Film og tv-serier, der handler om ungdommen, handler aldrig bare om ungdommen.
Det skal man jo selvfølgelig sige, når man er en helt voksen tv-anmelder, der har tabt sit hjerte til high schoolen som ramme for eviggyldigt menneskeligt drama.
For et par år siden var det den norske ungdomsserie SKAM, som tog alle os voksenteenagere med storm ved at vise os den ungdom, vi hellere ville have haft.
Den nye amerikanske ungdomsserie Euphoria, som instruktøren Sam Levinson har skabt på baggrund af en israelsk ungdomsserie fra 2012 og krydret med egne erfaringer med blandt andet stofmisbrug, minder om SKAM, fordi den er radikalt menneskelig, poetisk og kompromisløs i sin solidaritet med de unge karakterer.
Og præcis som SKAM er den også gennemført æstetisk, fyldt med popkulturelle referencer og hypermusikalsk – sine steder grænsende til det musikvideopolerede, hvilket måske skyldes, at wonderboy-rapperen Drake er producer.
Men hvis SKAM var en person, var den en velnæret spejder med socialt sikkerhedsnet sammenlignet med Euphorias pilleslugende, ensomme outsider i Det Vilde Vesten anno 2019, hvor krisestemningen er til at tage at føle på.
Opioidkrise, klimakrise, maskulinitetskrise og identitetskrise. Foragt er måske det ord, der bedst opsummerer seriens grundfølelse over for det USA, den tegner et portræt af.
»But like, that’s America,« som hovedpersonen Rue lakonisk konstaterer allerede i første afsnit efter sin voice over-introduktion af seriens skurk, den populære Nate, som engang forsøgte at give hende finger på et dansegulv uden at få lov.
Det er en rå og mandsdomineret seksualitet – som regel ydmygende, nogle gange voldelig og fuldkommen socialt normaliseret – som er omdrejningspunktet i de unges liv. Og i seriens samfundskritik.
Euphoria tager sin begyndelse, da hovedpersonen og fortælleren Rue (intenst spillet af den tidligere barnestjerne Zendaya, der minder om en ung, mørk Heath Ledger) kommer hjem fra afvænning efter en overdosis.
En lynmontage fortæller os, at hun kom til verden i det blå skær fra tv-skærme, der viste tvillingetårnene styrte i grus igen og igen. Hun lider af angst og ocd og var allerede som otteårig »fucking exhausted«.
Rue ønsker intet mere end de to sekunders ingenting, hun føler, lige når rusen indtræffer. Det er det modsatte af eufori, det er selvmedicinering og mental overlevelse.
»Verden er ved at gå under, og jeg er ikke engang færdig med high school,« siger Rue til sin dealer og ven Fez, der selv er droppet ud for at tage sig af sin syge mor, sin lillebror og sin pushervirksomhed.
Uretfærdighed og ulighed er udgangspunktet, og Rue nærer ingen illusioner. Men så flytter en ny pastelfarvestrålende pige ved navn Jules til byen og ind i Rues kyniske hjerte.
Jules er transkønnet, hvilket behandles uden pædagogisk oplysende hurlumhej, men spiller en stor rolle i seriens udforskning af, hvordan forestillingen om, hvad en mand skal være, gør vold på unge mænd.
Rue og Jules’ gensidige fascination og venskab kærlighedsgrounder serien i en grad, så man som seer kan stå imod den kaskade af ubehagelige kønnede og seksuelle tematikker, der er i vente.
Vi taler slutshaming, hævnporno, stalking, internaliseret homofobi, voldtægt og partnervold, you name it.
Ikke siden Beverly Hills 90210 har en ungdomsserie prakket sine karakterer så mange problemer på, men i modsætning til Beverly og anden overmoralsk ungdoms-tv fra da mor var ung, stikker Euphorias pointer langt dybere.
Rape is still bad, men voldtægtsmændene er ikke monstrøse udefrakommende gerningsmænd. De er nogens far. De er nogens hovedperson.
Euphoria leverer noget så både moderne og retro som en strukturel kritik af et patriarkalsk middelklasseamerika.
Man mærker tydeligt, at serien vil chokere med sin eksplicitte nøgenhed (jævnfør de 30 nøgne penisser i afsnit 2) og den pågående realisme – eller urealisme, alt efter hvor optimistisk man tolker det – i sex- og overgrebsscenerne.
Måske vil Euphoria gerne være 2019-versionen af kultfilmen Kids, der skabte forældrefurore i 1995 med sit nihilistiske portræt af sex blandt en flok unge i New York, men jeg føler ikke, at seriens hardcore blik på den seksuelle (ungdoms)kultur er udtryk for simpel provokationslyst eller overfladisk moralisme.
Forargelsen rettes ikke mod de unge, men mod de unges nedarvede vilkår. Seksuelle krænkelser er så filmisk overbehandlede, så kedeligt genkendelige i vores fælles kulturelle bevidsthed, at vores (retfærdigheds)sanser trættes og lukker af. Indsæt selv standard voldtægtsscene.
Euphoria tager mig ved skuldrene og rusker liv i mig. Jeg tror, serien viser os de unge, kloge, sjove mennesker, der accepterer og navigerer i absurde sociale hierarkier og logikker for at holde et spejl op for vores sløve, undvigende normalisering af krænkelser.
Der hvor Euphoria i den grad giver SKAM-vibes er i dens humoristiske, knivskarpe og varme persontegninger, som demonstrerer, at serien forstår noget, som er meget sjældent i en højmoraliserende amerikansk ungdomsserietradition.
Nemlig at det ene ikke udelukker det andet. Man kan være offer og gerningsmand, liderlig og krænket, og man kan sælge sig selv, miste sig selv og vinde noget på samme tid, som det er tilfældet med bipersonen Kat, den tykke, sjove pige, der finder både selvtillid, nedværdigelse og bitcoins i sit arbejde som webcammodel for seksuelle freaks på internettet.
I en formidabel scene på et pigeværelse, hvor en venindeflok er samlet for at gøre sig klar til fest, deler Kat sine beskedne forventninger til aftenen og opsummerer på den måde perfekt Euphorias grundkritiske pointe:
»I’ll settle for like four corona lights and some non-rapey affection«
’Euphoria’, skabt af Sam Levinson baseret på en israelsk tv-serie af samme navn, HBO Nordic.
