går ud i verden – og ikke den anden vej rundt – fastslog han, at det ikke giver mening at spørge til verden, så længe vi ikke har noget svar på spørgsmålet om vores mulighed for at erkende den.

Selv om alle senere filosoffer fik lov til at forholde sig til Kants eget bud på dette svar, formår Kenny ikke at overbevise om det banebrydende ved den begivenhed, Kants reorientering fra erkendelsens genstand til erkendelsen selv udgjorde – og det er i og for sig også en præstation, når der nu tilmed er afsat sider til virkningshistorien.

Det sker ofte, at den populærfilosofiske fremstilling misforstår sin genre og ender med at blive en teknisk sammenfatning mere end en selvstændigt afgrænset og læseværdig fremstilling af et filosofisk emne. Kant selv arbejdede efter eget udsagn altid i det små med det store for øje, og det er ikke et helt dumt råd at følge – også når det emne, man arbejder med, er hans egen tænkning.

Serie

Læst udefra

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu