Læsetid: 3 min.

Forestillingen om digitale ekkokamre og filterbobler er en myte

Australsk medieforsker har skrevet en ilter bog, der gør op med fortællingen om, at internettet og de sociale medier splitter og isolerer os i fastlåste fællesskaber
Den australske medieforsker Axel Bruns lægger ikke fingre imellem i sin bog Are Filter Bubbles Real?, når han skal karakterisere debatten om de digitale bobler og ekkorum. Men han synes at glemme, at selv om rygterne om digitale ekkokamre måtte være stærkt overdrevne, betyder det ikke, at de nye digitale teknologier er demokratisk harmløse.

Den australske medieforsker Axel Bruns lægger ikke fingre imellem i sin bog Are Filter Bubbles Real?, når han skal karakterisere debatten om de digitale bobler og ekkorum. Men han synes at glemme, at selv om rygterne om digitale ekkokamre måtte være stærkt overdrevne, betyder det ikke, at de nye digitale teknologier er demokratisk harmløse.

Patricia de Melo Moreira

16. november 2019

Et sundt og stabilt demokrati afhænger af samarbejde og tillid på tværs. Skal vi lykkes med det, må vi undgå, at samfundet opsplittes i isolerede fællesskaber, der ikke evner at interagere med hinanden.

Af den grund er den digitale æra i tiltagende grad blevet udlagt som en trussel mod demokratiet. For netop internettet og de sociale medier baner vejen for, at borgerne lukker sig inde i digitale bobler og ekkokamre med deres politiske staldfæller og mister udsynet til omverdenen.

Det er en fortælling, som vi har hørt fra prominente skikkelser som Barack Obama, harvardprofessoren Cass Sunstein og techentreprenøren Eli Pariser.

Problemet er blot, at fortællingen beror på en myte. Det skriver den australske medieforsker Axel Bruns i sin netop udsendte bog Are Filter Bubbles Real?, og han lægger ikke fingre imellem, når han skal karakterisere debatten om de digitale bobler og ekkorum.

Axel Bruns: ’Are Filter Bubbles Real?’ 160 sider. 14,99 dollar. Polity Books.

Ifølge Bruns er debatten hovedsageligt udtryk for en »moralsk panik« over indførelsen af en ny, digital teknologi – internettet – der har ændret medielandskabet fundamentalt.

Frem for at undersøge disse ændringer på sober vis lader vi os forføre af en fortælling, som tilskriver de digitale teknologier og deres »almægtige algoritmer« en alt for stor magt over mennesket, mener han.

Selvforstærkende rum

Ideen om algoritmernes store magt kan illustreres ved, at søgemaskiner som Google begynder at vise os skræddersyede resultater.

Indtaster man for eksempel et oliefirmas navn, beslutter maskinen på baggrund af ens søgehistorik og meget andet, om man får henvisninger til investeringssider, eller om der dukker nyheder om klima eller miljø op.

En lignende tendens kan findes på de sociale medier, hvor nyhedsstrømmen i ens feed bliver baseret på, hvad man tidligere har liket og klikket på.

Algoritmerne sørger således for, at vi bliver bekræftede i vores holdninger og det, vi selv opsøger, og hver gang vi klikker videre, forstærkes denne mekanisme. Til sidst er risikoen, at internettet bliver en bobleverden for forskellige samfundsgrupper.

Fortællingen appellerer til vores common sense, skriver Bruns. Den er let at forstå, og den har alle de dramatiske ingredienser, som gør den virkningsfuld: et teknologisk nybrud, ændrede informationsgange og en spirende populisme rundt omkring i verden, der allerede har vist sine kedelige politiske følger.

Imidlertid er det svært at finde opbakning til fortællingen. Der er snarere indikationer på det modsatte, anfører Bruns:

»Generelt bryder generiske sociale platforme som Facebook og Twitter flere barrierer ned, end de rejser«.

Hans belæg for den påstand beror på en gennemgang af den seneste tids forskning på området, og han trækker særligt på et begreb om »kontekstsammenfald«. Det henviser til, at vores netværk på de sociale medier ofte er sammensat af vidt forskellige mennesker, som deler og kommenterer de samme opslag. Dermed bidrager medierne til, at forskellige verdener falder sammen og møder hinanden.

Bruns minder os om, at vores digitale liv i flere henseender ikke adskiller sig meget fra det analoge. Begge steder »er det svært at frigøre sig fra ens onkel, skolekammerat eller kollega, bare fordi de udtrykker ubehagelige politiske synspunkter«.

Og han fremhæver ved flere lejligheder, at vi omgås hinanden online af mange andre årsager end politiske. Vi er ikke kun politiske borgere på nettet, men også hobbydyrkere, fagprofessionelle og familiemennesker, og derfor er den algoritmiske frasortering ikke så simpel, som den politisk fikserede myte om filterboblerne vil gøre den til.

Skrevet for hurtigt

Bruns’ bog er med til at nuancere vores forståelse af de digitale medier, og han demonstrerer fint, at den mediejungle, de fleste borgere navigerer i, er for broget og kompleks til alene at kunne blive opsummeret af skræmmende fortællinger om lukkede digitale rum.

Som en ilter gennemgang af den nyeste forskning på området fungerer bogen derfor som et korrektiv til en ildevarslende modefortælling i samtiden.

Til gengæld er det en bog, der bærer præg af at være alt for hurtigt skrevet. Mest mærkværdigt forekommer det, at Bruns indleder den med en tordentale om, at vi skal flytte fokus væk fra begreber som filterbobler og ekkokamre, men alligevel insistere på at udlede sin egne, kluntede definitioner af dem, som han siden anvender med løs hånd hist og her igennem bogen.

Bruns kommer også kun yderst nødtørftigt ind på andre forklaringer på, hvorfor den politiske verden i stigende grad splittes op, selv om han lægger stort op til at ville gøre det.

Og sidst, men ikke mindst, synes han at glemme, at selv om rygterne om digitale ekkokamre måtte være stærkt overdrevne, betyder det ikke, at de nye digitale teknologier er demokratisk harmløse.

Christian Picciolini (t.v.) som ung, da han tilhørte den ekstreme højrefløj. I dag angiver han sit lave selvværd som en væsentlig årsag til, at han fandt de ekstreme grupper tiltrækkende.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Pedersen

At der ikke skulle eksistere filter-bobler, er sikkert sandt nok, men at der ikke skulle eksistere mediebobler er forhåbentlig ikke den konklusion man vil drage udfra hans bog? Mediebobler er i høj grad et resultat af geografi og af klasseskel, især geografi. Når det bedre borgerskab lever i de største byer, og den fattigere befolkning på landet, og når medierne i højere og højere grad bosætter sig og deres mediekontorer i storbyerne og lukker for de lokale medier, så er ekkokamre og mediebobler uundgåelige.

Det er ikke som sådan internettets skyld. Det er et spørgsmål om hvordan vi organiserer vore samfunde, vore stater, vore love og hvordan vi forholder os til at globaliseringen kun tilgodeser overklassens interesser.

https://www.politico.com/magazine/story/2017/04/25/media-bubble-real-jou...

Kun på et punkt vil jeg ikke give ham ret: Google er blevet så fintmærkende, at den er tæt på ubrugelig - bl.a. også, fordi generiske oplag og reklamer fylder for meget i begyndelsen af en søgning, og at den er alt for sprogligt ekskluderende, så man f.eks. ikke uden stort besvær kan søge på internationale emner på andet end ens eget sprog.
Men mht. synspunkter kommer man da i langt højere grad i kontakt med andre, end man gjorde tidligere, hvor man også passivt var tvunget til at acceptere det, der blev serveret.

Maj-Britt Kent Hansen

I gamle dage kunne man søge eksakt og få eksakte resultater ved at sætte gåseøjne om. Men det er længe side, at det har fungeret sådan. Nu får man samtidig henvisning til en masse sider, hvori den eksakte søgning ikke fremgår.

Prøv selv at søge på et personnavn eller stavemåden for et sprogligt udtryk, så dukker der ret hurtigt resultater op, som netop ikke er identiske med det, men søgte. Dvs. forkerte personer og forkerte stavemåder.

Steffen Gliese, Lillian Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg bliver også tiltagende frustreret over søgningerne. Vi mister mere og mere kontrollen over, hvad vi søger på. Også danske resultater. De blandes tykt op med ofte dårligt oversatte udenlandske. Skriver man flere søgeord, kan det somme tider hjælpe, eller også får man en endnu mere forvirrende blanding. Alt hvad der kan købes dominerer.

Bjørn Pedersen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar