Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Vi tror på alle, men stoler på ingen

Den amerikanske essayist Eula Biss tager videnskab, litteratur, filosofi, historie og semantik i brug i sin vedkommende undersøgelse af begreberne immunitet og vaccination. Emnet er omgærdet af løgn og myter, som er svære at tilbagevise, men Biss får ryddet ud i nogle af de værste
Den amerikanske essayist Eula Biss tager videnskab, litteratur, filosofi, historie og semantik i brug i sin vedkommende undersøgelse af begreberne immunitet og vaccination. Emnet er omgærdet af løgn og myter, som er svære at tilbagevise, men Biss får ryddet ud i nogle af de værste

Gaetan Bally

Moderne Tider
16. november 2019

Da MFR-vaccinen mod mæslinger, fåresyge og røde hunde i 1986 blev del af børnevaccinationsprogrammet, var forventningen, at mæslinger som sygdom kunne udryddes i Europa før 2015, hvis blot alle, der kunne, lod sig vaccinere.

Men sådan gik det ikke. I stedet er antallet af mæslingeudbrud i dag stigende.

Alene i Europa blev flere end 84.000 forrige år smittet med mæslinger, hvilket var en tredobling fra året forinden og 15 gange flere end i 2016. I år bliver det endnu værre – vi har allerede for længst passeret 90.000 smittede. Ukraine tegner sig for hovedparten af tilfældene, hvor politisk ustabilitet, et dysfunktionelt sundhedsvæsen og mistillid til myndighederne har medvirket til en lav vaccinationsdækning. Men også USA, Italien, Frankrig og England – lande, vi ofte rejser til – oplever store mæslingeudbrud. Her menes årsagen at være en helt anden; nemlig skepsis over for vacciner.

Myter kan koste liv

Danmark har hidtil været forskånet for mæslingeudbrud. Emnet har ikke desto mindre været kilde til voldsom debat de senere år. Det tydeligste eksempel var spørgsmålet for og imod HPV-vaccinen. Mediernes rapportering af vildledende cases og en mildest talt uheldig brug af ’eksperter’ i medierne, der afveg fra videnskabelig konsensus, skabte stor ubegrundet bekymring over for vaccinen.

Eula Biss: ’Immunitet – et essay om vaccination’. 212 sider. 279,95 kr. Forlaget Semmering

Resultatet var, at tilslutningen til vaccinen styrtdykkede, selv om den beviseligt er sikker og forebygger kræft. HPV-debatten viste os, hvor galt det kan gå, når misforståelser og falske myter får tag i os. Det kan koste liv.

Vaccineskepsis har eksisteret lige så længe som vaccinerne selv. Men internettet og de sociale medier har sat skub i udbredelsen af pseudovidenskabelige tankegange og spredt mistro over for vaccinernes effekt og sikkerhed.

Dette gælder i særdeleshed i USA, hvor flere antivaccineorganisationer har postet enorme pengesummer i propagandistisk lobbyisme med det formål at skabe frygt og usikkerhed over for de vacciner, der ellers så markant har nedsat dødeligheden verden over.

Kan afgøre politiske valg

Vacciner repræsenterer et af vores største sundhedsfaglige fremskridt og menes at forhindre omkring tre millioner dødsfald om året.

Så hvorfor er vaccination da ikke det naturlige valg for alle? Fordi misinformation har fået et alt for godt tag i os. I sin udnyttelse af følelser – og skævvridende og sindsoprivende anekdoter – stjæler den opmærksomheden fra de tørre fakta.

Misinformationen låner af videnskabens kringlede og autoritetsvækkende sprog, men ser bort fra dens egentlige metoder. Den udnytter de indlejrede bias og den irrationalitet, der ligger dybt i os alle, og er tilmed overordentlig svær at spotte for udefrakommende.

Misinformation er en farlig størrelse, der kan afgøre politiske valg og koste liv og er blevet en uomgængelig faktor, der i stigende grad udfordrer vores samfund. I bogen Immunitet – et essay om vaccination sætter den amerikanske essayist Eula Biss fokus på misinformationens magt, gennem fortællinger om sine overvejelser omkring vaccination. Hun er ikke læge, ej heller naturvidenskabeligt uddannet. Men hun er mor og forfatter, og det giver hende et overraskende godt afsæt for at undersøge vaccinernes historier og de holdninger, de omgærdes af, uden formanende pegefingre og arrogant skråsikkerhed.

Som Alice i kaninhullet

Da Eula blev mor, var vacciner et af de helt store emner i hendes omgangskreds. Nogle var stålsatte på, at deres børn skulle vaccineres. Andre var stålsatte på det modsatte. Hun blev selv i tvivl og satte sig derfor for at undersøge sagerne på egen hånd. Men undervejs kom hun – præcis som Alice i Eventyrland – længere og længere ned i et kaninhul:

»I løbet af min udforskning af immunitet faldt jeg ned i det (kaninhullet, red.), og jeg faldt og faldt og fandt ud af, at det var meget dybere end forventet. Ligesom Alice faldt jeg forbi hylder fulde af bøger, flere end jeg nogen sinde kunne nå at læse. Ligesom Alice nåede jeg frem til låste døre. ’Drik mig,’ blev jeg beordret af én kilde. ’Spis mig,’ blev jeg fortalt af en anden. De havde direkte modsatte effekter – jeg voksede, og jeg blev formindsket, jeg troede, og jeg mistede troen. Jeg græd, og så genfandt jeg mig selv, mens jeg svømmede rundt i mine egne tårer.«

Bogen er bygget op om en række essays. Små fortællinger, der undersøger begreberne vaccination og immunitet gennem videnskab, litteratur, filosofi, historie og semantik. Med de mange personlige fortællinger om de overvejelser, hun går igennem som mor, rammer hun lige ind i vores alles inderste.

Hvem vil ikke sine børn det bedste? Det er helt naturligt og ganske fornuftigt, at vi tager stilling til, hvilke behandlinger og forebyggende tiltag vores børn skal gennemgå. Men Eula Biss giver os også indblik i, hvor vildledende og misinformerende meget af den tilgængelige information om vacciner er. Når vi søger svar på Google, drukner den faglige information for ofte under følelsesmæssige beretninger bundet op på fejlslutninger, der skaber forvirring og bekymring, og leder os på afveje.

Følelser, fejl og nøgternhed

Eula Biss’ essays afslører dog et moderskab, der for nogle (og i hvert fald for denne skribent) kan virke omklamrende og dominerende. Og det gør det svært rigtigt at relatere til hendes situation. Samtidig er bogen bemærkelsesværdigt fattig på mandligt input. Faderen synes frataget al ansvar for sønnens helbred. Dem om det. Det har formentlig sine årsager.

Men det besværliggør identifikationen med deres forældreskab. Og så er oversættelsen flere steder elendig og sproget tilhørende kluntet. Slåfejlene står i kø og efterlader et forhastet indtryk. Det er en skam. For det er en vigtig bog, der kan have betydning for vores alle sammens sundhed ved objektivt og i øjenhøjde at gennemgå for og imod vaccination.

Følelserne og moderskabet får heldigvis ikke lov til at gennemsyre hele fortællingen. Eula Biss går også nøgternt og faktuelt til værks og gennemgår hver enkelt af de mange myter og misforståelser om vacciner.

Hvorfor indeholder vaccinerne aluminium, og skader det barnets hjerneudvikling? Beskyttes vi overhovedet gennem flokimmunitet? Kan vaccination medføre autisme? Alle er myter, der også er udbredte i de danske miljøer, og gør således bogen vedkommende og relevant.

Eula Biss går endda et spadestik dybere og beskriver de videnskabelige metoder og arbejdsgange, der sætter bespænd for sin egen succes. Videnskaben har et altoverskyggende problem. Den kan ikke bevise, at noget ikke kan ske, eller afvise, at noget er muligt. Og kan i sagens natur således ikke udelukke, at vacciner medfører autisme. Den kan blot sandsynliggøre, hvorvidt der er en sammenhæng.

Kender man til videnskabsteori, forstår man, hvorfor dette kan være tilstrækkeligt som bevis. Men det er disse ’mangler’ i videnskabens natur, der udnyttes i misinformerende fortællinger om vacciner. Når vi som forskere ikke kan afvise påstande, efterlades der plads til opdigtede skrækhistorier, fejlslutninger og fejlfortolkninger, der taler ind i den tvivl og mangel på skråsikkerhed, videnskaben efterlader.

Løgnen har det bekvemt

Eula Biss sætter også fokus på, hvordan hypoteser ofte udnyttes som sandheder. Et vigtigt princip inden for forskning er, at den først har stået sin prøve, når den har vist sig reproducerbar. Ét forskningsresultat skaber ingen sandheder. Det skal efterprøves af uafhængige forskningsgrupper, før man ved, om der er noget om sagen, hvorfor man altid bør skele til den samlede forskning på et område. Dette er særligt vigtigt i lyset af, at op mod halvdelen af al den forskning, der udgives, senere viser sig fejlbehæftet.

Men den pointe overses ofte i vaccineskeptiske kredse. Særligt grel er myten om, at vacciner medfører autisme. Denne fejlagtige påstand stammer fra et forskningsstudium i 1998, der blev trukket tilbage år senere, da man opdagede, at der var fusket med resultaterne.

Påstanden er endda modbevist af flere store studier siden hen, men myten lever alligevel endnu. I 2017 viste en undersøgelse, at 24 procent af alle danskere fortsat troede på påstanden, her 12 år efter at forskningsstudiet blev tilbagetrukket.

Der er intet så svært som at modbevise en løgn. Men Eula Biss’ essaysamling er et flot forsøg på at udrydde de mest skadelige af dem.

Eula Biss: ’Immunitet – et essay om vaccination’. 212 sider. 279,95 kr. Forlaget Semmering.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Denne artikel ligner mest endnu et angreb på folks usikkerhed overfor vacciner, forhåbentlig har bogen mere at byde på. Jeg er ikke imod vacciner, men mere bekymret for de økonomiske interesser omkring medicinalindustrien og hvad deraf følger. Hvis folk kan gå forgæves efter medicin er der noget galt. Det kan understøtte mistilliden til vacciner.

anne lindegaard

Hvorfor vil Information dog i den grad promovere en tillid til medicinalindustrien?
Selv finder jeg det mer end tankevækkende at da mine to ældste børn havde mæslinger var sygdommen kendt som en uundgåelig børnesygdom. Da mine to yngste nåede en vis alder, var mæslinger pludselig blevet livsfarlige.
Og ja - enhver infektionssygdom er potentielt farlig i underpriviligerede lande - men ikke i Dk.

Steen Obel, Lillian Larsen, Knud Jacobsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

På de amerikanske pengesedler står der som bekendt: "In God we trust". Læser man det ironisk, kan det tolkes som, at vi ikke stoler på nogen. Derfor er det eneste vi i realiteten stoler på gangbar mønt.