Historien om, hvordan arbejderpartiets fald i Brasilien blev den tropiske Trumps triumf

»Iblandt alle højrefløjsregeringerne er Bolsonaros den med de fleste neofascistiske træk,« konstaterede den fransk-brasilianske sociolog og filosof Michael Löwy for en måneds tid siden.

Neofascisme eller ej: I 2018 kom en ’lone wolf’ og stolt beundrer af det brasilianske militærdiktatur, reserveofficeren Jair Messias Bolsonaro, til magten i en af planetens største økonomier. Hvordan kunne det ske?

I sin seneste bog Brazil Apart 1964-2019 giver den britiske marxist og idehistoriker Perry Anderson et vigtigt bidrag til en forståelse af, hvordan Brasilien inden for blot en kort årrække gik fra at være et håbefuldt arnested for social forandring for den brede del af befolkningen til platform for en autoritær form for neoliberalisme.

Bogens seks kapitler er med undtagelse af det sidste skrevet løbende til magasinet London Review of Books og sammenfalder med landets præsidenter fra 1994 og frem, hvis navne også bærer kapiteltitlerne – en anerkendelse af Brasiliens præsidentialisme, hvis magt og råderum overskrider selv den amerikanske model.

Bogens titel peger imidlertid på noget andet: mellem 1964 og 2019 danner der sig ifølge Anderson en parabel, en kurve fra indmarchen af et militærdiktatur til truslen om et nyt.

’Den tropiske Trump’

Netop fordi kapitlerne ikke er skrevet som en samlet historisk analyse for at forklare den populistiske Bolsonaros succes, fremstår de afgørende faktorer, modsætninger og konflikter – der har præget den oversete stormagt, siden militærdiktaturet i 1985 mere eller mindre fredeligt overgav magten – på én og samme tid mere subtilt skjult og klart.

På mange måder er forklaringen ifølge Anderson nærmest banal: Han var på det rette sted på det rette tidspunkt. Bolsonaro – eller den »tropiske Trump«, som den brasilianske sociolog Ricardo Antunes for nylig titulerede ham – var den, der stod tilbage, da alle de andre enten var i fængsel eller så mærket af korruptionsanklager, at det var umuligt at stille op.

Han var den, ’systemet’ helst ville have. Det lange historiske forløb op til er imidlertid langt mere komplekst.

Diktaturets overgivelse af magten i 1985 til demokratiet begyndte med et sørgeoptog: Den nyvalgte præsident Tancredo Neves døde, inden han overhovedet nåede at indtage præsidentpaladset.

Redemokratiseringens anden, men officielt første præsident gjorde det ikke meget bedre: José Sarney, poet, oligark og et »ornament for diktaturet«, som Anderson beskriver ham, efterlod embedet i 1990 med en inflationsrate på næsten 200 procent.

Det var først med socialdemokraten Fernando Henrique Cardoso – og vicepræsidenten Marco Maciel, håndlanger for militæret i 1970’erne – at man med indførelsen af en ny valuta, real, fik styr på den høje inflationsrate, der havde pint landet i årtier.

Det var betalt med klassiske neoliberale midler som deregulering og privatisering. ’Moderniseringen’ og konsolideringen af det brasilianske demokrati kom med en pris: Som Anderson gør opmærksom på, var den offentlige gæld, da Fernando Henrique Cardoso i 2002 forlod embedet næsten fordoblet, reallønnen var faldet drastisk, arbejdsløsheden stor og rentesatsen en af de højeste i verden.

Cardoso-regeringens heltegerning – monetær stabilisering – lå i ruiner: realen havde allerede mistet trekvart af sin værdi. Cardosos forsøg på at fæstne en ’tredje vej’ i Sydamerika mislykkedes fælt.

Sociale programmer og færre fattige

Da Lula kom til magten i 2003 med det socialistiske Arbejderpartiet, PT, var det nu arbejderklassens tur. Den mere antagonistiske og direkte arbejderklasseretorik var godt nok forduftet – i den forstand fortsatte han Cardosos folkelige demobilisering – og de store aktie- og multinationale selskaber var nu mere end velkomne.

Og fra omkring 2005, hvor Lula på mere eller mindre mirakuløs vis fik afværget den såkaldte mensalão-skandale, der viste, hvordan partiet systematisk havde bestukket regeringens støttepartier med månedlige udbetalinger, fik den brasilianske økonomi ved hjælp af massiv akkumulation i finanssektoren og minedrift (primært jernmalm) og landbrug (primært soja) godt gang i hjulene.

På mindre end seks år trak man ved hjælp af sociale programmer – som det verdenskendte Bolsa Família (familietilskudsprogram) – omkring 20 millioner mennesker ud af fattigdom, antallet af hjemløse blev halveret, man indførte væsentlige stigninger i minimumslønninger og massive uddannelsesprogrammer i den fattigste del af befolkningen.

’Vareboomet’, som man kaldte det, var igangsat. Alle var glade for Lula, arbejderklassen og finanssektoren. BRIK-koalitionen blev dannet i 2009, og selv The Economist og Financial Times klappede i deres hænder.

Ekstasen og vækstraterne var så høje i 2008, at da finanskrisen ramte, hævdede Lula, at det ikke ville være andet end en lille bølge – uma marolinha.

Da Lula overlod præsidentposten til Dilma Rousseff i 2011, havde landet en vækstrate på imponerende 7,5 procent. De rige vidste godt, på hvilken side deres brød var blevet smurt, som Anderson tørt formulerer det.

Der skulle imidlertid ikke gå længe, før krisen med et par års forsinkelse ramte økonomien, hvilket antændte alle de svagheder og latente modsætninger, der havde ligget og ulmet under PT’s regeringsperiode: Middelklassens og den brasilianske elites mishag og antipati mod det brasilianske arbejderparti Partido dos Trabalhadores – den såkaldte anti-petismo – virkede nu legitim, og PT’s demobilisering og svækkelse af dets eksistensgrundlag – fagbevægelsen og bred social mobilisering – fremstod nu som et åbent sår.

Det blev ikke mindst klart i 2013, da millioner af mennesker gik på gaden i utilfredshed over regeringen.

Året efter viste den såkaldte bilvasksag (lava jato) – ført an af stjerneadvokaten Sérgio Moro, nuværende justitsminister for Bolsonaro – korrumperede forbindelser mellem det etablerede politiske system og det brasilianske olieselskab Petrobas, der på sit højeste udgjorde ti procent af landets BNP.

Hjulpet på vej af ikke mindst de største mediehuse i landet fremstod PT nu som fjenden, der skulle væltes.

Dilma blev godt nok med nød og næppe genvalgt i 2014, men med en stagnerende økonomi, fejlslagne austerity-reformer og gennemsyrende korruption iscenesatte den politiske elite anklagen om, at hun skulle have udskudt en række offentlige betalinger – en længe kendt praksis i tidligere regeringer – under valgkampen.

Den efterfølgende rigsretssag blev hendes fald, og med Lula under anklage i bilvasksagen var det parlamentariske coup d’etat i mål i sommeren 2016.

Den konservative vicepræsident Michel Temer tog over og igangsatte et langt mere brutalt neoliberalt program uden på noget tidspunkt at vinde hverken befolkningens eller økonomiens gunst.

To år efter indtog Bolsonaro præsidentpaladset og udnævnte ud over en række neoliberale teknokrater flere ministre fra militæret, end der havde været i nogen anden regering under diktaturet.

Ulighed, voldtægt og drab

Andersons på én og samme tid fascinerende og tragiske historie er først og fremmest en historie om et arbejderpartis statskapitalistiske storhed og fald.

Som Anderson beskriver det, troede arbejderpartiet, at det for en tid »kunne bruge den etablerede orden i Brasilien til fordel for de fattige, uden skade for de rige eller faktisk med deres hjælp«. Men da det »accepterede entreprisen til et sygeligt politisk system, lukkede døren bag det«.

Korruption var prisen for den »svage reformisme«, som Anderson skriver i forlængelse af den brasilianske politolog André Singer, og undervejs hæmmede det ikke blot selvkritikken i partiet og resten af venstrefløjen, depolitiserede sin ’egen’ klasse og stadfæstede ideen om, at sociale forandringer alene kommer »fra oven«.

Som naturlig konsekvens af Lulas kompromisvillige kurs forblev uligheden i landet abnormt høj, stadig et af planetens mest ulige. Og med lige så abnormt høje drabs- og voldtægtsrater, hver især på mere end 60.000 om året, kunne Bolsonaro, på Twitter og Facebook fra sin sygeseng, hvor han lå det meste af valgkampen efter et knivoverfald, tilbyde sig som kuren på det hele.

Vel at mærke med militæret, den økonomiske elite og den spirende evangeliske kirke i ryggen.

Mod afslutningen af sit sidste essay fra februar 2019 citerer Anderson et interview med Lula fra aftenen for hans fængsling i april 2018:

»Det er sjovt, hvordan hver gang Brasilien var på kanten af et brud, blev der lavet en aftale. Dem der er øverst vil aldrig smutte«, noterede Lula. Som Anderson bemærker: Hvad Lula – sidenhen ude af fængsel – »udelukker er, at bruddet kommer fra højre, ikke venstre«.

Perry Anderson: Brazil Apart. 1964-2019, London & New York: Verso, 2019