361 sider om svig, død, sammensværgelser – og hvidvaskning

Allerede før denne bogs udkomst startede diskussionerne mellem nogle af landets mest erfarne graverjournalister – nemlig bogens forfattere og Cavlingprisvinderne på Berlingske, som bogen angriber.

Titlen er Troldmanden og undertitlen: Historien om Danske Bank, hvidvask og manden, der bedrog verden.

Troldmanden er bedrageren, og han har et navn: Bill Browder – og i bogen beskyldes han for af egne kyniske grunde at have fodret Berlingskes prisbelønnede journalister med alt det vigtigste skyts. Som de naivt hoppede på og fuldstændig ukritisk videregav.

Med til at opflamme debatten de seneste dage i bl.a. Børsen, Berlingske, Politiken og Journalisten (branchens fagblad) har været et absolut barsk formuleret forord fra Flemming Rose, tidligere Jyllands-Posten-redaktør, som blev trykt i Børsen, inden bogen udkom i mandags. Her afleverer han et lammende skudsmål af Berlingskes årelange journalistik om Danske Bank-skandalen, der ifølge Rose er blevet udført med en fuldstændig ryggesløs amerikansk kapitalist som en slags føringsofficer og central kilde – uden at avisen meddelte nogen om det.

Angreb på de uangribelige

Det er virkelig artige beskyldninger – og naturligvis i journalistkredse talk-of-the-village – fordi netop denne Cavlingpris ved årsskiftet syntes så absolut uangribelig og umulig at komme udenom, da den blev uddelt.

Kort sagt kan man sige, at bogens påstand er, at Danske Banks skurkerolle i sagen om mulig hvidvask i den estiske filial blev groft overdrevet – med ’troldmanden’ Browder som hovedkilde – og dét til stor skade og risiko for både finanslivet og nationen, der ikke bør agere under stress på så farlige og løsagtige anklager.

I klondiketilstanden efter Sovjetunionens fald i 1990’erne blev Browders finansieringsselskab det nye Ruslands største investor, og det gjorde ham hovedrig. Men så kom han i søgelyset for skattesvindel, og hans nærmeste rådgiver blev fængslet og døde i et russisk fængsel.

Browder siger, han blev myrdet, fordi han var i færd med at afsløre dybtgående svindel i det russiske system, mens systemet selv idømte Browder ni års fængsel for skattefusk. Siden blev den tidligere storkapitalist kendt som den mest fremtrædende ’hvidvaskjæger’ på kloden, der blandt andet står bag den såkaldte Magnitskij-lovgivning, som sanktionerer pilrådne, korrupte russere og angiveligt har gjort Putin til hans dødsfjende.

Tung læsning

Ifølge bogen er det hele et setup for egen vinding – og hans verdensomspændende idealistiske image et tilsvarende bedrag – der skal aflede opmærksomheden fra Browders egne synder, kynisme og skatteunddragelser. Ind i den centrifuge kommer så Danske Bank, fordi Browder kan beskylde den estiske filial for at have hvidvasket stjålne penge – endda i forbindelse med sagen om hans, måske, myrdede partner. Bankens folk i København har i bedste fald ladet alt stå til – måske endda samtidig tjent store summer.

Man skal som almindelig læser – også som tidligere undersøgende journalist med sans for nødvendige detaljer – være mere end almindelig nærværende og tålmodig for at komme igennem de første to tredjedele af bogen. Disse knap 200 sider handler om Browders fortid og alle hans meritter – og de er bestemt ikke alle lige flatterende, som de fremstilles – og bygger angiveligt på både hans egne udsagn i et interview med bogens forfattere, hans egne refleksioner på skrift og en lang række andre, efterprøvede kilder.

Det vrimler med navne – rigtige mange lange og østeuropæiske, som man ikke kan huske fra hinanden, og som heller ikke står i den fire sider lange navnekildeliste bag i bogen – så man er indimellem noget på herrens mark. Det er forretningsforbindelser, revisorer, advokater, embedsmænd, politikere osv. – der alle har været indviklet i det spind af foretagsomhed, som forfatterne mener har formet »storkapitalisten og aktiehajen« Browder, hans »tankegang og forretningsmetoder«.

Det er helt klart, at man kunne have strammet dette lange indledningsparti op, og selv om grundighed synes at være drivkraften, gør det ikke læsningen til nogen nem sag. Man mærker forfatternes egen fornemmelse af problemet i de mange – og af og til fint skrevne – indledninger og personbeskrivelser af typen: » … kirsebærtræerne var små og blege, men solen mindede om, at det ikke længere var vinter. De gule forsytiaer blomstrede. Politiet trillede ned ad den stille Ellevadsvej i Charlottenlund ...« – eller: » … det kraftigt, kortplyssede hår fortalte sin egen historie. Dertil var han høj, slank og elegant og vidste, hvordan man klædte sig. Diskret, indflydelsesrigt. Flydende japansk talte han også.«

Uden dokumentation

Det er både hyggeligt, visuelt og underholdende, men løser jo ikke problemet med et løssluppent virvar af russiske navne som: Dubrovinskij, Gusinskij, Perepilitnij, Khodorkovskij Khairetdinov, Kutsnetsov osv.

Hvorom alt er: Ud af bestræbelserne folder sig en så absolut lumpen og lyssky person – der kan have snydt sin omverden for egen vinding – og det er i så fald denne person, der har snydt og i bogens sidste del fæstnes til Berlingske og de gravende Cavlingbelønnede reportere: Avisen har haft et afgørende tæt samarbejde med Browder forud for nogle helt afgørende afsløringer af transaktioner i Letland – anfører de to forfattere Abild og Dyrekilde – for eksempel da tallet på de mistænkelige summer i juli 2018 steg til 53 milliarder kroner.

På side 274 skriver bogens forfattere, at »de nye dokumenter, avisen havde fået, stammede direkte fra Browder« – men det dokumenteres ikke. To sider senere gentages denne anklage: »Han var i virkeligheden bagmanden for artiklerne, men det fik læserne ikke at vide« – og her underbygges anklagen med en højst besynderlig kilde, nemlig skurken, manipulatoren og troldmanden selv: »Til bogens forfattere fortalte Browder selv, at han specifikt mødtes med Eva Jung (Berlingskes journalist, red.) og overdrog hende materialet.«

Det er jo ikke godt nok – og også meget specielt – for hvordan kan man bruge den mand, der angiveligt lyver om alt, som sin egen kilde – på et så afgørende et sted? Og endda ikke selv se det?

Legitim lobbyisme?

Som læser af bogen er jeg ikke i tvivl om, at Browder er »som en dirigent med en taktstok« (s. 309) – altså en mester i den form for PR, som forfatterne kalder ’en cirkulær’ metodik: Først fodrer han pressen – og så bruger han pressens afsløringer til at opflamme politikerne – hvorefter pressen (og Browder) igen kan citere politikerne – men det er formentlig en helt legitim lobbyisme og indeholder i hvert fald ingen medfølgende beviser for, at han var avisens eneste afsæt eller kilde.

Det andet element i forordet og bogen – nemlig, at Berlingskes konklusioner på det fremskaffede kildemateriale blev fremført alt for bastant, idet avisen kaldte hver en trevl af bankens dubiøse transaktioner i Estland-filialen for ’hvidvask’ – kan man følge et vist stykke ad vejen. Begrebet har en klar undertone af, at der er foregået noget temmelig – muligvis groft – kriminelt, selv om ingen i kampens hede kunne vide, om alle de mistænkelige milliarder alle sammen var ’snavsede’.

En dybere tanke?

Således er vi tilbage ved bogens begyndelse – og Roses forord.

I en slags indledning (som må være skrevet af forfatterne) på siden lige efter titelbladet får læserne følgende oplysning: »Denne bog er alene finansieret af forfatterne«, efterfulgt af endnu en meget usædvanlig formulering: »Sparringspartner og forordsskribent Flemming Rose har frivilligt bidraget til bogens tilblivelse.« Jeg måtte især læse det sidste flere gange – og jeg læser det sådan set endnu – for hvad er alternativet til det udsagn: Rose fik bøjet armene om på ryggen, blev lagt i benlås og tvunget til at skrive forordet …?

Hvem skulle ellers have finansieret bogen? Den ene forfatter ejer forlaget. Og Rose skriver vel som en fri mand forordet? Man får den tanke, at det er et slip of the tongue – som kan være uskyldigt – men som også kan hænge sammen med, at der faktisk har været tænkt dybere om måden at opbygge det barske angreb på.

Rose er før blevet beskyldt for at være ’Ruslandsvenlig’ – også i den seneste disput af Browder – og måske frygter forlaget, at det vil blive bragt ind i debatten?

Eller også er jeg bare blevet påvirket af 361 sider om svig, død, sammensværgelser – og hvidvaskning.

Lars Abild og Birgitte Dyrekilde: ’Troldmanden – historien om Danske Bank, hvidvask og manden, der bedrog verden’. 320 sider. 299,95 kr. Forlaget Kontrovers