Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Gil Eyals nye bog hylder kritikken af eksperter som et demokratisk sundhedstegn

Sociologen Gil Eyal har skrevet en skarp bog om ekspertisens mange former, og om at ingen appel til ekspertise i politik er hævet over tvivl og diskussion
Når videnskabelige metoder bruges til at rådgive og retningsbestemme politiske tiltag, er det ikke et udtryk for et »angreb på videnskaben«, hvis folk stritter imod. Det er snarere et demokratisk sundhedstegn, der er med til at mane ideen til jorden om, at der findes en enstemmig videnskab, som problemfrit kan omsættes til politik.

Når videnskabelige metoder bruges til at rådgive og retningsbestemme politiske tiltag, er det ikke et udtryk for et »angreb på videnskaben«, hvis folk stritter imod. Det er snarere et demokratisk sundhedstegn, der er med til at mane ideen til jorden om, at der findes en enstemmig videnskab, som problemfrit kan omsættes til politik.

Sofie Holm Larsen

Moderne Tider
21. december 2019

Når et lands lovgivere træffer beslutninger, er der altid nogle, som rammes hårdere end andre. Uanset om det er en rygelov, en skattereform eller en ghettoplan, der vedtages, er konsekvenserne ulige fordelt: Det er rygerne, folk med en bestemt indkomst eller dem, der bor et givent sted, som må bære byrderne. Det er præmissen for lovgivningsarbejde.

Af den grund har politikere i liberale demokratier længe råbt om hjælp. Og det, der bliver råbt om, er ekspertise. Politiske beslutninger glider nemlig nemmere igennem for den, der kan iklæde sig ekspertisens gevandter.

I sin netop udsendte bog, The Crisis of Expertise, skriver sociologen Gil Eyal om, hvordan ekspertise – især i form af videnskabelige metoder og teknologi – i stigende grad er blevet anvendt til at tackle og retfærdiggøre politiske beslutninger. Særligt siden afslutningen på Anden Verdenskrig har beslutningstagere forsøgt at udlægge deres politik som »teknisk problemløsning«, der er »nødvendiggjort af objektive begrænsninger«.

Gil Eyal: 'The Crisis of Expertise'.

Plusbog
Men denne strategi har samtidig bevirket, at videnskabelig og teknologisk ekspertise er blevet trukket ned i politikkens fedtede sjap.

»I stedet for at politik blev til teknisk problemløsning, blev videnskab politiseret«, skriver Eyal, og det har åbnet op for mange videnskabskritiske røster.

Ingen samtidskliché

Dermed kunne man også tro, at sociologen er ved at gøre klar til endnu et alarmerende opråb om »ekspertisens endeligt«, sådan som det har været så populært at gøre i de senere år.

Det er historierne om de dumme masser og deres populistiske lederes skadelige foragt over for den uskyldige videnskab.

Men det afstår han fra at gøre – og han afstår ligeledes fra at sætte kasketten omvendt og forklejne de åbenlyse stridigheder om videnskabens rolle i politik, der finder sted i dag.

I stedet sætter han sig for at granske og forstå, hvad der overhovedet er på spil i disse stridigheder, og det er der kommet en skarp og tænksom bog ud af.

Bogen er båret frem af især tre væsentlige pointer. For det første er det ikke al videnskab, der møder modstand i vores samtid. Som Eyal skriver:

»Ingen disciplin inden for faststoffysikken er under angreb.«

Videnskab bliver derimod politisk problematisk, når vi bevæger os væk fra laboratoriets støjfrie helle og ud i samfundets grumsede virkelighed. Her gælder det ikke blot, at »usikkerhed, uvidenhed og ubestemmelighed« er permanente vilkår, men også at der skal træffes politiske beslutninger.

Dermed er den sociale virkelighed også præget af benhårde magtkampe, som brugen af – en til tider famlende – videnskab kan være med til at forstærke. Det vidner de mange debatter om økonomiske regnemodeller og forudsigelser om.

For det andet er bogen med til at nuancere ekspertisebegrebet, idet Eyal gør en dyd ud af at demonstrere dets mange afskygninger. Han viser, hvordan ekspertise kan dække over alt fra mekanisk udenadslære, lægmandserfaringer og tavs hverdagsviden til videnskabelige teknikker, professionel uddannelse og den sociale anerkendelse heraf i form af officielle eksamensbeviser.

Og med den politiserede videnskab og de mange ekspertiseformer in mente konkluderer sociologen for det tredje, at den hyppige ekspertkritik mange gange er berettiget.

En stor del af bogen er viet til at undersøge, hvordan og hvorfor der opstår legitimitetskriser og et væld af ikkeintenderede konsekvenser, når politikere betjener sig af forskellige former for ekspertise, der ofte er i modstrid med hinanden.

Sund ekspertkritik

For Eyal er pointen ikke, at vi skal smide den videnskabelige assistance til politikken væk, men at vi skal tage den for, hvad den er: En integreret del af den politiske magtkamp om at træffe beslutninger, som selvfølgelig kan problematiseres.

Når videnskabelige metoder bruges til at rådgive og retningsbestemme politiske tiltag, er det ikke et udtryk for et »angreb på videnskaben«, hvis folk stritter imod.

Det er snarere et demokratisk sundhedstegn, der er med til at mane ideen til jorden om, at der findes en enstemmig videnskab, som problemfrit kan omsættes til politik.

Eyal har samtidig et fintunet blik for, at den ekspertise, politikere knæsætter i offentlige institutioner, ofte får sit helt eget liv og derfra begynder at lege kispus med det politiske system.

Imidlertid har han ingen løsning på de udfordringer, som ekspertisevirvaret skaber. Det skyldes, at de snarere er permanente vilkår i den moderne, politiske verden. Til gengæld er det bogens opmuntrende lære, at ingen appel til ekspertise i politik er hævet over tvivl og diskussion. Og alt imens dette er tragisk for teknokraten, er det nok så frigørende for den, der befinder sig i en ekspertbelæsset politisk debat.

Gil Eyal: 'The Crisis of Expertise'. 200 kroner. 208 sider. Polity Press.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her