Læsetid: 8 min.

Bekymringer og solstrålehistorier fra et regnvejrsår på Roskilde Festival

Udenpå regner det, men indeni kan solen stadig skinne. For musikken sætter sit helt eget vejr i os og kan overvinde alt andet. Men man kan da også bekymre sig, hvis ikke man har noget bedre at tage sig til. Informations musikredaktør opgør tabene, slikker sårene og hylder højdepunkterne på årets Roskilde Festival
Svenske Neneh Cherry fik publikum til at glemme regnen torsdag på Roskilde Festival.

Svenske Neneh Cherry fik publikum til at glemme regnen torsdag på Roskilde Festival.

Helle Arensbak

6. juli 2019

Det regner, og det dikterer en lidt mere behersket stemning på Roskilde Festivalen.

Det virker lige pludselig upassende at høre brasiliansk musik på Smatten foran Orange Scene. Hiphoppen får en yderligere urban råhed i shippingcontainermiljøet, som festivalen har døbt Apollo.

Det er begge udendørsscener, som pludselig virker ugæstfrie, mens det står ned over masserne med en ligegyldighed, som kun regn kan mønstre. Det regner på alle og drypper på ingen. Og det bliver bydende nødvendigt at søge i ly på indendørsscenerne.

Herinde sætter musikken – som altid – et vejr i os. Efter en vandring mellem mindre vellykkede koncerter torsdag eftermiddag bryder der en sol løs inden i os alle sammen tidlig aften. Takket være Neneh Cherry.

Bag svenskeren oppisker seks og til sidst otte musikere på så forskellige instrumenter som harpe, vibrafon, olietønder, keyboards, elektroniske trommer og laptops en række sejt malende, sygeligt funky, lifligt varierede grooves. Og Cherry søsætter sin vokal i ensom, stolt, rolig majestæt på disse rørte vande.

Perfekt metafor for smålighed

Hun ser ud på vejret og spørger os, om vi nyder det.

Vi forstår ikke, hvad hun snakker om. Er hun ikke også nordisk? Er hun ikke klar over, at det, der siler ned uden for den opslåede teltdug, er den perfekte metafor for det mest middelmådige og smålige i den nordiske sjæl? Åbenbart ikke.

Hun siger, at regnen giver »en smuk indramning« omkring os. Hold nu op med at tale, tænker jeg, tænd for solene i os igen.

Cherry blev berømt i slutningen af 80’erne med hits som »Buffalo Stance«, »Man Child« og siden »7 Seconds«, en duet med senegalesiske Youssou N’Dour.

Dem får vi alle sammen, men – akkurat som hos Bob Dylan – så foregår det i voldsomt ombyggede versioner. Hvirvlet rundt og fortolket af et postmoderne hold udstyret med computernes virtuelle manipulationsradius og de virkelige instrumenters akutte, intime nærvær. Alt sammen låst i berusende grooves, ofte smukt melodisk forsiret.

Ja, endda på bevægelse tilbage gennem nyere musikhistorie kommer vi på besøg i 90’er-genrer som triphop og drum’n’bass og endelig den funky baggy-musik fra slut-80’erne. Uden at det bliver fjollet, blot en smuk demonstration af Neneh Cherrys over 30 år i musik, og den majestætiske musikalitet, hun har taget med sig hele vejen.

Vingefanget. Som hun slår ud for os, uden at baske unødigt med vingerne. Man har vel stil.

Jane Austen og patentstrik

Inde på den 100 procent indendørs Gloria-scene nogle få hundrede meter væk damper de våde kroppe. Folk lytter koncentreret til en lille kvinde, der med sit blege og tilknappede ansigt ser ud, som om hun er undsluppet tiden omkring en Jane Austen-roman – og er faldet pladask for en for stor patentstriktrøje, hun kan gemme sig i.

Men Tirzah gemmer ikke sin indre verden. Den står til offentlig skue med en intim og ukunstlet tydelighed, en rolig og sober stemme. Næsten ikke syngende, men alligevel sættende sig i os.

Tirzah.

Martin Fælt Gonzales

Den 31-årige englænder befinder sig i et spartansk møbleret elektronisk lydrum, en moderne bedroom-bekender, der foretrækker et enkelt tapet.

Bag sig har hun to musikere, der spiller på keyboard og trommepads. De synger også lidt med og sampler hende, da hun slår på bongotrommer. Og vi følger åndeløst med, hver gang hun trækker vejret i en elektronisk, besjælet minimalisme, der tilbyder hende – og os – en uvant ro. Et øjeblik på festivalen, hvor hvilepulsen får ørenlyd.

Mali koloniserer Frankrig

Så er det hele langt mere sprudlende, da Fatoumata Diawara indtager Avalon-scenen umiddelbart efter. Den gravide, malinesiske sanger og elguitarist dirigerer et telt til ubetinget overgivelse.

Det sker med en musik, der synes at følge vandets logik. Musikerne risler i de retninger, der yder mindst modstand og mødes i en myldrende hovedstrømning og fælles retning. Bølgerne går højt, uden at detaljerne drukner, og intet synes forceret, bare overvældende forsiret og polyrytmisk.

Diawara strækker ubesværet sin stemme op i falsetten og dykker den i en mellemtonal grus. Fabelagtigt.

Det er malinesisk blues og pop, lyden af Sahara og Timbuktu. Og af en postkolonial nation. Diawara bor i dag i de tidligere kolonisatorers hovedstad, Paris, og koncerten ender smukt med et nummer, hvis brusende omkvæd lyder som et tyveri fra en fransk 60’er-popsang. Endelig er det en malineser, der koloniserer noget fransk. Ikke omvendt.

Universet i fødselskramper

MØ synes at have koloniseret Orange Scene, hvor hun for hver gang er mere sejrrig. Jeg bliver vist aldrig for alvor duperet over sangskrivningen, men det jeg ser af iscenesættelsen af megakoncerten er imponerende.

Alene mikrofonteknikken, der placerer danskeren i et vildt nært og intimt bekendende rum med 60.000 tilhørere. Eller den hvide papirscenografi, som hun river i stykker. Kropssproget, der nogle gange nærmer sig ekspressiv amatørballet. En verdensstjerne krøllet beskyttende sammen om sig selv.

Et virkelig sympatisk og inderligt givende show.

MØ.

Torben Christensen

Til gengæld åbner Jon Hopkins universet op en halv kilometer fra MØ.

Hans monumentale musik lyder lidt som, hvis Jean-Michel Jarre var vokset op i 80’erne og 90’ernes anderledes elektroniske kompleksitet og havde googlet for meget om sorte huller og kvantemekanik.

Det er på én gang kollapsende og technomagtfuld musik. Den 39-årige englænder lader universet glitche i kosmiske fødselskramper – for i næste nu at lade det hele detonere i de tørreste beats, der lander med en ubeskrivelig vægt og skyder os ud på rave i Andromedagalaksen.

Men han – og man – morfer også mellem det menneskelige indre og det astronomiske ydre. Der er jordnære glasskår, der smadrer dybdeperspektiverne, men der er også altid stjerner, der blinker et sted i baggrunden i hans astrohumanisme. Det er rørende episk.

John Hopkins.

Helle Arensbak

Uden for kategori med blodskudte øjne

Men man kan da også sagtens gå og bekymre sig i stedet for at more sig under en Roskilde Festival.

Her er et par mørkrandede overvejelser mere.

Jeg har bemærket, at dele af publikum ikke fatter, hvordan en folkemængde cirkulerer under koncerter. At koncertpublikummet er en selvregulerende organisme, hvor det er helt essentielt, at folk kan bevæge sig ud – og ind.

Jeg er bekymret over den matrikelneoliberalisme og parcelselvtægt, der har vist sig. Den ejerfornemmelse over en tot jord, og de grænsebomme som især muskelspændte mandekroppe opsætter, når man forsøger at komme gennem mængden og ind i de lommer af fri ståplads, der altid findes derinde.

Det truer med at gøre koncertoplevelsen til en idiotisk territorialkamp.

Og jeg bekymrer mig yderligere. Her fredag med to dage endnu bekymrer jeg mig over lørdagens udmattelsesridt. Det er barske løjer, og jeg mener, at festivalen har mistet en afgørende charme ved at sløjfe den naturlige epilog, sejrskørslen og afslutningen på Champs-Élysées.

Søndagen var den naturlige come down-dag. Her slikkede man sine sår, samlede flokken, mindedes slagenes gang, opgjorde tabene. Og så mødtes vi til en mere eller mindre samlende begivenhed på Orange Scene sent på aftenen.

Nu slutter festivalen uden eftertanke, med blodskudte øjne og adrenalinen pumpende gennem venerne langt, alt for langt over midnat på en stigning uden for kategori. Det er en skam.

Flamenco i popmaskineriet

Mine bekymringer går også på catalonske Rosalía, der har skudt flamencoen ind i nutiden/fremtiden. Det er sket under kritik i hjemlandet for at have approprieret en kultur, som ud over mauriske og spanske rødder har stærke roma-rødder.

Hun blæste alt omkuld onsdag med et show, der havde sin egen kunstfærdige koreografi, en formidabel sanger i centrum og i udkanten fysisk musikalitet fra to korsangere og to palmeros – to håndklappere, der leverede de ofte virkelig komplekst synkoperede flamencorytmer.

Publikum forsøgte at klappe med, og det endte bare i dobbelttempoklap lykkeligt uvidende om synkoperinger. Åh, os danskere og vores rytmefornemmelse, der ikke rækker til at stjæle spansk musikarv. Men måske drukne den? Tjah, jeg vil i hvert fald sværge på, at de to sofistikerede klapherrer på et tidspunkt opgav at klappe. Og klappede i.

Spanske Rosalia dansede sig til en kæmpe fest pået overfyldt Avelon på Roskilde Festivals første aften, onsdag.

Helle Arensbak

Min bekymring går dog i en anden retning: Hvordan kommer denne nye stjerne til at klare sig i popmaskineriet?

Well, hun er allerede blevet delvist assimileret med sit største hit »Con Altura«, et samarbejde med den colombianske superstjerne J Balvin. Det er en sang i tidens populæreste klædedragt, den caribiske genre reggaeton. Den, gigahittet »Despacito« også betjener sig af. Og på »Con Altura« er det svært at spotte Rosalías fundament i flamenco. Og kan hun bevare det?

Hendes multinationale pladeselskab satser hårdt på hende. Og tænker de på kunstnerisk udvikling eller på flest mulige dollar? Vil hun blive ædt af maskineriet? Kan hun holde fast i sit udgangspunkt, når reggaeton-hittet snart runder en halv milliard YouTube-views?

En transperson i mørket

Måske er der inspiration at hente hos franske Christine og hendes grounding?

Det karismatiske centrum i Christine and The Queens, der måske ikke har så mange gode sange på lommen – selv om de bedste er uimodsigeligt nærmest Michael Jackson-disko-funky – men er en formidabel og givende showmaster. Smukt indlejret i sin dansetrup, der onsdag lagde langt mere vægt på nydelse og leg end på kunstfærdig koreografi. Meget mere svenske Fever Rays queer-fest end amerikanske Solanges stramt tøjlede trup.

Og i et indædt forsvar for at være, hvem man har lyst til. Hun erklærede det 17.000 mennesker store Arena-telt for safespace. Talte om, at hun aldrig passede ind, og at det ikke er enhvers opgave at gøre netop det. Og:

»If I want to say for four minutes that I am a man, then it’s true«, sagde hun.

I popsangen er det jo altid en mulighed. I det virkelige liv? Ikke helt så nemt.

På dr.dk er der et portræt af transpersonen Moeisha Ali Aden, der i 2016 gik i gang med at tage hormoner for at blive kvinde. Hun fortæller, at kvinder på Roskilde Festivalen rynker på næsen af hende, at mænd vil vide, om brysterne er ægte, og at hun er blevet enig med sine venner om ikke at gå alene rundt på festivalen, når mørket er faldet på.

Der er stadig grund til bekymring, hvis forsonlige budskaber og åbne sind bare er dyre ord fra scenerne. Og ja, bekymringer kan være gode – for de holder os på tæerne, bevidste om udfordringer og forhindringer.

Det er tidlig fredag morgen. Indtrykkene fra i går er ved at bundfælde sig. I dag har de lovet sol. Bekymringerne ligger et stykke ude i horisonten.

Onsdag: Rosalía på Avalon. Christine and the Queens på Arena

Torsdag: Neneh Cherry + Fatoumata Diawara + Jon Hopkins på Avalon, Tirzah på Gloria, MØ på Orange

Serie

Roskilde Festival 2019

Musikken er lige så tilbage- og fremadskuende som altid. Hedonismen har fået nye stoffer og teknologier plus rosévin, men fællesskaberne er stadig i centrum. Informations udsendte medarbejdere gennemtrawler med reportager og kritik Dyrskuepladsen for den vigtigste musik og for festivalkulturer i evig forandring.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu