Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

De brutale ’Mandefantasier’ går igen – desværre lige så aktuelle som i 1970’erne

Genudgivelsen af 1970’er-kultværket ’Mandefantasier’ får det til at stivne i læseren: Det var ikke bare et tidstypisk opgør med den tyske fascisme. Det er også en tidløs og kødelig forklaring på verdenshistoriens maskuline voldsorgier
Moderne Tider
18. januar 2020

Terrorister, der skraldgriner under deres massakrer. Børn, der spiller fodbold med afhuggede hoveder. Soldater, der får ståpik af blodrusen.

Man skal ikke have sarte nerver, hvis man vil læse den tyske kulturteoretiker Klaus Theweleit, hvis ustyrlige og godt 40 år gamle kultværk Männerphantasien (Mandefantasier) nu er genudgivet med et 70 siders aktuelt efterord fra den aldrende forfatters hånd.

Klaus Theweleit: ’Männerphantasien’. 1.278 sider. 42 euro. Matthes und Seitz

Selv stødte jeg på Theweleits værk for første gang omkring årtusindskiftet, da jeg som tyskstuderende prøvede at forstå den tyske fascisme og 1968’ernes opgør med den.

Mandefantasier udkom oprindeligt i 1978, altså da RAF-terrorismen toppede, og lige før Holocaust-serien fik en generation til at konfrontere deres forældre med Vesttysklands fascistiske arv.

Ved mit første møde så jeg det mærkværdige værk som voldsomt tidstypisk – både i sin historieterapeutiske funktion, i sin feministiske fødsel af mandestudierne og i skiftet fra marxistisk til psykologisk-postmoderne teori.

Nu har jeg atter zappet rundt i Theweleits ustyrlige tolkninger, og til min skræk må jeg medgive: Männerphantasien virker i dag lige så tidløs som tidstypisk – ikke mindst i lyset af Theweleits analyser af tidens radikale højrefløjsbevægelser samt islamistiske og white supremacy-terrorister i efterordet.

Fascismens psykologiske årsager

I udgangspunktet er Männerphantasien en metodisk temmelig løs undersøgelse af de psykologiske årsager til Det Tredje Rige. Eller nærmere: Theweleit forklarer ikke nazismen og fascismen økonomisk, historisk eller fornuftskritisk, som bl.a. Frankfurterskolen har gjort det, men med psykoanalytiske midler – med blikket rettet nådesløst mod den forkrøblede maskuline identitet, hvor den egentlige slagmark er kroppen.

Over flere hundrede sider analyserer han dagbøger, romaner, noter og selvbiografier om og af frikorpssoldater, der slog arbejderopstandene ned i årene efter Første Verdenskrig, hvor de som »Det Tredje Riges første soldater« lagde de psykologiske hjørnesten for Hitlers magtovertagelse i 1933.

Theweleit stiller her den »soldatiske mand« i centrum af undersøgelserne. Han må udslette alt feminint i sig: lidenskab, blødhed, omsorg og selv erotisk lyst. Fascismen er altså ikke bare en sammensmeltning af ideer, men en kropslig tilstand, der især er præget af frygten for indre lyster og tilbøjeligheder – frygten for »det fremmede i dig selv«.

Netop dette fremmede må den »soldatiske mand« holde fra livet for at holde sammen på sin »fragmenterede krop«. En fragmentering, som han kun kan kompensere for med voldsudladninger og med strenge hierarkiske strukturer i form af undertrykkelse eller underkastelse.

En grundlæggende pointe er frygten for det kvindelige, som ikke vil affinde sig med at være objekt for manden: kvindens lyst, frihed og potentielle foragt for fædrelandet. Den fascistiske mand og det fascistiske system har derfor en tendens til at ophøje kvinden (søsteren, moren, arbejderen, sygeplejersken) i sin uberørte renhed for derigennem at opretholde underkastelsen.

En destruktiv fremstilling af virkeligheden

Theweleits vilde tanke er her, at fascismen ikke er forudsætningen, men nærmere den forkvaklede mands ideologiske undskyldning for korstoget mod det ustyrlige og fremmede – og for at holde sammen på sig selv. Som han sætter sin teori på spidsen i det nye efterord: »Fascisme er ikke en ideologi. Fascisme er en destruktiv måde at fremstille virkeligheden på.«

Det stiller ideologier og religioner bag terror, massemord og undertrykkelse i et helt andet lys. Mere end en ideologisk rus er massemorderens gerning nemlig et udtryk for et desperat fysisk forsøg på at holde ligevægt i den fragmenterede krop gennem volden.

Og – surprise, surprise – i langt, langt de fleste tilfælde er gerningsmanden: en mand.

Mere konkret bliver det, når Theweleit analyserer Anders Breivik, Christchurch-terroristen Brenton Tarrant eller angrebet i den parisiske natklub Bataclan – massemord, hvor terroristerne kan iscenesætte sig selv som mandighedens sidste helte, helst online med kamera på hjelmen.

Men Theweleit breder også perspektivet ud ved at analysere fænomener som muslimske kulturers forestillinger om mandighed og kvindeundertrykkelse og de seneste års højrenationalistiske mobilisering i Vesten, der med tesen om »den store befolkningsudskiftning« atter virker besat af det rene blod, af kampen mod homoseksualitet og »gender-ideologi«. Og af frygten for lidt for frigjorte kvinder.

Efter ca. 1.280 sider slutter Klaus Theweleit derfor den opsigtsvækkende udgivelse med en utopi om gensidig kropslig respekt og kærlighed i verden.

Og med en hilsen fra 1968: »Make Love Not War«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Den kalder da vist på en oversættelse.