Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Kapitalismen kan ikke fortsætte, så den fortsætter

Rædslen indtraf, da Trump blev valgt til præsident i USA i november 2016. Et ubegribeligt mareridt blev virkeligt. Den franske filosof Alain Badiou forsøger at forstå, hvad der gjorde ham mulig, og hvordan han kan bringes til at forsvinde igen
Moderne Tider
14. december 2019
»Det ville ikke være det værste, hvis de slog Trump ihjel. Det er sandt, at Trump i langt højere grad er et problem for staten end en løsning for staten,« skriver Alain Badiou i bogen 'Hvad må der gøres?'.

»Det ville ikke være det værste, hvis de slog Trump ihjel. Det er sandt, at Trump i langt højere grad er et problem for staten end en løsning for staten,« skriver Alain Badiou i bogen 'Hvad må der gøres?'.

Patrick Hertzog

I 1902 stillede den revolutionære kommunist Vladimir Lenin spørgsmålet: Hvad må der gøres? I januar 2017 tiltrådte Trump som præsident i USA, og umiddelbart efter holdt den dengang 80-årige franske filosof Alain Badiou to umage universitetsforelæsninger, betitlet henholdsvis: »To dage efter valget af Trump. Forelæsning på University of California, Los Angeles« og »To uger efter valget af Trump. Forelæsning på Tufts University, Boston«.

Næsten tre år senere foreligger det årvågne århusianske forlag KLIM’s oversættelse af to foredrag i en lille bog med den stedsegrønne titel: Hvad må der gøres?

Den ligeledes kommunistiske og revolutionært hjemløse Badiou tyder ikke bare Trump som et »vulgært monster« og en »vrøvlende milliardær«, men også som en bebuder af en »demokratisk fascisme«, da han, når alt kommer til alt, er valgt inden for det demokratiske apparat.

Alain Badiou: ’Hvad må der gøres?’ Oversat fra tysk: Trump. Amerikas Wahl (Passagen Verlag) af Line Hasle. 79 sider. 129,95 kr.

Dertil kommer, at han må ’læses’ som et krisetegn for en ulighedsskabende global kapitalisme, hvor 264 mennesker besidder lige så stor en formue i form af arv og indkomst, som de syv milliarder andre, der udgør resten af verden.

Den private ejendomsrets perverse dominans kalder simpelthen på at blive afløst af en kollektiv organisering af produktion og vareudveksling, siger Badiou.

Hvordan kunne det lade sig gøre?

Men hvordan kunne det lade sig gøre, at Trump blev valgt til præsident? Valgaftenen formede sig som et nærmest ubegribeligt mareridt, og resultatet var rædselsvækkende, katastrofisk og forfærdende, siger Badiou til de amerikanske universitetsstuderende og ansatte.

Forelæsningerne tager form af et sorgarbejde i fuld offentlighed, og der spares ikke på ordene: En vulgær, racistisk, mandschauvinistisk og voldelig karakter, der udviser foragt for logik og rationalitet, et slet skjult had til intellektuelle og et patologisk forhold til kvinder, har sat sig i spidsen for ’den frie verdens’ stærkeste politiske magtapparat.

Ved hjælp af fake news og pseudofolkelige appeller har dette symbol på en selvødelæggende og krisebefængt kapitalisme befæstet sin magt. Hos Badiou kalder fænomenet Trump både på et teoretisk arbejde og en politisk aktivistisk modmagt.

Den globale kapitalisme har sejret. De sidste ca. 40 år har ikke budt på andre levedygtige alternativer til denne verdensomspændende økonomiske logik. Ifølge Badiou lever vi med og i en »tvungen konsensus«, og politik er reduceret til bittesmå variationer inden for den sammen globale orientering.

Om præsidenten hedder Bush, Hillary Clinton eller Trump betyder ikke det helt store, hævder han, eftersom de forskellige magthavere deler den samme overbevisning og står på det samme politiske og økonomiske fundament.

Alligevel taler han om opløsningen af den politiske elite og om faren for en ny fascisme og en brutaliseret og voldelig kapitalisme. Dertil kommer en omfattende orienteringsløshed og manglen på en idé om en radikalt anden politisk vej.

Grunden til, at der dukker figurer op som Trump og Berlusconi, er frem for alt, at det politiske system ikke kan kontrollere konsekvenserne af den globaliserede og ustyrlige kapitalisme. Det politiske system er ikke bare svagere end det økonomiske system; det kommer også altid for sent.

Den reaktive og kortsynede nationalisme griber til protektionisme og handelskrig; men den har ikke fremtiden for sig.

Dertil kommer, at den nationsoverskridende kapitalisme skaber »et overskud af mennesker uden noget bestemmelsessted, uden nogen eksistensberettigelse«. Badiou undlader mystisk nok at udfolde, hvordan der laves populistisk, fremmedfjendsk og frygtbaseret politik i kølvandet på de millioner af mennesker, der vandrer rundt i verden og søger efter et sted at slå sig ned – ikke bare i USA, men i det meste af den privilegerede verden.

Badious hjemløse alternativer

Badiou taler sig varm og giver mæle til et alternativ: Den kommunistiske frigørelse, der tegner sig en kende hjemløs og postulerende i det tynde lille bogformat, men bestemt både sympatisk og håbefuld.

For det første må der gøres op med den monstrøse ulighed, der beror på den private ejendomsret. Det er ingen naturlov, at fællesskabets goder annekteres af de få hyperrige.

For det andet er det ikke en naturnødvendighed, at menneskeligt arbejde opdeles i intellektuelt arbejde på den ene side og manuelt arbejde på den anden. Privilegier knyttet til denne form for depraverende og statuskonserverende arbejdsdeling må afskaffes.

For det tredje er det heller ikke en nødvendighed for mennesker at være opdelt af nationale, racemæssige, religiøse eller seksuelle grænser. Derfor må der kæmpes for lighed og universalisme, og det nære bånd mellem identitetskulten og modstanden mod lighed må brydes. Men samtidig er det vigtigt at fastholde, at eksistensen af forskelle mellem mennesker og dialektiske udvekslinger mellem disse ikke er en hindring for lighed.

For det fjerde kan der jævnfør Karl Marx tænkes, og ikke mindst må der dannes, »frie sammenslutninger« mellem mennesker. Den bevæbnede og afgrænsede nationalstat er en forbigående form og bestemt ikke den eneste sammenslutning, der har ret til og krav på at findes.

Sidst i KLIM-bogen giver Badiou svar på fire udmærkede spørgsmål fra de lyttende. I et af dem giver han et konkret bud på en fri sammenslutning i form af en folkelig massebevægelse, der må udøve en form for diktatur over staten. Der må udvikles organiseringsformer, der overskrider de hidtidige partier, fagforeninger og enkeltsagsbevægelser og bærer en »tapper fremtid« i sit skød.

Et andet begavet spørgsmål lyder: Hvad nu hvis Trump ifølge ’den permanente regering’ – bestående af CIA, NSA, Pentagon og så videre – hverken kommer til at tilfredsstille denne stærke skyggeregerings ønsker endsige formår at indfri sit politiske baglands løfter – er det så ikke muligt, at den permanente regering bare vil skille sig af med ham? Badiou svarer helt uden omsvøb og blottet for angst:

»Det ville ikke være det værste, hvis de slog Trump ihjel. Det er sandt, at Trump i langt højere grad er et problem for staten end en løsning for staten.« Sådan taler en rigtig lyslevende leninist i 2017.

Mangelfuld analyse

Pamfletten er bestemt værd at læse, selv om der er en uklædelig trykfejl på forklappen, og det er utåleligt at skulle tvinge øjnene til at læse ’åbne op for’. Men efter min mening er der mindst tre grundlæggende problemer i Badious analyse.

Det lykkes ham absolut ikke at gyldiggøre, at præsident Trump indvarsler en nyfascistisk periode. I forhold til Mussolini og Franco, der havde anderledes greb om staten, er Trump jo netop kendetegnet ved ikke at kunne styre kapitalismen ved hjælp af staten endsige at gennemsætte én form for samfundsforandrende totalpolitik.

Han formår heller ikke at værne sig imod retsapparatets restautonomi (ender det med en rigsretssag mod Trump?) eller at terrorisere offentligheden og medierne til tavshed.

Det går heller ikke an – helt uden tilløb til analyser af folkelige engagementer, konkrete politiske aktiviteter og en mulig dannelse af kimformer til nye subjektivitets-, livs- og tankeformer – at servere en verdslig politisk firepunkts-’prædiken’, der nok er sympatisk, men også luftig.

Dertil kommer, at den aktuelle kapitalisme og dens modsætningsrige eksistens ikke bliver sat på begreb af Badiou. Det er jo langtfra éntydigt rigtigt, endsige samtidsdiagnostisk rammende, at nøjes med at beskrive »den samtidige kapitalismes brutalitet og blinde vold … «.

Måske aner vi i 2019 konturerne af en vidensbaseret bæredygtighedskapitalisme, der stiller krav om en gentænkning af udbytnings- og undertrykkelsesformerne for ikke at gå helt til grunde? Højt uddannede og rimeligt selvstændigt ræsonnerende mennesker går på arbejde og bidrager til at udvikle nye måder at organisere samfundet på.

Således forekommer det mig lettere besynderligt, hvis de teknologiske, kommunikationsmæssige, uddannelsesmæssige og selvstyrende tiltag alle til hobe kan parkeres inden for én forklaringsfigur, der skulle bygge på nyfascisme, brutalitet og vold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære Steen
Du skriver:
"Måske aner vi i 2019 konturerne af en vidensbaseret bæredygtighedskapitalisme, der stiller krav om en gentænkning af udbytnings- og undertrykkelsesformerne for ikke at gå helt til grunde? Højt uddannede og rimeligt selvstændigt ræsonnerende mennesker går på arbejde og bidrager til at udvikle nye måder at organisere samfundet på."
En helt ny kapitalisme? Måske. Men så skylder du os mere end 4 forhåbningsfulde linier., Så må du opridse nogle scenarier. Lad mig give dig en ide til et af mange mulige.
Hvordan får vi indrettet vort arbejde således, at når folk går på arbejde, så producerer og forbruger de på en sådan måde, at en førsteprioritet er en sikring af børnenes opvækst, deres udvikling som mennesker? Skulle det lykkes, så tror jeg mange andre problemer ville blive løst i samme proces.
Men hvordan? Lad os prøve at lave nogle modeller, nogle algoritmer.
Kærlig hilsen
Ib