Økonom afliver veloplagt løgne og myter om det tyske ’Wirtschaftswunder’

»Åh, bedstefar, fortæl om de gode gamle dage.«

Sådan lyder en ondsindet og uddøende tysk joke, der ikke engang behøver at blive fortalt færdig. I årtier har alle nemlig godt vidst, at i de gode gamle dage var bedstefar i Hitlerjugend, i Værnemagten, måske i Stalingrad.

Nu har den altid velskrivende tyske økonom, historiker og skribent ved den venstreorienterede avis TAZ Ulrike Herrmann taget denne tråd op med en mytedræberbog om tysk økonomi siden Anden Verdenskrig: Deutschland, ein Wirtschaftsmärchen (Tyskland – Et økonomisk eventyr) – et ikke så dumt ordspil på Heinrich Heines Deutschland, ein Wintermärchen.

Ulrike Herrmann har på den ene side skabt en læseværdig økonomihistorie, der forklarer årsagerne til den tyske velstand trods verdenskrige, udbombninger, koldkrigsdeling og genforening. På den anden side går hun benhårdt i flæsket på en lang række nostalgiske fortællinger om genopbygningen fra 1945, om den flittige tysker, om den gode gamle D-mark og ikke mindst om den angivelige hjerne bag hele Tysklands »sociale markedsøkonomi«, den evigt cigarrygende Ludwig Erhard, der var økonomiminister 1949-1963 og tysk kansler 1963-1966. Som forfatter til Velstand for alle er han stadig en kultfigur blandt liberale, når det skal påpeges, at markedsbaseret kapitalisme skam er godt for alle.

Ludwig Erhards  bagside

Herrmann udstiller derimod Ludwig Erhard som en »naiv økonom, opportunist og nazikollaboratør«, der havde held med at omdigte sin fortid efter krigen. Og hun hudfletter forestillingen om, at Tyskland selv stod for sit Wirtschaftswunder i Erhards tid: Både D-markens konstruktion, den økonomiske optur og eksportoverskuddet allerede fra midten af 1950’erne var amerikansk tænkt og drevet af internationale trends og institutioner som Kul- og Stålunionen fra 1952. Desuden var det tyske Wirtschaftswunder ikke kun tysk – for eksempel havde Spanien stort lige så høje vækstrater frem til oliekrisen.

Allerede her ligger et af Ulrike Herrmanns budskaber: Nationalisme og isolationisme er økonomisk betragtet lige så hjernedødt som højrefløjens D-mark-nostalgi og forestilling om, at alt var bedre i de gode gamle dage.

Efter en interessant gennemgang af Det Tredje Rige ud fra økonomiske aspekter som pengepolitik, industrialiseringsgrad og ressourceadgang analyserer Herrmann, hvorfor forestillingen om en Stunde Null efter krigen er lodret forkert: I modsætning til infrastrukturen var meget af produktionsapparatet intakt, og de store tyske koncerner blev fortsat ledet af de samme eliter. Det var med til at lægge grunden for Tysklands skæve formuefordeling – altså hvorfor den sociale markedsøkonomi aldrig rigtig blev social.

Den berygtede og åh, så stabile tyske forbundsbank har også fået sit eget kapitel. Her tegner Herrmann et billede af en institution, som med sin hysteriske inflationsbekæmpelse ofte har holdt renterne så irrationelt højt, at det har kostet velstand og udløst flere økonomiske kriser.

Efter små 200 sider har Ulrike Herrmann muntert skrevet sig frem til genforeningen og valutareformen i 1990, der aflivede DDR’s industri. Her holder hun fast i, at genforeningen var en økonomisk succes og endda en »dyr og dog gratis historisk gave« for Vesttyskland. Den åbnede nemlig for et kæmpe nyt marked og fungerede som en gigantisk konjunkturindsprøjtning.

Ingen svar til den nye tid

Hun køber heller ikke myten om, hvordan Gerhard Schröder – en socialdemokrat – satte gang i hjulene med reformer. Tværtimod tog han fra de fattige og gav til de rige ved at sænke skatterne i en situation, hvor staten investerede alt for lidt. Desuden var det ikke Agenda 2010-reformerne, der var skyld i den tyske vækst fra 2005. Det var euroen, der som en relativt svag valuta med lave renter var en velsignelse for eksportnationen Tyskland.

Euroen er heldigvis kommet for at blive, mener hun.

»Det er et kæmpe fremskridt, at den tyske forbundsbank ikke længere hersker indirekte over Europa. I stedet for at forherlige en uskøn fortid skulle tyskerne i stedet skabe deres fremtid,« skriver Ulrike Herrmann i endnu en stikpille til AfD-vælgerne, der stadig svælger i euroskepsis og nationalistiske fortællinger om gode gamle dages tyske socialparadis og evige optur med D-markens lyksaligheder.

Til allersidst føjer hun den vigtige pointe til værket, at den evige vækstlogik er fordømt til at ødelægge vores klode. Igen kan hun ikke lade være med at slå Ludwig Erhard i hovedet med, at hans »asociale markedsøkonomi« ikke har noget bud på vores gigantiske klimaudfordring.

Det er en mærkelig og anakronistisk front at kæmpe på, men trods mytedræbergenren sker det sjældent, at polemikken i den grad stikker af for Ulrike Herrmann. Bogen kan derfor varmt anbefales til alle tysklandsnørder.

Ulrike Herrmann: ’Deutschland, ein Wirtschaftsmärchen’. 320 sider. 24 euro. Westend Verlag.