Læsetid: 5 min.

Simon Malkenes’ opgør med markedsskolen er en skolepolitisk gyser

I Oslo har man forsøgt at køre skolen som en koncern med konkurrence og målstyring på alle niveauer – og danske skoleledere skal snart på kursus for at lade sig inspirere af modellen. Den norske skolelærer Simon Malkenes har i årevis kritiseret markedsskolen – og har fået ørerne i maskinen. Nu gør han det igen i en ny bog
Simon Malkenes er ikke en stor sociologisk eller pædagogisk nytænker; men han leverer en udmærket kritik af den norske version af human capital-tankegangen, når han argumenterer for, at økonomisk nytteværdi og estimater over elevernes kommende lønindkomster ikke udgør målestokken for livet i skolen.

Simon Malkenes er ikke en stor sociologisk eller pædagogisk nytænker; men han leverer en udmærket kritik af den norske version af human capital-tankegangen, når han argumenterer for, at økonomisk nytteværdi og estimater over elevernes kommende lønindkomster ikke udgør målestokken for livet i skolen.

Casper Dalhoff

8. juni 2019

Som læser tror man næppe sine egne øjne, for umiddelbart kunne man forledes til at forestille sig, at de norske skoler boltrer sig i lækre oliepengesubventionerede megabudgetter, og at den offentlige sektor hos broderfolket mod nord ikke er hjemsøgt af politisk overstyring og en række selvdestruktive og ikkeintenderede kafkaske dæmoner.

Jeg har netop læst Simon Malkenes’ velskrevne og højaktuelle skolepolitiske gyser: Det store skoleeksperimentet. Makt, barn og forretningshemmeligheter i ’verdens bedste skole’. Malkenes, der er født i 1973, litteraturvidenskabsmand og forfatter, er – eller rettere var – lærer ved Ulsrud videregående skole i Oslo. Fra 2005-2018 underviste han i norsk og historie på en skole, der var hjemsøgt af store problemer, da mange af eleverne havde »svært krevende livssituasjoner« og slet ikke modtog den støtte og undervisning, de ifølge Malkenes havde krav på, og som kunne have hjulpet dem.

Simon Malkenes: ’Det store skoleeksperimentet – Makt, barn og forretningshemmeligheter i ’verdens beste skole’’. 336 sider. 332 NKR. Forlaget Manifest

Det forlyder, at danske skoleledere snart skal på kursus for at lade sig inspirere af de norske tilstande i hovedstadens skolevæsen, så der er ekstra grund til at spidse ører under læsningen af den journalistisk turnerede bog på 336 sider, der tydeligvis er skrevet med passion, men også ramt af udvejsløs tristesse.

Malkenes er budbringeren, der blev slået ihjel, men også hædret for sin modighed af bl.a. Fritt Ords Honnørpris. Der er således tale om en stærk og personligt investeret lidelseshistorie. Slutnoterne byder på hele 516 referencer til avisartikler, policy-dokumenter og bøger, der på forskellig vis har inspireret ham til at formulere sin kritik af det herskende vanvid, der kan parafraseres som følger…

’Verdens beste skole’

For cirka 20 år siden begyndte skolerne i Osloområdet at blive styret på en ny måde. Højre kom til magten i 1998 og havde store ambitioner om at skabe ’verdens beste skole’.

Skolerne skulle køres efter en forretningsmodel, der maksimerede målbar læring og udvikling af den enkelte elev. Der blev indført en testbaseret ansvarliggørelse, og skolelederne fik bonusløn, hvis de kunne effektivisere den ’pedagogiske produksjon’ og højne læringsudbyttet.

»Gjorde elevene det bra, kunne rektor få bedre lønn.«

Magten over skolerne blev centraliseret, men ansvaret decentraliseret. Modellen, der blev kaldt for »aktivt skoleeierskap«, blev udstyret med et større test-, kontrol- og dokumentationssystem, der skulle vise, hvordan den enkelte skole klarede sig på skolemarkedet.

Skolerne blev bl.a. målt på, hvor gode de var til ikke at finde elever med læsevanskeligheder. Hvis ingen elever havde brug for hjælp, var skolen en succes. Det førte selvfølgelig til, at skolerne satsede massivt på at iværksætte tiltag, så eleverne kunne øve sig i at gå til prøver (’teach-to-test-undervisning’) før de afgørende test.

Krav om åben adgang til skolens resultater, herunder offentliggørelsen af elevernes testresultater, lagde et betydeligt pres på alle aktører (lederne og lærerne – og eleverne og deres forældre). Skolerne begyndte også at føre en asocial kamp for at undgå at få for mange lavt præsterende elever med læsevanskeligheder.

De store sociale og socioøkonomiske skillelinjer i Oslo, der har stor betydning for, hvordan børn befinder og klarer sig i skolen, blev enten negligeret eller ’omfortolket’. Der herskede en tro på og florerede en stærk ideologi om, at et stærkt skolelederskab, en mere effektiv lærerstab og en strammere disciplinering af eleverne kunne udjævne social ulighed og ikke mindst gøre unge af anden etnisk herkomst bedre præsterende. Komplekse sociale problemer blev individualiseret, og socialpolitik blev til skoleresultatspolitik.

Et utilsigtet resultat var dog, at mange flere børn end tidligere blev ramt af stress og psykiske lidelser i den præstationsorienterede skole.

Når kritikere af skolesystemet søgte om aktindsigt i rationalerne bag styringsprincipperne, fik de som oftest at vide, at der var tale om »forretningshemmeligheter«, og at kontraktparterne – dvs. uddannelsesetaten og forskellige private udbydere (såsom McKinsey, PriceWaterhouseCoopers og Ernst & Young) var enige om ikke at oplyse den slags til tredje part.

Ørerne i maskinen

Malkenes, der flere gange med held havde bedt om aktindsigt i skolesagerne og allerede havde skrevet bogen Bak fasaden i Osloskolen (2014), går i 2018 i medierne med en kritik af skolernes optagelsessystem og siger bl.a., at det man kalder frit skolevalg ikke er frit for dem, der ikke har gode karakterer. Ressourcekrævende elever får ikke den nødvendige og lovpligtige støtte eller ekstra undervisning.

Han læser også noget op på tv, der giver mindelser om et langt haikudigt, for helt konkret og råt for usødet at berette om arbejdsforholdene på Ulsrud Skole:

»Vi er i gang her. R kom 7 min. for sent. B kom 0830. K borte, P har ikke bok. M har ikke bok. R og M jobber ikke, sitter på telefon. Z kom ca. 0830. Vi jobber med oppgavene som var lekse til i dag. Jeg gjennomgår nytt stoff fra kl. 9. M og R vil diskutere, hvorfor ikke reglene gjelder for alle. De avbryter min gjennomgang av Nordahl Grieg som jeg har måttet utsette til time to. B. banner og roper. M vandrer…«

Rektor på Malkenes’ skole finder efterfølgende, at hans optræden her – og ved andre lejligheder – og ikke mindst ordvalget »er krenkende for elevene«, og at han er illoyal over for skolen og skolens ledelse, hvorefter budbringeren udsættes for et massivt pres, der ender med, at han modtager en lakonisk besked fra e-boks med påtegnelsen ’personalsak’, dvs. en fyringsvarsling.

Malkenes skriver: »Utdanningsetaten forsøkte å individualisere og psykologisere meg i offentligheten. De snakket aldri om systemkritik og kritikk af strukturelle forhold…«

Bogen ebber ud med en sygemelding og en taksigelse til »alle mine elever og gode kollegaer« igennem 13 år. Hvor skolestyrelsen i Oslo og den lokale skoleledelse tydeligvis opfattede Malkenes som pain in the ass, så mange andre ham som en hædersmand. En lærer endte i orkanens øje, og fra da af kunne der refereres vidt og bredt til ’Malkenes-saken’.

Malkenes’ kritik må suppleres af anden tænkning

Malkenes er ikke en stor sociologisk eller pædagogisk nytænker; men han leverer en udmærket kritik af den norske version af human kapital tankegangen, når han argumenterer for, at økonomisk nytteværdi og estimater over elevernes kommende lønindkomster ikke udgør målestokken for livet i skolen.

Ganske sympatisk advarer han også imod at sætte eksterne og bindende standarder for progression, som alle børn over en kam skal gennemløbe. Han taler til fordel for »forståelsen af barnets egenart«; men samtidig siger han ganske floskuløst: »Skolen må derfor være læringsorientert, ikke resultatorientert«.

Men der skal mere til end en bekendelse til et mere eller mindre indholdstømt læringsbegreb for at kunne blive i stand til at levere en gennemgribende kritik af skævvridningen af skolepolitikken og tvangen til læring. Og der skal mere til end en kritik af human kapital-teorierne og for at øjne muligheden for et brud med den økonomistiske reduktionisme.

Malkenes siger blot, at vi lever i en tid, »hvor kreativitet og innovasjon er svært efterspurgt«; men han giver ikke noget bud på, hvordan en kritisk dannelsesvision og en skolepolitisk kapitalismekritik kan sammentænkes på offensiv facon.

Det virker også en kende naivt, at han ikke har blik for, hvordan tidligere tiders ’progressive’ pædagogiske tanker alt for ofte kommer til at fungere som smøremiddel for mistrøstig skolestyring.

Uagtet disse syrlige betragtninger kan den medrivende bog på det bestemteste anbefales alle, der interesserer sig for skolepolitik og har mod på at få serveret en særdeles nærgående røntgenanalyse af de faktiske arbejdsforhold inden for ’verdens beste skole’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Problemet er, at det er det stik modsatte samfund, mennesker stræber imod: for frihed til udfoldelse, udvikling af personlige kompetencer at kunne bidrage med - ikke til en soldat i en national kamp for kapital, men en kamp for at kapitalen bruges til borgernes bedste og en stadig forbedring af de samfundsmæssige vilkår, hvilket er noget andet end bevidstløst forbrug.

Viggo Helth, Ole Frank, Werner Gass og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar