Læsetid: 6 min.

Idehistorie: Da Askov var Danmarks anden hovedstad

Ove Korsgaard giver i bogen ’Strejftog i højskolernes idéhistorie’ fine rids af betydende højskolefolk – og så leger han bogen igennem med den tanke, at højskolen anno 2019 måske oplever en ny vækkelse
28. september 2019

I cirka 100 år havde Danmark to kulturelle hovedstæder. Fra 1865 til 1968 var Askov et lærdomscenter for dansk landbokultur, mens København var det for bykulturen. Det lyder garanteret helt absurd i de flestes ører. Askov! Hvor ligger det henne? Hvad pokker er det?

Askov ligger i det sydlige Jylland, lige på den nordlige side af den gamle grænse ved Kongeåen. Og siger man ’Askov’, mener man Askov Højskole.

Kroningen af Askov til kulturel hovedstad kommer fra historikeren Ove Korsgaard. Det er spidsformuleret, javist, men det hjælper til at forstå, hvor meget Danmark har flyttet sig, og hvor meget den intellektuelle bondekultur er forsvundet, assimileret ind i et større, bredere og alt andet lige mere kompliceret ekspertsamfund.

Den danske højskole fejrer 175-års jubilæum, og i den anledning har Ove Korsgaard skrevet institutionens idéhistorie. Og tænk sig, de skoler, der blev oprettet fra 1844 og frem, er meget tættere på Den Franske Revolution, end de er på os. Det er en imponerende historisk bane at kunne tegne.

Vågn op!

Højskolens idéhistorie bliver fortalt på 70 sider. Så Korsgaard vælger ’vækkelsen’ som prisme for de mange skoler og personer. Han demonstrerer, hvordan der med Christen Kold blev etableret en vækkelsespædagogik ud fra devisen ’Vågn op! Du skal ændre dit liv’. Den tilgang formede de tidlige skoler og har aldrig forladt skoleformen.

Ove Korsgaard: ’Strejftog i højskolernes idéhistorie’.

I konkurrencestaten forstår en række skoler sig gerne som frirum og ’safe space’, hvor et nyt og anderledes opvakt selvforhold kan etableres. 2010’ernes ’Find det, du er god til’-kampagner handler netop om at vågne.

Leg med dig selv, find ind til, hvad der trigger netop dig, find din egen plads i det store samfundsmaskineri uden at blive en bleg kopi af de eksisterende kategorier.

Der bliver skåret igennem og udpeget fire vækkelser, der har formet højskolen, men som også er nøgler til hele Danmarks historie.

For Højskoler og for hele landet blev den nationale vækkelse i 1864 afgørende. Og det samme gjorde den demokratiske vækkelse i 1940 samt ungdomsoprørets vækkelse i 1968. Og måske lever vi i en tid med nye vækkelser.

Bogen er en skarp lille politisk danmarkshistorie. Selvfølgelig med et helt snævert sigte, men ihukommende vores udfordringer med det nationale i dag, så er højskolens fire vækkelser virkelig gode at forstå danmarkshistorie ud fra.

Korsgaard ejer et stort forråd af velvalgte citater, som turneres godt. Der er et dejligt overskud, som gør, at alle højskolens mange stemmer kommer frem. Bevares, det er en lille bog, et strejftog, som Korsgaard kalder det, men den klæder sin læser godt på.

Korsgaard er god til at markere, hvordan vækkelser hænger sammen med trusler. De første to vækkelser var reaktioner mod en tysk trussel, den tredje vækkelse, ungdomsoprørets, lever stadig. I 1968 var det et generelt oprør mod et forstenet samfund, i dag retter oprøret sig mod konkurrencestaten – en skattet trussel blandt højskolefolket. Og måske er højskolen på vej ind i en ny vækkelse.

Korsgaard observerer i hvert fald et tydeligt ryk mod klimaaktivisme og bæredygtighed blandt højskolerne. Vores nuværende civilisation er de nye tyskere.

Den nationale vækkelse

Fra 1864 og frem tjente de danske højskoler som en beholder for genforeningshåbet: at de 200.000 dansksindede slesvigere kunne komme hjem igen.

Skolerne var hyperaktive nationsbyggere. Man brugte al energi på at oplade begrebet ’folk’ med betydning, man skabte gennem sang og undervisning det indhold, nationalstaten savnede, og gennem fælles aktiviteter den rytme og fornemmelse af samhørighed, der lå som påstand i begrebet om et folk.

Gymnastikkens indtog i højskolen et godt eksempel. ’Formgivende øvelser’, der ikke alene formede individers kroppe, men også samfundskroppen. Folkelig, fordi den inddrog alle, indebar et foreningsliv og byggede på en frivillighedens pædagogik. Den var lighedsorienteret, fremtidsorienteret og dermed nationalt ’kittende’. Man måtte disciplinere sig selv i krop og ånd for at kunne integrere sig i et større fællesskab på passende vis.

Gymnastik var noget, man kunne samle sig om. Højskoler var og er ’samlingsskoler’. I dag samler man sig om teater, politik eller biodiversitet – men det er stadig frivillighedens pædagogik, der hersker.

Den demokratiske vækkelse

Hal Koch, et af højskolens største navne, stod i 1946 bag oprettelsen af Krogerup Højskole og indvarslede med sit skrift Hvad er demokrati? fra 1945 et fokus på demokrati. Man kan nemt forledes til at tro, at demokrati er en del af den danske højskoles dna, men det er det ikke. Folkelighed har en mulig sammenhæng med demokrati, ja, det er på sæt og vis et grundlag for demokrati.

Som Korsgaard så nøje får det formuleret, så betragtede højskolerne en national-kulturel livsform som en nødvendig forudsætning for en demokratisk styreform. Og i de første 100 år af højskolens virke handlede skolelivet om at styrke dansk sprog og kultur, ikke at promovere en bestemt styreform.

Man ser det af fagene: dansk litteratur, dansk historie, dansk kunst, danske sange. Dyrkelsen af det nationale var på mange måder en helt naturlig og frem for alt tilstrækkelig vej til demokrati som styreform.

Anden Verdenskrig og nazismens regime hos den store nabo i syd viste, at det var en naiv tanke. Det nationale fører mange steder hen. Kochs store indsats bestod i at give det demokratisk levede liv sin egen værdi, løsrevet fra den nationale kultur. Det var ikke altid en indlysende værdi, og for en række højskoler blev et demokratisk levet liv noget, man kunne arbejde på at vække folk til.

Ungdomsoprørets vækkelse

I 1968 ophørte landbrugsundervisningen på Vallekilde Højskole. Og Askov, landbokulturens lærdomsborg, gik under i stridigheder om højskolesyn i kølvandet på 1968. Krav om medbestemmelse og helt anderledes eksperimenterende skoleliv sad fast i halsen.

Højskoler havde alle dage været liberale og samfundskritiske, men højskolens forvandling fra 1968 og frem siger meget om, hvad det særlige ved 1968 var. Samfundskritik på højskoler var ikke nyt, men at samfundskritik skulle føre til ændringer i praksis – altså lige her og nu – det var nyt og ikke videre behageligt.

Kønsopdelingen ophørte, de finkulturelle fag med litteraturen i centrum blev løbet over ende af fag, hvor man skabte med hænderne og med kroppen. Det er fundamentalt morsomt, når Korsgaard kort gennemgår, hvordan mødet med yoga som fag kastede større grundlagsdiskussioner af sig.

Poesi og fremtid

Bogen giver fine rids af betydende højskolefolk. Christen Kold, Hal Koch, Kaj Thaning og mange andre rundes lige, så man får en fornemmelse af de mange stemmer i en lang historie. Og Grundtvig fylder selvfølgelig mest.

Udspændt mellem historie og poesi handler vækkelse måske om at skabe på baggrund af en kendt historie. For Grundtvig handlede ’historie’ om at blive opmærksom på den historiske sammenhæng, vi indgår i, at vi bliver leveret begreber og tænkemåder. Enten som en forpligtelse, som noget, vi må leve op til (1864: national enhed), eller som en forbandelse, som noget, vi må prøve at undslippe (2019: fossil civilisation).

Poesi handlede for Grundtvig og for mange skoler den dag i dag om en pædagogik, der er åben for fremtiden, som tør eksperimentere med, hvad den enkeltes handlinger skal være, og hvordan de kan forbindes med mig. Poesien inviterer til et skabende forhold til sin omverden, ikke blot at læne sig tilbage og resignere over for historien, men at indgå i en levende vekselvirkning med den.

Ove Korsgaard leger bogen igennem med en tanke om, at højskolen anno 2019 måske oplever en ny vækkelse. At man ikke blot resignerer over for historien. Man får endda fornemmelsen af, at det ikke ville være så skidt for skoleformen at få noget mere vækkelse ind i sig.

Det, som Korsgaard for alvor frygter, er, at højskoler taber sansen for et idégrundlag og blot bliver væresteder. Højskolelever efterspørger ikke længere landbrugsfærdigheder, men at naturen er på vej tilbage som dannelseshorisont kommer ingen uden om. Måske en fjerde vækkelse er på vej?

Ove Korsgaard: ’Strejftog i højskolernes idéhistorie’. 196 sider. 149 kroner. FFD’s forlag

Vestjyllands Højskole er en pioner inden for bæredygtighed. Skolen er kendt for sit grønne køkken med økologiske råvarer, der bl.a. stammer fra skolens egen ’forundringshave’, som er blevet en lokal attraktion, og som delvis passes af frivillige fra lokalområdet.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Klüver
  • Ejvind Larsen
Per Klüver og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu