Læsetid: 8 min.

Martin Heidegger giver os blik for naturens væren – og for bare at lade den være

Heidegger repræsenterer – trods sin sølle politiske dømmekraft – et af den nyere tids få virkeligt store filosofiske projekter. I ’Spørgsmålet om teknikken’ viser han, hvordan vores grådige blik for naturressourcer udgør en grundlæggende fare for mennesket selv, og som nu har kastet os ud i en dyb klimakrise – men også at kunsten og den skabende kraft, der ligger implicit i den tekniske udvikling, rummer muligheden for at ændre vores syn på naturen
Martin Heidegger, fotograferet i 1966.

Martin Heidegger, fotograferet i 1966.

Ullstein Bild - Meller Marcovicz

6. juli 2019

Det kan formentlig ikke vare længe, før vi ser de første tegn på en højrepopulistisk klimabevægelse.

I grunden er det mærkeligt, at vi ikke allerede har én. Hvad kunne være mere oplagt end at kæmpe for at bevare menneskets naturlige habitat i nogenlunde balance – måske endda suppleret med en pseudobiologisk teori om oprindelige arter og landskaber, som ikke skal spoleres af industri og sigøjnere?

Hitlerstyrets Reichsnaturschutzgesetz fra 1935 var faktisk et relativt progressivt stykke lovgivning i den retning – og måske kan vi simpelthen takke vor tids højrefløjs fantasiløshed for, at ingen endnu for alvor har taget miljøet med i deres paranoide kalkuler. Det skal nok komme, som man siger.

Når det sker, kan de grønne udgaver af danernes lys med fordel læse Martin Heidegger som inspiration. Her kan man nemlig finde en ontologisk tænkning, der rummer en radikal advarsel om hele den vestlige metafysiks forfald og forglemmelsen af det oprindelige og autentiske.

Det er en tænkning, der ikke i udgangspunktet er politisk, men som netop derfor kan mobiliseres til fordel for temmelig forskelligartede tendenser.

Heidegger selv foretog, som Slavoj Zizek har sagt det, et »rigtigt skridt i den forkerte retning«, det vil sige der var en kulturkritisk tendens i hans tænkning, der kunne pege i retning af en egentlig, emancipatorisk politik, men det var naturligvis en tragisk fejltagelse at anse 1930’ernes nazistiske bevægelse som indfrielsen af dette kritiske potentiale. Hvilket Heidegger gjorde.

At spørge efter noget

Når man ikke desto mindre stadig bør læse Heidegger, er det, fordi han fortsat repræsenterer et af den nyere tids få virkeligt store filosofiske projekter.

Man kan endda næsten sige, at det blot bliver mere interessant at læse ham, når man tager betragtning, at en filosof med så delikat sans for sproglige detaljer, historie og poesi, kunne mønstre en så sølle politisk dømmekraft. For den heideggerske tænkning er altid åbnende, engageret og fuld af nuancer, som får én til at opdage nye sider ved et problem.

Forelæsningen Spørgsmålet om teknikken fra 1954 (der udkom i en dansk oversættelse på Gyldendal i 1999) er et godt eksempel. Heidegger vil spørge ’efter’ teknikken, som han kalder det (på tysk hedder forelæsningen Die Frage nach der Technik).

Han vil altså ikke spørge ’om’ teknikken, hvis man med det blot mener, hvordan teknikken fungerer, hvad den kan udrette for os, eller om man er ’for’ eller ’imod’ den.

Han spørger heller ikke ’til’ teknikken, hvilket man også kun gør, hvis man ikke rigtig er interesseret alligevel. (Journalister er begyndt at bruge udtrykket at ’spørge ind til’, når de vil foregive interesse, selv om de stadig ikke rigtig ønsker at få noget nyt at vide).

At spørge efter noget er ifølge Heidegger at opsøge dets væsen, og teknikkens væsen må spores tilbage til den grundydelse, den er udtryk for. Teknik kommer af det græske ord techne, som har at gøre med at frembringe noget.

Techne er en kunnen eller en formåen, som i Heideggers udlægning altså er en formåen til at lade noget træde frem – her-vor-bringen. Der er med andre ord en grundlæggende skabende handling i teknikken; en måde at bringe væren frem i en særlig gestalt.

Techne angår imidlertid ikke alene det, vi i dag forstår ved teknik eller teknologi, men er en bredere evne til frembringelse og formgivning, som også udmønter sig i håndværk og kunst. Den særlige måde, teknikken frembringer på, er som en fremstilling. Den præger det værende på en bestemt måde; stiller det frem for at stille noget op med det, kunne man sige.

Med teknikken fremstilles forskellige ting, som kan bruges til forskellige formål. Den gør dermed samtidig det værende til noget, der er genstand for en mulig bestilling.

Træerne i skoven kan bestilles til papirproduktionen. Vandkraftværket er stillet i Rhinen, så strømmen ikke længere er et naturligt løb, men en bestilt energikilde, som indvindes og anvendes. Teknikken fremstiller, bestiller og tilstiller. Den stiller sig i og over for naturen og betragter den som en ressource.

Historisk set er det således de sidste par hundrede års teknologiske og industrielle udvikling, Heidegger taler om, men teknikkens væsen har at gøre med en mere grundlæggende måde at stille sig på, der inkluderer en måde at forestille sig naturen på, dvs. betragte og objektivere den.

Denne forestillingsevne er i særlig grad udviklet i den moderne, matematiserede naturvidenskab, der går forud for den moderne teknik selv.

Ge-stell

De mange forskellige måder at ’stille’ på opsamler Heidegger i begrebet Ge-stell, der er næsten umuligt at oversætte til dansk, men som betyder noget i retning af et stel eller et stillads, en måde hvorpå alting opstilles eller indstilles. Ge-stell er teknikkens samlede effekt, dens fantasme, hvis man talte psykoanalytisk, eller teknikkens ideologi.

På heideggersk hedder det i den danske oversættelse, at Ge-stell er »det udfordrende krav, den tiltale, som forsamler mennesket til at bestille det sig-afdækkende som bestand«. Virkeligheden fremdrages eller afdækkes i teknikken som bestand, dvs. som et forråd, en ressource, et lager.

Også mennesket selv bliver en del af bestanden, siger Heidegger, nemlig der, hvor det til sidst går i ét med sin rolle som den, der foretager bestillinger. Det er ikke for ingenting, at det hedder ’human resources’, eller, for den sags skyld, at man på universiteterne i dag uden ironi omtaler det samlede antal studerende som sin ’bestand’ (I shit you not!).

Heidegger omtaler i et senere seminar Ge-stell som et »fotografisk negativ af begivenheden«, dvs. at den måde at fremdrage eller åbenbare væren på, som finder sted i teknikken, er en slags fastfrysning af virkeligheden som bestand, en måde ikke længere at genskabe det frie og åbne forhold til væren.

Derfor udgør teknikken en fare for menneskeheden.

Det er ikke i første omgang en fare, der angår vores udnyttelse af ressourcerne eller forureningen af miljøet. Faren angår mennesket selv i dets måde at være på. Hvis man kun ser excelark fra morgen til aften, ender man med at betragte alt omkring sig som muligt indhold i en kolonne. Det er et fattigt liv.

Men Heideggers kritik af teknikken kan ret oplagt tænkes videre.

Teknikkens Ge-stell kan dårligt nægtes at være blevet langt mere gennemgribende siden Heideggers tid. Det er ikke længere blot vandkraftværkerne og folkevognene, der præger vores måde at være til på i verden – det er også internettet, overvågningsteknologien og de gigantiske administrations- og distributionssystemer.

Undervejs er udvindingen og forbrændingen af naturens oplagrede energiforråd taget til i en grad, så det ikke længere er et spørgsmål om, hvornår lageret er brugt op, men hvad der sker med det liv, der skal leves i det lille, tynde opvarmede atmosfæriske lag, der omkranser kloden.

For at modvirke den fare, teknikken repræsenterer, må man ifølge Heidegger opspore en anden måde at fremdrage og gestalte det værende. (Det er her, den nostalgiske side af Heidegger har det med at blive en anelse sangvinsk. Vi skal altid tilbage til de gamle grækere for at finde en mere oprindelig betydning, som er gået tabt. Og der er altid et forfald i den moderne civilisation, der skal overvindes.)

Kunsten giver os en adgang til tingenes væren

Men hvori består da redningen?

Som nævnt er der en anden mulig retning at spore i den kunnen, der har sat sig i kulturen som teknikkens Ge-stell.

Den skabende frembringelse, som teknikken forvalter, kan også vise sig som kunst. I den indfinder menneskets afdækkende frembringelse af væren sig på en anden måde, digterisk hjemmehørende i verden, i stedet for abstrakt administrerende den.

Det er ikke særlig tydeligt, hvad det mere konkret er, kunsten skal udrette, men det har at gøre med at lade det virkelige fremtræde uden at skulle noget med det. At besinde sig på, at verden rummer spørgsmål og dimensioner, der ikke kan bestilles, og som ikke skal bruges til et eller andet formål.

I Kunstværkets oprindelse fra 1935 beskrev Heidegger berømt, hvordan det lykkedes Vincent van Gogh i et maleri at fremvise et par simple bondesko, som de »virkelig er«, dvs. som vi ikke har adgang til at se dem i vores hverdagslige brug og betragtning af dem.

Kunsten giver os en adgang til tingenes væren, som forbliver skjult for os i vores almindelige omgang med dem. Den giver os så at sige et perspektiv, som ikke ville kunne gives i nogen anden form, fordi den fremstiller væren, samtidig med at den lader den være.

Hvad kunsten kan lære os om klimaforandringerne, er i første omgang således muligvis, at vi nogle gange bare skal lade tingene være.

Måske behøver vi ikke fiske alle fiskene op, måske kunne vi godt lade Nordsøolien blive, hvor den er. Måske er det en god idé at lade nogle skove stå og kun besøge dem en gang imellem for at trække vejret eller klatre lidt i træerne. Det er bestemt ikke nogen dårlig lære. Men måske er der også en anden mulighed i kunsten, som Heidegger antyder.

Måske kan selve den skabelsesform, der findes i kunsten, give en stærkere fornemmelse af i det hele taget at kunne: At der kan indfinde sig opdagelser og opfindelser, der peger fremad, hvis vi kan ændre vores blik på verden og holde op med alene at betragte den (og hinanden) som bestand.

Der er et lidt pudsigt eksempel i Spørgsmålet om teknikken, der kan illustrere pointen. Heidegger karakteriserer den moderne tekniks afdækken af væren som en, der »stiller naturen over for det krav at levere energi, der kan gøres tilgængelig og oplagres som sådan«.

I modsætning til den moderne teknik står »den gamle vindmølle«, hvis vinger nok drejer i blæsten, men »ikke gør luftstrømmens energier tilgængelige for at oplagre dem«. Man bruger vindmøllens energi lige der og lige på det tidspunkt, hvor vingerne drejer.

Her godt et halvt århundrede senere er det tydeligt, at vindmøllerne kunne andet og mere, og at det bl.a. lige præcis er blevet et vigtigt spørgsmål, hvordan vi kan lagre den energi, de producerer.

Måske krævede den forandring i synet på energiressourcer, som vindmølleindustrien er udtryk for, netop en gentænkende åbning af den måde, det virkelige kan frembringes? Vinden er ikke en bestand, der kan bestilles og bruges op. Men måske kan vi netop derfor faktisk bruge den, samtidig med at vi i en væsentlig forstand lader den være?

Henrik Jøker Bjerre er lektor på Center for Anvendt Filosofi på Aalborg Universitet.

Serie

Informations intellektuelle klimakanon

Klimakampen er præget af ideer, og klimabevægelsen er formet af bøger, som har lært os at tænke over forholdet mellem mennesket og naturen på en ny måde. I denne sommerserie genanmelder Information klimabevægelsens klassikere, og vi genfortæller historierne om, hvordan de satte en ny politisk dagsorden.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • lars søgaard-jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Christian Mondrup
  • Kurt Svennevig Christensen
  • Stig Bøg
Søren Peter Langkjær Bojsen, lars søgaard-jensen, Niels Duus Nielsen, Christian Mondrup, Kurt Svennevig Christensen og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Svennevig Christensen

Jeg måtte købe papirudgaven (det er ikke nemt i Lemvig og omegn) og selvfølgelig blev jeg ikke skuffet. Når man læser Henrik Jøker Bjerre bliver man bare klogere - sådan er dét bare.