Læsetid: 3 min.

Man skal være brutal og lidt vanvittig for at være en god idealist

Den britiske forfatter og professor i politik David Runciman har skrevet en underholdende og oplysende bog om, hvad vor tids politiske lederes erfaringer viser om politisk magt
Vi ved godt, at de fleste præsidenter spiller golf. Men Obama skulle jo være noget helt særligt. Derfor var det lidt af en skuffelse, da David Runciman fandt ud af, at Obama også var golfspiller. 

Vi ved godt, at de fleste præsidenter spiller golf. Men Obama skulle jo være noget helt særligt. Derfor var det lidt af en skuffelse, da David Runciman fandt ud af, at Obama også var golfspiller. 

Paolo Lazzaroni

5. oktober 2019

»Det var lidt af en skuffelse, at præsident Obama spillede golf.«

Med denne betragtning indleder den britiske professor i politik ved Cambridge University David Runciman analysen af Barack Obama i sin nye bog, Where Power Stops.

Vi ved godt, at de fleste præsidenter spiller golf. Men Obama skulle jo være noget helt særligt. Det var ham, som havde fortryllet en nation med løfterne om ’håb’ og ’forandring’ og skabt en begejstret bevægelse, som troede på, at politik igen kunne gøre verden til et bedre sted. Vi forventede en ny stil til en ny tid.

David Runciman: ’Where Power Stops – The Making and Unmaking af Presidents and Prime Ministers’. 256 sider. 15 pund. Profile Books.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Barack Obama kom jo aldrig i nærheden af at tjene så meget som Michael Jordan på basketball og merchandise, hvorfor skal vi høre om de håndører?

"Intelligens, retfærdighedssans og selvindsigt er ifølge Runciman ikke nok til at blive en god politisk leder. Det kræver også brutalitet og en lille smule vanvid at regere over andre og sætte sig selv på spil. "

Formentligt er det korrekt at både brutalitet og vanvid (forstået som psykotiske tilstande?) er uomgængelige krav for at kunne være 'politisk leder' i amerikansk politik ... og i sig selv er dette nok til at konstatere et system, som ikke kan leve op til almindelige demokratiske standarder, for så vidt at disse hviler på principper/værdier som fredelig dialog, respekt for enhvers retsstilling, transparens og lovmedholdelighed i den politiske magtudøvelse etc.

"Det er ikke politik som middel til at forandre verden, Runciman er optaget af. Det er politik som et menneskeligt drama, han afdækker. Der er meget mere Shakespeare end Karl Marx i Runcimans bog."

En måske lidt for hurtig og sort/hvid konklusion; Runciman er jo også optaget af den dialektiske proces, som finder sted når et individ bliver præsident (eller 'politisk leder'); Johnson viste os nogle væsentlige sandheder om præsidentembedet - dvs. nogle strukturelle forhold/mekanismer blev eksponeret af Johnson. På samme måde kunne man om Obama's karriereudvikling og præsidentielle periode sige at mulighederne/de gunstige betingelser for at føre valgkamp på radikale forandringer og siden annullere hovedparten uden at dette i offentligheden, herunder de beslutningsansvarlige politikere, betragtes som et helt afgørende problem for den demokratiske tilstand/udvikling, eksponeres.

Til stor morskab for Jon Stewart og os andre, sagde Obama engang i 2012 i The Daily Show, at hvis han skulle revurdere "yes we can"-sloganet, ville han hellere bruge "yes we can....but......it's not going to happen overnight"................Wishy Washy neoliberal to the core

Carsten Wienholtz, Erik Winberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar