Læsetid: 3 min.

Læst udefra: Hvorfor tilbagebetaler stater egentlig deres gæld?

Engang var det ret almindeligt, at kriseramte stater opgav at betale deres gæld. Ifølge ny bog er den finansielle sektor imidlertid i løbet af de seneste fire årtier blevet så stærk, at det i stigende grad er blevet umuligt for forgældede stater at løsrive sig fra de rentesultne kreditorer
14. september 2019

Gæld er stort set et livsvilkår i nutidens kapitalisme. De fleste af os betaler rutinemæssigt af på vores gæld, måned efter måned – for hvis vi ikke gør det, har det alvorlige konsekvenser: inkasso, gebyrer, tvangsauktioner, Ribers, og alverdens andre ubehageligheder.

Tingene stiller sig imidlertid anderledes, hvis man er en stat og ikke et almindeligt dødeligt menneskedyr: I og med at der ikke er en verdensstat, der kan straffe dårlige betalere, er det i princippet relativt konsekvensfrit for en stat at lade være med at betale sin gæld. Så hvorfor overhovedet tilbagebetale? Hvorfor ikke bare lade være, især når vi ved, at afbetaling i krisetider altid er forbundet med upopulære nedskæringer, social uro og tab af legitimitet?

Det spørgsmål svarer den politiske økonom Jerome Roos på i den vigtige og spændende nye bog Why Not Default? The Political Economy of Sovereign Debt.

Jerome Roos: ’Why Not Default? The Political Economy of Sovereign Debt’. 416 sider. 30.00£ pund. Princeton University Press

Spørgsmålet lyder næsten mærkeligt i dag, hvor vi er blevet vant til at gæld selvfølgelig er noget, man tilbagebetaler. Siden 1982 har udviklingslande således betalt langt mere i renter til kreditorer, end hvad de har modtaget i officiel udviklingsbistand.

Men sådan har det ikke altid været. Som Roos understreger har de store kriser i kapitalismens historie altid været ledsaget af bølger af defaults, dvs. unilaterale beslutninger om midlertidige eller permanente stop for betalinger, som regel efterfulgt af nedskrivning og omlægning af gælden. Så hvorfor har dette mønster ændret sig i den neoliberale æra?

Tre mekanismer

Roos afviser overbevisende de gængse forklaringer på betalingsvilligheden og fremsætter i stedet en forklaring, der tager udgangspunkt i den magtfulde position, finansielle institutioner har fået i løbet af de seneste fire årtier. Finanskapitalen besidder det, Roos kalder strukturel magt, dvs. en form for magt, der opstår når én aktør kontrollerer adgangen til en ressource en anden aktør er afhængig af – i dette tilfælde kredit.

Denne type magt er ikke altid umiddelbart synlig, da den ofte udøves gennem fravær af handling: Finansielle institutioner kan straffe ulydige stater ved blot at lade være med at gøre noget, dvs. lade være med at låne dem penge.

De finansielle institutioners magt implementeres mere konkret gennem tre ‘håndhævelsesmekanismer’.

Den første er den markedsdisciplin, kreditorerne er i stand til at udsætte debitorlande for ved at stikke hovederne sammen og gøre fælles front: jo mere gælden er koncentreret hos få store kreditorer, des mere er sidstnævnte i stand til at organisere sig, og des mere er debitorlandet tvunget til at adlyde markedets ordrer.

Den anden mekanisme er udstedelsen af lån ledsaget af politiske betingelser, som når den Internationale Valutafond (IMF) kræver nedskæringer til gengæld for yderligere finansiering.

Den tredje mekanisme er den brobyggende rolle, debitorlandets egen økonomiske elite har i forhold til internationale kreditorer: Når den hjemlige elite har stor politisk indflydelse, og dets interesser flugter med de udenlandske kreditorers, er presset for at fortsætte betalinger maksimalt.

Tre kriser

Med udgangspunkt i denne teoretiske model samt en skitse af statsgældens historie undersøger Roos i anden halvdel af bogen de tre vigtigste gældskriser i den neoliberale æra: den mexicanske krise i 1982, den argentinske statsbankerot i 2002 – som Roos overbevisende fortolker som undtagelsen, der bekræfter reglen – og den endnu ikke afsluttede græske krise, der begyndte for mere end ti år siden.

I en tid, hvor højrefløjens nationalistiske EU-modstand får mange venstreorienterede til at blive mere og mere EU-begejstrede, er det værd at huske på, hvor konsekvent antidemokratisk EU opførte sig over for den græske befolkning for blot fire år siden: konfronteret med et folkeligt oprør mod finanskapitalen forvandlede EU-Kommissionen og den europæiske centralbank sig sammen med IMF (den såkaldte Trojka) til en slags neokolonial magt, hvis eneste formål var at sikre bankernes profit.

Og som Roos minder os om, har EU-institutionerne ikke tøvet med at bakke op om udemokratiske teknokratregeringer i Sydeuropa, hvis det har øget chancen for tilbagebetaling. Den græske gældskrise fortæller os således noget om, hvor radikal og resolut modstanden bliver nødt til at være, hvis det skal lykkes at vriste samfundet fri af den finansielle sektors kvælertag.

Jerome Roos: ’Why Not Default? The Political Economy of Sovereign Debt’. 416 sider. 30.00£ pund. Princeton University Press.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Ditlev Nissen
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
Hans Ditlev Nissen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer