Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Michael Pollan røg psykedelisk gift fra en tudse og fik opløst sit ego. Det har han skrevet en bog om

Den amerikanske forfatter Michael Pollan har forladt sine trygge emner landbrug og ernæring for at dykke ned i en psykedelisk verden som skeptiker. Som 59-årig spiste han for første gang en »heroisk dosis« magiske svampe, røg giften fra en tudse og fik opløst sin følelse af at være et ’jeg’. I en ny bog kortlægger han de psykedeliske stoffers historie. Fra forbandelsen i 60’erne til deres renæssance som et vidundermiddel mod menneskets egoistiske sind
Hvis vi bare legaliserer stofferne og giver dem fri, frygter jeg, at det ville kunne give det samme bagslag, som bremsede forskningen i mere end 30 år. Det var en katastrofe, siger Michael Pollan.

Hvis vi bare legaliserer stofferne og giver dem fri, frygter jeg, at det ville kunne give det samme bagslag, som bremsede forskningen i mere end 30 år. Det var en katastrofe, siger Michael Pollan.

Moderne Tider
14. december 2019

Michael Pollan har trodset sin indre stemme ved at skrive om psykedeliske stoffer. Han er internationalt anerkendt som forfatter til en række bøger om forbindelserne mellem natur, kultur og mad, men med sin seneste bog er han sprunget ud på dybt vand. Din foranderlige bevidsthed – som bogen hedder i den nye oversættelse på dansk – handler om de psykedeliske stoffers mange kampe med det menneskelige sind.

Selv havde han aldrig troet, at han skulle komme dertil. Han sidder i Den Sorte Diamants café og sipper til en cappuccino med havremælk. De mange års undersøgelser af landbruget har ændret det, han putter i munden. Fem års research i psykedeliske stoffer har ændret hans opfattelse af sit eget sind.

Michael Pollan: ’Din foranderlige bevidsthed.’ 450 sider. 349,95 kr. Forlaget Klim.

»Jeg er personlig blevet overbevist om de psykedeliske stoffers værdi i forhold til at skabe psykologisk udvikling. Jeg tror, de har været med til at ændre mig i en positiv retning.«

Udviklingen er markant, lader han forstå. Michael Pollan er vokset op på den amerikanske østkyst, og inden han flyttede til San Francisco på vestkysten, boede han i New York og omgav sig hellere med intellektuelle ligesindede end psykonauter med forestillinger om et helbredende lys hinsides det rationelle.

»Jeg er ikke tryg ved new age-miljøer og er allergisk over for det spirituelle vokabularium. Min filosofiske tilgang til livet har altid været meget materialistisk – at videnskabens love ville forklare tingene for mig.«

Men i en alder af 59 år benyttede han sig af nogle af de mest kraftfulde redskaber til at ændre den menneskelige bevidsthed. Han spiste svampe, prøvede for første gang LSD og røg den psykedeliske gift fra en frø, der lever i ørkenen.

Den amerikanske forfatter oplevede en opløsning af sit eget ego, og han satte sig for at opklare, hvordan den banebrydende forskning med ændrede bevidsthedstilstande blev lukket ned i over 30 år.

Derfor har han talt med nogle af de nøglepersoner, der var med til at udgive flere end 1.000 videnskabelige undersøgelser og give psykedelika til over 40.000 mennesker, inden resultaterne blev gemt af vejen mod slutningen af 1960’erne.

Pollan beskriver stoffernes vej fra mund til mund og ind i populærkulturen som frimærker under navnet LSD – og hvordan forskernes effektive forsøg med behandling af lidelser som depression og afhængighed pludselig blev glemt, da frygten for konsekvenserne af deres udbredelse gjorde psykedeliske stoffer ulovlige.

I sin bog følger Pollan sporene fra bevidsthedsudvidelse frem til i dag, hvor frygten igen er ved at forstumme. Selv mener han, at han er den rette til at samle den tabte viden for de udenforstående.

»Jeg tror, at bogen er interessant for folk, som ikke kender til psykedeliske stoffer, fordi jeg selv kom fra en tilstand af naivitet, da jeg begyndte at skrive den,« siger han.

»De fleste bøger om psykedeliske stoffer er skrevet af folk inde fra den cirkel af mennesker, der allerede er overbevist om stoffernes værdi. Det er meget frastødende for folk, som ikke er nået dertil endnu, for de føler ikke, at deres frygt og skepsis bliver imødekommet.«

Ligesindedes forsøg med sindet

Michael Pollans livslange skepsis over for psykedelika begyndte at mildne i mødet med den akademiske omfavnelse af netop det. Til et middagsselskab på det anerkendte universitet Berkeley sad han og drak rødvin med en række af sine kolleger, da han pludselig opfangede tre bogstaver fra den anden ende af bordet: LSD. Det overraskende var den måde, en kvindelig kollega talte om det mytiske stof på, forklarer han i dag.

»Jeg kendte hende som en prominent akademiker, men her sad hun og talte om sit eget LSD-trip. Det handlede ikke om en oplevelse fra hendes ungdom – det havde fundet sted for to uger siden – og jeg blev straks interesseret i, at folk som hende tog det her stof og fandt det brugbart i deres akademiske arbejde.«

Pollan begyndte at interviewe flere af de kræftpatienter, der deltager i et af de første nyere forsøg med et psykedelisk stof, og han indså, at det kan have en terapeutisk effekt at opleve sin egen død.

»Jeg er død, og nu skal jeg kremeres,« citerer han en af deltagerne, kunstskøjtelærerinden Dinah Bazer, der fortæller om sin jomfrurejse med det psykedeliske svampestof psilocybin på New York Universitet.

»Det næste, jeg kan huske, er, at jeg befinder mig under jorden i den her fantastiske skov, dybt inde i den, og alt er brunt og muldagtigt. Der er rødder overalt omkring mig, og jeg kan se træerne gro, og jeg er en del af dem. Jeg var død, men jeg var nede i jorden sammen med alle de her rødder, og det føltes ikke trist eller muntert, bare naturligt, tilfredsstillende, fredfyldt. Jeg var ikke forsvundet. Jeg var en del af jorden.«

Michael Pollan talte med forskerne bag forsøgene og blev forbavset over de resultater, de præsenterede.

Inden for de seneste 20 år har forskere fra anerkendte universiteter som Johns Hopkins i USA og Imperial College i England underbygget mange af de hypoteser, som videnskabsmænd frembragte allerede i løbet af 1950’erne og 60’erne:

I de rette, trygge rammer kan psykedeliske stoffer frembringe ændringer af bevidstheden, der kan være med til at behandle alt fra afhængighed til angsten for at gå døden i møde med kræft i kroppen. Endda langt mere effektiv end etableret medicin og terapi, og de amerikanske sundhedsmyndigheder har nu for andet år i træk udråbt behandlingen med psilocybin som breakthrough therapy – banebrydende terapi, der har udsigt til at blive anerkendt, hvis resultaterne holder stik i større forsøg.

Selv Rigshospitalet i København har allerede foretaget tre forskellige forsøg med psilocybin, og Aalborg Universitet er på vej med endnu et, hvor patienter med klinisk depression vil blive understøttet under en psykedelisk rejse. Michael Pollan mener dog ikke, at stofferne bare skal gives fri. Han understreger vigtigheden af kyndig ledsagelse, før man slipper sindet løs.

»Vi er nødt til at gå varsomt frem. Hvis vi bare legaliserer stofferne og slipper dem fri, frygter jeg, at det ville kunne give det samme bagslag, som bremsede forskningen i mere end 30 år. Det var en katastrofe, og vi mistede en masse tid. Tænk, hvad vi kunne have opnået, hvis vi ikke var stoppet med at forske i psykedeliske stoffer i 70’erne?« filosoferer han.

Psykedelika til folket eller eliten

I sin nye bog beskriver Michael Pollan kampen for at få udbredt psykedeliske stoffer gennem to store egoer: Al Hubbard og Timothy Leary.

Al Hubbard var iværksætteren med de gode forbindelser. Han havde tætte kontakter til magtfulde politikere, og han sørgede både for at ledsage diplomater og lovgivere på deres indre rejser i sindet og give en række forskere frie tøjler til at udforske de psykedeliske stoffers terapeutiske potentiale.

Timothy Leary gik mere folkeligt til værks. Da han blev presset ud af sin stilling som forsker i psykologi ved Harvard University – efter at have givet psilocybin til flere hundrede studerende – påbegyndte han sit korstog for at få LSD udbredt til alle og enhver.

»Turn on, tune in, drop out,« lød hans parole, og Michael Pollan forklarer, hvordan Leary lige så langsomt begyndte at afvige fra et af de principper, han selv havde været med til at stå fadder til: Begrebet set og setting – den indre tilstand og de ydre omgivelser, som de psykedeliske stoffer bliver indtaget i – og som er så afgørende faktorer for, om en psykedelisk rejse ender med et sammenbrud eller et gennembrud.

Da LSD’en blev en del af de unges fest i 60’erne, kom de potentielle skadevirkninger pludselig frem i offentligheden.

»Der opstod en generationskløft,« konkluderer Pollan.

Få begyndte at springe ud ad vinduer fra høje bygninger, andre endte på de lukkede, psykiatriske afdelinger. Det var de historier, som Michael Pollan voksede op med som teenager i slutningen af 1960’erne. Det var skræmmehistorierne, der lukkede de lovende forskningsforsøg ned, og det var frygten for vanviddet, der gjorde, at den amerikanske forfatter først turde indtage psykedelika som 59-årig.

»Da jeg var 19 år i begyndelsen af 70’erne, var vi nået til tilbageslaget mod de psykedeliske stoffer, og alt, hvad du hørte om dem, var katastrofer.«

Den største katastrofe, en intellektuel som Michael Pollan kunne forestille sig, var at miste fornemmelsen for sig selv, siger han.

»Det er frygtindgydende at skulle give slip på sit ego. Det er en af grundene til, at det er så vigtigt at blive guidet under sin oplevelse. Du er nødt til at føle dig sikker, og der er masser af mennesker, der har haft psykedeliske oplevelser, uden at de har kunnet give slip på deres ego.«

Spirituel intellektuel

Michael Pollan begav sig ud i en søgen efter den rette ledsager i sine første skridt ud i det ukendte. Han mødte flere, som han så sig nødsaget til at afvise på grund af deres tilgang til det spirituelle univers. Han afslog en tysk terapeut, da de spiste middag sammen, og manden brugte sit – tilsyneladende magiske – slips til at afgøre, hvad han skulle have at spise.

Til sidst endte Pollan i en mongolsk jurt med en ældre, erfaren medicinmand, der ledsagede ham under et lavdosis LSD-trip. Senere røg han den psykedeliske gift fra en tudse fra den mexicanske ørken. Pollan nåede ikke engang at puste røgen ud, før han endte i et apokalyptisk scenarie mellem Big Bang og oplevelsen af at være ingenting og alting på samme, ubestemte tid. Trippet tog heldigvis kun 30 minutter, understreger han.

Det største gennembrud kom dog i mødet med den tillidsvækkende kvinde Mary, mener han. Hun sad ved hans side, mens han spiste over fire gram magiske svampe i hendes stue. Som i de mange videnskabelige forsøg havde han en sovemaske over øjnene, og han var ledsaget af lyden af en cello, der spillede Bach fra høretelefoner, mens han lå og tog oplevelsen ind – uden helt at være til stede.

»Jeg blev nu til en stak små papirstykker, der hver især ikke var større end en post-it, og de blev spredt for vinden. Men det ’jeg’, der opfattede denne tilsyneladende katastrofe, havde intet ønske om at rende efter stumperne og stable mit gamle selv på benene igen,« skriver Michael Pollan.

»Det havde faktisk overhovedet ingen ønsker. Hvem jeg end var nu, havde det fint med, hvad der end skete. Slut med egoet? Det var okay, det var faktisk det mest naturlige i denne verden. Og så kiggede jeg og så mig selv derude igen, men denne gang var jeg smurt ud over landskabet som maling eller smør og dækkede et stort område af verden med et tyndt lag af en substans, jeg genkendte som mig selv.«

På tværs af universiteter og forsøg fremhæver forskerne oplevelser som disse som de mest healende. Det er især, når den psykedeliske oplevelse indeholder elementer af egodød eller en følelse af at være forbundet med noget større end sig selv, at behandlingen for alvor har et terapeutisk potentiale.

Michael Pollan fremhæver, at forskerne kalder fænomenet for »egoets opløsning«. Selv om det er skræmmende, er det terapeutisk at opleve at blive adskilt fra sin egen indre stemme – især, hvis man har dannet rigide tankebaner med negative forestillinger.

Under påvirkning af psilocybin bliver tankebanerne brudt op, og der opstår en mulighed for, at nye kan opstå, viser hjerneskanninger fra forsøgene. Efter den psykedeliske oplevelse genopstår ’jeg’et, men det genopstår ofte knap så højlydt.

Jeg spørger til hans syn på spiritualitet i dag.

»Jeg gik ud fra, at for at tro på spiritualitet skulle man tro på det overnaturlige,« siger han.

»Men da jeg fik opløst mit ego, smeltede jeg sammen med noget større end mig selv og kunne forstå det med helt naturalistiske termer. Den virkelige illusion er, at vi er separate væsener med hver vores egoer.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Spændende. Hvor kan man prøve det i Danmark?

Søren Kristensen

Jeg har prøvet LSD, for mange år siden og vist er det en spøjs oplevelse at miste sit ego for en stund. Virkelig spøjs - og sikkert også ret skræmmende, hvis du ikke er i trygge omgivelser. Omvendt er ikke meget anderledes end en drøm, hvorfra du jo vågner igen. For egoet kommer som regel tilbage, når trippet er overstået. Ligesom virkeligheden gør, når du vågner af en drøm. Men det er klart at tabet af dit ego, omend for en stund, kan være en meget frugtbar oplevelse, især hvis du er meget selvoptaget (hvad jeg vist nok var). Heldigvis kan du få en lignende, omend ikke psykedelisk, oplevelse ved fx. at gå en tur i den store natur. Der har du også muligheden for at føle dig forsvindende lille i noget meget større.

Niels-Simon Larsen, psilocybinholdige svampe gror i den danske natur. Spids nøgenhat kan i efteråret findes på marker, enge osv. Vær dog opmærksom på at de samme tilstande, som kan opleves via tilførsel af psychedelica kan opnås via selvsuggestive teknikker etc.

Læs evt. Andrew Weil's fremragende skildring af Straightland vs. Stoneville i hans værk 'Det naturlige sind'.

Stonesville

Nu er det åbenbart så mange år siden de sidste skandaler om behandling med LSD udspllede sig, så nu skal vi igang igen. Journalisten Alex Frank fik en Cavlingpris for at afsløre forsøg med LSD, hvoraf nogle fik katastrofale konsekvenser for nogle deltagerne.
Hvor herre bevares !

Niels-Simon Larsen

Jeg har fulgt med på afstand gennem årene, læst flere af Huxleys bøger og ved, at der findes kurser med ayahuasca.
Det, jeg undrer mig mest over, er den uforstand, der kommer fra officiel side og de milliarder, der er blevet brugt på forfejlet narkopolitik.
Nu sådan en fornuftig type som Michael Pollan, hvorfor lytter man ikke til den slags? Mange af stofferne kunne have været brugt på en fornuftig måde. Det er meget tragisk, hvad der er gjort. En politik drevet af uforstand og angst.

Niels-Simon Larsen.
"Mange af stofferne kunne have været brugt på en fornuftig måde." Det var det nogle behandlere mere eller mindre kvalificerede forsøgte, men det gik ad h. til!
Det er der for man IKKE skal lytte til nogen som Michael Pollan, bare fordi nogen synes han virker som en fornuftig type.