Læsetid: 3 min.

Er populismen ved at æde demokratiet indefra?

Fake news og folkeforførelse kan blive enden på det liberale demokrati og retsstaten. Det er præmissen for en østrigsk antologi, der undersøger populismens demokratiske antidemokratisme
15. juni 2019

Det skorter ikke på politiske undergangsvisioner i disse år. I 2016 udkom Wolfgang Streecks bog How Will Capitalism End?, og i begyndelsen af samme år spåede Anne Applebaum »afslutningen på Vesten, som vi kender det«. I 2018 fulgte Steven Levitsky og Daniel Ziblatts How Democracies Die samt David Runcimans How Democracy Ends.

Fra østrigsk kant er nu udkommet en antologi med titlen Wenn Demokratien demokratisch untergehen med bidrag fra internationale politiske tænkere som blandt andre Chantal Mouffe og Jan-Werner Müller.

Den overordnede tese, der samler kapitlerne på tværs af bogen, er, at demokratiet ikke længere (som tidligere, forstås) er truet udefra af erobringskrige eller kupforsøg, men at den overhængende fare i dag kommer inde fra det politiske system. Angrebet på demokratiet foregår med demokratiske midler i form af parlamentariske flertalsafgørelser og folkeafstemninger, der langsomt, men sikkert, afmonterer retsstaten. De ansvarlige er de (højre)populistiske partier, hvor stjerneeksemplet er Viktor Orbáns vision om et ’illiberalt demokrati’ i Ungarn.

Katharina Hasewend, Ludger Hagedorn, Shalini Randeria (red.): ’Wenn Demokratien demokratisch untergehen’

Dermed tegnes der et billede af et demokrati, der vender sig mod sig selv. Ungarske János Kis skriver:

»Det virkeligt foruroligende ved den illiberale diskurs er nemlig, at den på sin vis står i et parasitært forhold til den hidtil herskende forestilling om demokrati.«

Populisterne overholder de demokratiske spilleregler, men ved misinformation og nysprog får de snydt sig til en overdimensioneret vælgeropbakning, som de igen udnytter til at ændre reglerne, indskrænke demokratiet og udvide egne beføjelser. Bogen skriver sig således ind i rækken af analyser, der fokuserer på fake news og det såkaldt postfaktuelle samfund.

Folket, der blev væk

Desværre stiller bogen på trods af titlen aldrig skarpt på det centrale i begrebet om demokrati, nemlig ’demos’. Folket antages at være en umiddelbart forhåndenværende størrelse, der i visse af bidragene ikke bliver defineret og i andre kun en passant som den samlede mængde statsborgere i et land. Men ’folket’ findes ikke derude i verden – det er altid en abstraktion, hvorved en faktisk mangfoldighed bliver til en idealiseret politisk enhed.

Fordi forfatterne ikke spørger til deres eget demokratibegreb, bliver demokratiet sat lig med den liberale retsstat, og derfor   taler bogen forbi populismens problem. Et væsentligt træk ved den nye nationalisme er netop dens afvisning af den liberale demokratiforståelse og dens omdefinering af begrebet om folket. Kampen om folket er ikke blot en kamp om den parlamentariske majoritet, men om definitionsretten til folket.

For størstedelen af kapitlerne gælder det desuden, at de ikke skelner mellem højre- og venstrepopulisme, endsige sætter spørgsmålstegn ved populisme som samlebetegnelse for de to. Eksempelvis fastslår Müller, at han ikke ser nogen analytisk forskel på fløjene, om end han tilsyneladende kun er i stand til at bringe eksempler på antidemokratiske tiltag fra højrepopulistisk side. Men en central skillelinje her kunne netop være opfattelsen af demos: Hvor højrepopulismen vil indskrænke begrebet om folket, vil venstrepopulismen udvide det.

Kritik fra egne rækker

Interessant er Chantal Mouffes afsluttende kapitel, eftersom det skiller sig så meget ud fra de øvrige bidrag, at det nærmest fremstår som en kritik af bogen. I modsætning til (de fleste af) sine medforfattere sætter Mouffe ikke lighedstegn mellem liberalisme og demokrati, og hun ser ikke den største trussel mod sidstnævnte i populismen, men derimod i konsensuspolitikken på midten af det parlamentariske spektrum.

Ifølge Mouffe består faren i den afpolitisering, der sker, når de midtersøgende partier forener sig i nødvendighedens politik. Kuren herimod er netop den frygtede populisme, der gør op med nødvendigheden og genpolitiserer politikken.

Sidste år udkom Mouffes bog For a Left Populism, hvori hun påberåber sig en venstrepopulisme som svar på højrepopulismen. Budskabet her er det samme, og konfrontationen skal netop gå gennem en tilbageerobring af begrebet om folket: Den højrepopulistiske forestilling om et eksklusivt etnonationalt folkefællesskab er en konstruktion, der skal mødes med en tilsvarende venstrepopulistisk inkluderende konstruktion af et nyt folk.

Imidlertid forbliver dette alternativ relativt udefineret, og det politiske indhold begrænser sig til en ’progressiv’ venstrepopulisme for ’social retfærdighed’ – så er der heller ikke sagt for meget. Man fristes til at spørge, om det kunne skyldes, at populisme ikke er et særligt prægnant begreb, hverken i kritisk analyse eller politisk mobilisering?

Katharina Hasewend, Ludger Hagedorn, Shalini Randeria (red.): ’Wenn Demokratien demokratisch untergehen’. 184 sider. 24,70 euro. Passagen Verlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Duus Nielsen
Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Frihed, lighed og broderskab opnås, når liberalisme og socialisme spiller sammen i en demokratisk orden.

Konsensuspolitikken på højre side af midten af det parlamentariske spektrum er den største trussel mod demokratiet, fordi den afpolitisering, der sker, når de midtersøgende partier forener sig i nødvendighedens politik, frastøder vælgerne både til højre og til venstre. Og da alle samfund i Vesten i en lang række år har været ekstraordinært polariserede, er der ikke rigtig nogen midte, som kan bakke de midtersøgende politikere op.

Populismen er derfor redningen, siger Chantal Mouffe, og det tror jeg, at hun har ret i. Ikke højrepopulismen, som blot vil afvikle både liberalismen og demokratismen, men derimod en venstrepopulisme, hvis løsninger er inkluderende.

Kunsten for en ny venstrepopulisme er at inkludere højrefløjen. I USA finder de venstrepopulistiske ideer (som fx almen sygesikring og en lovbestemt minimumsløn på knap 100 kr. i timen) opbakning langt ind i republikanernes rækker, så hvis de midtersøgende demokrater ellers kan finde ud af at vælge Bernie som præsident, vil splittelsen i det amerikanske samfund måskie blive knap så radikal?

Har vi nogle ideer herhjemme, som kan samle både venstrefløjen og højrefløjen? Jeg er sikker på, at vi sagtens kan finde nogle ting, som vi alle gerne vil af med (tvangsaktivering, fattigdom, stress), men er der også noget positivt, noget vi gerne vil have, som vi sammen kan arbejde frem imod, uanset om vi er venstre- eller højreorienterede? 30 timers arbejdsuge er vel i alles interesse? Andet?

Noget der burde have været diskuteres på sammen niveau som klima her op til folketingsvalget, men ikke blev det, fordi midterpartierne er enige om at det ikke skal diskuteres, er hele spørgsmålet om overvågning. Vores private overvågning, vores regeringsapparater overvågning, amerikanernes og andres herunder russernes.

Hvorfor skal NSA kunne hele min (browser-)historie, og hvorfor bliver min sidste Koloskopi analyseret grundigere af amerikanske efterretningsfolk end af min fucking egen læge?

Niels Duus Nielsen

Jan Jensen, de progressive amerikaneres fremgang skyldes især, at de har nogle positive visioner for et fremtidigt USA. Det handler om at sige ja til et eller andet, som vi alle kan blive enige om - eller i hvert fald de fleste af os. Afskaffelse af overvågning er en god ting, som sikkert vil kunne finde opbakning langt ud på højrefløjen, men det er og bliver et defensivt forslag, der siger nej til overvågning.

Hvad vil vi alle sammen gerne have? Udover medvind på cykelstierne?

Niels Duus Nielsen

Yes, bundet sammen med retten til en indkomst for dem, der af en eller anden grund ikke kan arbejde.

Hvis store dele af arbejdet alligevel overtages af robotter og kunstige intelligenser, kan vi så alle sammen deles om det arbejde, der er tilbage. Det vil i sig selv give nedsat ugentlig arbejdstid. Alligevel tror jeg, at det bliver svært for staten og erhvervslivet at skaffe 30-timers stillinger til alle, uden at de vil forsøge at opfinde arbejdsopgaver uden mening, som alligevel ikke bidrager til værdiskabelsen. Retten til et arbejde skal derfor ikke samtidig være en pligt.

Og finansieringen kan komme fra alle de ikke-værdiskabende arbejdsfunktioner, der forsvinder ved automatiseringen. I stedet for at arbejdsgiveren realiserer de sparede lønkroner og overfører dem til sin egen lomme, kan disse besparelser bruges til at finansiere en generel arbejdstidsnedsættelse. Men jeg er ikke økonom.

Den talefrihed der ligge i  Bill of Rights, som er under angreb i USA, men så meget mere konsekvent end vores.

Sådan en ville jeg være stolt over at danskere også var sikret

olivier goulin

Er populismen ved at æde demokratiet indefra?

Ja, i allerhøjeste grad. Det burde være ret åbenlyst.

Men der et andet, og muligvis endnu større problem: Transnationale spekulanter og finansielle hajer er ved at æde det op - i kraft, og kun i kraft af demokratiets egne folkevalgte. Dét er det helt overvejende problem, som truer demokratiet - måske ikke som politisk styreform, men som meningsfuldt folkestyre i dets oprindelige intention.

Men i begge tilfælde bør man notere sig, at demokratiet er truet indefra, af sine egne folkevalgte - af magtmisbrug, opportunisme og korruption.

Og det fuldstændig umuligt at dæmme op for uden en etisk overbygning, som kan holde de folkevalgte i ørerne. Demokratiet er per definition amoralsk. Det er blot et system, som kan tjene de bedste og værste interesser, afhængig af hvem det betroes at forvalte det.

Politikere har ingen moralsk troværdighed længere, hvis de nogensinde har haft det. Der er nødt til at være en instans over demokratiet. Det er derfor at systemer som det i Iran, med et flerkammersystem og et etisk/religiøs overhus med vetoret, faktisk er en model, vesten burde skæve lidt til. Lav en sekulær version af dette. Det er demokratiets eneste redning.

/O