Læsetid: 6 min.

Tor Nørretranders: Samfundsglæde er vejen ud af tidens kriser

Nørretranders’ nye bog er et retorisk og filosofisk debatbogsmanifest, der sparker os kærligt i røven og vil løse tidens kriser ved at genskabe fremskridtstroen, optimismen og stærke fællesskaber. Bogen er på en gang tiltrængt, tankevækkende og noget hurtig på aftrækkeren
Tor Nørretranders hovedtese er, at vi som samfundsborgere skal ændre vores mentale indstilling og samfundssyn. Vi skal blive opmærksomme på alt det værdifulde, der faktisk er og virker i vores samfund.

Tor Nørretranders hovedtese er, at vi som samfundsborgere skal ændre vores mentale indstilling og samfundssyn. Vi skal blive opmærksomme på alt det værdifulde, der faktisk er og virker i vores samfund.

5. oktober 2019

Tidens kriser er i den grad blevet tidens store samtaleemne. Klimakrisen. Ulighedskrisen. Meningskrisen. Demokratikrisen. I begyndelsen af det 21. århundrede former den store fælles samtale sig for fuld udblæsning om kriserne.

I 00’erne og 10’erne blev kunsten således igen alvorlig, politisk og problemdebatterende, og vil man sælge faglitterære bøger internationalt og i hundredtusindtal og være intellektuel superstjerne i det nye årtusind, skal man afdække en krise og helst komme med et svar på en vej ud af den. Tænk på Thomas Piketty, Francis Fukuyama, Shoshana Zuboff eller Stéphane Hessel. Eller på vores egen Svend Brinkmann.

Tor Nørretranders: ’Samfundsglæde – sammen kan vi selv’. 128 sider. 199 kroner. People’sPress.

Der er en længsel i tiden efter ikke bare fortolkninger, men også forandring, opbyggelighed og løsninger.

Og så kendetegner det ofte de berømmede bøger, at de behandler en enkelt krise, og at løsningen har fokus på politiske institutioner eller store strukturer: Lovgivning skal reducere den økonomiske ulighed, flere samfundslag skal repræsenteres af de politiske eliter, et fælles politisk-demokratisk grundlag skal skabe en national identitet, de demokratiske institutioner skal revitaliseres og så videre.

At dreje alt med ét håndtag

Forfatter og debattør Tor Nørretranders’ nye debatbog, Samfundsglæde – sammen kan vi selv, har også vores aktuelle krisetid og en løsning som sit emne, men både hans empiriske felt, tilgang og løsning afviger fra de dominerende bøger.

Hans emne er en stribe af kriser – han er optaget af både klimakrisen, ulighedskrisen, fællesskabets krise og meningskrisen – og hans ærinde er at vise en vej ud af hele dette krisemorads: Hans løsning ligger i en tilgang, der ikke fokuserer på materielle strukturer eller politiske institutioner, men træder et skridt tilbage og ser kritisk på, hvad der egentlig sker i det enkelte menneskes hoved.

Vi skal som samfundsborgere – det er hans hovedtese – ændre vores mentale indstilling og samfundssyn. Vi skal blive opmærksomme på alt det værdifulde, der faktisk er og virker i vores samfund. Butikkerne bugner af dejlige varer, elektriciteten strømmer, cykelstierne er asfalterede, der er varmt vand i hanerne, parlamentsvalg afvikles, der kører tog osv. osv.

Nørretranders’ bog er et vækkelsesprojekt: Vi skal få øje på alle de eksisterende værdier, som vi ikke lægger mærke til, og være glade for og stolte af vores samfunds præstationer.

Han underkender ikke naivt alle problemerne, men hævder netop vækkelsen som den afgørende forandringskraft og også middel til at bekæmpe forfaldstendenser og skabe indignation og protester; for eksempel stritte imod, når politikere vil spare uddannelser i stykker.

Hvis vi opdager det gode, som vi har glemt, kan vi bekæmpe det dårlige og undgå at navigere retningsløst ind i den fremtid, Nørretranders kalder »forandringernes tid«.

Det handler om en genopfindelse af fællesskabet på nye præmisser, og problemet er mere præcist ifølge Nørretranders, der gerne trækker store socialhistoriske linjer op, at modernitetens arbejdsdeling, urbanisering og udvikling af mere velstående og mindre klasseprægede samfund har besværliggjort ikkeanonyme, stærke fællesskaber, hvor individet føler dybe relationer og ansvar.

I storbyen er man ikke afhængig af en bestemt anden. Ifølge Nørretranders er mennesket et socialt væsen – han formulerer sig kompromisløst op imod et individualistisk samfundssyn – og han ønsker derfor en involverende »decentral livsform« med fælles formulerede visioner at realisere (fra fællesspisning til alt muligt) uden for statens og markedets logik og skriver sloganfilosofisk om en »højteknologisk stenalder«, hvor mennesker har »drømmekraft«.

Tro på sproget

Det hele ligger i den begrundende relation mellem bogens titel og undertitel, Samfundsglæde – sammen kan vi selv: Hvis vi bliver glade for samfundet, kan vi som borgere og civilsamfund i fællesskab nedefra håndtere kriserne og gennemtvinge gode politiske beslutninger. Det er en på én gang besnærende og dristig tese.

Nørretranders er ikke bleg for at slå store brød op, formulere enorme påstande og bevæge sig på de højeste nagler. Han fastsætter i en håndevending menneskets natur, store årsagssammenhænge og betingelsen for forandring. Og så er hans bog en tiltro til ideer og til sprog, både som hans debatbogs særlige virkemiddel og som det, der skal bane vejen for samfundsglæden og forandringen.

Wittgensteins ord om, at sproget er som en lygte – det, vi taler om, er det, vi bliver i stand til at se – er en grundpræmis hos Nørretranders, og han lægger ud med insisterende og flere gange at spørge, hvorfor vi slet ikke har et begreb for det at værdsætte samfundet? Nu er der jo, kunne man indvende, så meget stort og vigtigt, vi ikke har et begreb for værdsættelsen af: naturen, sproget, mennesket, videnskaben, årstiderne, kunsten, kærligheden mv.

Men et begreb for glæden ved samfundet ville han dog kunne finde i den kommunitarisme, han er særdeles beslægtet med, og helt prægnant hos den candiske filosof Charles Taylor og hans begreb om patriotisme: det at mennesket og borgeren grundlæggende føler og værdsætter sammenhold i et fællesskab og et fælles projekt, som udtrykker fællesskabets værdi.

Taylor kalder det en blanding af familiefølelse og altruisme, og hans kommunitarisme er netop – i Nørretranders’ ånd – et opgør med det, Taylor kalder 300 års voksende indflydelse af atomistiske og individualistiske tænkemåder (Locke, Bentham m.fl.).

Nørretranders kunne med fordel have set grundigere på den filosofi, han gerne vil inddrage. Også når han uforbeholdent hævder, at 500 års socialfilosofi har ment, at mennesket er barbarisk og dybt asocialt. Det må være Hobbes, han vil trække hårdt ned over hovedet på Locke, Rousseau, Kant m.fl.

Form og ideologi

Også Nørretranders’ egen bog er som helhed meget sprogligt bevidst. Det særlige ved dens påvirkningsstrategi er således dens retoriske og manifestagtige stil.

Dels har Nørretranders en forkærlighed for metaforer og analogier: For eksempel sammenlignes samfundsglæde gennemgående med kropsglæde; når vi bruger kroppen, bliver vi glade, og det ved vi, og således bør det også være med samfundet.

Dels er Nørretranders det slagkraftige eksempels mester, f.eks. når han som argument for et mere lige og sammenhængende samfund provokerende erklærer, at den rige fabriksejer reelt har mere glæde af S-toget, end den enkelte ansatte har, som ikke tjener nok til at kunne køre i bil til arbejde.

Endelig er bogen præget af ordspil, poetisk fyndighed, bogstavrim, anaforer mv., og bogen begynder og slutter med et manifest sat op i strofer. Nørretranders vil antageligt animere til handling og flytte os emotionelt frem for gennem tørre argumenter og videnskabelige referencer alene. Det vil dog nok virke bedst på dem, der i forvejen deler hans værdier.

Ideologisk fremstår han som en blanding af konservativ (vi skal bygge samfundet på det, der har vist sig at virke, og et organisk, antiindividualistisk samfundssyn) og venstreorienteret (lighed, stor velfærdsstat). Det minder om det, den britiske filosof Philip Blond kalder red conservatism: en socialt bevidst kollektivisme, der ikke er så optaget af liberalismens og socialismens fælles mål om individets frigørelse.

Nørretranders’ friske bog gør sig næsten lidt for sårbar over for kritik: Stedvist geråder den i overdrivelser (for eksempel: i fremtiden »skal alting laves om, alting«), i for hurtige analyser (for eksempel: politikerne har i årtier blot været administratorer, der gav perifere minoriteter skylden for dårligdomme, og de borgerliges eneste vision er at sænke skatterne) og i en kolossal tiltro til sprogs og ideers forandringskraft.

Også bogens bærende tese om, at samfundsglæde er vejen ud af kriserne, forbliver mere spekulativ og håbefuld end godtgjort.

Bogen vil i det hele taget svare på meget store spørgsmål meget hurtigt. Men som manifestagtig, retorisk og spidsformulerende debatbog er den tankevækkende og fuld af originale pointer, og som forandringslystent og opbyggeligt spark i røven er den glimrende.

Tor Nørretranders 'Samfundsglæde'. People's Press forlag. 150 s. 199 kr. 

I Søren Harnow Klausen nye bog, ’På sporet af din lykke – Guide til det gode liv’, argumenteres der for, at man kan arbejde aktivt på at opnå lykke, uden at man bliver offer for sit eget selvbedrag. 
Læs også
Anders Mossling, Ena Spottag og Nicolai Dahl Hamilton komplementerer med deres forskellighed hinanden som en helt hellig lille treenighed i ’Kunsten at være lykkelig’.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu