Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Man kan stadig nå at udgive den første fornuftige kritik af #MeToo på dansk

Dansklektor Marianne Stidsens bog om det, hun kalder MeToo-revolutionen, er et anklageskrift mod »de radikalfeministiske MeToo’ere«. Et anklageskrift, der i himmelråbende grad mangler den proportionssans og saglighed, det selv efterlyser
Bogens analytiske lavpunkt (og komiske højdepunkt) er, når Marianne Stidsen begynder at associere frit ud fra den nu afgåede sekretær for Det Svenske Akademi Sara Danius’ påklædning.

Bogens analytiske lavpunkt (og komiske højdepunkt) er, når Marianne Stidsen begynder at associere frit ud fra den nu afgåede sekretær for Det Svenske Akademi Sara Danius’ påklædning.

Karin Törnblom

Moderne Tider
27. juli 2019

Netop fordi bølgen af #MeToo-historier har ført en række reelle principielle spørgsmål med sig, er det ærgerligt, at det første danske bud på en samlet kritisk gennemgang af #MeToo er så ringe tænkt, skrevet og redigeret, som Marianne Stidsens Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger er.

Lige så svært det er at være uenig i dens gennemgående ønske om proportionssans og saglighed, lige så påfaldende er dens himmelråbende mangel på selv samme kvaliteter.

Stidsen opridser i sin debatbog tre af de største sager fra 2018, der på forskellig vis handler om grænseoverskridelser.

Den første kunne siges at være en sammenkobling af flere separate episoder (Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitets henstilling til ikke at tage mexicanerhat på til introforløbene, en medarbejders kritiske bemærkning til sangvalget til et møde, indførelsen af nye adfærdsregler på Københavns Universitet og i forlængelse heraf en vitterligt speget personalesag).

De to andre sager drejer sig om Det Svenske Akademis sammenbrud og fyringen af den danske forfatterskoles rektor og den whistleblowerordning, der i samme ombæring blev igangsat. 

Bogen er rig på skråsikre påstande og henvisning til store abstrakte begreber, men fattig på belæg og på definitioner.

Den gennemgående tese er, at der bag de konkrete sager ligger et strategisk planlagt og ideologisk motiveret angreb på grundlæggende demokratiske rettigheder.

Dem, som Stidsen over en bred kam kalder MeToo’ere (en betegnelse, ingen, så vidt jeg ved, bruger om sig selv) har ifølge hende »et brændende ønske om en helt ny samfundsorden, hvor alt det, der findes p.t., skal smides væk«.

Den slags bombastiske udsagn får – sammen med de helt vilde historiske sammenligninger – en til at betvivle forfatterens proportionssans.    

Forveksler antagelser med viden

Som bevis på sin tese fremfører Stidsen en række antagelser om hendes modparters sande, bagvedliggende motiver.

I sagen om Det Svenske Akademi argumenterer hun derudover med, at hun faktisk kender akademimedlemmet Horace Engdahl rigtig godt, og at hun derfor ved, at han er styret af idealisme frem for egoisme.

Omvendt figurerer det end ikke som en teoretisk mulighed i bogen, at Stidsens modparter skulle være styret af et ønske om, hvad de ser som retfærdighed. 

Stidsen ser demokratiet, retssikkerheden og idealerne fra oplysningstiden som truet, fordi hendes Horace Engdahl kritiseres offentligt for sin opførsel i akademisagen.

Kritik beskrives som et uomgængeligt vilkår i et demokratisk samfund, når hun er enig i den, men som en trussel mod samme demokratiske samfund, når hun er uenig i den.

Denne dobbeltstandard er karakteristisk for bogen, der også forbeholder sig ret til at kritisere den Nobelakademi-associerede Bernard Arnaults voldtægtsdom og samtidig er forarget over, at andre kritiserer andre domsafsigelser, hvor den tiltalte er blevet frifundet.

Ud fra dokumentarfilmen Sexskandale i Nobel-akademiet kan Stidsen konkludere, at konflikten ikke handlede om misbrug af akademiets midler, seksuelle overgreb og gentagne læk til pressen, men at der derimod var »tale om en radikalfeministisk, venstrepopulistisk revolution i MeToos navn – eller i hvert fald et forsøg på det«.

Jeg har også set filmen og kan ikke følge Stidsens udlægning. Stidsen kommer ens skepsis i møde og skriver:

»Det var hverken nogen overdrivelse eller nogen overspændt konspirationsteori,« uden dog at føre belæg for den antagelse, hun forveksler med sikker viden om planlagt samfundsomstyrtning.

Marianne Stidsen: ’Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger’.

Saxo
Stidsen understreger sin påstand:

»Det var ganske enkelt et faktum.«

Og så lige én gang til, denne gang med kursiveret verbum:

»Sådan var det.«

Bogens analytiske lavpunkt (og komiske højdepunkt) er, når Stidsen begynder at associere frit ud fra den nu afgåede sekretær for Det Svenske Akademi Sara Danius’ påklædning. Til en nobelbanket formaster hun sig til at iføre sig en »stofrig silkekjole på størrelse med et firemandstelt. (’En farvebombe’ kaldte medierne den efterfølgende)«.

Stidsen slynger om sig med låneord, jeg ikke forstår betydningen af i denne sammenhæng:

»Vi lader os forføre til action, til reality show, til game change, af Sara Danius med hendes goth-kjoler og superstylede frisure og makeup, der er blevet til i et tæt samarbejde med modeindustrien. I en grad, så det måske nærmest kan være lidt svært at sige, hvor det ene (moden og pengene) slutter og det andet (idealismen og aktivismen) begynder.«

Herefter følger en antagelse om, at Danius har læst avantgarde- og massesuggestionsteori »ligesom højreaktivisterne måske også har det«.

Hvad læsningen skulle have ført til af ulykker, eller hvem de belæste højreaktivister er, fremgår ikke. Den sammenlignende analyse af Danius’ og Engdahls karakterer fortsætter:

»Danius, der – modsat Horace Engdahl, som har ordet og tanken i sin magt – har følelserne og stemningerne og farverne og sanseligheden og kropsligheden i sin magt.«

Man kunne her tilføje, at Danius ud over at gå farverigt klædt har været professor og skrevet adskillige bøger. 

Intellektuel staffage

Jeg kunne blive ved med de opklarende spørgsmål om, hvor Marianne Stidsen ved det, hun fremfører som sikker viden, fra. Gennemgangen af Forfatterskolesagen – der først og sidst er en personalesag og som sådan fortrolig – er også præget af skråsikre antagelser om, at #MeToo her skulle bruges som »karrieremæssig løftestang«.

Hvis bare kritikken gik på det, man faktisk ved, og ikke på en teori om et karrierefremmende feministisk komplot, som Stidsen gætter sig til, havde den været værd at forholde sig til.

Som en slags idéhistorisk underbygning af sin analyse fremfører Stidsen, at der er sket et skift fra de civile menneskerettigheder til de sociale menneskerettigheder. Men dels har #MeToo-diskussionerne, så vidt jeg er orienteret, ikke drejet sig om menneskerettigheder, dels er Stidsens definition af de sociale menneskerettigheder vældigt tendentiøs.

Det er »dem, der især har med gruppetænkning og magtkamptænkning og anonymiseret struktur- og lighedstænkning at gøre«, skriver hun, hvilket jeg vil mene er en udvanding.

På den måde virker menneskerettighedsperspektivet mest som intellektuel staffage. 

Med Den nordiske MeToo-revolution forpasser Stidsen chancen for en sober gennemgang af #MeToos skyggeside og leverer i stedet et eksempel på en alarmistisk tirade præget af dobbeltstandarder og selvretfærdighed. 

Marianne Stidsen: ’Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger’. U Press. 181 sider. 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Som en slags idéhistorisk underbygning af sin analyse fremfører Stidsen, at der er sket et skift fra de civile menneskerettigheder til de sociale menneskerettigheder. Men dels har #MeToo-diskussionerne, så vidt jeg er orienteret, ikke drejet sig om menneskerettigheder, dels er Stidsens definition af de sociale menneskerettigheder vældigt tendentiøs".

Marianne Stidsens kritik er, som den fremstilles i anmeldelsen, for skinger og tendentiøs, og det er også rigtigt, at en definition af sociale menneskerettigheder bliver alt for upræcis. Om definitionen bliver for tendentiøs, som hævdet i anmeldelsen, kan diskuteres.

Om diskussionen om #MeToo har drejet sig om menneskerettigheder, er for så vidt irrelevant, hvis der kan sættes spørgsmålstegn ved, om en række hændelsesforløb i forbindelse med # MeToo kan betragtes som et brud på menneskerettigheder, således at civile menneskerettigheder er blevet tilsidesat eller krænket i forsøget på at sikre sociale menneskerettigheder.

Det må være det, der er pointen med den fremhævede skelnen eller distinktion i værket (hvad ellers?), og som sådan må anmelderen siges at have misforstået, hvad det er, Marianne Stidsen siger. Udsagnet bygger på en statsretlig tænkning, der bl.a. handler om demokrati, frihedsrettigheder og ytringsfrihed.

Det afgørende er her, at der er grupper i samfundet, der mener, eller åbenbart helt mangler forståelse for, at man ikke kan tilsidesætte bestemte personers, gruppers eller køns grundlæggende civile rettigheder (menneskerettigheder) for at sikre andre deres sociale menneskerettigheder.

I så fald lever vi ikke længere i et demokratisk samfund, for så vidt som de civile menneskerettigheder er en forudsætning for demokratiet i den forstand, som vi forstår demokrati i den vestlige verden.

Det drejer sig heller ikke om et enten - eller, men om et både - og, for selvfølgelig skal folk også sikres deres sociale menneskerettigheder.

Det, som nogen har misforstået er, at sikringen af de civile menneskerettigheder ikke skulle være en forudsætning for sikringen af de sociale menneskerettigheder, hvor sidstnævnte i en række tilfælde desværre ikke sikres i praksis. Det er der, kampen skal stå.

I en debat på Deadline mellem bl.a. Rune Lykkeberg og Mette Moestrup forsøgte førstnævnte at overbevise sidstnævnte om det synspunkt, jeg her har skitseret (30. dec. 2017).

Det lykkedes ikke: Hvis personer blev krænket på grund af f.eks. deres køn og race i et bestemt land, så kunne krænkelsen af de civile menneskerettigheder for andre borgere i samfundet sådan set være underordnet i forbindelse med kampen imod den diskrimination på baggrund af køn og race, der forekom, mente Mette Moestrup.

For mig at se må perspektivet i værket også være samfundsfagligt og ikke kun humanistisk, og som sådan burde anmelderen også tage højde for de grundlæggende samfundsfaglige perspektiver i sin anmeldelse.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Stidsen ser demokratiet, retssikkerheden og idealerne fra oplysningstiden som truet, fordi hendes Horace Engdahl kritiseres offentligt for sin opførsel i akademisagen.

Kritik beskrives som et uomgængeligt vilkår i et demokratisk samfund, når hun er enig i den, men som en trussel mod samme demokratiske samfund, når hun er uenig i den".

Det afgørende må her være, ud fra en statsretlig og grundlæggende demokratisk tilgang, at skelne mellem den kritik, der grunder sig på en overtrædelse af de civile menneskerettigheder, og en kritik der grunder sig på en overtrædelse af de sociale menneskerettigheder.

Ud fra en statsretlig betragtning er de civile menneskerettigheder mere grundlæggende end de sociale menneskerettigheder, for så vidt som en krænkelse af dem også er et angreb på selve Grundloven, det demokratisk samfund og i sidste ende idealerne fra oplysningstiden.

Som sådan bliver anmelderens tilgang i den citerede påstand lige så upræcis som Marianne Stidsens er det i andre sammenhænge.

Ud fra værkets sammenhæng må det relevante spørgsmål være, om Horace Engdals civile menneskerettigheder krænkes på baggrund af en kritik imod ham, der f.eks. grunder sig på en påstand om hans overtrædelse af andres sociale menneskerettigheder?

Hvis "ja" er det en alvorlig påstand, og dermed bliver Marianne Stidsen også nødt til at dokumentere sandheden af den. Det er her, anmelderens kritik bliver relevant, fordi denne dokumentation ifølge anmelderen ikke sker på en fyldestgørende måde.

Det er kritisabelt, hvis Marianne Stidsen misbruger væsentlige og relevante problemstillinger i tiden til på usaglig vis at forsvare bestemte personer, hun har sympati med, selv om de f.eks. har overtrådt andres moralske menneskerettigheder.

I de sager, hun tager op i sit værk, har der også, for mig at se, været tale om politiserende Spin af mindre lødig karakter for at få fremmet bestemte holdninger i offentligheden, ud fra f.eks. et feministisk perspektiv.

Spørgsmålet er imidlertid, om dette så også indebærer, at bestemte personers civile menneskerettigheder er blevet overtrådt. Hvis man vil påstå det, bliver man også nødt til at dokumentere det på en passende måde.

Bjarne Toft Sørensen

Noget af det værste, der kan ske i en væsentlig og central debat er, at bestemte rabiate personer tager den væsentlige og centrale debat som gidsel og kører den ud på et sidespor, hvor modparten meget let kan argumentere for, at den nævnte kritik er alt for konspiratorisk og skinger.

De nævnte debatter bør i stedet gå til sagens kerne og undgå moralistiske påstande, for ellers ender de meget nemt i "mudderkastning".

Dermed skader de nævnte personer en god sag ved at føre sit eget personlige "korstog".

Tre eksempler:
Mette Høegs kritik af Forfatterskolen, danske anmeldere og en litterær tendens hos især en gruppe af yngre kvindelige forfattere.

Åsa Linderborgs kritik af Mee Too - revolutionen og balladen om Det Svenske Akademi.

Marianne Stidsen med ’Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger’

I en kritik af Åsa Linderborgs klumme i Information, 8. juli 2019, fremhævede jeg følgende, der også må være centralt i relation til det anmeldte værk.

"Hvordan forhindrer vi, i de vestlige demokratier, at medierne, ikke mindst de sociale medier, fungerer som platform for anti - demokratiske kræfter, på såvel den politiske højrefløj som venstrefløj, i et sådant omfang og på en sådan måde, at det kan blive en trussel mod demokratiet, ikke mindst frihedsrettighederne?

Hvordan forhindrer vi, at markeds - liberale tendenser i kombination med politisk markedsføring på medierne bliver en trussel mod institutionerne for den frie forsknings, kulturens og kunstens måde at fungere demokratisk på, ikke mindst når det drejer sig om frihedsrettighederne".

https://www.information.dk/kultur/2015/05/naar-pigerne-slaas
https://www.information.dk/debat/2019/07/retssikkerheden-feminismens-sva...

Jeppe Lindholm

MeToo eller klimakatastrofe eller....? Jo der er lidt af hvert at vælge i mellem i disse moderne digitale tider.

God fornøjelse.

Ingen mænd med respekt for sig selv vil benægte, at der var brug for MeToo. Det er sjovt nok kun kvinder, der vover at tale bevægelsen imod. Disse frivilligt patriarkalsk slavegjorte hvide feministiske overklassekvinder, der ikke forstår sig på deres medsøstres lidelser, som Mica Oh ville have tituleret dem.