Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Sandhed og demokrati har aldrig været gode venner

Sandheden er ikke hævet over politik og har aldrig været det. Når vi alligevel har en politisk sandhedskrise, handler det ikke om mængden af fake news, men om retten til at definere sandheden, skriver den amerikanske historieprofessor Sophia Rosenfeld i et vovestykke af en bog
Moderne Tider
30. november 2019

Når det kommer sandhed, befinder ethvert liberalt demokrati sig i en uforløst situation: Det kan hverken fuldt forkaste eller gå all in på spørgsmålet om sandhed. I hvert fald ikke uden samtidig at underminere sig selv.

Forkaster vi sandheden som irrelevant, bliver det meningsløst at føre politiske debatter. Der er nemlig ikke megen fidus i at fremføre sine synspunkter, overbevise eller modsige sin opponent, hvis samtalen er uden et fælles fundament. Og et sådant fundament kræver, at vi har visse, sande pejlemærker at navigere efter – såsom simple fakta om vores fælles univers.

Omvendt ville vi udelukke enhver debat, hvis vi hejste sandhedens flag for højt, at sandheden ikke stod til diskussion. Vi ville afskære os fra at kunne agere og strides i en demokratisk verden, hvor de færreste forhold er sat i sten.

Sophia Rosenfeld: 'Democracy and Truth’. 244 sider. 22,50 dollar. Penn Press

Det er denne uforløste situation, som optager den amerikanske historieprofessor, Sophia Rosenfeld, i hendes seneste bog Democracy and Truth.

Man kan kalde hendes projekt et vovestykke. For det kræver en solid portion is i maven at sætte ord på så højttravende et begreb som sandhed, som for mange virker bedaget – og forsøget kan nemt gå galt. Men man kan også se projektet som en nødvendighed i en tid, der er stærkt fokuseret på overfladefænomener som fake news og løgnagtige politikere.

Dette fokus medfører alt for ofte, at medielandskabet bliver set som et sted, der blot skal renses for falsk slam, og den politiske verden som en, der bare skal befries for ufine personer.

Konsekvensen er, at vi midt i denne rengøringsiver kan glemme at stille os selv de dybere og ubehageligere spørgsmål om, hvad sandhed egentlig er for en størrelse i politik, og hvad det betyder for vores egne mærkesager. Og det er netop det, der gør Rosenfelds vovestykke særdeles kærkomment.

Det velkendte og det nye

På et overordnet plan er Democracy and Truth rundet af tre elementer: et historisk tilbageblik, et filosofisk udsyn og en bekymret borgers opråb.

Som historiker anlægger Rosenfeld et køligt blik på samtidens luner og bemærker i den forbindelse vittigt om sig selv: »Historikere har for vane at være kynikere. Efter deres målestok er der sjældent noget helt nyt under solen. Sandhed og politik har, når alt kommer til alt, aldrig været gode venner«.

Derpå beretter hun om, hvordan en række nutidige fænomener har klare historiske paralleller.

Mens dagens internet er fyldt med konspirationsteorier om, at Michelle Obama eller Melania Trump i virkeligheden er mænd eller lesbiske, findes der pornografiske smædeskrifter tilbage fra tiden inden den franske revolution, som fremstiller dronning Marie-Antoinette som fuldstændig sexbesat. Og i lighed med dagens politikere beklagede George Washington sig allerede i 1796 over »faktaignorance« og et utal af forsøg på at »fordreje hans politik« og »krænke hans rygte og følelser«.

Løgn og smæderi har til alle tider været indklistret i politik.

Rosenfeld nøjes imidlertid ikke kun med at opliste en række historiske ligheder med tiden i dag. Bogen udmærker sig også ved sit filosofiske udsyn, der – med filosoffen Hannah Arendt som teoretisk ankerkvinde – bruges til aktivt at evaluere de historiske og samtidige kendsgerninger, der rulles op i løbet af bogen.

Og som bekymret borger træder historieprofessoren selv frem i bogens sidste kapitel for at konstatere, at der alligevel er noget krisekedeligt nyt under solen i dagens demokratier, og hun disker derpå op med en håndfuld ideer til at rette op på nutidens skavanker.

Idealet fra oplysningen

Når Rosenfeld erklærer krise i samtiden, er det ikke en generel sandhedskrise, hun har i tankerne, men snarere en krise, der handler om, »hvordan vi ved, hvad vi ved«. Krisen handler ikke om, hvorvidt der findes sandhed derude, men om hvem vi overhovedet skal sætte vores lid til og hvorfor.

Dette spørgsmål om, hvem der har – eller bør have – vidensautoriteten i samfundet, kan ifølge Rosenfeld besvares med et ideal fra Oplysningstiden.

Hun fremhæver, at der historisk set er to stærke flanker på vidensområdet. På den ene side står eksperterne med deres særlige viden og forfinede undersøgelsesmetoder til at udfritte virkeligheden om dens beskaffenhed. På den anden side har vi de almindelige borgere, hvis levede liv udstyrer dem med hverdagserfaringer, som giver næring til deres politiske vilje og dømmekraft hinsides eksperternes videnskabelige nøgternhed.

I sin mest ideelle form foregår der en gensidig udveksling mellem samfundssindede eksperter, som udstyrer almindelige borgere med nyttig viden, mens borgerne omvendt informerer eksperterne om, hvad der foregår i deres livsverden.

Derfor er det et bærende element i det moderne demokrati, at vi forpligter os på »et udogmatisk, åbent sandhedsbegreb«, skriver Rosenfeld. Demokratiets store fordel består i, »at vi aldrig kan være sikre på, at vi rammer rigtigt, og at det er i orden«.

Vi lærer hele tiden nyt om verden, og vi gør klogt i at blive ved med udfordre og revidere vores viden om den.

Uindfriet ønsketænkning

Problemet er bare, at idealet aldrig har været helt indfriet, og Rosenfeld viser i løbet af bogens kapitler, hvordan der kan spores grus i denne ønskemekanisme helt tilbage fra Oplysningens spæde dage.

På ekspertsiden har der alle dage været en udpræget skepsis over for almindelige menneskers evne til at forstå samfundet og træffe beslutninger. Oplysningstiden var gennemsyret af en antik arv, vi finder frem til i dag – nemlig, at det bør være de indviede få, der skal styre sagernes gang.

Denne folkeforagtende kritik kan spores frem til nutidens teknokrater, der ikke ønsker at overlade vigtige beslutninger til dumme vælgere.

På folkesiden har argumentet lydt lige omvendt. Her lyder tesen, at de manges visdom ofte trumfer de få eksperters, og i sin mest ekstreme form baner denne tese vej for et radikalt opgør med eliten og de intellektuelle, skriver Rosenfeld. Det er i stedet folkeflertallet – gerne anført af en stærk leder – der skal styre landet med afsæt i common sense-erfaringer og intuitioner. Eliten, derimod, skal jages på porten.

Tænk blot på Donald Trump, der siger, at han ikke har brug for folk med flotte uddannelser, men kun sin mavefornemmelse, når han skal træffe beslutninger.

I den forstand er de teknokratiske folkeforagtere og de populistiske folkeforherligere fælles om at afsky den åbne og udogmatiske sandhedsforståelse, som ifølge Rosenfeld »fortsat er central for moderne demokratier«. Hos dem er sandheden ikke til debat, men forbeholdt eksperterne eller folkeflertallet.

Dermed er vi også fremme ved kernen i den demokratiske krise, som historieprofessoren mener, vi befinder os i.

Dagens risiko består ikke i, at »fakta« vil forsvinde i fake news-sumpen og aldrig komme igen, men at vi opgiver idealet om en løbende tilpasning og udfordring af sandheden og det, vi ved. Et sandhedsideal, som søger at balancere behovet for ekspertinput og hverdagserfaringer gennem stadige og intense debatter.

Parkerer sine analyser

Rosenfelds analyse er skarpsindig og velfortalt. Hun mestrer over store dele af bogen tilmed kunsten at pege pilen indad og understrege, at det ikke er nok bare at pege fingre ad de andre. Vi skal også huske, at det, vi selv mener, grundlæggende – og heldigvis – står til debat.

Politik opstår, som hun skriver, i samspillet mellem fakta og fortolkninger, og politikkens verden vil således altid være kendetegnet af en flertydighed, som ingen ekspert og intet folkeflertal alene kan befri den fra. Til gengæld er det netop i kraft af denne flertydighed, at vi som mennesker kan blive ved med at handle og skabe i fællesskab. Og derfor er den uforløste sandhedssituation en gave til demokratiet.

Men hvor bogens historiske og filosofiske analyser er glimrende, falder Rosenfeld gedigent igennem, når hun selv skal råbe vagt i gevær.

I den milde ende gentager hun ukritisk det evindelige – men dårligt dokumenterede – kvad om en tid karakteriseret af digitale ekkokamre, hvor vi klumper os sammen med meningsfæller i lukkede internetcirkler.

Langt mere betænkeligt bliver det, når hun kommer med sine konkrete forslag, der er indsvøbt i en sær frygt og afsky for ytringsfriheden. Bred ytringsfrihed som garant for frie og nye ideers udfoldelse tror hun ikke rigtigt på og foreslår flere steder at indskrænke den gennem nye love, reguleringer og større censur på sociale medier.

Man fristes derfor til at sige, at hun parkerer sine skarpsindige analyser, når hun skal komme med sit opråb og sine anbefalinger. For det klinger uvægerligt hult, når hun hylder et udogmatisk sandhedsbegreb og samtidig slår et slag for at stække den tale, der skal være med til at smede konturerne for den altid flygtige, demokratiske sandhed.

Sophia Rosenfeld: 'Democracy and Truth’. 244 sider. 22,50 dollar. Penn Press.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her