Læsetid: 3 min.

Har vi stadig brug for suverænitet?

Den italienske parlamentariker og filosof Carlo Galli taler i ny bog for en rehabilitering af suverænitetsbegrebet. Projektet er nødvendigt og tilføjer vigtige nuancer til vores forståelse af tidens politiske kriser
17. august 2019

Suverænitetsbegrebet stod engang helt centralt i vores forståelse af alt, der har med politik at gøre. Født af de religiøse konflikter i Europa og defineret af den politiske filosofis største skikkelser, Jean Bodin, Thomas Hobbes og Jean-Jacques Rousseau, har dets funktion altid været at indfange det, der betinger eksistensen af en politisk enhed men også det, der giver legitimitet til denne enheds love.

Carlo Galli: ’Sovranità’. 

Siden Den Kolde Krig er begrebet dog i stigende grad gledet ud af det politiske sprog. I en globaliseret verden, hvor økonomiske og juridiske netværk definerer og skaber vores politiske virkelighed på tværs af forgange tiders statslige skel, har forestillingen om én identificerbar suveræn som ophav til enhed og lov haft særdeles trange kår.

En ny definition

Carlo Galli forsøger med sit lille skrift Sovranità at imødegå denne udvikling, ikke mindst set i lyset af de seneste års politiske omvæltninger. Uagtet de indvendinger, man kunne have til brugen af udtryk som ’folk’ og ’nation’, synes de unægteligt at knytte an til en forestilling om en suveræn enhed. En enhed, der giver legitimitet til politiske beslutninger, og som definerer identiteten af et fællesskab gennem historien.

Galli påpeger dog, at suveræniteten indeholder en betydelig tvetydighed. For selv om den på den ene side skal give stabilitet og enhed, så rummer den altid muligheden for revolution. En revolution, hvor den politiske enhed formes og giver sig selv mulighed for at skabe sine egne love. Derfor er både barokkens absolutte monarker og Den Franske Revolution udtryk for suverænitet.

Men hvor en venstreorienteret tendens de senere år noget overraskende har overtaget Carl Schmitts begreb om suveræniteten, så viser Galli, at den forestilling man finder her, er både ensidig og historisk tvivlsom. Suveræniteten er ikke kun evnen til at indføre den (revolutionære) undtagelsestilstand, som Schmitt hævder. Den er også betingelsen for stabilitet og kontinuitet i lovgivningen.

For Galli skal suveræniteten derfor forstås som et politisk legemes evne til selv at strukturere de relationer, der gælder mellem dets medlemmer. I denne definition forudsættes eksistensen af det ’politiske legeme’. Dermed er det klart, at det aspekt af suveræniteten, der drejer sig om at blive et ’politisk subjekt’ gennem revolutionen nedtones.

Suveræniteten skal ikke først og fremmest fungere som et ideal for politisk mobilisering. Derimod er målet at skaffe et bedre blik for den rolle suveræniteten faktisk spiller samt dens mulige fremtid.

Suverænitetens fremtid

Suverænitetens tilbagetog fra den politiske scene skyldes primært to ting: transstatslige juridiske instanser og en globaliseret økonomi. Begge har betydet, at det ikke længere er entydigt, hvorfra den struktur, der bestemmer individernes indbyrdes forhold, stammer.

Menneskerettighedernes sejrstog efter Anden Verdenskrig har f.eks. muliggjort, at man krænker selvstændige staters suverænitet. Det kan lade sig gøre, når man forudsætter, at der findes et andet fællesskab, der trumfer det statslige, nemlig det fællesskab, der inkluderer hele menneskeheden. Den lokale suverænitet betragtes altid som en potentiel trussel mod et individ, der ikke først og fremmest er borger, men menneske.

Derudover har en globaliseret økonomi krævet, at statslig lovgivning ikke begrænser udvekslingen af varer. Som det teoretiske grundlag for denne udvikling finder man den liberale idé om, at individernes frie konkurrence i virkeligheden er det, der sikrer alle fred og velstand.

Men disse udviklinger har ikke gjort, at suveræniteten er forsvundet. De har snarere medført, at suveræniteten trænges op i et hjørne: Når magthaverne i dag træffer egentlige beslutninger, så befinder de sig ofte på kanten af det lovlige. På denne måde giver suverænitetens tilbagetrækning på paradoksal vis anledning til flere arbitrære, ’suveræne’ beslutninger. Suveræniteten er stadig til stede, men trængt.

Gallis bidrag til forståelsen af denne krise er tiltrængt, fordi han viser, at kravet om suverænitet udtrykker et behov for beskyttelse mod den totale mobilitet et globalt marked medfører.

Problemet er selvfølgelig, at dette behov manipuleres af politiske ledere. For Galli er det afgørende derfor også at befri suveræniteten fra en opportunistisk højrefløj, fordi det kun er sådan, at vi får mulighed for at forstå, hvad der egentlig er på spil i dag.

Hvorvidt hans egne forslag til f.eks. en reform af EU er tilstrækkelige eller endda mulige er så en anden og måske mindre vigtig sag.

Carlo Galli: ’Sovranità’. 154 sider. 12 euro. Il mulino.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu