Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

USA’s idealer har et anstrengt forhold til hverdagens virkelighed

Historikeren Jill Lepore har med ’These Truths’ skrevet en overdådig, næsten 1.000 sider lang og alt i alt usandsynligt læseværdig bog om USA’s historie. Bogen er en medrivende skildring af det konstante spændingsforhold mellem landets politisk-filosofiske ideer om ’lighed’, ’ret’ og ’folkesuverænitet’ og de amerikanske politisk-historiske realiteter
Moderne Tider
29. juni 2019

Das Wahre ist das Ganze.

Sådan skriver G.W.F. Hegel i sit berygtede hovedværk, Åndens fænomenologi, fra 1807.

Det er nok usandsynligt, at Harvard-professor Jill Lepore (f. 1966) har læst Hegel, men i These Truths gør hun ikke desto mindre et voldsomt ambitiøst – om end i sidste instans selvfølgelig umuligt – forsøg på faktisk at få det hele med. Om USA’s historie, altså.

Det er således både de amerikanske ideer, de amerikanske teknologier, de amerikanske medier, den amerikanske politik i indenrigs- og udenrigspolitisk perspektiv, de amerikanske socialbevægelser (af enhver tænkelig venstre- og højrefløjsobservans), de amerikanske virksomheder, den amerikanske pragmatisme og den amerikanske kynisme, som Lepore har sat sig for at belyse i dette storværk – eller rettere sagt: Det er de utallige forandrings- og tilblivelsesprocesser på kryds og tværs af disse forskelligartede fænomener, som Lepore med These Truths gør et ualmindeligt veloplagt forsøg på at sammenknytte i én sammenhængende fortælling.

Endnu en pudsig analogi til Åndens fænomenologi er, at ligesom Hegel vil lade »åndens« forskellige erfaringsfigurer udfolde sig gennem en »ren tilseen«, hvor han undgår at blande sine egne forudfattede fordomme ind i billedet, så gør historikeren Lepore et gennemført loyalt forsøg på ikke at lægge ord i munden på historiens utallige aktører.

Som hun eksplicit skriver, er »historie ikke kun en genstand, [...] den er også en metode. Min metode er, overordnet set, at lade de døde tale for sig selv«.

Historieskrivning i Trumps skygge?

På trods af alle de forklaringer, som Lepore undervejs folder ud for sin læser, bør det nævnes, at hun – på dette punkt i lodret uenighed med føromtalte Hegel – på ingen måde mener at kunne rekonstruere nogen form for nødvendighed, der skulle have determineret USA’s historie.

Historien er og bliver »uforudsigelig«, åben og »mulig«, insisterer hun, og selv om en god forklaring på, hvorfor noget (frem for noget andet) er sket, åbenlyst er at foretrække frem en dårlig forklaring, så må det være én af historievidenskabens grundindsigter, at noget helt andet altid ville kunne være sket.

Jill Lepore: ’Theese Truths’. 833 sider. 18,95 dollar. W. W. Norton Company

These Truths baserer sig således ikke på nogen fatalistisk historieforståelse. Og så alligevel: Bogens halvpatetiske afslutningskapitel (som mest af alt er en utilsløret parafrase af H.W. Longfellows berømte Ship of State­-digt) synes at indikere, at i hvert fald ét af Lepores personlige motiver for at skrive These Truths må have været et forsøg på at fatte valget af Donald Trump som USA’s femogfyrretyvende præsident.

Skyggen fra Trumps præsidentskab lurer således kontinuerligt i baggrunden, al den stund bogens såvel forfatter som bogens læsere jo udmærket er klar over, hvordan det forholder sig med the State of the Union i foråret 2019.

Formørket fatalisme er der imidlertid ingenlunde tale om. Overhovedet.

For ligesom læsere af Yuval Hararis medrivende bestseller fra 2011, Sapiens – A Brief History of Humankind, må se i øjnene, at homo sapiens ikke lige pludselig er blevet et artsudryddende og økosystem-destabiliserende væsen (den slags har vi nemlig haft på samvittigheden i titusindvis af år), så bliver læseren af These Truths på tilsvarende vis igen og igen mindet om, at truslen mod – og kampen om – de amerikanske værdier på ingen måde er et nyere fænomen i USA’s historie. Tværtimod: Denne kamp er selve USA’s historie.

Og som Lepore understreger:

»Fortiden er [både] en arv, en gave og en byrde. Den kan ikke undgås. Du tager den med dig overalt. Der er intet andet at gøre end at lære den at kende […] at studere fortiden er at oplåse nutidens fængsel«.

Som dette citats afrunding indikerer, er Lepores moppedreng af en USA-historie ikke alene en afklaring af, hvordan den amerikanske republik er kommet til Trump.

Den er også en håbefuld appel om, at nutidens amerikanere kan bruge denne lektie til at handle bedre i et fremadrettet perspektiv. Og altså: Man kan fint læse med som dansker, skal det understreges. Også vi lever i Trumps skygge såvel som i den amerikanske histories kølvand.

Kampen om sandhederne

Det er i det hele taget USA’s historie på både godt og ondt, som Lepore fremstiller.

På trods af alle de drabelige konflikter og kompromisløse uenigheder, som landets historie er propfyldt af, understreger Lepore imidlertid som et tilbagevendende motiv, at amerikanerne faktisk er fundamentalt enige om de grundlæggende målestokke for ret og uret.

Det gælder nemlig for liberale såvel som for konservative, at de opfatter deres eget politiske projekt som det sande forsvar for de »selvindlysende« idealer om lighed, ret, folkesuverænitet »and the pursuit of happiness«, som proklameres i henholdsvis Uafhængighedserklæringen (1776) og Forfatningen (1787).

Denne bekenden-sig til de grundlæggende dokumenters grundlæggende ideer gælder for resten også for ateister såvel som for evangelister, for populister såvel som for teknokrater, for feminister såvel som for abortmodstandere, for minoritetsrettighedsforkæmpere såvel som for alt-right-neonationalister, for CNN-journalister såvel som for Fox-News-pundits og – nå ja – for Roosevelt og Obama såvel som for Reagan og Trump.

Lepore demonstrerer i denne sammenhæng meget overbevisende, at selv de mest radikale politiske modstandskampe i USA’s historie så godt som undtagelsesløst har haft langt stærkere gennemslagskraft (socialt, politisk såvel som juridisk), når de har opfattet og præsenteret sig selv som værende tro mod Uafhængighedserklæringens og Forfatningens idealer.

Dele af USA’s historie er i sandhed svære at sluge.

Her drejer det sig bl.a. om de systematiske overgreb på landets oprindelige befolkning, »importen« af mere end 12 millioner afrikanske slaver til og med begyndelsen af det 19. århundrede, de racistiske Jim Crow-love, der i praksis forhindrede nogen form for reel raceligestilling i et århundrede efter landets uhyre blodige borgerkrig.

Man krymper sig ligeledes over undertrykkelsen af kvinders ret til politisk medbestemmelse og kropslig selvbestemmelse, fordømmelsen af seksuelle, religiøse og etniske minoriteter, nedkastningen af 7,5 mio. ton sprængstof over Vietnams civilbefolkning (vel at mærke tre gange så meget som den samlede mængde brugt under hele 2. Verdenskrig) og den økonomisk og magtpolitisk opportune understøttelse af brutale diktatorer i Sydamerika og Sydøstasien.

Og nu vi alligevel er i gang: Watergate, KKK, kæmpevirksomhedernes lodret demokratiundergravende magtudøvelse via lovlig lobbyisme og ulovlig korruption, det løgnagtige grundlag for Irakkrigen, den voksende økonomiske ulighed for ikke at tale om Robert Murdochs profitdrevne og i særklasse sandhedsundergravende indoktrinering af store dele af den amerikanske befolkning via Fox News.

Men der er også hele tiden en anden og komplementerende side af historien, hvor den højstemte hyldest til USA’s oprindelige værdigrundlag igen og igen har vist sig at være mere end ren retorisk glasur.

Amerikanerne har nemlig også kæmpet indædt og – bogstaveligt talt – i blodig alvor for folkets ret til demokratisk selvstyre (selv om landet stadig er alt for domineret af den økonomiske elite).

De har kæmpet for slavernes frihed (selv om racismen stadig hærger), for arbejdstagernes vilkår (selv om Reagan smadrede fagforeningerne) og for kvinders rettigheder (selv om en underkvalificeret charlatan stadig bliver præsident på bekostning af en overkvalificeret kvindelig kandidat).

Og de har kæmpet for Europas befrielse fra totalitære regimer under to verdenskrige (selv om imperialismen i dag er stærkere knyttet til USA end til noget andet land) såvel som for ethvert enkeltindivids umistelige frihedsrettigheder (selv om f.eks. højesteretten i dag er en stærkt politiseret og problematisk institution).

Disse kampe har forudsat amerikansk selvkritik.

Lepores pointe er imidlertid, at kernen i denne selvkritik også forudsætter troskab mod landets grundlæggende ideer. Eller med Martin Luther Kings ord:

»Det amerikanske demokratis store ære (glory) er retten til at protestere for retten«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Er det ikke nærmere meget sandsynligt, at historikeren Harvard-professor Jill Lepore har læst Hegel, herunder Åndens fænomenologi...