Læsetid: 3 min.

Svangerskabsarbejdere i alle lande, foren jer!

Når menneskeheden en skønne dag træder ud af kapitalismens helvede på jord og ind i den kommunistiske fremtid, må det ifølge den feministiske geograf Sophie Lewis indebære en helt ny måde at få og opfostre børn på
29. juni 2019

Man skulle tro, at vi som livslange indbyggere i et samfund gennemsyret af markedsrelationer efterhånden ville have vænnet os til den betingelsesløse kommercialisering af alle livets aspekter.

Alligevel er der visse ting og aktiviteter, vi vægrer os ved at overlade til markedets bevægelser. Mennesker, organer og sex er blot nogle af de ’ting’, mange ikke har lyst til at betragte som varer på linje med en liter mælk. Det samme gælder graviditeter: Er der ikke noget forkert ved at leje et andet menneskes livmor?

Ifølge Sophie Lewis er svaret jo – men ikke fordi, der er noget helligt ved svangerskabet, der skal forblive rent og ubesmittet: Problemet med kommercielt surrogati er ikke, at det er surrogati, men at det er kommercielt.

I bogen Full Surrogacy Now: Feminism Against Family leverer Lewis en konsekvent kritik af den romantiserende ’exceptionalisme’, der omgærder svangerskab, og plæderer for en genoplivning af det 1970’er-feministiske krav om familiens afskaffelse.

Kun ved at anerkende surrogati som arbejde på linje med alt det andet fremmedgjorte arbejde under kapitalismen, kan vi skabe betingelserne for svangerskabsarbejdernes – og alle andres – frigørelse gennem realiseringen af den øko-queer-cyborg-kommunistiske utopi, Lewis kalder for »den reproduktive kommune«.

Hun beskriver sin vision sådan her:

»Lad os tilvejebringe mulighedsbetingelserne for open-source, fuldt ud samarbejdende svangerskab. Lad os foregribe en ikke-kompetitiv måde at skabe hinanden på. Lad os holde hinanden gæstfrit, sprænge begreber om arvelig forældreskab, og multiplicere virkelige, kærlige solidariteter. Lad os bygge en omsorgskommune baseret på kammeratskab.«

Fra medlidenhed til solidaritet

Ifølge Lewis har forestillingen om et naturgivent og nødvendigt emotionelt bånd mellem den gravide og det barn, der bliver til i dets livmor, altid været en løgn.

Der skal ikke mere end et flygtigt blik rundtomkring i historien og verdens kulturer til for at indse, at den moderne kernefamilie er et historisk set relativt nyt fænomen.

Som talemåden ’det kræver en landsby at opfostre et barn’ antyder, er vi alle et produkt af en mangfoldighed af sociale relationer, og ikke blot båndet til en fødende Moder.

Inspireret af den cyborgfeministiske biolog Donna Haraway insisterer Lewis på, at »vi er alle grundlæggende set ansvarlige, især for den gryderet, epigenetik er. Vi er hinandens skabere«.

Lewis stiller derfor spørgsmålet:

»Hvordan kan vi sammen med børnene udvikle en forståelse af, at det ikke er naturen men kærligheden i al sin kontingens, der er den virkelige kilde til den stabilitet alle børn har ret til?«

Store dele af Full Surrogacy Now er viet en kritik af surrogatindustrien og i særdeleshed af Nayna Patel, indehaveren af den største ’infertilitetsklinik’ i Indien, landet, hvor branchen som helhed i 2017 omsatte for to milliarder dollar.

Patels forsøg på at fremstille sin virksomhed som feministisk facilitator for kvinders gensidige hjælp afsløres på klassisk vis som ideologi, der skal dække over udbytningen af indiske proletarer.

Lewis er imidlertid lige så kritisk over for de »radikalfeministiske« kritikere, der på basis af romantiske og transekskluderende fantasier om en autentisk kvindelig erfaring af graviditet og moderskab anser surrogati som sådan for at være et patriarkalsk projekt.

I forlængelse af marxistiske feminister, der i årtier har påpeget, at det kapitalistiske profitmaskineri beror på enorme mængder af ubetalt hus- og omsorgsarbejde, der som regel udføres af kvinder i hjemmet, mener Lewis at nøglen til åbningen af en emancipatorisk horisont ligger i at anerkende surrogati som arbejde.

»Vi må,« som hun skriver, »aflære svangerskabs-exceptionalisme i vores måde at tænke arbejdermilitans på.«

På samme måde som kriminaliseringen af sexarbejde blot bidrager til yderligere marginalisering, gør kriminaliseringen af kommerciel surrogati blot surrogatarbejderne mere udsatte. Kun ved at anerkende dem som arbejdere snarere end passive ofre kan medlidenhed erstattes med solidaritet.

Lewis’ slogan – og titlen på bogen – er således Full Surrogacy Now. Vi har brug for mere surrogati for at realisere dets kernefamilienedbrydende og utopiske potentiale. Universaliseringen af surrogati vil på dialektisk vis samtidig blive dets undergang.

Når vi endegyldigt har brudt med forestillingen om et naturgivent emotionelt bånd mellem den gravide og barnet vil det være et nyt spørgsmål, fremtidens reproduktive kommuner skal besvare i fællesskab:

»Hvordan kan skabelsen af babyer bedst distribueres og bruges til at realisere kollektive behov og begær?«

Sophie Lewis: ’Full Surrogacy Now – Feminism Against Family’. 224 sider. 11,99 pund. Verso Books.

Vælger man som barnløs at benytte sig af surrogatmoderskab, befinder man sig hurtigt i et juridisk minefelt – også selv om man får hjælp af en surrogatmoder i et land, hvor metoden ikke er forbudt. Hvorfor ikke legalisere metoden helt, så vi, der gerne vil opfostre børn, får bedre mulighed for det?
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu