Læsetid: 6 min.

Ny bog: Takket være retsmedicin har vi færre selvmord, færre trafikdrab og mindre vuggedød

Retsmedicin har i Danmark godt 100 år på bagen. I en øjenåbner af ny bog fortæller journalisten Jakob Kehlet om en lægelig disciplin, der konstant har taget farve af den historiske virkelighed, den udviklede sig i. Fra fattige kvinder, over besættelsestid og trafikdrab til narkodød og DNA-spor
Fattige børn i København omkring 1910. For 100 år siden var fattigdom kilde til en stor del af de drab, der blev begået. Og hovedparten af gerningsmændene var faktisk kvinder.

Fattige børn i København omkring 1910. For 100 år siden var fattigdom kilde til en stor del af de drab, der blev begået. Og hovedparten af gerningsmændene var faktisk kvinder.

Holger Damgaard

24. august 2019

Den 16. maj 1902 mistede en 22-årig kvinde livet uden for landsbyen Hjortshøj i Aarhus Kommune. Kvinden var blevet stukket i tindingen med en kniv og havde derefter fået halsen skåret over helt ind til nakkehvirvlerne.

Hun var blevet placeret siddende op ad et træ på en måde, der gav mistanke om, at mordet kunne være led i en rituel handling. Politiet havde imidlertid ikke travlt med at rykke ud, og først i midten af juni blev der foretaget en egentlig politiundersøgelse, hvor man – ikke overraskende – måtte konstatere, at der var få tekniske beviser i sagen.

Mordet figurerer stadig på listen over uopklarede drab i Danmark.

Jakob Kehlet: ’100 års retsmedicin – Til gavn for de levende’. 

Fire år senere gik det ikke meget bedre, da en 15-årig dreng blev fundet kvalt i et lille vandløb nær Hjortshøj.

Ligesom ved det foregående drab var gerningsstedet blevet ødelagt, da omkring 500 nysgerrige personer havde trampet rundt nær vandløbet i dagene efter mordet. Heller ikke dette drab blev opklaret.

Begyndelsen

Men sagerne gav anledning til stor utilfredshed med efterforskningen af drab i Danmark og resulterede i nedsættelsen af en statslig kommission. På justitsministerens initiativ blev der i 1911 indført et statspoliti, der kunne rykke ud til komplicerede sager.

Nogen tid efter besluttede Justitsministeriet, at den første stilling som retsmediciner eller statsobducent skulle oprettes ved Aarhus Kommunehospital. Stillingen blev besat i 1916, og det blev således startskuddet til lidt mere end 100 års retsmedicin i Danmarks næststørste by.

Historien om retsmedicinen i Aarhus bliver meget fint beskrevet i Jakob Kehlets bog Til gavn for de levende. Titlen henviser til det latinske ordsprog »Hic gaudet mors succurere vitae«, der frit oversat til dansk betyder: Her glæder døden sig over at hjælpe de levende.

Det gamle ordsprog står i dag over indgangen til sektionsstuerne i kælderetagen på Aarhus Universitetshospital. En vigtig pointe i bogen er, at denne hjælp ikke kun drejer sig om opklaring af drab, men også om mange andre ting.

Barnedrab

Men drab udgjorde i de første årtier den største arbejdsopgave for retsmedicinerne i Århus. Hovedgruppen af forbrydere var dog en anden end i dag, og det samme gjaldt ofrene. Den typiske gerningsmand var rent faktisk en kvinde, der havde slået et spædbarn ihjel. En tredjedel af alle obduktioner i perioden frem til 1930 angik døde børn.

Barnemorderskerne var som regel unge, ugifte kvinder fra samfundets laveste sociale lag. For de enlige kvinder var der ikke meget hjælp at få, når de først var blevet gravide. De kunne forvente fordømmelse fra omgivelserne og en fyreseddel fra arbejdsgiveren, hvis barnet kom til verden.

Men for de unge mødre kunne der være lidt assistance at hente hos retsmedicinerne. En del af retsmedicinernes sager om spædbørn drejede sig om tvivlstilfælde i form af dødfødte børn. Og her kunne en bestemt prøve betyde, at kvinderne undgik fængselsstraf.

Allerede i slutningen af 1600-tallet havde danskeren Thomas Bartholin opdaget, at lungevæv fra dødfødte børn ikke indeholder luft og synker til bunds, hvis det placeres i vand. Denne såkaldte svømmeprøve hjalp således kvinderne, der uretmæssigt blev anklaget for børnedrab. Metoden anvendes stadig den dag i dag.

Forholdene for de unge kvinder blev så småt bedre efter socialreformen i 1933 og med oprettelsen af Mødrehjælpen samt den første lov om svangerskabsafbrydelse (abort) i slutningen af 1930’erne. Barnemorderne forsvandt efterhånden næsten helt ud af statistikkerne, og i dag hører det heldigvis til undtagelserne, hvis statsobducenterne skal skære i et barnelig.

Krigen satte sit præg

I 1940’erne levede den typiske gerningsmand op til ordets semantik og var nu en mand. Skuddrab var den gængse forbrydelse. Den tyske besættelse af Danmark i 1940 satte sit præg på retsmedicinernes hverdag. Lægerne blev især travlt beskæftiget med de mange såkaldte stikkerlikvideringer foretaget af modstandsbevægelsen og de efterfølgende clearingmord udført af tyskerne som hævn for drabene på deres samarbejdspartnere.

I krigens to sidste år obducerede retsmedicinerne 78 skuddræbte personer i Aarhus. En mere restriktiv våbenlov efter besættelsen var med til at få skydevåben væk fra gaderne i Danmark. I dag er det relativt sjældent, at retsmedicinerne får rullet lig med skudhuller ind på obduktionsstuen.

Forebyggelse

I 1950’erne blev retsmedicinen i Aarhus præget af en mere aktivistisk linje, hvor lægerne søgte at forebygge dødsfald. Det gjaldt især en anden type drab, hvor gerningsmand og offer var identiske. Antallet af selvmord lå højt i Danmark, og retsmedicinerne kunne observere, at mange havde benyttet gas til den selvdestruktive handling. I denne periode fik danskerne bygas fra centrale gasværker, og denne gas indeholdt en høj procentdel kulilte.

Op gennem 1950’erne døde årligt mellem 300 og 400 danskere af kulilteforgiftning, de fleste som følge af selvmord, men også omkring 100 på grund af ulykker, hvor gassen var sivet ud i boligen. Retsmedicinerne kæmpede en lang kamp for at få kulilten fjernet fra bygassen, og i løbet af 1960’erne begyndte gasværkerne at levere en mindre sundhedsfarlig gas.

Trafikken

Et endnu større problem end kulilteforgiftninger blev trafikdrabene, der slog alle rekorder i 1970’erne. I 1971 toppede antallet af trafikdrab med 1.213 ofre. Til sammenligning har antallet i de senere år ligget på under 180, selv om der er mere end dobbelt så mange biler på vejene.

Retsmedicinerne fik mange af ofrene ind til obduktion, og lægerne begyndte sammen med politiet at udforske årsagerne til de mange trafikdrab. Der var i 1960’erne og 70’erne ingen hastighedsbegrænsninger, og man behøvede på ingen måde at være ædru for at sætte sig bag rattet. Samtidig var der en stor folkelig modstand mod brug af sikkerhedsseler. Mange mente, at der var større chance for at overleve en trafikulykke, hvis man blev kastet ud af bilen.

Politikerne tøvede med lovkrav om hastighedsgrænser, spirituskørsel og sikkerhedsseler. Først i 1976 kom der promillegrænser og krav om brug af sikkerhedssele på forsædet. Passagerne på bagsædet var således undtaget for reglen, og især for små børn var det ikke uden risiko.

I 1975 udgav Kate Runge fra Retsmedicinsk Institut i Århus et stort studie om 175 trafikdræbte børn, hvor hun demonstrerede, at der ikke var mange fordele ved at blive slynget ud gennem bilens forrude. Runges afhandling viste, at 40 procent af børnene sandsynligvis havde overlevet, hvis de havde haft sele på. Men først i 1990 vedtog Folketinget, at sikkerhedsseler på bagsæderne skulle være lovpligtige.

Narkodød og ny teknologi

Mens retsmedicinerne havde succes med at forebygge selvmord, trafikdrab og senere vuggedød, blev lige så gode resultater ikke opnået med stofmisbrugerne, der dukkede op i 1970’erne og 1980’erne. Trods retsmedicinsk forskning er antallet af narkotikadødsfald ikke blevet væsentlig mindre siden 1990’erne, hvor det kom op på cirka 250 årligt.

Til gengæld har retsmedicinerne i de senere år fået nye metoder til deres undersøgelser. I 1990’erne holdt DNA-testen for alvor sit indtog og har medført bedre chancer for at identificere ofre og forbrydere. Et lige så vigtigt redskab blev CT-skanneren, der gør det muligt at se detaljer, som kan være vanskelige at opdage ved almindelig obduktion. I dag er det rutine at CT-scanne alle lig inden obduktion.

Ikke meget ros og anerkendelse

Jakob Kehlet kommer godt rundt i retsmedicinens historie med blik for både forandringer og de lige linjer til nutiden. For dem, der kun kender til retsmedicinen fra filmens fortegnede verden, vil bogen være en øjenåbner. Bogen er godt disponeret med fokus på de centrale opgaver for retsmedicinerne i de forskellige perioder af historien.

Eneste indvending er, at læseren ikke får så meget at vide om de mandlige og kvindelige retsmedicinere og deres bevæggrunde for at vælge netop dette lægelige speciale. Det er et valg, der godt kan undre. De fleste mennesker vil nok betakke sig for årelangt arbejde med død i alle afskygninger kombineret med opgaver som intime undersøgelser af voldtægtsofre og mishandlede børn.

Dertil kommer, at ros og anerkendelse fra taknemmelige patienter eller pårørende ikke er del af retsmedicinernes dagligdag. Selv om bogen ikke giver svar på dette spørgsmål, ligger noget af forklaringen nok mellem linjerne: Arbejdet med de døde kan være til gavn for de levende.

Jesper Vaczy Kragh er seniorforsker og medicinsk historiker ved CoRe, Københavns Universitet og forfatter til bøgerne ’Psykiatriens historie i Danmark’ og ’Det hvide snit’.

Jakob Kehlet: ’100 års retsmedicin – Til gavn for de levende’. 220 sider. 199,95 kr. Aarhus: Århus Universitetsforlag.

Serie

1.417 danske drab i 25 år

Ny dansk forskning har kortlagt samtlige drab i Danmark hen over 25 år og giver unik viden om, hvem der bliver dræbt, hvorfor og hvordan. Information går bag om tallene i en serie artikler om ofre, gerningsmænd og de mennesker, der arbejder med at opklare drab.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu