Læsetid: 6 min.

Frihed for alle kræver mere end omfordeling

Den svenske litteraturprofessor og filosof Martin Hägglund har skrevet en uhyre ambitiøs moppedreng af en bog. Den er både en analyse af eksistensens grundvilkår, et skånselsløst angreb på enhver religiøs verdensforståelse og en passioneret appel om et opgør med kapitalismens ødelæggende samfundsform
12. oktober 2019

Noget af det allermest frustrerende ved den såkaldt akademiske filosofi er den uhyre ufrugtbare måde, hvorpå repræsentanterne for de forskellige filosofiske fagtraditioner alt for ofte vrangvilligt konkurrerer – snarere end velvilligt kommunikerer – med hinanden.

Det ligger nok filosoffernes temperament særligt nært at antage, at ens foretrukne position må have sandheden eksklusivt på sin side (faget filosofi handler immervæk – historisk set – om at erkende netop Sandheden med gigantstort S).

Og med et sådant udgangspunkt er det jo ingen sag at slutte sig til, at enhver alternativ position nødvendigvis må være helt galt afmarcheret.

Sandheden er selvfølgelig værd at kæmpe for, men alligevel: Der er noget meget lidt sandhedssøgende over den måde, hvorpå nutidens akademiske filosofi motiverer sine proselytter til at mene én ting på én bestemt måde, som de helst skal blive ved med at mene karrieren ud, mens alle alternative tilgange vel at mærke ignoreres.

Martin Hägglund: ’This Life – Why Mortality Makes Us Free’. 464 sider. 179,95 kr. Profile Books Ltd

Med denne udbredte tendens til akademisk grøftegravning in mente er det ærligt talt opmuntrende, at Martin Hägglund (f. 1976) i This Life har valgt at kaste sig over et så heterogent teorilandskab.

Vi begynder i en både tekstnær – og stærkt kritisk – analyse af Sankt Augustins Bekendelser og Kierkegaards Frygt og Bæven.

Herpå udlægges Karl-Ove Knausgårds Min Kamp, inden vi pludselig – med afsæt i en række klassiske Marx-tekster – kaster os over en gennemgribende religions- og kapitalismekritik.

Her tager Hägglund sig blandt andet ’kærligt’ af prominente økonomer som Keynes, Hayek og Piketty, ligesom han leverer lidt af en bredside mod for eksempel Theodor Adornos – efter Hägglunds opfattelse – alt for eskapistiske utopisme.

Som om det ikke var nok, når vi i et længere slutkapitel omkring to regulære rehabiliteringer. Både af Martin Luther King Jr. som en meget mere »socialistisk« revolutionær figur, end vi typisk husker ham, og af G.W.F. Hegel, der viser sig at være såvel Luther Kings (?!) som Hägglunds egen favoritfilosof.

Ud med evigheden

Hägglund vedstår sig åbent sin gæld til Hegel ved at insistere på en den immanent kritiske metode. Her skal en given modposition ikke først og fremmes afsløres som totalt falsk (set fra ens eget perspektiv).

I stedet skal den afdækkes som delvist sand, men ikke desto mindre internt konfliktfyldt (set i forhold til sine egne præmisser).

Augustin og Kierkegaard har for eksempel fat i en masse, hvad angår eksistentielle grundfænomener som tro, kærlighed, død og ansvarlighed. Men de misforstår ikke desto mindre – som Hägglund ser det – at sådanne fænomener ingen egentlig mening kan tilskrives, hvis vi opfatter troen og håbet på et ’evigt liv’ som den ultimative værdimålestok.

I sidste instans vil Hägglund udstille enhver religiøs længsel efter evigheden som både eksistentielt uattraktiv og begrebsligt absurd. Menneskelivet leves nemlig restløst på »endelighedens« betingelser – eller sagt på en anden måde: Vi er uomgængeligt tidslige væsener.

Vi begærer i tidsligheden, vi viser omsorg i tidsligheden, vi handler i tidsligheden, og vi håber i tidsligheden – og vi ville slet ikke kunne begære, handle eller håbe på noget som helst, hvis eksistensens sitrende udspændthed mellem fortid, nutid og fremtid blev ophævet til fordel for en komplet tidløs evighed.

I evigheden kan intet nemlig ske, hvorfor intet heller ikke kan betyde noget. Eksistentiel mening forudsætter altså tidslighed, da vi ikke kan gøre fra eller til i evigheden, hvor intet nemlig kan ske.

Af samme grund er mening uløseligt knyttet til risikoen for meningsløshed, ligesom kærlighedens virkelighed er uløseligt knyttet til hadets mulighed. Enhver handling betyder i det hele taget noget (i det mindste potentielt set), fordi den handlende altid lidenskabeligt må vælge uden at kunne vide med sikkerhed, om handlingen går galt eller for den sags skyld, om man senere skulle komme til at fortryde, hvad man har gjort (med vilje).

Sådan er livet – bogstaveligt talt. Længsel efter evigheden er med andre ord en længsel efter en tilstand, hvor længslen selv ikke længere (kan) findes.

Problemet er blot, at en sådan tilstand – som Hägglund utrætteligt slår fast – på ingen måde beløber sig til den fuldendte, (over)menneskelige lykke. Den er i stedet ensbetydende med døden – altså ophævelsen af det menneskelige vilkår tout court.

Terminologisk plæderer Hägglund hermed for en fuldstændig »sekularisering« af troen. Heri ligger først og fremmest, at vi skal tro på, at det er kun os selv – og ikke Gud – som kan, må og skal handle.

Ikke fordi vi hermed forbereder og kvalificerer os til evigheden, men fordi det enkelte menneskeliv i sig selv er værdifuldt og uerstatteligt i al sit tidslige stræben, gøren og liden. Lige indtil dets død, vel at mærke, der af samme grund kan være dybt tragisk for de efterladte.

Endelighedens profeter

Selv om Hägglunds kritiske læsning af Kierkegaards Frygt og Bæven desværre bliver en smule tendentiøs, er hans udlægning af Knausgårds Min Kamp som en fundamental hyldest til endeligheden til gengæld lige på kornet.

Hägglund tydeliggør her, hvordan Knausgårds evne til at »fæstne blikket« på hverdagslivets ufatteligt fintmaskede – og oftest usynlige – meningslag åbner for, at læseren (potentielt set) bliver ledt på vej til at reorientere blikket på sit eget liv.

Det er dog – som allerede nævnt – først og sidst Marx og Hegel, der – som »endelighedens profeter« – er de egentlige heltefigurer i This Life.

Efter at Hägglund har klargjort i bogens første halvdel, hvordan religionens idé om transcendent (dvs. endelighedsoverskridende) evighed fremmedgør menneskets eksistens’ uomgængeligt tidslige vilkår for mening, handlen, ansvar og kærlighed, går svenskeren nemlig direkte videre til en hyperkritisk applikation af denne værditeoretiske pointe på den kapitalistiske samfundsorden.

Pointen her er kort fortalt den følgende: Menneskelivets egentlige værdimålestok må være den – i ordets bogstavelige betydning – fritid, vi har.

Det er altså, når vi – efter at have sørget for den elementære overlevelse og instinktive behovstilfredsstillelse dvs. det nødvendige arbejde – i »åndsfrihed« tager stilling til, hvordan og hvorfor vi vil leve med os selv og hinanden.

For så vidt som kapitalismen reelt set kun værd(i)sætter, at der skabes økonomisk profit på baggrund af »udbyttet lønarbejde«, fremmedgør den os i sidste instans over for livets reelle værdifuldhed – nemlig fritiden fra nødvendigt arbejde til at kunne deltage i meningsfulde aktiviteter.

Kapitalismen er hermed – både i teorien og i praksis – ude af stand til at værdsætte for eksempl den fritid, den klimabeskyttelse, den dannelse og den forbedrede omsorg, som ville kunne muliggøres via teknologisk-effektiviserende fremskridt, så snart disse forbedringer ikke lader sig oversætte til økonomisk profit.

Det kan de i sagens natur ofte nok ikke – deres værdi er nemlig af en anden type. Og i en tid med for eksempel stigende ulighed og en accelererende klimakrise får vi følgerigtigt tydeliggjort ad absurdum, hvordan det kapitalistiske system er totalt ude af stand til at værdiprioritere rationelt over for sådanne udfordringer.

Det er forresten ikke nok at omfordele mere og bedre, understreger Hägglund, al den stund problemet består i kapitalismens grundlæggende værdiopfattelse, der – når det kommer til stykket – er præcis lige så fremmedgørende og livsfjendsk som religionens intetsigende evighedsutopier.

Omfordelingsparadigmet (som Hägglund ofte henviser til som »socialdemokratisme«) hviler i øvrigt på det både uløselige paradoks, at vi udelukkende kan omfordele ressourcerne på en mere retfærdighed måde, hvis der fortsat genereres økonomisk vækst (som så kan omfordeles) på en fundamentalt uretfærdig måde.

Sand frihed, som Hägglund sidestiller med Hegels begreb om »autonomi«, forudsætter hermed ikke blot, at produktionsgoderne fordeles anderledes. Selve produktionsformen må i stedet – og her filosoferer Hägglund vitterligt med hammeren – revolutioneres, demokratiseres og kollektiviseres, så enhver kan »yde efter evne og nyde efter behov«.

Alt i alt er Hägglunds bog overvældende i sin ambition og overbevisende i sin argumentation. Og den er i særdeleshed en bog til tiden – og til de tænkende mennesker, der lever i den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu