Læsetid: 3 min.

Læst udefra: Gammel højreradikalisme på nye flasker

50 år efter sin død er Theodor W. Adorno aktuel med en bog, der tilsyneladende sætter ord på det seneste årtis højredrejning. Selv om analysen er fremsynet, har udgivelsen dog mest historisk interesse
31. august 2019

»En flaskepost til fremtiden.«

Sådan beskriver forlaget Suhrkamp en ny udgivelse af den ellers for længst afdøde Frankfurter-filosof Theodor W. Adorno under titlen Aspekte des neuen Rechtsradikalismus (Aspekter af den nye højreradikalisme).

Der er tale om et foredrag holdt i Wien i 1967, der hidtil kun har været tilgængelig som lydoptagelse, men som altså nu er blevet transskriberet og forsynet med et efterord af den prominente ekstremismeforsker med det uheldige navn Volker Weiß.

Sådan er bogen også blevet taget imod i den tyske presse: som et profetisk brev om højreradikalismens genkomst i det 21. århundredes Europa. Modtagelsen er hjulpet på vej af Weiß, der selv er forfatter til en meget omtalt bog om højrefløjens ’autoritære revolte’, og som i efterordet læser Adornos foredrag ind i denne samtidsanalyse.

Theodor W. Adorno: Aspekte des neuen Rechtsradikalismus. 86 sider. 10 euro. Suhrkamp

Saxo
Adorno selv var jøde og tilbragte under nazismen 15 år i eksil, hovedsageligt i USA, inden han i 1949 vendte tilbage til Vesttyskland. I foredraget analyserer han 1960’ernes fremblomstring af nye højreradikale tendenser.

Det var ikke mindst blevet aktuelt i 1964 med stiftelsen af NPD, Nationaldemokratische Partei Deutschlands, der i 1966-1967 blev valgt ind i flere vesttyske delstatsparlamenter.

For Adorno var det oplagt at holde denne nye højrebølge op mod nazismen og fremdrage ligheder og forskelle for at nå ind til kernen i det fascistiske projekt.

Det såkaldte nazikort var endnu ikke opfundet, og der var ikke noget odiøst i at forsøge at drage lære af også dette kapitel af historien. Især er der to træk, der går igen: nationalismen og propagandaen.

Symbolpolitik over ideologi

Det er et fællestræk for den gamle og den nye højrefløj, argumenterer taleren, at den nationalistiske ideologi altid fremstår bemærkelsesværdigt anakronistisk, ude af trit med sin tid.

Først når nationalismen »ikke længere er substantielt forankret i den objektive situation, antager den sin dæmoniske, sin virkelig destruktive karakter«.

I det øjeblik, nationen synes at have udspillet sin rolle i det internationale politiske spil, blusser nationalismen op som en feberhed blanding af tvivl og overbevisning. Her ses Adornos socialpsykologiske arv fra Freud: Den overdrevne hævdelse af nationens styrke er i virkeligheden en reaktion på dens afmagt.

Bevægelsernes egentlige indhold er dog ikke ideologien, men den propagandistiske praksis. I højreradikalismen erstattes mål med middel, hævder Adorno: Den politiske målsætning er ofte uklar og letudskiftelig, mens propagandaen er stilsikker, effektiv og et langt mere stabilt element i partidannelsen. Eller udtrykt på mere nutidig vis: Symbolpolitikken er ikke bare til pynt, men udgør bevægelsernes politiske substans.

Blandt de mest slående forskelle mellem den gamle og den nye radikalisme er til gengæld den lethed, hvormed antidemokratisme erstattes af demokratibegejstring. Det nye højre er ikke længere åbent autoritært:

»Tværtimod: Man påberåber sig altid det sande demokrati og fremstiller de andre som antidemokratiske.«

Men selv om man på det ideologiske niveau hylder demokrati og retsstat, forbliver den indre partiorganisation demagogisk, dvs. bygget op om den stærke partileder og stram hierarkisk orden.

Et historisk perspektiv

Hvis man skal motivforske i den begejstring, bogen har vakt, så giver den et fripas til at tale om forholdet mellem fortidens og nutidens højreradikalisme. Man kan dårligt beskylde en holocaustoverlever, der samtidig er en af det 20. århundredes største tyske samfundskritikere, for at være historieløs, når han drager parallel til nazismen blot to årtier efter dens fald. Og de træk, han bringer for dagen, lader sig let overføre på vores samtid.

Det er unægtelig vanskeligt ikke at lade sig gribe af bogens aktualitet: Punkt for punkt udpeger og dissekerer den tendenser, der kun forekommer alt for velkendte. Desværre stikker undersøgelsen ikke meget dybere end til strukturligheder i bevægelsernes organisation. Selv om Adornos specialitet ifølge Weiß er »sammenhængen mellem økonomi, samfund og subjektstruktur«, så begrænser den socioøkonomiske analyse sig til den noget luftige betragtning, at fascismens forudsætning er og forbliver »kapitalens dominerende koncentrationstendens«.

Det skal ikke ligge taleren til last, at han i et foredrag på en time i 1967 ikke leverede fortolkningsnøglen til vor tids nationalistisme. Men i forhold til den strøm af udgivelser, der de seneste år har diskuteret fænomenet, er der ikke meget nyt at finde i foredraget, når det kommer til at identificere de underliggende årsager og mekanismer.

Frem for alt giver bogen historisk perspektiv til nutidens debat og minder os om, at den ’nye’ højreradikalisme ikke kommer ud af ingenting, men har ligget som en permanent understrøm i kulturen siden krigen.

Theodor W. Adorno: 'Aspekte des neuen Rechtsradikalismus'. 86 sider. 10 euro. Suhrkamp

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Curt Sørensen
Curt Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu