Læsetid: 6 min.

361 sider om svig, død, sammensværgelser – og hvidvaskning

Et ualmindeligt hårdt angreb på de Cavlingvindende journalister, der afslørede Danske Banks estiske hvidvask, er for tung læsning, mangler sine steder afgørende troværdighed og trækker for hårde konklusioner på et grundlag, der ikke altid forekommer rimeligt
Finansmanden Bill Browder er titlens troldmand, men også bogens utroværdige hovedskurk. Derfor undrer det, at forfatterne bruger ham som eneste kilde på et meget centralt punkt.

Finansmanden Bill Browder er titlens troldmand, men også bogens utroværdige hovedskurk. Derfor undrer det, at forfatterne bruger ham som eneste kilde på et meget centralt punkt.

Peter Nygaard Christensen

17. august 2019

Allerede før denne bogs udkomst startede diskussionerne mellem nogle af landets mest erfarne graverjournalister – nemlig bogens forfattere og Cavlingprisvinderne på Berlingske, som bogen angriber.

Titlen er Troldmanden og undertitlen: Historien om Danske Bank, hvidvask og manden, der bedrog verden.

Troldmanden er bedrageren, og han har et navn: Bill Browder – og i bogen beskyldes han for af egne kyniske grunde at have fodret Berlingskes prisbelønnede journalister med alt det vigtigste skyts. Som de naivt hoppede på og fuldstændig ukritisk videregav.

Lars Abild og Birgitte Dyrekilde: ’Troldmanden – historien om Danske Bank, hvidvask og manden, der bedrog verden’.

Med til at opflamme debatten de seneste dage i bl.a. Børsen, Berlingske, Politiken og Journalisten (branchens fagblad) har været et absolut barsk formuleret forord fra Flemming Rose, tidligere Jyllands-Posten-redaktør, som blev trykt i Børsen, inden bogen udkom i mandags. Her afleverer han et lammende skudsmål af Berlingskes årelange journalistik om Danske Bank-skandalen, der ifølge Rose er blevet udført med en fuldstændig ryggesløs amerikansk kapitalist som en slags føringsofficer og central kilde – uden at avisen meddelte nogen om det.

Angreb på de uangribelige

Det er virkelig artige beskyldninger – og naturligvis i journalistkredse talk-of-the-village – fordi netop denne Cavlingpris ved årsskiftet syntes så absolut uangribelig og umulig at komme udenom, da den blev uddelt.

Kort sagt kan man sige, at bogens påstand er, at Danske Banks skurkerolle i sagen om mulig hvidvask i den estiske filial blev groft overdrevet – med ’troldmanden’ Browder som hovedkilde – og dét til stor skade og risiko for både finanslivet og nationen, der ikke bør agere under stress på så farlige og løsagtige anklager.

I klondiketilstanden efter Sovjetunionens fald i 1990’erne blev Browders finansieringsselskab det nye Ruslands største investor, og det gjorde ham hovedrig. Men så kom han i søgelyset for skattesvindel, og hans nærmeste rådgiver blev fængslet og døde i et russisk fængsel.

Browder siger, han blev myrdet, fordi han var i færd med at afsløre dybtgående svindel i det russiske system, mens systemet selv idømte Browder ni års fængsel for skattefusk. Siden blev den tidligere storkapitalist kendt som den mest fremtrædende ’hvidvaskjæger’ på kloden, der blandt andet står bag den såkaldte Magnitskij-lovgivning, som sanktionerer pilrådne, korrupte russere og angiveligt har gjort Putin til hans dødsfjende.

Tung læsning

Ifølge bogen er det hele et setup for egen vinding – og hans verdensomspændende idealistiske image et tilsvarende bedrag – der skal aflede opmærksomheden fra Browders egne synder, kynisme og skatteunddragelser. Ind i den centrifuge kommer så Danske Bank, fordi Browder kan beskylde den estiske filial for at have hvidvasket stjålne penge – endda i forbindelse med sagen om hans, måske, myrdede partner. Bankens folk i København har i bedste fald ladet alt stå til – måske endda samtidig tjent store summer.

Man skal som almindelig læser – også som tidligere undersøgende journalist med sans for nødvendige detaljer – være mere end almindelig nærværende og tålmodig for at komme igennem de første to tredjedele af bogen. Disse knap 200 sider handler om Browders fortid og alle hans meritter – og de er bestemt ikke alle lige flatterende, som de fremstilles – og bygger angiveligt på både hans egne udsagn i et interview med bogens forfattere, hans egne refleksioner på skrift og en lang række andre, efterprøvede kilder.

Det vrimler med navne – rigtige mange lange og østeuropæiske, som man ikke kan huske fra hinanden, og som heller ikke står i den fire sider lange navnekildeliste bag i bogen – så man er indimellem noget på herrens mark. Det er forretningsforbindelser, revisorer, advokater, embedsmænd, politikere osv. – der alle har været indviklet i det spind af foretagsomhed, som forfatterne mener har formet »storkapitalisten og aktiehajen« Browder, hans »tankegang og forretningsmetoder«.

Det er helt klart, at man kunne have strammet dette lange indledningsparti op, og selv om grundighed synes at være drivkraften, gør det ikke læsningen til nogen nem sag. Man mærker forfatternes egen fornemmelse af problemet i de mange – og af og til fint skrevne – indledninger og personbeskrivelser af typen: » … kirsebærtræerne var små og blege, men solen mindede om, at det ikke længere var vinter. De gule forsytiaer blomstrede. Politiet trillede ned ad den stille Ellevadsvej i Charlottenlund ...« – eller: » … det kraftigt, kortplyssede hår fortalte sin egen historie. Dertil var han høj, slank og elegant og vidste, hvordan man klædte sig. Diskret, indflydelsesrigt. Flydende japansk talte han også.«

Uden dokumentation

Det er både hyggeligt, visuelt og underholdende, men løser jo ikke problemet med et løssluppent virvar af russiske navne som: Dubrovinskij, Gusinskij, Perepilitnij, Khodorkovskij Khairetdinov, Kutsnetsov osv.

Hvorom alt er: Ud af bestræbelserne folder sig en så absolut lumpen og lyssky person – der kan have snydt sin omverden for egen vinding – og det er i så fald denne person, der har snydt og i bogens sidste del fæstnes til Berlingske og de gravende Cavlingbelønnede reportere: Avisen har haft et afgørende tæt samarbejde med Browder forud for nogle helt afgørende afsløringer af transaktioner i Letland – anfører de to forfattere Abild og Dyrekilde – for eksempel da tallet på de mistænkelige summer i juli 2018 steg til 53 milliarder kroner.

På side 274 skriver bogens forfattere, at »de nye dokumenter, avisen havde fået, stammede direkte fra Browder« – men det dokumenteres ikke. To sider senere gentages denne anklage: »Han var i virkeligheden bagmanden for artiklerne, men det fik læserne ikke at vide« – og her underbygges anklagen med en højst besynderlig kilde, nemlig skurken, manipulatoren og troldmanden selv: »Til bogens forfattere fortalte Browder selv, at han specifikt mødtes med Eva Jung (Berlingskes journalist, red.) og overdrog hende materialet.«

Det er jo ikke godt nok – og også meget specielt – for hvordan kan man bruge den mand, der angiveligt lyver om alt, som sin egen kilde – på et så afgørende et sted? Og endda ikke selv se det?

Legitim lobbyisme?

Som læser af bogen er jeg ikke i tvivl om, at Browder er »som en dirigent med en taktstok« (s. 309) – altså en mester i den form for PR, som forfatterne kalder ’en cirkulær’ metodik: Først fodrer han pressen – og så bruger han pressens afsløringer til at opflamme politikerne – hvorefter pressen (og Browder) igen kan citere politikerne – men det er formentlig en helt legitim lobbyisme og indeholder i hvert fald ingen medfølgende beviser for, at han var avisens eneste afsæt eller kilde.

Det andet element i forordet og bogen – nemlig, at Berlingskes konklusioner på det fremskaffede kildemateriale blev fremført alt for bastant, idet avisen kaldte hver en trevl af bankens dubiøse transaktioner i Estland-filialen for ’hvidvask’ – kan man følge et vist stykke ad vejen. Begrebet har en klar undertone af, at der er foregået noget temmelig – muligvis groft – kriminelt, selv om ingen i kampens hede kunne vide, om alle de mistænkelige milliarder alle sammen var ’snavsede’.

En dybere tanke?

Således er vi tilbage ved bogens begyndelse – og Roses forord.

I en slags indledning (som må være skrevet af forfatterne) på siden lige efter titelbladet får læserne følgende oplysning: »Denne bog er alene finansieret af forfatterne«, efterfulgt af endnu en meget usædvanlig formulering: »Sparringspartner og forordsskribent Flemming Rose har frivilligt bidraget til bogens tilblivelse.« Jeg måtte især læse det sidste flere gange – og jeg læser det sådan set endnu – for hvad er alternativet til det udsagn: Rose fik bøjet armene om på ryggen, blev lagt i benlås og tvunget til at skrive forordet …?

Hvem skulle ellers have finansieret bogen? Den ene forfatter ejer forlaget. Og Rose skriver vel som en fri mand forordet? Man får den tanke, at det er et slip of the tongue – som kan være uskyldigt – men som også kan hænge sammen med, at der faktisk har været tænkt dybere om måden at opbygge det barske angreb på.

Rose er før blevet beskyldt for at være ’Ruslandsvenlig’ – også i den seneste disput af Browder – og måske frygter forlaget, at det vil blive bragt ind i debatten?

Eller også er jeg bare blevet påvirket af 361 sider om svig, død, sammensværgelser – og hvidvaskning.

Lars Abild og Birgitte Dyrekilde: ’Troldmanden – historien om Danske Bank, hvidvask og manden, der bedrog verden’. 320 sider. 299,95 kr. Forlaget Kontrovers

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
  • Oluf Husted
Peter Beck-Lauritzen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Bindesbøll

Tak til Erik Valeur for at anvende al sin normale og kritiske sans - og som vi andre har nydt godt af de sidste over 30+ år.

Synes umiddelbart denne bog virker meget "overeksponeret" også i sidste tids diskussioner i den danske presse.

Der synes at være tale om en sær form for meget snæver "diktomi", hvor forfatterene nu pludselig kun "vil" se Browder som den "ene" store synder.

Den kritiske kildekritik i bogen forstummer dermed til fordel for en i forvejen udstukket kurs. Det er for ringe en attitude. Der tages ejheller i bogen mere håndfast greb om de stadigt helt ubestridelige kendsgerninger, i vores dages "Putinstan"/Rusland:

- JO, folk DØR rent i fængslerne, som Magnitskij gjorde, især takket være næget lægehjælp;
- jo, både politiske og økonomiske "dissidenter" chikaneres, forfølges og bagvaskes på det groveste (eller myrdes, hjemme som i exil).
Propandaen mod samme dissidenter sker oftest vha af stadig meget dygtigt udførte gamle KGB-metoder af tilsvining og tilsyneladende "beviser", (indtil man borer nærmere ned i kilderne, for alvor)! Gentager igen: Dette er bogens hovedsvaghed.

Flemming Roses forord har også med god grund været genstand for debat og kritik. Det kan undre at Rose er så skråsikker, uden at han kan overhovedet relatere til kildernes troværdighed i bogen selv.
Bogen virker nærmest derfor som en sær art "kampskrift" mod(?) Vestens omsider og yderst velbehøvelige opvågnen overfor Putin-regimets regulære Mafia-metoder, sådan som de har været praktiseret i nu 20 år.

Bogens eensidige fokus på stort set kun at tilsvine Browder, frem for at tage stilling til realiteterne, som de foreligger, via mange og af hinanden ganske uafhængige kilder, tilføjede historikeren her, bliver dermed absolut "tung læsning", for at bruge Valerus ordvalg.

Måske omvendt også ganske letbenet - dermed ikke selv særlig troværdig.

Tilbage står, at Berlingskes Cavling-vindende graverhold absolut har meget at have deres dokumentation i. En dokumentation der - hvis nogen ellers skulle have glemt det - selvsagt også indgår i både danske og baltiske poltimyndigheders fortsatte arbejde bl.a. omkring hvidvask-skandalerne omkring Danske Bank.

Sandheden her skal nok komme frem, før eller siden. Og uanset denne bogs mærkværdige "fokus".
Putins Rusland er en Mafia-stat. både hvad angår mål & midler-. Det har Bill Browder intet ansvar for. Undskyld mig lige...

Caspar Milan Nielsen, Peter Beck-Lauritzen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Caspar Milan Nielsen

Mit problem med denne bog og særdeles Flemming Roses bidrag (og hans samarbejde, der rækker udefinerbart udover det lange forord), er at man henviser til kendelser fra det russiske retsvæsen, som værende en definitiv sandhed. Og herfra mener man at kunne skyde Bill Browder ned. Men ingen retskendelse fra Rusland kan gives nogen som helst form for troværdighed. Det ved selv den ellers ret så uvidende om Rusland. Intet sagt fra regeringen eller retsvæsenet, kan bruges til noget, og oftest, er det modsatte sagt, langt tættere på sandheden.

Jeg synes selvfølgelig at folk med magt, og i magtfulde positioner skal stilles i kritisk lys af journalister, såvel som borgere. Det gælder derfor Bill Browder. Og jeg accepterer at journalister, ligesom alle andre kan blive en del en flok-mentalitet.

I Danmark, som er et lille land, kører vi altid i selvsving når historierne drejer sig om os, men det er vel meget klart og dækker ikke nødvendigvis over dårlig journalistik.

Bare det at bogen ligger ud med at sige, at der er noget helt galt med denne “sag” eller historie, fordi Thomas Borgen ikke lever i sus og dus som en russisk zar, er nærmest grinagtigt.

Denne bog blev heldigvis købt til mig, hvilket jeg er glad for. Jeg synes ikke at den er pengene værd.

Thomas Bindesbøll

@ Caspar Milan Nielsen,

Meget enig med dig. Der er noget sært over denne bog og dens henvisninger til at stole på såkaldt "russiske retsdokumenter", al den stund bde kritiske russere og vi herovere i Vesten udmærket ved, belært af erfaringerne, at såkaldte "retsdokumenter" ger er en "by i Rusland", så at sige. Suk !

Nu lever vi desværre i endnu mere dulgte tider af muligheder for diverse "konspirationsteorier" - men snarere raffineret propaganda, afsendt ofte via diverse E-tjenester, hvilket ikke gør en ren bevisførelse mere nem. Men jeg har lige et strejf af noget mærkværdigt ved denne bog, og dens mærkelige "mål": At mistænkeliggøre både Browder samt de udmærkede graver-journalister på Berlingske. Hm...? "Qui Bono" ?

Nu har jeg selv - pga af mine egne erfaringer gennem 20 år+ med kritik af Putins Rusland - ikke så mange illusioner om foretaget "beskidt krigsførelse", både bogstaveligt og via cyberspace, herunder også dødstrusler. Men det hører ikke med i detaljer, slet ikke her på et åbent kommentarspor.

Sluttelig lige om Rose: Jeg har også undret mig over hans forord her, i denne bog. Omvendt vil jeg til hver en tid også tage hatten af for at just samme Rose -- modsat så mange andre "medie-snobber", (der svæver skyhøjt over vandene og aldrig svarer på henvendelser fra almindelige godtfolk) -- altid ønsker at være i dialog, også selv efter at man har kritiseret ham. Også voldsomt. Det skal han have credo for. Altid at svare høfligt, og søge dialogen... Husk også lige, at manden er udsat for permanente døds-trusler fra tossede tåber - af alle slags...

Men summa summarum: Denne bog er dybt mærkværdig...
Bill Browder vil - som jeg kender ham - sikkert komme med sit eget gode svar. Stol på det !

Denne Browder er en mystisk figur. Jeg stødte først på ham i dokumentaren "The Mignitsky Act - Behind the Scenes" som kan ses her
http://www.magnitskyact.com/
Lavet af Andrei Nekrasov. Der er et interview af ham her:
https://www.youtube.com/watch?v=qdA-ihI5vnI
Hans film skulle have været vist i EU-parlamentet men blev i sidste øjeblik taget af, hvorefter "The Magnitsky Act" blev vedtaget i parlamentet.
Senere opdagede jeg at Browder var med til at kaste lys på Danske Bank sagen. I sandhed en besynderlig historie.
Hvorfor - det kan man så spekulere over. Selv er jeg ikke overbevist om at Browder er en hædersmand. Det er ganske sandsynligt at han har snydt det russiske skattevæsen. Det har Magnitsky betalt prisen for - Han fremstår ganske vist også som lidt af en slyngel men det retfærdiggør da ikke manglende lægelig behandling.
Og nej jeg er ikke tilhænger af Putin. Jeg undrer mig bare for Nekrasov virker overbevisende og han er så vidt vides Putin kritisk. Der er noget der ikke stemmer her.

Og undskyld mig. Hvad er en konspirationsteori egentlig for en størrelse. At henføre al kritisk holdning til en konspiration er jo blot en måde at få lukket munden på andre.
Grundlaget for at gå i krig i Irak kan vel også betragtes som en konspirationsteori, den var fremstillet af magthaverne.Men her taler man ikke om en konspiration.

Men verden er besynderlig - Oh Dear
https://www.youtube.com/watch?v=Gak9xiU4cpA

Thomas Bindesbøll

@ Pia Nielsen

Husk, at der kører et meget mere sikkert slemt spil her, end nogen af os lige kan "dechiffere".

Dog er det en kendsgerning at arme Magnitskij døde i et usselt russisk fængsel, uden den behøvede lægehjælp.
Det synes som om dén barske kendsgerning er forvundet ud af seneste tids mange skriverier.
Sympatien bør derfor altid ligge hos ofrene, uanset alle rænkespil,
Ville jeg blot lige tilføje...