Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Filosofi: Breve fra fortidens England

Englænderne har med Brexit udviklet sig til en særegen politisk stamme. For næsten 300 år siden rapporterede filosoffen Voltaire fra et anderledes balanceret og fremsynet England
Mens jeg læste Voltaires breve, var det fristende at forestille sig en moderne Voltaire i England. I disse år, mens Brexit pågår. Voltaire har nemlig et knivskarpt blik for opblæsthed. Et besøg fra Voltaire ville næppe være rart. Han ville medbringe tvivlens nådegave, men det ville være i form af et bid, skriver anmelder Frank Beck Lassen.

Mens jeg læste Voltaires breve, var det fristende at forestille sig en moderne Voltaire i England. I disse år, mens Brexit pågår. Voltaire har nemlig et knivskarpt blik for opblæsthed. Et besøg fra Voltaire ville næppe være rart. Han ville medbringe tvivlens nådegave, men det ville være i form af et bid, skriver anmelder Frank Beck Lassen.

Stefan Rousseau

Moderne Tider
14. december 2019

Voltaire ved man aldrig rigtigt, hvor man har. Spottende, legende, alvorsdyb, forklarende, hånlig, empatisk. Han kan det hele. Hvad situationen nu kalder på.

Er det den spritnye gravitationslære, som bringer balance i planeterne, der skal forklares, kan han være klar og tydelig uden så megen polemik. Er det kvækerne, den nye religiøse stjerne på himmelen (det handler ikke om, at den funkler, det handler om, at der er tusinder af dem), er han på samme tid ironisk og mild, hvis det kan vise tvetydigheden i deres væsen.

Kvækerne og tyngdeloven fylder begge en del i Voltaires Filosofiske breve om den engelske nation. I 1726 rejste Voltaire til England og opholdt sig der i tre år. Brevene er hans samlede indtryk af de religiøse, politiske, videnskabelige og litterære forhold i England. 1700-tallet var fyldt med rejsebeskrivelser, og Voltaire vrider genren i en ny, kritisk retning.

Og de udgør en ret god læseoplevelse. Voltaire er frisk og så spiddende, at det bliver helt fornøjeligt. Forordet til den engelske udgave (som Voltaire vist gav sig selv lov til at skrive) siger uden stor beskedenhed, at »forfatteren har gennemtrængt sine emner med alle de raffinerede træk, som det var egnet til«.

Voltaire: ’Filosofiske breve’. Redigeret og med efterskrift af Christoffer Basse Eriksen og Thomas Palmelund Johansen. 156 sider. 249,95 kr. Forlaget Klim.

Som bogens fine efterskrift forklarer, giver det god mening at betragte Voltaires Filosofiske breve som starten på Den Franske Oplysning. Han anviser ligesom en stil, en måde at begå sig på, hvor kritik og beskrivelse er som slyngplanter.

Der veksles mellem de to i en – ja, Voltaire siger det jo selv – raffineret præsentation og kritik. Man forstår, hvis myndigheder og censur rev sig i håret over tekster, der føltes udfordrende uden at sige ligeud, hvad de mente.

Engelsk visdom

Voltaire er begejstret for en del ting i 1720’ernes England. Her vaccinerer man mod kopper. Hvorfor? Fordi erfaringen tilsiger, at det virker. Man er ikke så principfaste, at det gør noget, og forlader sig hellere på gode erfaringer end renskurede principper.

Et nøgleord for Voltaires England er ’ligevægt’.

Man har ikke enevælde som på kontinentet, men en blandet styreform, hvor parlament og regent udbalancerer hinanden. England er i mindre grad et standssamfund. For eksempel er beskatningen mere ligeligt fordelt.

Der er i det hele taget en mere kommerciel atmosfære, adelige frygter ikke at blive set som købmænd og entreprenører. Modsætningen er tyske adelige, »grebet af felterne på deres våbenskjolde«. De er forunderligt tilfredse med ikke at eje andet end skjold og navn.

Man har ikke blot én dominerende religion, men rummer anglikanere, presbyterianere og kvækere. Særligt kvækerne fascinerer Voltaire. De er en mild sekt, men ikke desto mindre en sekt. De har ret så dydige vaner, men de er ikke desto mindre vundet på en fanatisk baggrund.

Når det sekteriske dukker op hos Voltaire, er det om at være vågen. Tanker, der lukker sig om sig selv, er det store onde i Voltaires univers. Han elsker kvækerne for deres personlige åbenhed for den religiøse erfaring, men foruroliges over det opklarede lys i deres øjne. Som han sukker, så nytter det ikke »at fremføre nogen fornuftsgrunde for en fantast«.

Det er en fast figur hos Voltaire. Han kæmper mod fanatisme og for moderation, og intet sted i verden har moderationen bedre vilkår end i England. For 300 år siden vel at mærke.

Helten Newton

Filosofi og naturvidenskab fylder en del i brevene. Og det er ret fantastisk at læse Voltaires præsentation af tyngdekraften og lysets brydning. Voltaires beskrivelser har stadig gennembruddets kraft, tyngdekraften forklares på et tidspunkt, hvor den overhovedet ikke er almindeligt antaget. Voltaires uselvfølgelige forklaring af lysets brydning er virkelig anderledes og efterlader os indbyggere i det 21. århundrede med en smag af naturvidenskabelig eksotisme.

Under opholdet i England forelskede Voltaire sig i den filosofiske empirisme, der argumenterede for erfaringsbaseret skepsis. Voltaire så tidligt den politiske fordel i en empirisk tvivl. Hvorledes insistere på dogmatisme og intolerance, hvordan fortsætte med at undertrykke anderledes tænkende på et tvivlsomt vidensgrundlag? Helten i denne historie var Newton. Newton havde formået at basere sin fysik på eksperimenter og observationer frem for skrivebordsøvelser og gammel dogmatik. Voltaire omsatte i 1738 de vanskelige tanker i en grundig og forståelig version i værket Elements de la philosophie de Newton.

Newton og tyngdekraften er helt og baggrundsteori i Voltaires fortælling om et engelsk ligevægtssamfund. Hvad er teorien om tyngdekraften, hvis ikke en generel balancelære om, hvordan alle fysiske kræfter holder hinanden i skak? Hvad er Newton, hvis ikke en repræsentant for menneskets potentiale, der til hverdag ødsles væk på private og forfængelige spekulationer?

Med sit talent for iscenesættelse opfandt han ved samme lejlighed myten om det faldende æble som Newtons store gennembrud. Det er den slags kneb, der har fået eftertiden til at se ned på manden. Han var ikke rigtig filosof. Højst en begavet popularisator. Uden tankemæssig dristighed, for indspundet i tidens konventioner.

Bogens redaktører spørger, om ikke vi er ofre for en ret ny forståelse af, hvad det vil sige at være filosof, der gerne vil tvinge os til at springe lige fra Locke til Kant, sådan som man ofte gør. Ser man i stedet på Voltaire med tidens målestokke, var han et centrum uden lige. Som ingen andre formåede han at samle spekulation, moral og kunst i serier af stemmer, der havde konsekvenser for samfundet.

Kontinental spottefugl

Mens jeg læste Voltaires breve, var det fristende at forestille sig en moderne Voltaire i England. I disse år, mens Brexit pågår. Voltaire har nemlig et knivskarpt blik for opblæsthed. Et besøg fra Voltaire ville næppe være rart. Han ville medbringe tvivlens nådegave, men det ville være i form af et bid.

Hos Voltaire er entusiasme og blind selvforelskelse tætte naboer. For megen entusiasme er af det onde. Det giver et forringet syn, åbner for perspektivillusioner, får egen storhed til at syne af for meget, overdriver fordelene ved at være just som en selv og undervurderer andre lande eller kulturers indretninger.

Hver gang, vi mennesker lider af fikse ideer, står Voltaire og kigger ind gennem ruden klar med en giftig pen. Og englænderne har på det seneste vitterlig gjort sig selv til en sær og mærkelig politisk stamme.

Voltaire var ikke en venlig kritiker. Han var en spottefugl. Han havde vid og bid, syrlighed og ironi. Som la Rochefoucauld havde han sigtet stillet ind efter det latterlige ved os mennesker. Voltaire er et blik fra foroven, hvor vi alle ligner myrer, alle ser lidt mekaniske ud. Det er et rummeligt, men også ukærligt blik på sine medmennesker. Rummeligt, mest fordi vi alle er lige latterlige i vore entusiasmer.

Voltaire tog ifølge Germaine de Staël ingenting alvorligt og distancerede sig fra alt med en hånlig latter: »Han stiller sig ligegyldig til vor lod, fornøjet med vore lidelser, og han ler som en dæmon eller abe af nøden hos den menneskeart, han ikke har noget til fælles med«.

Det er en hård dom, men de Staël har fat i noget. Voltaire rummer en temmelig ukærlig kombination af latter og gru over menneskets banale tilværelse. Poetisk, politisk og metafysisk accepterede han datidens privilegiesamfund. Adelen med dens veludviklede smag var mindre modtagelig for den farlige entusiasme og den eneste del af befolkningen, der kunne bibringe den skidtdynge, vi nu engang bebor, et strejf af nobelhed.

Voltaire: ’Filosofiske breve’. Redigeret og med efterskrift af Christoffer Basse Eriksen og Thomas Palmelund Johansen. 156 sider. 249,95 kr. Forlaget Klim.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her