Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Hannah Arendts sidste bog flytter filosofien ind i verden

Filosofi og politik, tænkning og fællesskab var gennem hele den tysk-amerikanske forfatter Hannah Arendts forfatterskab i konflikt. Men i hendes sidste store bog, ’Åndens liv’, som endelig er kommet på dansk, får hun det hele til at gå op
Moderne Tider
25. januar 2020
Hannah Arendt vender Heideggers ’væren til døden’ om. Mennesket er ikke bestemt af at skulle dø, men af at blive født – til et fællesskab, til en ageren sammen med andre. Mennesket er ikke først og fremmest ensomt, men optræder som oftest i flertal, skriver hun.

Hannah Arendt vender Heideggers ’væren til døden’ om. Mennesket er ikke bestemt af at skulle dø, men af at blive født – til et fællesskab, til en ageren sammen med andre. Mennesket er ikke først og fremmest ensomt, men optræder som oftest i flertal, skriver hun.

The Bridgeman Art Library

Det var et liv vævet ind i verdenshistorien, præget af store krige og århundredets rædsler og levet mellem tidens filosoffer og forfattere, som sluttede ved et middagsselskab i New York i 1975, da værtinden under en samtale om den jødiske kulturarv sank sammen i sin lænestol, fordi hun blev ramt af en blodprop i hjertet.

Det var den tysk-amerikanske tænker Hannah Arendt, som døde. 

Lægerne havde efter et hjerteanfald året inden advaret mod konsekvenserne af hendes intense cigaretrygning, men som hun sagde til en veninde, levede hun ikke for sundhedens skyld – og fortsatte med at ryge.

Mange, som ikke kendte Arendt personligt, regnede hende for arrogant og utilnærmelig, hendes venner sagde, hun på en usædvanlig facon var både usikker og selvsikker, mens de, der læser hendes bøger, møder en enestående intellektuel og tænker i det 20. århundrede. Original og modig. 

Hannah Arendt: ’Åndens liv.’. Oversat af Joachim Wrang. Introduktion ved Hans-Jørgen Schanz. 530 s., 349,95 kr. Klim

I en periode kendetegnet af opgør med traditionen, sammenbrud og opbrud kunne hun trække de store linjer i forlængelse af Sokrates, Augustin, Kant og Hegel og skrive om temaer som menneskelivet, ondskab, tænkning, autoritet, frihed og politik, som om det var noget, man kunne undersøge og forklare folk forfra. Og det lykkedes for hende: De bøger, hun skrev, blev kulturkritiske hovedværker, som stadig læses, studeres og genudgives: Det totalitære samfunds oprindelse, Eichmann i Jerusalem, Menneskets Vilkår, Om Revolution og Mellem fortid og fremtid.

Elev af Heidegger

Den aften, Hannah Arendt døde, havde hun netop placeret et nyt ark papir i sin skrivemaskine i lejligheden. Det eneste, der stod på siden, var overskriften: Dømmekraften. Det var titlen på tredje og sidste del af hendes bog, Åndens liv, som hun havde forberedt i årevis og regnede for kulminationen på sit værk.

Med et indsigtsfuldt forord af Hans-Jørgen Schanz og i en meget fin oversættelse af Joachim Wrang udkommer Åndens liv nu omsider på dansk. Og selv om bogen er ufuldendt, er det en fremragende afrunding på Arendts værk.

Johannah Arendt blev født i 1906 som tysker, men døde som amerikaner. Hun var kun en lille pige den første gang, hun flygtede. Under Første Verdenskrig frygtede hendes mor, at Königsberg, hvor de boede, ville blive invaderet, så de flyttede til Berlin. Som barn var hun en ekstraordinær begavelse, der havde læst de klassiske hovedværker på oldgræsk og latin, allerede inden hun begyndte på universitetet. Hun var ikke optaget af politik, men fordybet i filosofi og litteratur.

Hun rejste til Marburg, hvor hun fulgte forelæsninger hos Martin Heidegger, der i sin samtid var kendt som en fortryllende og radikal fortolker af oldtidens tænkning. Hans forelæsninger var kendte over hele Tysland som offentlig attraktion i de år, hvor han udviklede de tanker om væren, som skulle blive til det måske mest indflydelsesrige værk i det 20. århundredes filosofi: Væren og Tid fra 1926.

Arendt blev optaget af Heideggers tænkning og indledte endda et forhold med den betragteligt ældre og gifte mestertænker. Han afbrød forholdet, og Arendt så sig nødsaget til igen at rejse videre. Heidegger tog kontakt til en anden tidens store tænkere, Karl Jaspers, på universitetet i Heidelberg, hvor han blev Arendts næste mentor.

Opgør med Heidegger

På trods af at Heidegger blev nazist, og Hannah Arendt var jøde, forblev hun loyal over for ham gennem hele livet og skrev siden et essay, der forklarede hans politiske fejltagelser som en historie om, hvordan en stor tænker var faret vild i virkeligheden. Hun forblev også optaget af hans tænkning, men foretog et radikalt opgør med den. Heidegger udlægger i Væren og Tid menneskets liv som ’væren-til-døden’. Vi er med andre ord som mennesker bestemt af, at vi skal dø. Og fordi døden er noget, som hænder for os hver især alene, er mennesket ifølge Heidegger fundamentalt ensomt.

Hannah Arendt vender dette forhold om. Vi er ifølge Arendt ikke bestemt af døden, men af fødslen. Vi fødes ind i en verden, som er et fællesskab med andre mennesker, og kun sammen med andre kan vi realisere os selv som mennesker. Arendt understreger, at mennesket grundlæggende ikke er ensomt, og at angsterfaringen ikke er den sande erkendelse af menneskets vilkår. Det bliver for Arendt til en kritik af hele den filosofiske tradition, som har fokuseret på døden, og forestillingen om, at mennesket erkender sig selv isoleret fra fællesskabet.

Filosofferne har gjort det, hun kalder for Vita Contemplativa, det tænkende liv afsondret fra samfundet, til det sande liv, mens de har set ned på Vita Activa, det praktiske liv på markedspladsen og torvet sammen med andre. Og de har ifølge Arendt taget fejl. Som hun skriver i Åndens liv, eksisterer mennesket »i alt væsentligt i flertal«.

Løftet og tilgivelsen

Hun anfører, at man som menneske kun kan blive fri, når man handler i et fællesskab af selvstændige mennesker. Den erkendelse fører hende til en original, nysgerrig analyse af menneskenes liv sammen. Løftet og tilgivelsen bliver for Arendt til afgørende institutioner i fællesskabet. 

Hvis vi skal realisere os selv sammen med andre, som også er selvstændige og respektere deres frihed og spontanitet, kan vi kun bindes sammen i stærke forhold gennem løfter. Men fordi ingen frie mennesker er herre over konsekvenserne af deres handlinger, er tilgivelse en anden forudsætning for et frit liv sammen. 

Denne interesse for, hvad der sker mellem mennesker i handlende fællesskaber, gjorde Arendt til en eminent politisk analytiker. Hun kunne se, hvad der gik galt, når samfund blev totalitære. Det oplevede hun selv, da hun i 1933 flygtede fra jødeforfølgelserne til Frankrig. Og igen da hun blev kortvarigt interneret som jøde i Frankrig i 1940 og endnu en gang måtte flygte. Denne gang til USA, hvor hun levede resten af sit liv.

Arendt er en bemærkelsesværdig filosof, som gjorde op med filosoffens position uden for samfundet og det, hun mente, var filosoffernes foragt for politik. Hendes første afhandling var en filosofisk analyse af kærlighedsbegrebet hos Augustin, men siden blev hun optaget af de politiske begivenheder, som jo havde gjort det umuligt for hende selv at leve fredeligt med de store tanker uden for samfundet.

Eichmanns tankeløshed

For det amerikanske magasin The New Yorker rejste hun i 1961 til Israel og dækkede retssagen mod den nazistiske officer Adolf Eichmann, som var med til at orkestrere holocaust. Hun observerede, at Eichmann, som havde deporteret hundredtusinder af jøder, ikke var en dæmonisk jødehader, som ville dræbe, men en bureaukrat, der havde administreret massehenrettelsen som en ekspeditionssag, fordi han ville adlyde. Arendt kaldte det »ondskabens banalitet« og konkluderede, at hans onde handlinger var et resultat af tankeløshed. Hendes reportager blev til bogen Eichmann i Jerusalem.

Bogen blev dengang modtaget med skandale og opstand, men står i dag som en væsentlig indsigt i, hvordan moderniteten kan slå om og skabe betingelse for bureaukratisk barbari.

I Åndens liv vender Arendt tilbage til den filosofi, hun ellers havde gjort op med, og afslutter sit værk ved at sætte det i filosofisk kontekst.

Bogen er inddelt i tre dele: Den første del handler om tænkning, den anden om viljen og den tredje om dømmekraften – fordi sidste del ikke blev skrevet, er den i bogen rekonstrueret i skitseform ud fra forelæsningsnoter.

Hun havde i Menneskets Vilkår fra 1958 undersøgt det praktiske liv i tre dimensioner: Mennesket, der spiser og forbruger som del af naturens cyklus. Mennesket, som bruger naturens materialer til at bygge en verden af genstande, og mennesket, der handler sammen med andre mennesker og først dér bliver fri.

Den lydløse dialog

De tre momenter i Åndens Liv er det kontemplative livs modspejling af de tre momenter:

»At tænke, at ville og at dømme er de tre grundlæggende åndelige aktiviteter; de kan ikke udledes af hinanden, og selv om de har visse fællestræk, kan de ikke bringes på fællesnævner.«

Hun besvarer i første del et spørgsmål, som hun havde ladet stå åbent i Eichmann i Jerusalem: Hvis tankeløshed kan føre til bureaukratisk ondskab, hvad er så tænkning? Når vi tænker, er vi ifølge Arendt altid i fuldstændig ensomhed. Man kan kun tænke alene. Her eksisterer vi ikke som mennesker i flertal, men som »mennesket på jorden«.

Det er ikke videnskabelig erkendelse og faktuelle sandheder, hun fremhæver, for der er tænkning kun et middel til at opnå et mål. Det er derimod den lydløse dialog med os selv, hvor vi tænker over det, der er givet for i vores bevidsthed. Tænkningen er en splittelse i os selv, som forbinder os med vores samvittighed. Man kan sige, at tænkningen aktiverer samvittigheden, og at Eichmann, fordi han ikke tænkte, havde blokeret for sin samvittighed.

»Manifestationen af tænkningens vind er ikke viden,« pointerer Arendt:

»Det er evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert, smukt og hæsligt. Og dette kan i de sjældne tilfælde, hvor der virkelig står noget på spil, i realiteten forhindre katastrofer, i det mindste for selvet.«

Kilden til handling

Helten er for Arendt den antikke tænker Sokrates, der gik rundt på gaderne i Athen og indimellem lod sig forstyrre af indskydelser. Hun genfortæller, hvordan han kunne sidde en hel dag i en militærlejr uden at bevæge sig, fordi han var fordybet i sine egne tanker. Det gjorde han ikke for at gennemskue virkeligheden og komme tilbage til de andre med sandheden om, hvordan de skulle opføre sig. Han gjorde det, fordi han lod tænkningen suspendere alle sine gøremål, hvilket netop er betingelsen for at kunne handle frit i fællesskabet efterfølgende.

Den anden del om viljen er en gennemgang af, hvordan viljen er blevet fortrængt i filosofiens historie. Det er stort set kun den skotske tænker fra 1200-tallet Duns Scotus og den franske filosof Henri Bergsson, som ifølge Arendt har undersøgt og forstået viljen som selvstændig institution i menneskets åndelige liv. Filosoffernes skepsis over for viljen forklarer Arendt med deres modstand over for andre menneskers praktiske liv i fællesskab. Nødvendighed passer dem bedre end frihed, fordi de kan gennemskue og forudsige begivenheder i virkeligheden, hvis det sociale liv følger mekaniske love.

Men viljen er ifølge Arendt selve kilden til menneskelig handling. Og når vi handler, har vi evnen til at kunne sætte ting i gang, begynde noget nyt og grundlægge en ny orden. Denne definerende evne er for Arendt tæt knyttet til vores fødthed, vi er selv en begyndelse i verden, og den begyndelse kan vi med vores vilje så at sige gentage. Vores frie vilje består i, at vi ikke er tvunget til at følge vores lyster eller det, som fornuften dikterer, at vi bør gøre:

»Det er denne viljens frihed til åndeligt at tage stilling, som adskiller mennesket fra resten af skabelsen; uden denne frihed ville vi højst være et oplyst dyr.«

Kompromiset

Den tredje og meget korte del om dømmekraften tager udgangspunkt i Kants tre regler for en fællessans om, at mennesket bør tænke selv, tænke sig selv i enhver andens sted og altid tænke konsekvent. Hvis vi lever op til de tre ting, knytter vi så tænkningen med fællesskabet og vores ensomme tanker med de andres tanker.

Det lykkedes på den måde til sidst i Arendts værk at få det, der havde været modsætninger i hele hendes forfatterskab til at mødes i et endeligt kompromis: filosofi og fællesskab, det kontemplative liv og det aktive liv, tænkningen uden for samfundet og livet sammen med de andre frie mennesker. Hun indledte sit store værk i filosofien, og efter adskillige store politiske undersøgelser binder hun det hele sammen i Åndens liv, der står som hendes filosofiske hovedværk. 

Det siges i øvrigt, at hun var i vældigt godt humør den sidste aften i New York, da hun døde. Fordi hun sad sammen med gode venner og handlede frit i samtalen, indtil hun fandt hvile i sin lænestol.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"uden denne frihed ville vi højst være et oplyst dyr."

Udmærket artikel, som med rette udfordrer den udbredte opfattelse af mennesket som et oplyst, men primitivt væsen - ud fra betragtningen om at dyr notorisk er uden åndsfrihed (hvilket vi faktisk heller ikke har noget særligt solidt grundlag for at konkludere).

Estermarie Mandelquist, Steffen Gliese, Anton Leth Jørgensen, Nike Forsander Lorentsen, Karen Grue og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

At læse denne gennemgang af Ahrendts tanker er at møde mit eget livs- og menneskesyn. Det er en bemærkelsesværdig oplevelse.