Læsetid: 5 min.

Mikkel Bolts nye bog er et opråb til den marxistiske samfundskritik

Er postmodernismens epoke ved at lakke mod enden? I sin nye bog gør professor i politisk æstetik Mikkel Bolt status over et halvt århundredes svækkelse af den kritiske tænkning og plæderer for en tilbagevenden til marxismens grundindsigter
21. september 2019

Mikkel Bolts nye bog, På råbeafstand af marxismen, der følger marxismens omskiftelige historie som analysestrategi fra 1968 og frem, kunne lige såvel have fået titel efter overskriften på det første kapitel:

»Kritik af kritikken af kritikken«.

Det er det, der er på spil: en kritik af den kritik, som den marxistiske kapitalismekritik har været underkastet siden 1970’erne. Der er tale om en essaysamling, hvor en række af forfatterens tidligere artikler tilsammen opruller et historisk narrativ om den kritiske tænknings nyere udvikling.

Fælles for kapitlerne er en ambition om at rehabilitere marxismen på den anden side af det postmoderne opbrud, hvor modernismens store fortællinger om subjekt og samfund blev erstattet af dekonstruktion, diskursanalyse og pluralisme.

Det er et projekt på højde med sin tid, hvor samfundskritikken over en bred kam er ved at genfinde sit økonomiske grundlag. Ifølge forfatteren er det dog vigtigt at fastholde det politiske engagement i marxismen og ikke blot reducere den til en akademisk analysestrategi.

Mikkel Bolt: ’På råbeafstand af marxismen – Studier i den vestlige marxismes selvkritik, udvidelse og afvikling.’ 272 sider. 240 kr. Antipyrine.

Indledningen understreger, at der er tale om et teorihistorisk projekt:

»Emnet er den vestlige marxisme, dens selvkritik efter ’68, udvidelsen af den og dens selvafvikling«.

Men her er bogens selvafgrænsning for beskeden: Nok er det teoretiske strømninger, der diskuteres, men det foregår ikke i en hermetisk lukket universitetsboble. Tværtimod kobles udviklingen hele tiden til lokale og globale historiske begivenheder og politiske konflikter.

Bogen trækker en historisk linje fra 68-oprøret med dets postmoderne efterdønninger over Murens fald og afslutningen på øst-vest-delingens epoke samt 1990’ernes fremvoksende amerikanske hegemoni frem til finanskrisen i 2007 og den folkelige opstands genkomst i form af protestbevægelser i Nordafrika, Sydeuropa og USA. Den kritiske tradition udvikler og forgrener sig som reaktion på og i dialog med disse store politiske omvæltninger.

Magtkritiske tænkere som Michel Foucault, Jacques Derrida, Jean-Luc Nancy og fra italiensk hold Antonio Negri og Giorgio Agamben drages ind i fortællingen, og læseren følger deres dilemmaer og løbende selvkritik i real time.

Det er bogens styrke, at den stiller teorien i relation til det omgivende samfund og dets socioøkonomiske udvikling. Uden denne kobling ville bevægelsen fra marxisme til postmarxisme og tilbage til en ny, spirende økonomikritik fremstå som uforklarlige udsving af akademiske modeluner.

Den glemte klassekamp

Især i Frankrig satte 68-oprøret og opgøret med det franske kommunistpartis forbindelse til Sovjet gang i et nybrud inden for venstreorienteret tænkning og førte til en række nye teoridannelser, der forstod sig som samfundskritiske alternativer til marxismen. Der var brug for selvkritik på venstrefløjen, indrømmer Bolt, men den skingre undsigelse af den marxistiske tradition skyllede barnet ud med badevandet.

Titlen placerer diskussionen på distance af, men ikke distanceret fra, genstanden: ’Råbeafstand’ indikerer både, at man træder et skridt tilbage for at vinde overblik, men også at man bliver så tæt på, at det er muligt at råbe marxismen op. Det drejer sig om at genaktualisere marxismen uden at give køb på de relevante kritikker, der var været rejst mod den.

Postmodernismens fejl var, at man forkastede økonomikritikken som grundlag for samfunds- og kulturanalysen. Uden dette perspektiv på den kapitalistiske økonomi som helhed bliver det ifølge Bolt kun muligt at foretage lokale kritikker. Og dermed afskærer vi os muligheden for at lokalisere de enkelte konflikter i en større helhed, nemlig det kapitalistiske verdensmarked.

Finanskrisen og dens eftervirkninger har imidlertid med al ønskelig tydelighed demonstreret, at det hele hænger sammen, og det kalder på en tilbagevenden til økonomikritikken.

En af de ting, kritikken mister grebet om, når den vender økonomien ryggen, er klassekampen. Det marxistiske klassebegreb skal ikke forstås sociologisk, hvor man kategoriserer befolkningen i socialklasse 1-5 ud fra fastsatte karakteristika.

Klassemodsætningen udgør derimod kapitalismens logiske grundsætning: På den ene side søger kapitalisten at minimere lønudgifter, så der kan trækkes mest mulig merværdi ud af arbejdet, og på den anden side kæmper arbejderen imod denne udbytning.

Men selv om klassekampen er glemt, er den ikke ophørt: Samtidig med at Vestens produktion gradvist er blevet afindustrialiseret, er der sket en generel proletarisering på globalt plan. Mens den hjemlige arbejder lader sig spise af med velfærdsstatens ’reformistiske fristelse’, som Bolt kalder det, fortsætter kapitalen ufortrødent sin klassekamp fra oven med udflytninger af arbejdspladser og ekstrem global ulighed til følge.

En sådan dialektisk modsætning er dog ugleset i postmarxismen. Et gennemgående tema i bogen er, hvordan kritikken mister sit faste fundament, når målet bliver analytisk pluralisme for pluralismens skyld i postmodernismens konstante flugt fra strukturer og almene lovmæssigheder.

»Med andre ord ud med marxismens totalitetsbestræbelse, som er ensrettende og åbner for allehånde former for undertrykkelse af det, der ikke passer til marxismens universalitet, og ind med heterogenitet, uenigheden, det uforenelige.«

Alene det at efterspørge strukturelle årsagssammenhænge anses for konformt.

Kritikkens handlingslammelse

Et af kapitlerne tager form som et casestudie i, hvordan den kritiske selvkritik resulterer i politisk uvirksomhed. I 1971 tøver stjernefilosoffen Jacques Derrida med at ytre offentlig støtte til en sort amerikansk fængselsindsat, George Jackson. Jackson havde på det tidspunkt været fængslet i ti år for at have begået røveri mod en tankstation.

Han var blevet kendt på den franske venstrefløj efter at have fået udgivet en række af sine breve, hvori han beskrev det racistiske amerikanske fængselsvæsen.

Derrida sympatiserede med Jackson, men frygtede, at hans støtte ville udgøre en symbolsk undertrykkelse frem for en frisættelse. Hvis han og en række franske intellektuelle udtalte sig på vegne af Jackson, ville de så ikke fratage ham muligheden for at tale for sig selv og dermed fastlåse ham i et nyt afhængighedsforhold? Med et klassisk derrida’sk ordspil ville Jacques Derrida ikke gøre Jackson til Jack-son, altså søn af Jacques, og hæve sig selv op til en symbolsk faderfigur.

Mens Derrida debatterede dette komplekse lingvistiske spørgsmål med sig selv, døde Jackson i fængslet under uklare omstændigheder. Den dekonstruktivistiske forskydning, der hele tiden retter kritikken mod kritikkens egen sproglige forudsætning, ender med at udskyde den kritiske intervention i sagen, indtil øjeblikket er forpasset.

»Var den langsomme filosofiske analyse af udsigelsespositioner og kontekster, den tøvende opmærksomhed, ikke reelt en form for handlingslammelse, ja endda medskyldighed« spørger Bolt retorisk.

Gengangere

Noget overraskende antager bogen mod slutningen en næsten melankolsk tone. Efter at have dissekeret vestlig marxistisk og postmarxistisk politisk teori vender bogen her blikket udad og konstaterer, at det revolutionære subjekt ikke længere er den europæiske arbejderklasse, men det globale industriproletariat. Af samme årsag kan klassekampen kun føres uden for Vesten, dvs. på afstand af den teoretiske tradition, der er bogens omdrejningspunkt.

For os europæiske tilskuere til verdenshistorien er klassekampen reduceret til et minde fra fortiden:

»Måske er proletariatet for os en sådan erindring, et spøgelse der hjemsøger opstandene og besættelserne, der har fundet sted i et diskontinuert forløb siden 2011.«

Da Marx og Engels beskrev, hvordan kommunismens spøgelse gik gennem Europa, var det både et skræmmebillede, der skulle give borgerskabet kuldegysninger, og et åndemaneri, der skulle give ansigt til det endnu utydelige omrids af en revolutionær arbejderklasse.

Hos Bolt synes spøgeriet nærmest at bevæge sig i den modsatte retning: Proletariatets genfærd fortager sig efterhånden i erindringens tåger.

Den lidet fortrøstningsfulde udgang skal imidlertid ikke skygge for bogens stærke historiske analyse. Den marxistiske tænkning er så småt ved at få vind i sejlene igen, og Bolt indplacerer denne nyorientering i en historisk horisont. Det er et vigtigt bidrag til at udstikke kritikkens kurs fremover.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Dahl
  • Ib Gram-Jensen
  • Palle Yndal-Olsen
Jakob Dahl, Ib Gram-Jensen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer