Læsetid: 6 min.

Venstrefløjen skal opgive moralismen

Tysk professor har skrevet et langt og lidenskabeligt essay om samtidens venstrefløj og dens problemer. Han beskæftiger sig intenst med paradokser, og hans mål er at befri venstrefløjen fra ’moralismens fælde’. Men han er klar over, at det nok bliver sværere end som så
22. juni 2019

Hvad stiller man op, når man støder på en gammel bekendt og spørger, hvordan det går, og han med et lidende udtryk svarer, at det går godt? Enten tager man hans talte ord alvorligt og godtager, at det står vel til i hans verden. Eller også reagerer man på hans mimik og spørger bekymret ind til hans velbefindende. Ens valg er ikke risikofrit. Tager man ham på ordet, risikerer man at blive beskyldt for at være følelsesløs, og reagerer man på det lidende udtryk, kan man anklages for at være indgribende og snagende.

Situationen er ikke rar. Uanset hvad man gør, er det i sidste ende ens bekendte, der afgør, om man skal klandres eller ej. Og det hjælper ikke nødvendigvis, at man bringer sin tvivl på banen og nævner, at man er forvirret over de to signaler. I så fald kan man blive beskyldt for at ville lege terapeut, og vender man ryggen til og går, har man allerede sat en konflikt i søen.

Bernd Stegemann: ’Die Moralfalle – Für eine Befreiung linker Politik’. 205 sider. 13,99 euro. Matthes & Seitz

Dette fænomen kaldes double bind i psykologien, og det kan ikke blot bruges til at forstå en penibel og paradoksal hverdagssituation, de fleste af os kender, men også til at stille en kritisk samfundsdiagnose.

Det mener Bernd Stegemann, der er tysk dramaturg og professor ved Skuespillerskolen Ernst Busch i Berlin – og en fremtrædende, tysk venstreintellektuel. Han har udgivet bogen Die Moralfalle (Moralfælden) med et erklæret mål om at ville befri venstrefløjen, og han er i den forbindelse særligt optaget af paradokser.

Paradoksalt magtspil

»Et paradoks,« skriver Stegemann, »er en modsætning, der aldrig kan ophæves, fordi begge dets sider ikke kan være sande på samme tid.« Man kan ikke lide og have det godt på samme tid. Til gengæld kan den, der formår at sætte paradokser i søen, udøve stor magt over alle andre.

I situationen ovenfor har den bekendte en sådan magt over en, at man altid kan blive erklæret for et dårligt menneske, skriver Stegemann. Han mener, at det samme paradoksale magtspil også gør sig gældende på venstrefløjen – på sammenholdet i samfundets bekostning. Her er det især de såkaldt »identitetspolitiske fællesskaber«, professoren kredser om, og de er kendetegnede ved at afgrænse sig skarpt fra majoritetssamfundet, rette deres vrede mod det og samtidig kræve dets opbakning.

»Identitetspolitikkens paradoksale befaling lyder: Bemærk mig i min særegenhed og vis mig på samme tid, at denne forskel ikke gør nogen forskel for dig,« skriver Stegemann.

Han mener, at de identitetspolitiske aktører – det være sig etniske, kulturelle eller seksuelle minoriteter – både kræver at blive anerkendt og understøttet og samtidig blive behandlet absolut ligeværdigt og ligeberettiget.

»Man definerer sig ved sin anderledeshed, men vil samtidig ikke defineres ved denne anderledeshed,« skriver han og peger derefter på, at dette paradoks kan blive »en virkningsfuld strategi« for de identitetspolitiske aktører til at sætte deres interesser igennem med.

Det er nemlig let at kræve privilegier af majoritetssamfundet ved at pege på sin anderledeshed – om det så er til at komme foran i køen eller kræve særlige adfærdsregler, som bestemte grupper nyder godt af. Og på samme tid åbner paradokset op for, at grupperne kan afvise relevansen af deres anderledeshed, lige så snart det ikke er politisk opportunt.

Men eftersom de identitetspolitiske aktører ofte har vidt forskellige mål og interesser (tænk blot på badeomklædningen som kampplads for bl.a. feminister, muslimer, ikkekønnede og transkønnede), kan brugen af det identitetspolitiske paradoks også let resultere i politisk kaos.

»Resultatet er så jævnligt, at majoritetssamfundet altid gør det forkerte, da der altid findes et fællesskab, som ikke føler sig tilstrækkeligt respekteret eller mener, at der tages for stort hensyn til en anden gruppe«, skriver Stegemann.

Majoritetssamfundet geråder altså i det samme dilemma, som man gør i mødet med den bekendte, der lidende fortæller en, at det går godt. Uanset hvad det gør, kan det altid blive udråbt som skurk og nederdrægtigt. Det identitetspolitiske paradoks er kort sagt både et magtmiddel og en kilde til kaos. Og dermed skaber det større splittelse end sammenhold og bør ifølge Stegemann ikke være en del af et venstreorienteret samfundsprojekt.

Moralismens konsekvenser

Stegemanns bog er ikke en systematisk granskning af venstrefløjen og dens udviklingstendenser, men snarere et langt, lidenskabeligt essay og et slagkraftigt kampskrift. Han springer mellem nedslag i den filosofiske tradition og sine egne indsigter i dramaturgiens verden, som han bruger til at kaste lys over samtidens paradokser, der ofte er sølet til i moralisme. Det har den fordel, at teksten flyder legende let og pulserende, og det fænger især, når han intenst dissekerer tidens ømtålelige emner som flygtningestrømme, offerroller og diskrimination.

Her tager professoren et markant opgør med den moralisme, som gøder jorden for mange af debatterne inden for disse felter. Moralismen deler nemlig verden skarpt op i godt og ondt, og hvis den bliver venstrefløjens foretrukne tilgang til samfundsdebatten, er der meget at tabe, mener Stegemann.

Først og fremmest er moralismen med til at tabuisere flere væsentlige debatter. Eksempelvis afstår mange på venstrefløjen fra at påpege, at et øget antal flygtninge forværrer en række forhold for underklassen, fordi de er bange for at blive stemplet som fremmedfjendske, skriver han og anfører så:

»De, der beskriver, at forholdene på det sociale boligområde, i lavindkomstsektorerne og i skolerne for den fattigere del af befolkningen er blevet forværrede af tilstrømningen af flygtninge, producerer ikke selv denne forværring, men trækker dagligdagens problemer frem i offentligheden.«

Hvis venstrefløjen vægrer sig fra disse debatter, er følgen klar – »bestemte temaer tages kun op af højrefløjens fortællinger«, og højrefløjen får dermed monopol på udlægningen af virkeligheden.

Derudover bevirker moralismen ifølge Stegemann, at der sker en forskydning i fokus fra system til aktør. Han nævner som eksempel, at når økonomien bliver betragtet gennem moralismens briller – i den skarpe skelnen mellem godt og ondt – er det ikke længere systemet, men det enkelte, onde menneskes jagt efter profit, vi ser. Resultatet bliver, at den enkelte »måtte være ond, mens systemet forbliver upåvirket«. Venstrefløjen mister med andre ord sin systemkritiske brod, når den med moralismens briller hæfter sig ved grådige spekulanter og lignende syndebukke frem for det skæve system.

Interessant, forhastet og tragisk

Stegemanns analyser af samtidens paradoksale magtspil og moralismens faldgruber er levende og interessante. Men netop bogens springende stil, der mange steder gør den medrivende at læse, åbner også op for gentagelser, forhastede beskrivelser og et stedse noget diffust indtryk af, hvad Stegemann egentlig mener.

Forhastet forekommer det, når han kun vier få linjer til at beskrive, hvad socialdemokratiernes arbejderkampe op gennem det 19. og 20. århundrede har gavnet venstrefløjen, og i stedet skynder sig videre til at tale flere siders dunder mod »neoliberalismen«, som han mener, »i videst muligt omfang har ødelagt muligheden for solidaritet« i dag. Og særligt uafklaret forekommer hans forhold til venstrefløjens politiske utopi, som han det ene sted kræver, skal være konkret og virkelighedsnær, mens han et andet sted giver luft til, at utopien også kan være drømmende og virkelighedsfjern.

Hvor levende og interessante Stegemanns analyser end måtte fremstå, rummer de også en egen tragik – en tragik, som han også selv synes at være klar over. Man kan sige, at dramaturgiprofessoren sidder som en anden lysmester og sætter spot på samtidens paradokser og moralismens problemer. Og han viser os, hvilken magtposition den, der sætter paradokser i søen, kan opnå. Men han ved også, at det paradoksale magtspil kun kan opløses, når dens ophavsmand selv »indser, at han har forårsaget en lammende situation«.

Det gælder derfor for såvel mødet med den bekendte, der lidende påstår at have det godt, som for de identitetspolitiske fællesskaber, at konflikten og det ikkejævnbyrdige forhold her kun kan undgås, hvis paradoksmagerne selv er villige til at opgive deres magtspil og afstår fra at tale med to tunger. I den forstand kan Stegemann kun lykkes med at befri venstrefløjen, hvis dem, han hudfletter og dissekerer i sin bog, selv indvilger i det. Og hvorfor skulle de dog det, når nu de nyder så godt af det?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Bjørn Pedersen
Niels Duus Nielsen og Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marie Jensen

Der er gået inflation i artikler, der hakker på venstrefløjen. Jeg synes venstrefløjen skulle være lidt mere stolt af sig selv.

Niels Duus Nielsen

De venstreorienterede, som jeg omgås, rammes ikke af denne kritik. Måske er der et par kystbanesocialister, der føler sig truffet, men salonkommunister tilhører jo ikke og har aldrig tilhørt venstrefløjen.

Det eksempel, professoren fremfører, nemlig at venstrefløjen ikke ønsker at debattere den påstand, at de mange flygtninge forringer forholdene for underklassen, holder jo ikke - vi debatterer jo dette spørgsmål hele tiden, side op og side ned. Sagen er, at forholdene var elendige, allerede inden flygtningene ankom, dengang var der bare ikke nogen, der talte om det.

Venstrefløjen i Danmark lider ikke af moralisme; for at citere en afdød skibsreder: Moral er ikke noget, man taler om, moral er noget man har. Venstrefløjens moral kan karakteriseres meget simpelt med ordet "solidaritet" - og i det omfang, et menneske eller en forening ikke forholder sig solidarisk til sine lidelsesfæller, uanset oprindelse og afstamning, er vedkommende ikke et medlem af venstrefløjen.

Det er helt rigtigt set, at "bestemte temaer tages kun op af højrefløjens fortællinger", således er fv tematiseringen af venstrefløjens moralisme et udpræget højreorienteret talepunkt - lidt på samme måde, som venstrefløjen hele tiden skydes i skoene, at vi fører identitetspolitik, selv om sandheden er, at det er disse kritikere, og ikke er os, men netop den nationalistiske højrefløj, der er de sande identitære og de sande moralister.

Venstrefløjen ER stolt af sig selv, Marie Jensen, du skal ikke lade dig gå på af propagandaen.

:-)
Den gode professor har sikkert skrevet sin bog i en god mening, men jeg gætter på, at han er tilhører den tyske ækvivalent til kystbanesocialisterne. En nyttig idiot, med andre ord, der uafvidende modarbejder den sag, han tror han støtter.

Dorte Sørensen

Hver gang der tales om ghettoer og udskiftning af beboer som løsning - BØR der altid svares SÅ SE DOG OG FÅ BYGGET NOGLE BOLIGER I ALLE BOLIGOMRÅDER OG KOMMUNER, der er til at betale for lavindkomstfamilier:
Mon ikke det vil løse problemet , i stedet for den tåbelige løsning med tvangsflytninger og nedrivninger af gode boliger. Ligeledes afskaf loven der giver folk fra boligområder, der af Folketinget betegnes som ghettoer, for længere straf for dit og dat.