Læsetid: 5 min.

Naomi Oreskes mener i ny bog, at vi skal sætte vores lid til videnskaben som social praksis

Hvorfor skal vi stole på videnskaben? Det er faktisk et helt rimeligt spørgsmål, hævder videnskabshistorikeren Naomi Oreskes i en ny bog. Og svaret er ikke helt enkelt
Vi står i, hvad man kan kalde det thunbergske dilemma: Vi stiller os hellere bag en 16-årig piges frustration end bag en 600-siders IPCC-rapport, som er møjsommeligt udarbejdet af en stor gruppe forskere med bred konsensus.

Vi står i, hvad man kan kalde det thunbergske dilemma: Vi stiller os hellere bag en 16-årig piges frustration end bag en 600-siders IPCC-rapport, som er møjsommeligt udarbejdet af en stor gruppe forskere med bred konsensus.

TT News Agency

21. december 2019

»Jeg ønsker ikke, at I lytter til mig. Jeg ønsker, at I lytter til forskerne!«

Sådan sagde Greta Thunberg til den amerikanske kongres i september 2019, da hun tilbød dem FN’s klimarapport i stedet for sine egne ord.

Men skal vi det, når andre stemmer råber op om fake news og sammensværgelser, og når vi bliver præsenteret for sammenblanding af forskning og økonomiske interesser?

Det korte svar er: ja. Fordi det virker. Vores liv er blevet lettere, rigere og mere sikkert på grund af videnskaben. Og videnskaben giver korrekte og brugbare forudsigelser om verdens indretning. Hvis man eksempelvis indhyller Jorden i en gas, der absorberer infrarød stråling, bliver det varmere.

Men hvordan kan den udenforstående vide, at alt det er sandt? Videnskabsfolk, siger Naomi Oreskes, er nødt til at forklare, ikke kun hvad de ved, men også hvordan de ved det.

Naomi Oreskes er oprindelig uddannet geolog. I dag er hun professor i videnskabshistorie ved Harvard. Hun udgav i 2010 sammen med Erik M. Conway bogen Merchants of Doubt, som afdækkede virksomheders, tænketankes og enkeltpersoners systematiske forsøg på at så tvivl om videnskabelige resultater om alt fra rygning, DDT og syreregn til global opvarmning.

Naomi Oreskes: ’Why Trust Science?’.

Saxo
I sin nye bog Why Trust Science? er hun rykket fra angrebet ned i forsvaret.

Hun begynder med en erkendelsesteoretisk overflyvning fra oplysningstidens »man of science« over Karl Poppers falsifikationskrav, Paul Feyerabends anarki, Thomas Kuhns paradigmeskift og frem til feministisk teoris insisteren på diversitet i forskningen.

Det giver et solidt fodfæste til at fremføre to grunde til, at vi ifølge Oreskes skal have tillid til videnskaben.

Videnskab som social praksis

For det første står videnskaben i en særlig relation til verden, siger Oreskes. Hvis vi har vrøvl med en radiator eller et utæt vandrør, sætter vi vores lid til en blikkenslager, som har erfaring og træning i at håndtere den slags problemer.

Hvis vi vil vide noget om verdens indretning, skal vi lytte til dem, der har erfaring og træning i at granske verden, nemlig forskerne.

Men ligesom der findes dårlige blikkenslagere, findes der selvfølgelig også dårlige videnskabsfolk. Det er her, den anden grund til at stole på videnskaben kommer ind.

Videnskab er en social praksis med særlige mekanismer til at vurdere og korrigere egne resultater.

Det drejer sig for eksempel om den tilsigtede transparens i formidlingen af videnskabelige resultater, så andre forskere kan eftervise dem, videnskabelige konferencer og symposier, der giver mulighed for at afprøve ideer og hypoteser på et tidligt stadie i forskningen, og ikke mindst fagfællebedømmelse (peer review), der skal kvalitetssikre det enkelte bidrag.

Oreskes afmonterer myten om den videnskabelige metode som en universel nøgle til sandhed. Viden kommer ikke fra det enkelte eksperiment eller den isolerede teoridannelse. Videnskab opstår som konsensus blandt fagfæller.

Selv ikke videnskabens mest berømte ener, Albert Einstein, frembragte sin relativitetsteori i et vakuum. For eksempel havde Bernhard Riemann og Hendrik Lorenz år forinden forberedt det matematiske grundlag, Esther Noether løste en række væsentlige teoretiske knuder, og Arthur Eddington tilrettelagde den eksperimentelle eftervisning, der gjorde teorien almindeligt accepteret.

Men vi skal ikke have blind tillid, siger Oreskes. Videnskaben skal vurderes konkret på sin praksis.

Hun gennemgår en række tilfælde, hvor videnskaben har været på afveje eller fremstod som galt afmarcheret. Metodisk udreder hun, hvad der gik galt i hvert tilfælde. Vi skal være på vagt, når et forskningsfelt savner mangfoldighed blandt bidragydere, når der ikke er udtalt konsensus, eller når man hænger fast i bestemte metodevalg og udelukker andre kilder til indsigt.

I sin gennemgang af videnskabelig praksis fremhæver Naomi Oreskes fastansættelser og fagfællebedømmelser som vigtige garanter for videnskabens troværdighed.

Halvbagte hypoteser

Jeg kan gå med til, at prekære korttidsansættelser kan sætte forskningskvaliteten under pres, men derfra er der nu et stykke vej til at sige, at en projektansat forsker generelt er mindre troværdig end en fastansat.

Fagfællebedømmelse er heller ikke den universalkur, hun antyder. Det er ikke noget, der undervises systematisk i på universiteterne, og flere førende tidsskrifter har indimellem svært ved at finde tilstrækkelig med kompetente bedømmere.

Når videnskabelige skitser og fortryk så samtidig cirkulerer frit på internettet eller i underlødige tidsskrifter uden kvalitetssikring, og når halvbagte hypoteser opfanget på konferencer videreformidles i medierne, kan det underminere den videnskabelige troværdighed.

Jeg savner også lidt en diskussion af betydningen af, at kunstig intelligens og big data træder i videnskabens tjeneste. I disse år bliver nye videnskabelige resultater inden for medicin, materialefysik og socialpsykologi i stigende grad født ud af selvregulerende algoritmer og mønstergenkendelse i gigantiske datasæt.

Hvad sker der så med den sociale praksis, som Oreskes mener er central for videnskabens troværdighed?

Disse indvendinger ødelægger dog ikke indtrykket af en veloplagt, grundig og optimistisk forsvarstale, som leverer stærke argumenter for, hvorfor og hvordan vi skal stole på videnskaben.

Det thunbergske dilemma

I slutningen af bogen lader hun helt i den videnskabelige praksis’ ånd en række opponenter få ordet. I fire kapitler nuancerer og udfordrer de hendes budskab.

Hun får dog selv det sidste ord i et efterfølgende svar, og det er som at overvære et velforberedt ph.d.-forsvar.

Hun har ikke så meget tilovers for forestillingen om, at større bevidsthed om den videnskab, vi omgiver os med til hverdag fra frosne ærter til smartphones, vil føre til en større tillid til videnskaben. For som Oreskes fremfører: Det er næsten aldrig videnskaben som sådan, vi afviser. Det er de videnskabelige resultater, som udfordrer vores livsstil, vores værdier eller kræver, at vi foretager ubehagelige valg.

Hun afviser også, at den aktuelle reproduktionskrise inden for psykologi og medicin, p-hacking (tilrettelæggelse af forsøg, så et bestemt udfald bliver statistisk signifikant, red.) og eksempler på svindelsager er udtryk for en generel usund kultur i videnskabskredse, og at det skulle være et langt mere alvorligt problem end økonomiske interesser i forskningen. Hun påpeger tålmodigt de logiske brister og den manglende evidens i det ræsonnement.

Tilbage står det thunbergske dilemma: Vi stiller os hellere bag en 16-årig piges frustration end bag en 600-siders IPCC-rapport, som er møjsommeligt udarbejdet af en stor gruppe forskere med bred konsensus.

Oreskes siger lidt spidsfindigt, at vi tror på videnskaben, men at vi ikke altid stoler på forskerne. Forskernes tilstræbte værdineutralitet stiller sig i vejen for vores tillid, hævder Oreskes. Videnskaben skal være objektiv og selvkorrigerende, men vi lytter helst til videnskabsfolk, vi i et vist omfang deler værdier med.

Forskerne skal blive bedre til at fortælle, hvordan de er kommet frem til deres resultater. Og vi skal blive langt bedre til at lytte.

Naomi Oreskes: ’Why Trust Science?’. 374 sider. Princeton University Press.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som Richard Dawkins sagde: "Science works, bitches!", og så lignede han en præst, der lige havde sagt "fuck" i en kirke ;)

@jan henrik wegener

Jeg tror det du leder efter er begrebet "konsensus":

https://da.wikipedia.org/wiki/Videnskabelig_konsensus

Men, ja, du kan altid finde forskere, som ikke er enige med størstedelen af de andre forskere. Dét er bla. en af de fede ting ved videnskab. Der er som regel plads til at man kan være uenige om de nye spændende emner. Man prøver (oftest med succes) at blive enige, og konsensus er stadig "kun det bedste bud på en forklaring" videnskaben har.

Videnskab er dynamisk. F.eks. har man længe ledt efter en ekstra planet i vores solsystem, uden at kunne finde noget, der hvor beregningerne forudsagde at den skulle være. Nu leder man i stedet efter et sort hul ca. på størrelse med en bordtennisbold. Finder man et sort hul har de astronomer som mente det var en planet taget fejl, men ingen var gået i gang med at lede efter et sort hul, uden at nogen var begyndt at undre sig over nogle af de ydre dværgplaneters baner.

Nogle ting er "debaterbare", og der er stadig mange ting videnskaben ikke har forklaringer på, men den del af (natur-) videnskaben som berører vores dagligdag er ved at være ligeså gennemarbejdet og solid som 2+2=4. Ift. f.eks. menneskeskabt global opvarmning er konsensus så høj at det næsten er "unormalt" i videnskab.

Man kan aldrig være 100% sikker. Det har bla. Gödel logisk bevist. I stedet vælger vi i videnskaben at gøre som bookmakerne og bruger statistik. Hvis vi er 95% eller 99% sikre, så tør vi godt sætte vores spareskillinger på at vi har ret.