Læsetid: 6 min.

Et forsvar for klassisk kritisk teori

Filosoffen Asger Sørensen er gået i arkivet. Den fremmedgørende kapitalisme skal kritiseres behørigt; men det sker desværre snarere på rent internt tekstlige præmisser end med afsæt i tætte og konkrete samfundsanalyser
26. oktober 2019

Asger Sørensen, filosof og lektor på Danmark Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet, har søsat et meget ambitiøst og imponerende projekt. Jeg sidder med første bind i trilogien Dialectics, Deontology and Democracy i hænderne.

Det er betitlet: Capitalism, Alienation and Critique. Studies in Economy and Dialectics, og i de kommende år vil læsere med smag for marxistisk kapitalismekritik og kritisk teori kunne muntre sig med bind 2: Discourse, Value and Practice og bind 3: Justice, Peace and Formation.

Skåret ud i pap kan man sige, at hvor første bind præsenterer en økonomikritisk tilgang til de samfundsmæssige fremmedgørelsesprocesser i kapitalismen, så vil andet bind være optaget af etiske, værdimæssige og politiske spørgsmål, og tredje bind skal så tage sig af retfærdighed, fred og dannelse i demokratiske samfund.

Asger Sørensen: Capitalism, Alienation and Critique. Studies in Economy and Dialectics (Dialectics, Deontology and Democracy, Vol. I). Studies in Moral Philosophy, 13. Edited by Lisbeth Rosenfeldt Svanøe. 325 sider. 94 EUR. 113 USD. Brill.

Lad det være sagt med det samme. Der er langt snarere tale om et urokkeligt forsvar for den klassiske tyske kritiske teoris dialektiske og ideologikritiske tilgang til samfundet anno 1930-1950 end om en tydning af aktuelle kritikfordrende forhold i 2019.

Således spejder jeg forgæves efter systematiske forsøg på at forstå og begrebsliggøre, hvordan der bliver produceret værdi og kæmpet intenst om dens fordeling på moderne, globale og helt vildt ulige konkurrencebetingelser.

Det er heller ikke hos Sørensen, man skal finde bud på, om vi er kommet til at leve i en vidensøkonomi – jeg foretrækker nu at kalde den for en kognitiv kapitalisme – der vareliggør og skævvrider tænkningen og menneskelig kreativitet, mens den samtidig lukrerer på at kunne høste lavthængende og nærmest overalt sig falbydende immaterielle og gratis frugter – såsom kommunikation på de sociale medier, spor af www-søgninger, forbrugs- og personprofiler, forbrugs-, flirt- og stemmeadfærd, søvn-, sundheds- og bevægelsesdata etc.

Og drømmer man om at (læ)se en politisk analyse af, hvordan et spraglet, men forenet og handledueligt revolutionært subjekt kan tænkes eller anes, kommer man også til at lede forgæves.

Hvad ønsker filosoffen?

Men hvad finder man så? I anslaget kommer både Sørensens personlige ubehag og teorihistoriske troskab til mæle. Stående ansigt til ansigt med en »human degradation and suffering« og en amokløbende og ødelæggende »self-centeredness« i samtiden er det for ham hævet over enhver tvivl, at der må søges tilbage til den sociale kritik, som Max Horkheimer (1895-1973) og Theodor W. Adorno (1903-1969) udfoldede fra 1930’erne som en del af det, der senere er blevet kaldt for den kritiske teoris første generation.

Med nazisternes magtovertagelse i 1933 og under Anden Verdenskrig måtte mange af disse tænkere søge asyl, bl.a. i USA, hvor de skrev en række skelsættende værker, herunder de to førnævntes Oplysningens dialektik (1944). Sørensen vier også Herbert Marcuse (1898-1979) stor opmærksom. Et ud af bogens i alt syv kapitler ser således nærmere på dennes varmblodige frigørelsestanker.

Kapitalismen producerer uretfærdighed og fremmedgørelse, slår Sørensen fast; men hvad der er skabt af mennesker, kan også ændres af mennesker, lyder det stedsegrønne håb bogen igennem. De materielle livs- og arbejdsbetingelser må ændres, og han er overbevist om, at den tidligere kritiske teoris dialektiske tilgang kan levere tænkeredskaberne til at bære ved til disse nødvendige forandringer.

Den klassiske kritiske teori er normativ og tværvidenskabelig. Den insisterer på at studere, forstå og kritisere samfundet som en totalitet. På dialektisk vis må de kritiske begreber derfor på en og samme tid formå at sætte totaliteten på begreb og bidrage til at udfordre og overskride denne.

Sørensen skildrer, hvordan Horkheimer ikke bare radikaliserer Hegels dialektikbegreb, men også forestillingen om, at bevidstheden må komme til sig selv. Både Horkheimer og ’barnebarnet’ Sørensen viser også, at det er nødvendigt, at den kritiske teori demaskerer og kritiserer de falske overflader: den tilsyneladende fornuft, den tilsyneladende frihed, det tilsyneladende demokrati etc.

Sørensen er en traditionstro ideologikritiker om en hals, men han er også forvisset om, at der må insisteres på at nytænke oplysnings- og dannelsestanken og på at forny det sociale demokratis muligheder.

Kulturmarxisme og dannelse

Sørensen kalder sin position for ’kulturmarxistisk’, og han ønsker på én gang at fastholde den kritiske teoris oprindelige program og at skippe den deterministiske version af den historiske materialisme. Dertil kommer, at han er af den opfattelse, at efterfølgerne Jürgen Habermas og Axel Honneth repræsenterer svagere og mere reformistiske udgaver af den originale og radikale kritiske teori. Den gamle kritiske teori var økonomikritisk i sin grundmarv og lod sig ikke forblænde af den liberalistiske ideologi, pointerer Sørensen igen og igen.

Meget overraskende er det derfor at læse hans forsvar for små og mellemstore virksomheders værdimæssige bidrag til en bæredygtig og social ansvarlig kapitalisme. Med den franske sociolog Émile Durkheim og den franske antropolog og sociolog Marcel Mauss som hjemmelsmænd taler Sørensen et alternativt værdibegreb frem til det rene og abstrakte pengebegreb, der præger den globale frihandelskapitalismes profitbegær.

Uinteressant er det bestemt ikke at følge jagten på alternative og særegne måder at tænke økonomi på. Sørensen hævder således, at den franske forfatter og filosof Georges Bataille for 60-85 år siden formåede at foregribe intet mindre end verdenssamfundets økologiske husholdningsøkonomi med sit begreb om en »general economy«.

I et af de stærkeste, mest læseværdige og slidstærke kapitler i værket gennemspilles Hegels syn på dannelse (Bildung), og det er både Sørensens og Hegels credo, at kritik forudsætter fremmedgørelse. Menneskenaturen må således gå igennem en række mere eller mindre smertelige, men også pinedød nødvendige (selv)fremmedgørelsesprocesser for at blive fri, fornuftig og dannet, forlyder det.

Men efter min mening er det ærgerligt, at Sørensen ikke går et ekstra skridt på egne ben i rosinens pølseende og undersøger, hvorledes – og om overhovedet – en kapitalismekritisk dannelsestænkning kan virkeliggøres på nutidige præmisser. Kapitlet er filologisk grundigt og filosofihistorisk kompetent, men også en kende støvet og primært rekonstruktivt-tilbageskuende.

En overraskende slutning

I et 60 sider langt efterskrift sætter Sørensen sig for at kritisere en række økonomiske teoretikere. Økonomerne læses som ideologer, markedsfetichister og som systemaffirmative pseudovidenskabelige aktører. Men det undrer mig, at Sørensen primært interesserer sig for økonomi i et markeds- og fordelingsperspektiv og ikke er synderligt optaget af spørgsmålene om, hvordan der bliver produceret værdi og udpresset merværdi i produktionssfæren. Dermed bliver hans analyser udelukkende orienteret mod cirkulationssfæren, og hans delkapitler bærer da også titler som:

»The Market is for Owners, Not for People« og »Market Equilibrium is Unreal«. Men selv om det er urealistisk at forestille sig en markedsmæssig ligevægtssituation, og selv om ’folket’ ikke skulle have lige så stor glæde af markedet som ejerne, så gør det ikke læserne klogere på, hvad det er, der cirkulerer, og hvor det kommer fra.

For tiden pågår der eksempelvis en intensiv konkurrence inden for en række højteknologiske brancher. Hvilken bilproducent bliver den første til at få produceret et højtydende letvægtsbatteri til elbilen? Og kommer det til at lykkes for den ’sorte’ del af vare- og energiproduktionsbranchen at omstille sig til ’grøn’ produktion uden profittab?

Dertil kommer, om robot- og algoritmebaserede teknologier og såkaldt kunstig intelligens vil føre til en massiv teknologisk induceret arbejdsløshed around the Globe, eller om de potentielle gevinster af disse devices kan føre til nedsat arbejdstid og dermed mere tid til at være menneske i?

Men sådanne spørgsmål stiller Sørensen ikke. Han er ikke samtidsdiagnostiker, men snarere en loyal og hengiven arkivrotte, der læser og røntgengennemlyser gamle tekster, og det sker som oftest på disses egne præmisser.

Asger Sørensen: 'Capitalism, Alienation and Critique. Studies in Economy and Dialectics (Dialectics, Deontology and Democracy, Vol. I)'. Studies in Moral Philosophy, 13. Edited by Lisbeth Rosenfeldt Svanøe. 325 sider. 94 EUR. 113 USD. Brill.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu