Læsetid: 5 min.

Ny bog: Bureaukrati er en god ven af det moderne samfund

Tysk professortrio har forfattet en bog om det moderne bureaukratis velsignelser. De viser, hvor vigtigt bureaukratiet er for borgerne og samfundets sammenhold. Men deres forslag til at løse de udfordringer, vi står over for, er noget vakkelvorne
8. juni 2019

Der er få institutioner i vores moderne samfund, der er lige så forhadte som bureaukratiet. Utilfredsheden forener højre, venstre og midten i det politiske landskab. Vi skal afbureau­kratisere, hedder det sig, for bureaukrati er en uting og en hæmsko. Og i skønlitteraturen kan vi forvisse os om, hvor martrende bureaukratiet virker på det enkelte, magtesløse individ.

Det dårlige ry i politikken og kulturens verden er langtfra uberettiget. Historien har vist, hvordan bureaukratiet – med dets egne regler, formelle procedurer og lukkede strukturer – kan anvendes til at sætte de største uhyrligheder i system. Masseudryddelsen i de tyske koncentrationslejre under Anden Verdenskrig var et bureaukratisk mønstereksempel og en uovertruffen, menneskelig tragedie.

Jens Kersten, Claudia Neu, Berthold Vogel: ’Politik des Zusammenhalts’. 155 sider. 18 euro. Hamburger Edition

 

Men i den moderne, vestlige retsstat er bureaukratiet ikke et altødelæggende system. Det er langt snarere garant for, at vores demokrati overhovedet kan fungere.

Sådan lyder det fra de tre tyske professorer, Jens Kersten, Claudia Neu og Berthold Vogel, som netop har udsendt en velskrevet bog om forholdet mellem demokrati og bureaukrati under titlen Politik des Zusammenhalts (Sammenholdets politik).

Deres bog deler det samme bekymrede afsæt som mange andre, tidsaktuelle bøger om politik. De er bekymrede over opbruddene i de vestlige demokratier, over højrenationalismens fremmarch og den stigende polarisering. Men professortrioen afstår fra at gøre, som mange andre gør, nemlig at erklære demokratiet for døende eller at gå i defensiven mod de illiberale kræfter.

I stedet ønsker de at lede vores opmærksomhed hen på et sejlivet gode, vi allerede har, og som i stor udstrækning præger vores dagligdag, for at slå til lyd for en mere optimistisk fremtid. Og det veletablerede, offentlige bureaukrati er netop dette gode.

Rationel organisationsform

Almindeligvis forstår vi bureaukrati så godt som synonymt med offentlig forvaltning. Men som Kersten, Neu og Vogel gør opmærksom på, er bureaukratiet »ingenlunde begrænset til den statslige forvaltning«.

Med den store tyske tænker, Max Weber (1864-1920), som teoretisk ankermand udlægger de, hvordan bureaukrati er et udtryk for en »gennemrationaliseret verden, som gennemtrænger alt: det private og offentlige liv, arbejde og økonomi, kommunikation og viden, herredømme og stat«.

Bureaukrati er for Weber en rationel måde at organisere sig på, som beror på klare og lukkede arbejdsgange med formelle regler og hierarkiske strukturer – og denne organisationsmåde er ikke forbeholdt staten alene. Men fordi professortrioens udgangspunkt er staten, begrænser de sig til bureaukratiet i de offentlige myndigheder.

Her er det først og fremmest lovens ord, der tæller, og ideelt set er det fagspecialiserede embedsmænds opgave at forvalte loven på saglig, loyal og disciplineret vis. Embedsmændene skal lade deres egne lidenskaber blive derhjemme, når de går på arbejde. Til gengæld kan de – ligeledes ideelt set – regne med fast ansættelse, ordentlig løn og et livslangt karriereforløb. Denne klare anordning medfører i særdeleshed stor effektivitet og forudsigelighed i forvaltningsarbejdet.

Tøjlet monster

Embedsstanden skal altså være loyal over for lovens ord, og derfor er det af afgørende betydning for diskussionen af bureaukratiet, hvem der udarbejder lovene.

Vi ved fra det forrige århundrede, at bureaukratiet let kan slå om i en »iskold forvaltningslogik«, skriver Kersten, Neu og Vogel, og de nævner blandt andet de kommunistiske diktaturer fra 1917 til i dag og nazisternes Holocaust.

Så hvorfor gå i brechen for et bureaukratisk system, der har bidraget til at slå millioner af mennesker ihjel?

For Kersten, Neu og Vogel er svaret, at vi har fundet en måde at udnytte bureaukratiets store effektivitet på, uden at det løber løbsk og skaber store tragedier.

Vidunderformularen bag det moderne, vestlige bureaukrati er, at vi har tøjlet det til en demokratisk forfatning. Dermed bliver bureaukratiet, som historisk har vist sig som et monster, til en medspiller i vores demokratiske hverdag.

Det skyldes ifølge professorerne, at de regler, som det ellers lukkede bureaukrati forvalter, ikke (længere) udgår fra en fremmed, undertrykkende magt, men strømmer fra borgerne selv.

En demokratisk forfatning sikrer nemlig, at borgerne kan styre, indrette og kontrollere bureaukratiet gennem afstemninger, politiske repræsentanter og offentlige høringer. Og den udstyrer borgerne med retssikkerhedsgarantier, som gør dem i stand til at stævne de offentlige myndigheder, og som værner dem mod vilkårlig magtudøvelse fra statens side.

Kort sagt er bureaukratiet ifølge Kersten, Neu og Vogel det fundament, som vores moderne frihed og samfundsmæssige sammenhold hviler på – og dette ikke kun i abstrakt og forfatningsmæssig forstand. Bureaukratiet leverer også den direkte og konkrete velfærd til både fællesskabet og den enkelte.

»Uddannelse og sundhed, alderdomssikring og pleje, byggeri og boliger, sport og kultur, kommunikativ og trafikal infrastruktur, energi- og vandforsyning, arbejde, økonomi og erhvervsliv. Alle disse områder af det samfundsmæssige sammenhold bliver enten tilvejebragt eller muliggjort af forvaltningen,« skriver professorerne.

Uforløst fremtidsprojekt

Med deres bog leverer Kersten, Neu og Vogel en habil gennemgang af Webers tanker om bureaukratiet og hans udlægning af, hvordan bureaukratiet var en uundgåelig følge af det moderne industri­samfund.

Og uden at idealisere Weber aktualiserer de også hans tænkning til vores samtid og viser fint – og med fyldige eksempler fra den tyske forvaltningsvirkelighed – at det weberianske bureaukrati stadig lever videre i dag. Dermed stiller de sig også som kærkommen modvægt til større dele af den nutidige forvaltningsforskning, hvor der gerne går sport i at erklære Webers tanker for bedagede og irrelevante.

Bogens fremtidsprojekt forbliver imidlertid uforløst.

Som nævnt er det professorernes mål at pege på det veletablerede bureaukrati som fundamentet for en optimistisk fremtid i de vestlige demokratier. Det er bureaukratiet, der skaber grundlaget for en »sammenholdets politik« ved at tilvejebringe og opretholde samfundets tekniske og demokratiske infrastruktur.

Men hvor professortrioen er skarp til at forklare, hvordan det er lykkedes at tøjle det bureaukratiske monster, beskrive dets vigtighed og tilmed påpege en række betænkelige udviklingstendenser inden for bureaukratiet, er analysen af fremtiden noget vakkelvorn.

På den ene side er de klar over, at det offentlige bureaukrati konstant må tilpasse sig nye udviklinger i samfundet. Derfor, mener de, er kritikken af bureaukratiet af stor betydning, og de sætter pointen på spidsen, idet de skriver, at »europæisk bureaukratikritik og bureaukratimodstand har bidraget til tilblivelsen af en demokratisk offentlighed i Europa«.

På den anden side er deres forslag til at imødegå fremtidens udfordringer pakket ind i så mange forbehold, at de kun svært er anvendelige som rettesnore for, hvordan en sammenholdets politik også i fremtiden kan gestaltes gennem bureaukratiet.

Mest af alt undrer det, at Kersten, Neu og Vogel ikke finder det umagen værd klart at overveje slægtskabet og konflikten mellem bureaukrati og teknokrati, al den stund at udgangspunktet for deres bog netop er den stigende politiske polarisering i Vesten og bekymringen for demokratiet.

Vi ved nemlig, at mange af de populistiske grupperinger, der bidrager til denne accelererende polarisering, sætter sig aktivt i opposition til eliten og teknokraterne. Samtidig ser vi, at teknokratiet både breder sig, og at det udgør en stor demokratisk udfordring.

Årsagen er, at det ligger i teknokratiets væsen at se samfundets problemer som nogle, man blot kan komme til livs gennem en videnskabelig og rationel løsning. Og hvad skal vi da bruge den demokratiske samtale og politiske strid til, hvis eksperterne har fundet løsningen?

Uanset hvad er Kersten, Neu og Vogels bog vigtig. Især fordi den viser os, at vores offentlige bureaukrati ikke bare er noget, vi skal hade, men også noget, vi bør værdsætte.

Som de retteligt skriver:

»Den, der vil bifaldes, kræver ganske enkelt afbureaukratisering.«

 Langt sværere er det at forsvare bureaukratiet og dets principper, og det gør de overbevisende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu