Læsetid: 6 min.

Det seksuelle som notorisk utilfredsstillet begær

Hvad er sex? Spørgsmålet er uomgængeligt for alle levende, begærende og tænkende mennesker og titlen på den slovenske filosof Alenka Zupančičs nye bog. Sjældent har jeg læst et så filosofisk og eksistentielt udfordrende, men også vildt irriterende værk
14. september 2019

Det ville være pokkers praktisk og spekulationsaflastende, hvis vi én gang for alle kunne enes om, at den menneskelige seksualitet enten er en medfødt drift eller et produkt af en kønnet opdagelse inden for den sociale orden. Men så nemt skal det bestemt ikke være ifølge den velskrivende slovenske filosof og lacaniansk orienterede psykoanalytiker Alenka Zupančič (f. 1966), der ikke tidligere har haft chancen til at friste den teorihungrende del af den danske offentlighed.

I sin nye bog, Hvad er sex? hævder hun, at seksualiteten ikke er ren biologi eller en social konstruktion, men derimod et begreb, »der formulerer en vedblivende modsigelse ved virkeligheden«. Virkeligheden er aldrig neutral og svarer ikke til sig selv, og seksualiteten er en »iboende forvrængning i virkeligheden« og noget, der ikke éntydigt kan lokaliseres i kønsorganerne. Derimod er seksualiteten ’til stede’ som en mangel og en negativitet – som en form for under- og ubevidst viden, der ikke ved af sig selv, endsige kan gøres til objekt for én sikkerhedsgivende forklaring.

Alenka Zupančič: ’Hvad er sex?’ Oversat af Søren Rosendal og Jakob Rosendal. 304 sider. 298 kr. Forlaget Mindspac.

Seksualiteten er det, vi aldrig har styr på, en modsigelse, der så at sige splitter de to modsatte køn op indefra. Seksualiteten er noget, der påtvinger os at tænke, men også et notorisk utilfredsstillet begær, der flammer op i subjektet – på én gang indefra, men også ofte antændt udefra. Som splittelsesmaskiner lider vi ikke bare af ontologisk inkonsistens – kønnet trænger sig også på som en strukturel ufuldstændighed i sproget, der har det med at pludre over med kedsommelige dualismer, der meget gerne vil dele verden op i henholdsvis fornuft/begær, barn/voksen, mand/kvinde, fallos/ikke fallos, normal/pervers, skyld/uskyld etc.

Som Lilian Munk Rösing skriver i sit instruktive forord til den danske udgave af Zupančičs øjenåbnende bog, så er seksualiteten dér, hvor der er et overskud af nydelse og en mangel på mening. Og mer-nydelsen og begæret rækker langt ud over det, fornuften, selvkontrollen og selvfortællingen gerne vil have styr på.

Det seksuelle er forstyrrende, allestedsnærværende, dragende, latterforvoldende, livgivende og til tider vildt generende – måske ligefrem dødbringende.

Særegent og gådefuldt er det også, at den seksuelle nydelse kan knyttes til meget andet end kønsorganerne, f.eks. til tale, blikke, røvhuller, musik, mad, sport, fødder og fingre. På trods af alle disse pirringsmuligheder er vore kroppe hele livet igennem alt for utilstrækkelige til at kunne rumme seksualiteten, og det hjælper ikke et hak på sagerne at blive kønsmoden og lægge barndommen bag sig.

Rösing er kvinde for en særdeles rammende formulering af dette uundslippelige vilkår: »Vores kønsorganer kommer aldrig helt på højde med fantasien om seksuel nydelse, de bliver aldrig helt optimalt seksuelt funktionelle (selv den største trussetyv har ikke konstant erektion).«

Sex er overalt, men vi ved egentlig ikke, hvad det er

Zupančič drister sig til at stille det fundamentale ontologiske spørgsmål til menneskets væren: Hvad er sex? Når det stilles på engelsk, får det en dobbelt klangbund, for så kommer det både til at handle om køn og seksualitet. Kønsforskelle viser sig, og de gør sig gældende; men hvad de helt præcist er og består af, ved vi ikke, kun at de tiltrækker sig og avler betydninger, f.eks. forestillinger om ’maskuline’ og ’feminine’ essenser og karaktertræk – og mange andre svindelnumre.

I en længere udlægning af Sigmund Freuds Hinsides lystprincippet skriver Zupančič, at livet ifølge psykoanalysens fader par excellence ikke i sig selv har en grund eller en kilde.

»Det er noget, der sker med den livløse materie … Livet er en afbrydelse eller forstyrrelse af det livløse, et tomrum, som opstår i det … Livet giver et iboende tomrum i den livløs materie en singulær og separat form, der gør, at det livløse ikke bare hviler i sig selv.« På den måde er vi blot »en perversion, en mærkelig vellyst ved den livløse materie selv«.

Men Zupančič bliver ikke stående ved disse betragtninger af det materielles mere eller mindre uudgrundelige og tilfældige formforvandlinger. I en tid, hvori mange filosoffer – ikke mindst under indflydelse af de dramatiske klimatiske ubalancer og den amokløbende antropocentrisme, der igennem ca. 150 år har sat mennesket i centrum for et verdenssyn, der har opfattet hele kloden som et ressourcekammer for økonomisk vækst – er begyndt at tale til fordel for en materialistisk vending, en objektorienteret ontologi og en spekulativ realisme, fastholder hun subjektet.

Ifølge sloveneren vil det være forfejlet og fatalt – både filosofisk og politisk – at kaste sig i armene på det store ’udenfor’ og nedgradere det menneskelige til alene at blive forstået som et forstyrrende element i en selvhvilende, stor og menneskeindifferent materialisme.

Som hun pointerer, får vi kun adgang til den objektive virkelighed ved at fastholde »subjektets irreduktible karakter«. Subjektet kan med andre ord ikke reduceres til et rent objekt blandt andre objekter. Og hvordan skulle der overhovedet kunne tænkes en politisk dimension i klimakampen, uden at de modsætninger, der eksisterer, bliver søgt gjort tilgængelige for en tænkning, der trænger sig på i et subjekt, der derfor må forstås som andet og mere end et element i en virkelighed bestående af objekter af samme ontologiske beskaffenhed?

Så midt i en bog, man troede handlede om ’det seksuelle’, banker klimakampen og allehånde samtidsdiagnostiske forsøg på at nygrundlægge materialismen (Brassier, Bryant, Harman, Meillassoux …) på døren. Sådan går det ofte for filosoffer, der ikke er bange for at åbne tanken på vid gab for nødvendige dialoger.

»Begær er et forhold, væren har til mangel«

Således udtrykker Jacques Lacan sig i Seminar II. Ifølge Zupančičs åndelige mester er vi notoriske mangelvæsener, ikke mindst fordi seksualiteten har at gøre med det ubevidstes tilstedeværen i sin ontologiske uvished. Eller udtrykt på en anden facon: Det ubevidste er den form, hvormed seksualitetens ontologiske negativitet eksisterer i et menneske, der ikke ved, at det ved mere, end det selv vil vide af.

Det ubevidste begær kører om hjørner med os. Vi har med andre ord aldrig haft kontrol over det seksuelle, og har alligevel mistet den. Som nyfødte og børn har vi heller ikke været fri for seksualitet; men det betyder ikke, at der er et infantilt lykkeland at vende tilbage til bag om det voksne livs genvordigheder. Manglen er derfor bygget ind i livet, som dødsdriften er bygget ind i livet.

Da mine børn var små, kaldte de tag- og kalecheløse cabriolet-biler for ’biler med uden tag’, og for små 1900 år siden skrev den romerske kejser og stoiske filosof Marcus Aurelius:

»At samlejet er gnidning af muskler, spasmodisk udskillelse af slim.«

I Hvad er sex? synes Zupančič at tage børnenes parti. Til gengæld finder hun, at Aurelius’ demaskerende og nøgterne materialisme er alt for simpelt afmarcheret, so to speak. I hendes psykoanalytiske perspektiv er mennesker levende og tænkende væsener udstyret ’med uden’ seksualitet, dvs. mangelvæsener, der på paradoksal vis både har, mangler og aldrig har haft ’det’ (dvs. ’det seksuelle’), de tilsyneladende ikke kan lade være med at søge at få styr på fra 0-100-årsalderen. I bund og grund er vi nemlig ustyrlige eksistenser.

Der er bare én ting, jeg ikke forstår og ikke – eller rettere: aldrig – bliver overbevist om. Hvorfor skal en så intelligent, filosofisk og eksistentielt udfordrende bog abonnere på en mangelontologi, dvs. på en forestilling om, at menneskets væren som et socialt dyr, der lider af værensmangel?

Hvorfor ikke i stedet se begæret som en uudgrundelig drivkraft og seksualiteten som en smittende og medrivende kommunikations- og udtryksform, der sprænger os fri af ensomhed og selvcentrerethed? Måske er ’det seksuelle’ evolutionens overflødighedshorn og en vederkvægende sprække ind til den overskudsontologi, vi heldigvis (også …) er rundet af.

Alenka Zupančič: ’Hvad er sex?’. Oversat af Søren Rosendal og Jakob Rosendal. 304 sider. 298 kr. Forlaget Mindspac.

Enhjørningen ved vi hvad er – og vi ved, den ikke findes. Med Sex er det omvendt: Det findes, men hvad det egentligt er, ved vi ikke.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer