Søvnen er kommet på den samfundsmæssige dagsorden. På få år er spørgsmålet om, hvordan vi sover, gået fra at være et rent privat anliggende til at blive et centralt emne for debatindlæg, sundhedstips og selvhjælpsbøger.
På den måde er det et veltimet indlæg, som det danske forlag Antipyrine har udsendt med oversættelsen af den amerikanske kunstkritiker Jonathan Crarys 24/7 – Senkapitalismen og angrebene på søvnen.
Bogens grundlæggende budskab er, at vores søvn er truet af den måde, økonomi og arbejdsliv er indrettet på i det kapitalistiske samfund, hvor den konstante aktivitet og tilslutning ikke giver megen plads til den form for hvile og afkobling, som søvnen repræsenterer.
For Jonathan Crary har den kapitalistiske produktionsmåde lige fra sin spæde begyndelse i 1700-tallets engelske dampvæverier været karakteriseret ved et forsøg på at kontrollere tiden. Som f.eks. E.P. Thompson har beskrevet, var konstruktionen af den moderne form for arbejde med faste, rutinerede arbejdstider styret af uret ikke nogen naturlig udvikling, men snarere en radikal innovation, det krævede en historisk indsat at konstruere.
Kampen om søvnen
Denne nye form for industrialiseret tid betød et radikalt brud med den traditionelle tidsopfattelse, styret af døgnets rytmer og årstidernes skiften. Hvis den nye form for industrielle produktion skulle fungere, måtte disse former for biologiske rytmer imidlertid overvindes og erstattes med et nyt tidsregime.
Jonathan Crary: ’24/7 – Senkapitalismen og angrebene på søvnen’.
Denne udvikling stoppede imidlertid ikke ved industrialiseringen. Snarere har kontrollen over tiden været et konstant element i udviklingen af kapitalismen.
Efterhånden som udviklingen af masseforbrug og kommunikationsteknologi har ændret økonomien, er det i dag ikke bare produktion, der er centralt i denne styring af tiden, men også muligheden for at forbruge eller tilgå information.
I løbet af de seneste årtier har de økonomiske aktiviteter – hvad enten der er tale om at gå på arbejde eller at shoppe spredt sig fra tidsligt og rumligt afgrænsede sfærer ud i hele samfundet. Butikkerne har altid åbent, om ikke andet så på nettet, og arbejdstiden ligger for mange spredt ud over døgnets timer.
Nedbrydning af grænser
Den tilstand, som Crary beskriver som ’24/7’, handler ikke om, at arbejdet eller økonomisk aktivitet har overtaget alle døgnets timer. Det handler snarere om, at de økonomiske aktiviteter har nedbrudt de grænser, der bandt dem til særlige tidsrum, og at man nu potentielt altid kan arbejde, altid kan være tilkoblet.
I denne tilstand af konstant, potentiel tilkobling kommer søvnen til at udgøre et potentielt problem. For med sin passive og biologisk bestemte tilstand udgør søvnen den ultimative grænse for kapitalistisk kontrol.
De syv-otte timer, vi sover, er den eneste del af døgnet, som stædigt undslår sig en kolonisering af økonomisk, produktiv aktivitet. Derfor er søvnen den ultimative grænse for den kapitalistiske produktion, og derfor er søvnen under 24/7-kapitalismen under konstante angreb fra forsøg på at underlægge denne uproduktive tid økonomiske logikker.
Disse forsøg strækker sig fra syrede science fiction fantasier om spejlsatellitter, der skulle give konstant dagslys, til vore dages manipulation af vores opmærksomhed og vågenhed fra techgiganter og sociale medier.
I beskrivelse af 24/7-periodens logik trækker Crary især på Gilles Deleuzes berømte mini-essay om kontrolsamfundet. I dette beskriver Deleuze, hvordan den form for disciplinær logik, som Foucault beskrev som bestemmende i det moderne samfund, hvor mennesket blev styret via institutioner som skolen, fængslet eller fabrikken, er under opløsning.
I stedet for disse institutioner, som kan styre og overvåge individerne inden for deres afgrænsede mure, mener Deleuze, at vi bevæger os mod et kontrolsamfund, hvor overvågning og styring spreder sig til hele samfundet.
Dette betyder for Crary, at mens vi i de seneste årtier er sluppet ud af nogle af de mest begrænsende og undertrykkende aspekter ved den traditionelle skole, arbejdsplads eller familie, har vi samtidig måttet sige farvel til det overvågningsfrie frirum, der eksisterede, når vi ikke befandt os inden for nogle af disse institutioners rammer.
I stedet spreder instititutionernes logik sig ind i alle dele af vores liv og invaderer selv de mest biologiske og private sfærer, som søvnen ellers har udgjort. For Crary er diagnosen klar: »Der findes ingen mulig harmonisering mellem faktiske levende væsner og 24/7-kapitalismens krav.«
Analysens begrænsninger
Det er velgørende og relevant, at Crary – i modsætning til meget andet søvnlitteratur – forsøger at koble spørgsmålet om, hvordan vi sover, til måden, hvorpå vores økonomi og samfund er struktureret. Problemet med analysen er, at den trods denne ambition ikke leverer nogen specielt klar analyse af kapitalismen, eller hvad titlens ’senkapitalisme’ faktisk indebærer.
Ordet sen-kapitalisme, som med den sen-romerske periode, peger på dekadens, undergang og, måske, en snarlig afløsning af en ny periode. Det var implikationerne, da Ernest Mandel og Jürgen Habermas brugte ordet i 1970’erne. Og det er sikkert den samme fornemmelse af undergang og dekadence, der har gjort, at senkapitalisme de seneste år er begyndt at poppe op i fashionable magasiner som Atlantic eller The New Yorker.
En sådan fornemmelse kan virke velbegrundet i en periode med stigende ulighed og politisk sammenbrud. Problemet er imidlertid, at det aldrig bliver klart, hvad Jonathan Crary præcis mener, definerer senkapitalisme i forhold til tidligere former for kapitalisme.
Dermed er det også så som så med analysen af samtiden, hvor kritikken synes mere fokuseret på nye teknologier og kulturprodukter end på økonomiske strukturer. Dette skaber en række problemer for analysen og gør, at Crary får svært ved at skelne mellem væsentlige strukturelle ændringer og mere flygtige kulturelle modefænomener. Dermed får teksten sine steder mere karakter af en kulturkonservativ kritik af teknologi og kulturelt forfald end af kapitalismekritik.
Denne analytiske svaghed, hvor kapitalisme grundlæggende tænkes som alt, hvad der er galt med det moderne samfund, viser sig også ved, at bogen sine steder allerede virker bedaget.
For på nogle måder synes kapitalismens forhold til søvnen at have ændret sig, siden den engelske udgave af bogen udkom i 2014. For hvor Crary dengang sikkert havde ret i, at søvnen primært blev tænkt som et problem, der skulle overkommes og minimeres i produktivitetens navn, har situationen ændret sig i de seneste år. Her har vi set en ny opmærksomhed på betydningen af søvnen for vores generelle sundshedstilstand, både hvad angår længden og kvaliteten af søvn.
Kvalitetssøvn som brand
Vi har set en bølge af selvhjælpsbøger og sundhedstips, der skal hjælpe folk til at optimere deres søvn, og idealet har ændret sig fra at sove mindst muligt til at få otte timers kvalitetssøvn. I et tema om søvn i Politiken i juli kunne reklamedirektøren Frederik Preisler fortælle om, hvordan der nu er status i at sove godt og længe, og techoligarker som Bill Gates og Jeff Bezos fortæller i dag åbent om, hvordan de sørger for at få rigeligt søvn.
Denne form for nylige søvn- og sundhedsoptimering er hverken mere eller mindre kapitalistisk end den tidligere minimering af søvnen. Men den viser, hvordan kapitalismen er et meget fleksibelt system, der med sit simple krav om profit på investeringer er i stand til at tilpasse sig en lang række former for livsformer.
Den fungerer med arbejdskraft, der forsøger at sove så lidt som muligt, og med arbejdskraft, der forsøger at få den optimale ottetimersnat. Så længe de møder på arbejde og gør, hvad der bliver sagt, kan systemet fungere fint. Crary er ikke unik i sin i forveksling af kulturelle overfladefænomener med dybe strukturer i kapitalismen. Men det viser nogle af problemerne med at forsøge at analysere kapitalismens logik uden at tage den politiske økonomi alvorligt.
Jonathan Crary: ’24/7 – Senkapitalismen og angrebene på søvnen’. 143 sider. 159,95 kr. Antipyrine
"Vi har set en bølge af selvhjælpsbøger og sundhedstips, der skal hjælpe folk til at optimere deres søvn, og idealet har ændret sig fra at sove mindst muligt til at få otte timers kvalitetssøvn. I et tema om søvn i Politiken i juli kunne reklamedirektøren Frederik Preisler fortælle om, hvordan der nu er status i at sove godt og længe, og techoligarker som Bill Gates og Jeff Bezos fortæller i dag åbent om, hvordan de sørger for at få rigeligt søvn.
Denne form for nylige søvn- og sundhedsoptimering er hverken mere eller mindre kapitalistisk end den tidligere minimering af søvnen"
Er det nu helt rigtigt - eller er det nye fokus på søvnen måske endnu et trick til at overtale folk til nødvendigheden af smart-dimser, smart-watches og diverse apps, således at menneskeheden nu frivilligt afgiver selv søvnens frihed til overvågningskapitalisternes privatlivsrøveri - som er er vore dages samfunds-, privatlivs og demokratiødelæggende guldminer? Så det afgørende ikke mere er at møde på arbejde, men at selv søvnen nu er en form for "arbejdsydelse", som overvågningskapitalismens giganter (herunder medicinalindustrien) høster guld og magt på. I så fald er vi nu selv ind i søvnen reducerede til dataslaver for tech-herremændene. Vi er på arbejde, selv når vi sover... vi ved det bare ikke. I "gamle dage" vidste vi i det mindste, når vi var på arbejde.
Måske Shoshana Zuboff har bedre fat om emnet end både den anmeldte bog og anmelderen...
Anne Marie Krogsbøll har en klar pointe i at der istedet er sket en kapitalisering af søvnen; den er blevet en vare, som kan trimmes og konfigureres, plejes og passes og fintunes vha. dyrt indkøbte produkter. Søvn som statusobjekt, symbol på den realiserede, individuelle lykke.
Vi har som de organismer (dyr), vi er, brug for søvn. Det er der ikke noget kapitalistisk i.
Problemet er de elektroniske dimser, vi allerede har købt, og at vi er "på" i stedet for at sove.
Det er ikke altid "konkurrencesamfundets" skyld, at vi får stress.
Søvn nok er et stærkt mentalt forsvar mod stress.
Rikke Nielsen:
Jeg ved ikke, om jeg helt forstår din kommentar. Men problemet er, at overvågningskapitalisterne først har brugt vore stjålne privatlivsdata til at profilere os, og ud fra disse profiler manipulerer de os - i samarbejde med skruppelløse adfærdspsykologer - for at fastholde vores opmærksomhed døgnet rundt, langt ud over hvad hjernen er gearet til, og med søvnproblemer til følge. Og nu er samme overvågningskapitalister så i gang med at bearbejde befolkningen til, at man er nødt til at have endnu flere dimser - smart-watches med søvn-apps og andre apps som måler og vejer os, også mens vi sover, med det påståede formål at hjælpe os med at forbedre vores søvn. Men det egentlige formål er at intensivere overvågningen af os, og tjene penge på os selv i søvnen. For data er mere værd end guld. Disse data ryger ud til diverse tech-giganter og tilknyttede 3. parter, hvor de raffineres til yderligere profilering, som så bruges til at gøre det endnu sværere for os at gå i seng og sove uden dimser.
Så først stjæler man vore privatliv, så manipulerer man os til ikke at kunne sove (det er i hvert fald resultatet), og så sælger man os dimser for at kurere denne søvnløshed, som man selv har skabt. Man bruger vore egne data mod os - og man bilder os ind, at vi nu også er nødt til at lade os overvåge af tech-giganterne, mens vi sover.
Shoshana Zuboffs løsning: Forbyd og kriminaliser indsamling af persondata uden klart og gennemskueligt samtykke, og forbyd helt handel med menneskelige data. Det er den eneste vej ud af fælden.
Anne-Marie Krogsbøll
Jeg tror, du skal forstå min kommentar således, at giver du altid andre skylden, er du uden ansvar selv. Som et lille barn. Det er dig, der helt og holdent, køber dimserne, og kun dit ansvar, hvad du bruger dine penge og din nattesøvn på.
Rikke Nielsen, fordi vi mennesker er og lever som sociale væsener, og påvirkes samt påvirker hinanden, er det meget ofte et fælles ansvar, et kulturelt og sameksistentielt anliggende, hvad vi som mennesker anvender vores tid på, såvel sammen som på egen hånd. Det samme gælder markedet, hvor ingen reelt frie kræfter råder.
Rikke Nielsen:
Nå, så forstod jeg din kommentar rigtigt.
Jeg ejer absolut ingen af disse dimser. Mit privatliv stjæles alligevel hele tiden, for det er blevet en indbygget del af samfundet at stjæle folks privatliv. Selv offentlige institutioner samarbejder med disse privatlivsrøvende giganter, og tvinger befolkningen i armene på dem.
Folk, der køber sådanne apps, har ingen chance for at gennemskue, hvor overvågede de bliver, for det gør man sit bedste for at skjule for dem. F.eks. Google Nest (en anden dims - ikke rettet mod søvn) har over 1000 underleverandører, som hver især får adgang til de meget private data, som dimsen indsamler - og det fremgår ikke at samtykket, at dataindsamlingen og videregivelsen er så voldsom. Folk har ikke en chance for at gennemskue det, og det er heller ikke meningen, for det er disse data, firmaerne primært tjener deres penge på, ikke salg af dimserne.
Automatreaktionen med, at det aldrig er firmaernes skyld, det er altid den enkeltes egent ansvar, er ikke gennemtænkt. Du har simpelthen ikke forstået problemstillingen, tror jeg - eller også har du selv en eller anden aktie i tech-industrien som gør, at du ikke ønsker ansvaret placeret der. Hvis det er det første, der er tilfældet, så start med lige at se deadline fra i gå, hvor Shoshana Zuboff var i studiet: https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-10/deadline-2019-09-29
Hvis det er det sidste, der er grunden til din benægten af problemet, så er der nok ikke så meget at stille op.
Michael Ende's "Momo og Tidstyvene" var et bedre stykke kapitalismekritik, idet det der er underforstået at de grå bankster-typer ikke i virkeligheden løber rundt og suger tid ud af sagesløse mennesker og gemmer det i en tidsbank, men at det skal forstås som en metafor for hvordan systemet virker, og som et opfordring til folk om at huske at tage sig tid til de ting i livet der betyder noget.
Den største årsag til at folk har problemer med at slippe arbejdet/telefonen og gå i seng i stedet er et lavt fysisk aktivitetsniveau.
Anne-Marie Krogsbøl: Rikke Nielsen har ikke på noget tidspunkt benægtet at der finder dataindsamling sted, det er dig der insisterer på at bringe denne problematik ind i artiklens/bogens påstand om at kapitalismen er en direkte årsag til at folk ikke får sovet tilstrækkeligt.
Og det er jo kun rigtigt i samme forstand som det er rigtigt at kapitalismens skyld i at folk ikke får motion nok, fordi den har givet dem biler så de kan køre i stedet for at gå de 500 meter over i det lokale supermarked.
Thomas Østergaard:
Tak for svar.
Artiklen handler om, hvad det er, der sker i kapitalismen i øjeblikket. Og den konkluderer, at "Denne form for nylige søvn- og sundhedsoptimering er hverken mere eller mindre kapitalistisk end den tidligere minimering af søvnen. "
Det mener jeg er helt forkert, og det mener jeg, at Shoshana Zuboff - ud over at vi er en del, der gennem flere år har sagt det samme på mindre akademisk niveau - har påvist med skræmmende præcision i sin bog. Derfor er det efter min opfattelse helt forkert ikke at inddrage denne her, og det er også helt forkert at gøre "søvnoptimeringen" til en privat sag.
Og da især, når der direkte henvises i anmeldelsen til at Bill Gates og Jeff Bezos går ud og blander sig. Det er reklame og spin af den type, som Zuboff netop henviser til - fuldstændigt uigennemskueligt for folk, som ikke har et særligt fokus eller en særlig interesse for disse problematikker - de bliver bare ofre for denne påvirkningskampagne.
Prøv i Deadline-klippet at lægge mærke til Zuboffs beskrivelse af Googles fuldstændigt ubeskriveligt store lobbyist- og påvirkningsafdeling. Ingen privatpersoner har nogen mulighed for at hamle op med dette, for tech-industrien går efter målrettet påvirkning af vores underbevidsthed - individuelt rettede påvirkningskampagner, tilpasset de utroligt nærgående profileringer, de udarbejder på basis af vore stjålne data.
At se søvn- og sundhedsoptimering som løsrevet fra tech-giganternes interesser og hele privatlivsdiskussionen er naivt. At insistere på ikke at se det store, samlede billede, men kun delelementerne hver for sig, er at gå tech-giganternes ærinde. Sen-kapitalismen kan ikke forstås uden at se på dette, og uden at inddrage Zuboffs arbejde.
Jeg er selv meget opmærksom på dataindsamling, det er f.eks. grunden til at jeg ikke anvender noget der kommer tættere på sociale medier end dette, og aldrig har gjort det. Til dels fordi jeg som tidlig bruger af internettet i 90'erne tydeligt husker hvordan man blev udsat for massive mængder spammail hvis man havde været uforsigtig nok til at skrive sin fulde emailaddresse et sted hvor skrupelløse bagmænd kunne høste den.
Men artiklen (ellere rettere, den bog artiklen anmelder) handler altså ikke generelt om, hvad det er, der sker i kapitalismen i øjeblikket, men er et specifikt postulatat om at hvile og søvn bliver indskrænket af kapitalisme. Og det er altså noget vrøvl.
Iøvrigt mener jeg heller ikke at dataindsamling er en konsekvens af (sen-)kapitalisme. Før jerntæppets fald var det de kommunistiske regimer der udspionerede og arkiverede flest muligt data om deres borgere, mens man i vesten lovgav imod dataindsamling på statsligt/nationalt plan (hvad man i teorien stadig gør, selvom moderne DJØF-ledere slikker sig lidt om munden ved tanken om de indtægter man kan skabe ved at sælge svært opnåelige data til virksomhedene). Kina gør det i stor stil (deres kommunistiske system er så godt nok hybridiseret med kapitalisme).
Og så kan kan du argumentere for at techgiganterne gør det for at tjene penge, ikke for at kontrollere og finde dissidenter og systemkritikere, men i sidste ende er begge dele en konsekvens af at viden er magt.
Dataindsamling finder sted i stor stil fordi tekniske fremskridt har gjort det nemt at at gøre hvad der før krævede et helt statsapparat at gøre, og fordi globaliseringen har gjort det svært at lovgive imod det, ikke pga. kapitalisme, for mennesker der søger magt vil der være i alle systemer.
Det du efterlyser er lovgivning der fungerer på globalt plan, ligesom det gjorde på nationalt plan i de gamle vestlige, kapitalistiske systemer.
"Men artiklen (ellere rettere, den bog artiklen anmelder) handler altså ikke generelt om, hvad det er, der sker i kapitalismen i øjeblikket, men er et specifikt postulatat om at hvile og søvn bliver indskrænket af kapitalisme. Og det er altså noget vrøvl."
Jeg er så uenig i, at det er noget vrøvl, selv om min begrundelse er en anden end bogens, og jeg er uenig i, at man kan se isoleret på dette, uden at se på udviklingen i overvågningskapitalismen i det hele taget. Angrebet på vores søvn sker ikke i et tomrum, men er led i et af de fremstød for at bemægtige sig magten over os, som Zuboff behandler i sin bog.
"Iøvrigt mener jeg heller ikke at dataindsamling er en konsekvens af (sen-)kapitalisme. "
Det er jeg enig i - men konsekvenserne af den amokløbne dataindsamling, koblet med de nye muligheder med AI, ændrer fuldstændigt konsekvenserne af denne dataindsamling. Som du selv siger: "Viden er magt" - og da disse giganter har stort set total viden om os nu, så har de også stort set total magt til at manipulere os. Og netop derfor tager man fejl, hvis man henviser til, at det er den enkeltes eget ansvar.
"Det du efterlyser er lovgivning der fungerer på globalt plan, ligesom det gjorde på nationalt plan i de gamle vestlige, kapitalistiske systemer."
Jeg ville i første omgang være tilfreds, hvis bare vore hjemlige lovgivere tog opgaven på sig, og begyndte at beskytte retten til privatliv, og begyndte at retsforfølge disse forbrydere. I stedet gør de det modsatte - de inviterer dem indenfor i regerings- og topembedsmandskontorer, presser borgerne i favnen på dem, og sælger Danmarks undergrund til dem.
"...selvom moderne DJØF-ledere slikker sig lidt om munden ved tanken om de indtægter man kan skabe ved at sælge svært opnåelige data til virksomhedene"
Her bliver jeg nysgerrig - det lyder som noget, du har oplevet. Har du lyst til at uddybe?
PS, Thomas Østergaard: Jeg glemte at sige tak for dit svar...
I gamle dage var vi presset på søvnen af alt det fysiske arbejde, der skulle erlægges for at få hverdagen til at hænge sammen. I dag er vi presset af alt det vi skal følge med i på computeren og i medierne. Different, but same same. Heldigvis er det ofte først i det øjeblik vi bliver vores søvnunderskud bevidst, at vi oplever det som et problem - eller omvendt, faktorernes orden er ligegyldig. Det vigtigste er, at når vi først er os det bevidst kan vi gøre noget ved det: vi kan gå i seng - uden nødvendigvis først at skulle se Natholdet, snapchatte eller tabe et slav poker. Det kaldes prioritering og er, hvor utroligt det end lyder, fuldstændig gratis.
I gamle dage var det skide kedeligt at sidde oppe om natten, fordi det elektriske lys ikke var opfundet.
Så introducerede Edison glødepæren, og pludselig begyndte færre at gå i seng med hønsene.
Nu var Edison naturligvis lidt af en kapitalisttype, men det forekommer mig alligevel et stretch at sige at det er kapitalismen var skyld i at folk ikke fik deres nattesøvn i samme omfang som før. Ihvertfald kun i det omfang sådanne fremskridt kan siges at fremkomme hurtigere i kapitalistiske systemer.
Det var glødepærens (og folks egen) skyld at de gik senere i seng, og det eneste relation til kapitalismen synes at være at den synes at fremkomme med og masseproducerere sådanne teknologiske landvindinger hurtigere end andre systemer.
Og så kan man jo sige at glødepæren gav virksomhederne mulighed for at indføre 3-holdsskift og lade folk arbejde om natten, og det kan der jo være noget om ifht. indvirkning på søvnmønstre. Men det er jo ikke sådan alternativer til kapitalismen nødvendigvis vil eller, efter muligheden opstod, historisk set har undladt at producere ting om natten, f.eks. på fabrikker der skal opfylde folks umættelige behov for gløde/LED pærer.
Det er lidt sjovt med den opblomstring af kapitalismekritik vi har set over de seneste år (muligvis startende med occupy bevægelsen), det er jo sjældent sådan at folk har et konkret alternativ at opsætte, det er mest noget luftigt snak om at det nye system skal være "bedre", give mere tid til børnene, mindre stress, og så natuligvis stadig give mulighed for komfur, vaskemaskine, billig og komfortabel transport, lys, hurtig internetforbindelse og dertil hørende gadgets, boliger der er til at betale (eller få fat i hvis betaling ikke er et koncept i det nye system), osv.
Anne-Marie Krogsbøll: Jeg tror jeg refererede specifikt til diskussion der har været omkring salg af anonymiserede sundhedsdata til medicinalvirksomheder, ikke mindst med henblik på afdækning af genetiske sammenhænge.
I det omfang data virkelig er anonymiserede har jeg ikke det store problem med det, det er mest det her med at offentligt indsamlet information skal sælges til højstbydende (eller betales for i det hele taget), i stedet for bare at gøres tilgængelig for alle interesserede for at nogle DJØF'ere kan lege CEO's for virksomheden Danmark og lønne sig selv i overensstemmelse hermed.