Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Al Gore gjorde en ubekvem sandhed til et populært budskab

Al Gore forlod politik for at forandre verden. Og hans klassiker ’En ubekvem sandhed’ fra 2006 blev et pædagogisk opråb
Al Gore forlod politik for at forandre verden. Og hans klassiker ’En ubekvem sandhed’ fra 2006 blev et pædagogisk opråb

Nathan Denette/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
13. juli 2019

Al Gore var kendt som en meget, meget kedelig politiker. En »træmand«, sagde de om ham, og det var ikke ment som en hyldest til hans indsats for verdens natur. Det var en betegnelse for en politiker, der virkede stiv og stillestående. »Ozonmanden«, sagde præsident George Herbert Walker Bush om Al Gore, fordi han var optaget af klima længe før langt de fleste andre, og det oplevede Bush som teknisk og dengset. 

Modstanderne elskede at gøre grin med Al Gore, som engang var kommet til at påstå, at han havde opfundet internettet. Det viste sig at blive en udtalelse, republikanerne kunne mobbe ham med, og demokraterne måtte græmmes over i årevis.

Men efter otte år som vicepræsident for Bill Clinton og et historisk nederlag i forsøget på selv at blive præsident, blev Al Gore i løbet af 00’erne til en overraskende verdensstjerne. Dyrket af progressive unge, omgivet af popstjerner, læst og citeret af intellektuelle og et ikon på kampen for en bedre verden. 

Al Gore blev nu omtalt som »the Goracle«.

Stjernerne ville være grønne

Han havde som medlem af den amerikanske kongres været med til at holde de første høringer om den globale opvarmning allerede i 1976. Han skrev bestselleren Earth in Balance i 1992, og han var stærkt engageret som vicepræsident i forhandlinger om Kyoto-protokollen i 1997:

»Jeg lover jer, at USA er klar til at handle – og vil handle,« sagde han dengang.

Det løfte kunne han bare ikke holde. For ligesom Barack Obama har set sin efterfølger Donald Trump rulle klimaindsatsen tilbage, så Al Gore den næste præsident, George W. Bush, sætte hensynet til olieindustrien og modstanden mod regulering over kampen mod den globale opvarmning.

Men Gore fortsatte sin indsats, og med filmen og bogen En ubekvem sandhed fra 2006 bredte han sin forståelse af klimakrisens radikalitet og dybde ud til et stort publikum.

»Sandheden om klimakrisen er ubekvem,« skriver Al Gore til sidst i bogen, »for den indebærer jo, at vi bliver nødt til at lave om på den måde, vi lever vores liv på«.

Filmen vandt en Oscar for bedste dokumentarfilm, og som lydbog indlæst af skuespillere som Beau Bridges vandt den en Grammy for årets spoken word-album.

Til oscaruddelingen gik Al Gore sammen med Leonardo DiCaprio og Cameron Diaz på den røde løber: Stjernerne ville gerne være grønne, og det var Al Gore, som havde givet dem billeder, ord og argumenter. Han gjorde klimakampen til en folkesag for stjernerne i underholdningsindustrien. Hvilket fik kolossale konsekvenser, fordi de bragte den videre ud til deres store publikum og mange fans.

»Wow. Jeg tror, de elsker dig, mand,« sagde rapperen Queen Latifah, da hun sammen med Al Gore skulle uddele prisen for årets bedste rockalbum ved Grammy Awards i 2007:

»Hørte du det,« spurgte hun, da hans navn blev annonceret, og tilhørerne i salen gav ham aftenens største bifald.

Al Gore og Queen Latifah ved Grammy Awards i 2007.

Al Gore og Queen Latifah ved Grammy Awards i 2007.

Robyn Beck

500 stemmer fra sejren

Det var en politisk skandale og et historisk nederlag, som ændrede Al Gores karriere og forvandlede træmanden til »the Goracle«. Han blev valgt som demokraternes præsidentkandidat til valget i 2000, hvor han var oppe imod George W. Bush.

Gore var allerede blevet udråbt til vinder af delstaten Florida på amerikansk tv, hvilket ville have gjort ham til amerikansk præsident. Men de ændrede hurtigt meldingen og gav i stedet staten til Bush.

Det viste sig ved fintællingen, at Bush kun havde 537 stemmer flere end Gore i staten.

Det udviklede sig efter valget til en længe uafgjort farce, hvor stemmerne skulle tælles om. Først afgjorde Floridas højesteret, at omtællingen var i strid med forfatningen. Derefter fældede den amerikanske højesteret med stemmerne 5-4 den dom, at omtællingen ikke kunne afsluttes inden for tidsfristen og derfor måtte aflyses.

Demokraterne var rasende, og Gores tilhængere nægtede at anerkendte udfaldet. Gore havde i alt fået 500.000 flere stemmer end George W. Bush, men han manglede lidt over 500 stemmer i Florida. Selv var han voldsomt uenig i højesterets afgørelse, men i en tale omtrent en måned efter valget erklærede han: »Af hensyn til vores enhed som folk og vores styrke som demokrati, vælger jeg at anerkende min modparts sejr.«

Der var ved de næste præsidentvalg rituelle rygter om Al Gores genkomst i amerikansk politik, men nederlaget i 2000 blev afslutningen på hans karriere som politiker.

Politik og natur

Det særlige ved historien om Al Gore er, at han fik stor politisk indflydelse, efter han stoppede som politiker, og at hans karriere ikke kulminerede med de to perioder som vicepræsident.

Han blev klimaaktivist, filminstruktør, forfatter, foredragsholder og rådgiver. Generationer er blevet præget af En ubekvem sandhed, skoleelever er blevet bevidstgjorte af den, og demonstranter blev inspireret. Og Gore blev belønnet med priser og Nobels fredspris i 2007.

Hele sit liv har Al Gore været optaget af natur og politik. Hans far var senator for staten Tennessee, og familien boede otte måneder om året i Washington, D.C., hvor deres liv drejede sig om politik, og fire måneder om året på det, han kaldte »en stor og smuk gård på landet«.

Han har fortalt, at han kunne glemme alt om naturen i USA’s hovedstad, som bankede af biler, nye forbrugsmuligheder, ungdomskultur og hektisk politisk aktivitet. Til gengæld kunne han glemme alt om politik og storbyforlystelser, når han om sommeren flyttede ud på landet i Tennessee.

Men at politik og natur var tæt forbundet, lærte Al Gore som stor dreng. Hans mor købte og læste i 1964 den stærkt forureningskritiske bestseller Silent Spring af Rachel Carson, som mobiliserede den grønne bevægelse i USA. Moren var så overvældet af bogen, at hun over ti-12 aftener læste den op for Al og hans søster:

»Silent Spring skabte en forbindelse mellem de enkle principper for ansvarlighed, som jeg lærte i min barndom, og en helt ny lektie: At den menneskelige civilisation i dag er i stand til at anrette alvorlig skade på miljøet – og det på en hidtil ukendt måde.«

Det fortæller Al Gore i En ubekvem sandhed, der er solgt i over en million eksemplarer, brugt i skoleundervisning i mange lande og oversat til 25 sprog. Den kom sammen med filmen, der blev en global succes, og efter en lang foredragsturné, Al Gore holdt gennem 00’erne.

Det var hans daværende kone, Tippers, idé, at skrive en bog om klimakrisen, som skulle være pædagogik for almindelige mennesker og opfordring til grøn aktivisme. Bogen er ikke et samlet værk, men en samling fortællinger om hans eget liv og et lysbilledshow om klimakrisen sat op som en række pædagogiske plancher, der gennemgår komplicerede mekanismer og advarer mod konsekvenserne. Der er således ikke ny viden i En ubekvem sandhed – det er fælles viden sat sammen til et opråb til unge og aktivister.

»Vi har noget betydningsfuldt at vinde, hvis vi vælger at gøre det rigtige nu,« skriver Gore i indledningen.

»Klimakrisen giver os nemlig chancen for at opleve, hvad meget få generationer i historien har haft det privilegium at opleve – et fælles fodslag på tværs af generationer, at kunne følge et forpligtende moralsk mål, en sag, vi alle deler, spændingen ved at være tvunget af omstændighederne til at lægge al smålighed til side, droppe alle de konflikter, der så ofte har blokeret for menneskets behov for at overskride nogle grænser, kort sagt: chancen for at rejse sig.«

Politisk ensidig

Bogen En ubekvem sandhed er oplysende og pædagogisk, men filmen var alarmistisk. Det var som at se en katastrofefilm, der chokerede ved ikke at være en fiktion. Den viste voldsomme billeder af de værste ødelæggelser, som allerede havde fundet sted, og de vildeste orkaner, tornadoer og oversvømmelser væltede ind over publikum i biografsalen.

Det var vækkelsesaktivisme med hollywoodeffekter, som gjorde det klart i 2006, at klimakrisen ikke var et enten-eller. Det var ikke noget, som enten vi kunne besejre, så den forsvandt, eller tabte til. Den dokumenterede, hvordan forandringerne var i gang, og at udfordringen for de næste generationer var, hvordan man kunne dæmpe klimaforandringerne og bruge dem til at genopfinde os selv. Den viste det frygteligste i fremtiden for at fremkalde det bedste i samtiden.

Al Gore selv var det forklarende centrum, som udlagde krisen og foreslog løsninger. Der opstod en tendens til personkult.

Filmen blev kritiseret voldsomt for manipulation og vildledning. Det blev så stor en sag, at den kom for den britiske landsret, som efter konsultation med forskere fandt ni fejl i filmen:

»Gores film bygger i det store hele på videnskabelig research og fakta, men videnskaben er i hænderne på en talentfuld politiker og kommunikatør, så han kan lave et politisk budskab og understøtte et politisk program,« sagde dommeren Michael Burton.

Filmen blev trods sine fejl godkendt til undervisning i det britiske skolesystem på den betingelse, at lærerne skulle oplyse eleverne om, at den er politisk ensidig.

Også den danske miljøstyrelse forholdt sig til En ubekvem sandhed. De fandt visse fejl, men konkluderede, at den overordnet var redelig.

Ikke hævet over kritik

Personligt er Al Gore, som er blevet mangemillionær på sine film, foredrag og bøger, også blevet kritiseret for hykleri: Han ejer et kæmpehus med havudsigt i Californien, som det skulle være særdeles energikrævende at varme op, han flyver rundt over hele verden og omgiver sig med berømtheder og superstjerner, som lever i ekstravagant overflod. Han er blevet et hadeobjekt for højrefløjskritikere, som ikke med urette spørger, om han også siger til sine celebre venner, at de skal ændre deres måde at leve på. Og han er blevet latterliggjort, fordi det i en dokumentarfilm om hans indsats ved forhandlingerne om Parisaftalen kommer til at fremstå, som om det var hans fortjeneste, at den historiske aftale blev opnået. 

Det virker lidt som en komisk gentagelse af hans postulat om, at han opfandt internettet.

Personen Al Gore er således kontroversiel, forfængelig og bestemt ikke hævet over kritik. Men effekterne af hans indsats for den grønne kamp er indiskutable. Træmanden forlod politik for at forandre verden – og blev en uforudset folkehelt. Som han skriver i En ubekvem sandhed:

»Efter at jeg i 2001 forlod Det Hvide Hus, har det slået mig, at der er mange andre måder at tjene det fælles bedste på end at gå ind i en valgkamp og blive stemt ind i Kongressen. Det er selvfølgelig noget, jeg altid har vidst, men nu har jeg på det personlige plan lært at værdsætte den tilfredsstillelse, det er som privat borger at få demokratiet til at fungere bedre.«

Al Gore: ’En ubekvem sandhed’. 325 sider. 299 kr. Lindhardt og Ringhof.

Serie

Informations intellektuelle klimakanon

Klimakampen er præget af ideer, og klimabevægelsen er formet af bøger, som har lært os at tænke over forholdet mellem mennesket og naturen på en ny måde. I denne sommerserie genanmelder Information klimabevægelsens klassikere, og vi genfortæller historierne om, hvordan de satte en ny politisk dagsorden.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Apropos Gore vs Queen Latifah

Var det ikke vicepræsident Gore's kone Tipper, som ville have advarsler på rap-lp'er i bedste Nancy Reagan stil, alt imens Clinton sprayede sit sæd på praktikanternes kjoler i det ovale værelse?

Poul Simonsen

Populær sandhed? Hos hvem? Hvilke handlinger affødte det hos magthaverne?
Hvor var det gode eksempel?

Søren Fosberg

Jesper: det er ikke energiforbruget der er problemet, men forureningen. Hvor meget forurener Al Gore?

Og hvorfor mener du han er en tosse?

Kasper T. Mortensen

Gore påstod faktisk ikke, at han opfandt internettet:
https://www.snopes.com/fact-check/internet-of-lies/

Torben Lindegaard

Jeg husker en Al Gore joke på et aftenshow - vistnok David Letterman - fortalt af Al Gore selv:

Hvordan kan man kende forskel på Al Gore og en Secret Service livvagt ??

Al Gore looks more wooden !!