Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Filosofi for de fordrevne

Politisk teori og intellektuel historie flettes på begavet vis sammen i ny bog, der undersøger, hvad der sker med filosofien, når den skrives på erfaringer af eksil
Moderne Tider
14. december 2019

I litteraturen bruges ’eksillitteratur’ om litterære værker, som er frembragt under eksil, flugt eller fordrivelse. Når der ikke findes nogen tilsvarende betegnelse inden for filosofien, skyldes det, at filosofien har det med at ville se verden fra et universelt synspunkt. På den måde er filosoffen med den franske oplysningsfilosof Voltaires ord »uden fædreland«.

Som det ganske overbevisende demonstreres i den tyrkisk-amerikanske filosof Seyla Benhabibs Exile, Statelessness, and Migration: Playing Chess with History from Hannah Arendt to Isaiah Berlin, betyder det dog langtfra, at tænkningen ikke påvirkes af et liv levet i landflygtighed.

I bogen forbinder Seyla Benhabib liv og tanker mellem nogle af det 20. århundredes største tænkere, for hvem opkomsten af periodens totalitære regimer gjorde det akut påtrængende at forlade deres hjemland. En omstændighed, argumenterer hun, som uvægerligt, men på meget forskellige måder, kom til at præge deres intellektuelle arbejde.

Seyla Benhabib: ’Exile, Statelessness and Migration – Playing Chess with History from Hannah Arendt to Isaiah Berlin’. 305 sider. 80 dollar. Princeton University Press.

Ved at kortlægge skæringspunkter mellem Theodor Adorno, Emmanuel Lévinas, Walter Benjamin, Hannah Arendt, Isaiah Berlin, Albert Hirschmann og Judith Shklar – for blot at nævne bogens vigtigste hovedpersoner – optegnes såkaldt uventede dialoger mellem tænkere, der ikke nødvendigvis tilhører de samme filosofiske departementer, men som i kraft af deres jødiske baggrund alle blev tvunget til at forholde sig til spørgsmål om eksil, identitet og loyalitet.

At tænke verden i sin partikularitet

Arendt sættes indledningsvis i scene blandt samtidige intellektuelle og præsenteres som bogens egentlige hovedperson.

I forlængelse af fremstillingen af de tyske jøder som ’evigt-halve’ (die Ewig-Halben) – på en gang medborgere og etnisk-kulturelt marginaliserede – fremhæver Behabib hendes betoning af den kritiske distance, som uundgåeligt kendetegner den marginaliseredes position.

Med Arendts begreb om ’den selvbevidst paria’ fremtræder en figur, der gør sig bevidst om sin situation, og som ikke lader sig skubbe rundt i samfundets periferi. En figur, der aktivt søger at definere sin identitet i opposition til den dominerende kultur og derved afdække det politiske systems begrænsninger.

I sin egenskab af tysk jøde, senere interneret og statsløs flygtning bruger Arendt den tysk-jødiske erfaring til at afsløre et grundlæggende modsætningsforhold iboende den moderne nationalstat, nemlig mellem individets værdighed og statens suverænitet. Denne modsætning bliver i bogens tredje kapitel omsat i en diskussion af forholdet mellem det universelle og partikulære, som det udlægges af Arendt og Adorno.

Her viser Benhabib, at der, trods de to tænkeres personlige og temmelig heftige uvenskab, kan spores en sammenfaldende bestræbelse på at tænke videre efter Holocaust. En tænkning, »fri for falske universaler«, der nok tog sig forskelligt ud, men som for begges vedkommende præsenterede sig som et forsøg på at tænke verden i sin partikularitet.

Ansigtets kraft

Hos Arendt bliver denne bestræbelse til et spørgsmål om at kultivere en ’udvidet mentalitet’, der når hinsides de kategorier, mennesket opdeler hinanden efter. Herved opstår muligheden for at træde i den andens sted og respektere denne som et ligeværdigt menneske. Det lyder som en abstrakt øvelse, men pointen er, at det netop er i det konkrete møde, vi reflekterer over den fremmede i os selv.

Det konkrete møde står også i centrum for tænkningen hos litauiskfødte Lévinas, der overlevede tysk krigsfangeskab efter at være flygtet til Ukraine og senere til Frankrig. For Lévinas handler det ikke om evnen til at træde i den andens sted, men i stedet om den grundlæggende forpligtelse, der åbenbares i andethedserfaringen, mere præcist i mødet med den andens ansigt:

»Det er ikke min dødelighed, der fremkalder min værens autenticitet, det afgørende er den gensidigt fremkaldte skrøbelighed i mødet med den andens ansigt.«

Benhabib læser Lévinas’ etik gennem en kritik af den amerikanske filosof Judith Butler, som fører hende videre til en diskussion af Lévinas’ og Berlins syn på staten Israel – og det er meget symptomatisk for bogen, hvor den ene tænker afløses af en anden, som så igen læses igennem en tredje.

Benhabib har sammensat en kollage af teoretiske indsigter, der ræsonnerer fremragende med personlige og historiske skildringer, og som på en overbevisende måde afdækker en fælles horisont for det 20. århundredes jødisk-europæiske tænkning.

Dog lykkes det kun glimtvis at forholde denne tænkning den aktuelle politiske virkelighed, hvor håndteringen af migration udgør én af menneskehedens allerstørste udfordringer. Den forbindelse må læseren selv etablere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her