Læsetid: 3 min.

I 'The Narrow Corridor' ligger Danmark lige i Guldlok-zonen med en stat og et civilsamfund, der er lige stærke

Forfatterne til nyklassikeren ’Why Nations Fail’ ser i ny bog på, hvorfor nationer lykkes, og finder svaret i en fin balance mellem en stærk stat og et stærkt samfund, men kun få lande er så heldige at finde plads i denne ’snævre korridor’
26. oktober 2019

’Getting to Denmark’. Sådan formulerede Francis Fukuyama i 2011 (i bogen The Origins of Political Order) idealet for den mest attråværdige politiske orden. En orden, han så defineret ved en velregereret demokratisk retsstat, der kunne kombinere høje frihedsgrader med høj velfærd og velstand, stor social tillid, et betydeligt mål af lighed og social mobilitet.

Nu har to andre fremtrædende politiske tænkere, armenskfødte Daron Acemoglu fra MIT og britiske James Robinson fra University of Chicago, givet et bud på, hvilke forudsætninger der skal være opfyldt for, at målet kan nås. Herom skriver de i The Narrow Corridor, der udkom i sidste måned. Deres ærinde er dermed det stik modsatte af ærindet i deres forrige meget roste ’nyklassiker’, Why Nations Fail: Her satte de sig for at analysere de vildveje, ad hvilke nationer kan ende som dysfunktionelle, såkaldt ’fejlslagne’ stater.

Daron Acemoglu & James A. Robinson: 'The Narrow Corridor'.

Financial Times-skribenten Michael Wolf opsummerer i sin positive anmeldelse bogens vigtigste konklusion:

»Det helt enkle svar er dette: At komme til Danmark er umådelig vanskeligt, for vejen dertil forudsætter, at friheden i et samfund kan vokse ud af en uhyre fin balance mellem statsmagt og civilsamfundsmagt.«

Leviathan

Frihed er ikke noget, en statsmagt kan skænke sine borgere. Det er produktet af vedvarende kappestrid og vedvarende samspil imellem stat og samfund. I kappestriden må stat og samfund befinde sig på gensidig omgangshøjde.

Heri ligger, at frihed nødvendigvis må være mere end fravær af statslig undertrykkelse. Lige så frihedsnedbrydende kan strukturer i civilsamfundet være, hvis kvinder undertrykkes af mænd, arbejdstagere af arbejdsgivere, fattige af rige osv.

Analytisk knytter forfatterne an til Thomas Hobbes, den engelske 1600-tals-filosof, der plæderede for, at kun gennem en social kontrakt om skabelse af en suveræn og omnipotent stat – af Hobbes opkaldt efter havuhyret ’Leviathan’ – kan de menneskelige fællesskaber værnes imod uendelig konflikt og deraf følgende uendelig elendighed. Denne hobbesianske statsmodel betegner de to forfattere som ’den despotiske Leviathan’. Et eksempel på en moderne stat, der inkarnerer modellen, er Kina, hvor den statslige kontrol af borgerne har antaget en ny totalitær karakter gennem implementering af sofistikeret overvågningsteknologi.

I skalaens modsatte ende findes ’den fraværende Leviathan’. Acemoglu og Robinson forstår herved den slags samfund, hvor en statsmagt er visnet væk i afmagt eller aldrig har kunnet etablere sig med den konsekvens, at ’alles krig imod alle’ fortrænger og udelukker såvel lov og orden som frihed.

I sådanne samfund, dagens Somalia er et eksempel, hører borgerkrige og blodfejder til normen. En variant findes i samfund, hvor fællesskabet kan håndhæve stærke sociale sanktioner for at tvinge sine medlemmer til at rette ind efter normerne.

Et eksempel er det indiske kastesamfund, hvor de normer, som anses for at passe til ens kastetilhørsforhold, er indskrevet i kastestrukturen. Men kastesamfund er med nødvendighed og evner i fraværet af en statsmagt ikke at afvikle deres ufrihed.

Lagt i lænker

Mellem Den Despotiske Leviathan, der har stor statsmagt og for lille samfundsmagt, og Den Fraværende Leviathan, der har for lille samfundsmagt og for stor statsmagt findes en ’snæver korridor’.

I denne Guldlok-zone ligger begunstigede lande som Danmark. Forfatterne kalder denne for ’Den lænkede Leviathan’. I Danmark er staten og civilsamfundet meget stærkt og vel at mærke lige stærke. Derfor tog den ultraliberale statstænker og økonom Friedrich Hayek fejl, da han i sit klassiske værk om Vejen til trældom spåede, at stærke velfærdsstater med høje skatter og fintmaskede sociale sikkerhedsnet ville udvikle sig til ufrie samfund.

Læren er: Jo mere tillid, borgere har til deres stat, des mere vil de kræve af den, og des mere effektiv vil den blive. Hobbes tog altså fejl, hævder de, for det er tillid og ikke frygt, som udgør fundamentet for en stærk stat.

Newsweeks anmelder, Sam Hill, er imponeret over forfatternes ambition og lærdom, men har forbehold over for værkets svære tilgængelighed og mange neologismer. Besnærende finder han til gengæld bogens analyser af de dysfunktionelle institutioner i Trumps USA, hvor en uhyre stærk kapitalisme har stækket både statsmagt og civilsamfund. Hans hovedanke er, at værket sprænger sin egen konceptuelle ramme med for mange undtagelser og bortforklaringer.

»I realiteten påviser de, at udvikling af succesrige demokratier beror på historiske tilfældigheder snarere end på fornuftige valg. Med andre ord kan de, som har lært af historien, alligevel blive dømt til at gentage den. Forfatterne sætter sig for at vise, at historien ikke er en skæbne, man ikke kan undslippe – det lykkes ikke helt«.

Daron Acemoglu & James A. Robinson: 'The Narrow Corridor'. 576 sider. 19 dollar. Penguin Books.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu