Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Man skal være brutal og lidt vanvittig for at være en god idealist

Den britiske forfatter og professor i politik David Runciman har skrevet en underholdende og oplysende bog om, hvad vor tids politiske lederes erfaringer viser om politisk magt
Vi ved godt, at de fleste præsidenter spiller golf. Men Obama skulle jo være noget helt særligt. Derfor var det lidt af en skuffelse, da David Runciman fandt ud af, at Obama også var golfspiller. 

Vi ved godt, at de fleste præsidenter spiller golf. Men Obama skulle jo være noget helt særligt. Derfor var det lidt af en skuffelse, da David Runciman fandt ud af, at Obama også var golfspiller. 

Paolo Lazzaroni

Moderne Tider
5. oktober 2019

»Det var lidt af en skuffelse, at præsident Obama spillede golf.«

Med denne betragtning indleder den britiske professor i politik ved Cambridge University David Runciman analysen af Barack Obama i sin nye bog, Where Power Stops.

Vi ved godt, at de fleste præsidenter spiller golf. Men Obama skulle jo være noget helt særligt. Det var ham, som havde fortryllet en nation med løfterne om ’håb’ og ’forandring’ og skabt en begejstret bevægelse, som troede på, at politik igen kunne gøre verden til et bedre sted. Vi forventede en ny stil til en ny tid.

David Runciman: ’Where Power Stops – The Making and Unmaking af Presidents and Prime Ministers’. 256 sider. 15 pund. Profile Books.

Og så fik vi en mand, der elskede at holde ferie med det liberale etablissement på Marthas Wineyard og spille golf ligesom resten af overklassen.

Basketballspiller og golfspiller

Men Obama var også basketballspiller – i modsætning til sine forgængere. Han inviterede gode spillere med til de kampe, han spillede med sit kampagnehold, og de, der fik lov til at være med, fortæller, at Obama spillede hårdt og intenst. Det var ikke for sjov – han ville vinde.

Runciman bruger modsætningen mellem den cool golfspiller og den lidenskabelige basketballspiller til at forklare konflikten hos Obama som præsident: Selv de bedste golfspillere taber mere, end de vinder.

De spiller alene uden kontakt med deres modstandere. De bedste basketballspillere vinder derimod mere, end de taber.

Det siges, at basketball er det holdspil, hvor de individuelle stjerner er mest afgørende. De gode basketballhold dominerer deres modstandere, sætter sig igennem og kan definere en æra:

»Denne tovtrækning mellem de to sider af Obamas sportspersonlighed – holdspilleren og eneren, drømmeren og realisten, manden, som tror på, at alt er muligt, og manden, som gør sit bedste, trækker på skuldrene og derefter forlader scenen – er emblematisk for hans tid som præsident,« pointerer Runciman. 

De, der elsker Obama, ser basketballspilleren, mens de, der er skuffede, fremhæver golfspilleren. Og når vi ser, hvordan Obama har købt et palæ i Washington til 40 millioner dollar, turnerer med foredrag, som forretningsledere betaler op til tusind dollar for at overvære, og at han sammen med sin hustru solgte rettighederne til deres erindringsbøger for 65 millioner dollar, ser det ud, som om golfspilleren vandt over basketballspilleren. 

Runcimans metode

Dette blik på Obama er også karakteristisk for Runcimans metode i Where Power Stops, hvor han har samlet essays fra London Review of Books om præsidenterne Lyndon B. Johnson, Ronald Reagan, Bill Clinton, Barack Obama og Donald Trump, de britiske premierministre Margaret Thatcher, Tony Blair, Gordon Brown, David Cameron og Theresa May – og kandidaten John Edwards. Runciman interesserer sig ikke for, hvad lederne konkret udrettede økonomisk, administrativt og klimapolitisk.

Det er ikke politik som middel til at forandre verden, Runciman er optaget af. Det er politik som et menneskeligt drama, han afdækker. Der er meget mere Shakespeare end Karl Marx i Runcimans bog.

Man hævder indimellem, at det højeste embede afslører magthaverens sande personlighed. Når Lyndon B. Johnson bliver præsident, ser vi, hvem han virkeligt er. Men Runcimans tese er den modsatte: Vi ved, hvem Lyndon B. Johnson og alle de andre er.

Det er i virkeligheden magtens præmisser og principper, der bliver afsløret, når de bliver præsidenter: »Præsidentembedet viste os ikke nogen væsentlig sandhed om Johnson. Men Johnson viste os nogle væsentlige sandheder om præsidentembedet.«

Intelligens, retfærdighedssans og selvindsigt er ifølge Runciman ikke nok til at blive en god politisk leder. Det kræver også brutalitet og en lille smule vanvid at regere over andre og sætte sig selv på spil. Dette vanvid og den brutalitet havde Johnson, og derfor kunne han udrette store ting. Obama derimod manglede den: Han var for meget og for lidt på samme tid, konkluderer Runciman. 

Where Power Stops kunne måske lyde som en overfladisk bog, der reducerer politik til psykologi og strategi. Det er den egentlig ikke. Snarere afdækker Runciman gennem velskrevne fortællinger de hårde forudsætninger for, at store idealer og planer kan blive realiseret i det komplicerede samspil med andre mennesker.

Det er underholdende og oplysende, Runciman skriver hverken som golfspilleren eller basketballspilleren. Han forstår nærmest politik som menneskehedens skakspil mod sig selv. Og vi andre lærer, hvordan man rykker brikkerne frem på brættet og sætter sine egne dæmoner og begrænsninger mat.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Barack Obama kom jo aldrig i nærheden af at tjene så meget som Michael Jordan på basketball og merchandise, hvorfor skal vi høre om de håndører?

"Intelligens, retfærdighedssans og selvindsigt er ifølge Runciman ikke nok til at blive en god politisk leder. Det kræver også brutalitet og en lille smule vanvid at regere over andre og sætte sig selv på spil. "

Formentligt er det korrekt at både brutalitet og vanvid (forstået som psykotiske tilstande?) er uomgængelige krav for at kunne være 'politisk leder' i amerikansk politik ... og i sig selv er dette nok til at konstatere et system, som ikke kan leve op til almindelige demokratiske standarder, for så vidt at disse hviler på principper/værdier som fredelig dialog, respekt for enhvers retsstilling, transparens og lovmedholdelighed i den politiske magtudøvelse etc.

"Det er ikke politik som middel til at forandre verden, Runciman er optaget af. Det er politik som et menneskeligt drama, han afdækker. Der er meget mere Shakespeare end Karl Marx i Runcimans bog."

En måske lidt for hurtig og sort/hvid konklusion; Runciman er jo også optaget af den dialektiske proces, som finder sted når et individ bliver præsident (eller 'politisk leder'); Johnson viste os nogle væsentlige sandheder om præsidentembedet - dvs. nogle strukturelle forhold/mekanismer blev eksponeret af Johnson. På samme måde kunne man om Obama's karriereudvikling og præsidentielle periode sige at mulighederne/de gunstige betingelser for at føre valgkamp på radikale forandringer og siden annullere hovedparten uden at dette i offentligheden, herunder de beslutningsansvarlige politikere, betragtes som et helt afgørende problem for den demokratiske tilstand/udvikling, eksponeres.

Til stor morskab for Jon Stewart og os andre, sagde Obama engang i 2012 i The Daily Show, at hvis han skulle revurdere "yes we can"-sloganet, ville han hellere bruge "yes we can....but......it's not going to happen overnight"................Wishy Washy neoliberal to the core

Carsten Wienholtz, Erik Winberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar