Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

’Hitlers hofjurist’ og hans unge beundrer

Carl Schmitt og Reinhart Koselleck var helt centrale skikkelser i det 20. århundredes tyske åndsliv. I tre årtier udvekslede de breve om statsteori, Den Kolde Krigs ideologiske splittelse og Schmitts fortid i NSDAP
Historiker Reinhart Koselleck, som vi ser på billedet, indledte i 1953 en brevveksling med retsfilosof Carl Schmitt. Denne brevveksling kan nu læses i ’Der Briefwechsel – 1953-1983’.

Historiker Reinhart Koselleck, som vi ser på billedet, indledte i 1953 en brevveksling med retsfilosof Carl Schmitt. Denne brevveksling kan nu læses i ’Der Briefwechsel – 1953-1983’.

Bruni Meya

Moderne Tider
4. januar 2020

I januar 1953 skriver den unge historiker Reinhart Koselleck til den ældre retsfilosof Carl Schmitt og takker ham for hans nylige gæstfrihed, inklusive overnatning i professorkontoret og en fyldt benzintank. Dermed indleder han en brevveksling, der skal vare tre årtier.

Den er nu udkommet i bogform og giver et indblik i to konservative tyske tænkeres opfattelse af tiden efter Anden Verdenskrig, Tysklands nye rolle på den storpolitiske scene og Den Kolde Krigs ideologiske kapløb.

Schmitt blev et offentligt navn allerede i 1920’erne, hvor han kritiserede det retsfilosofiske grundlag for den spæde Weimarrepubliks skrøbelige demokratiske forfatning. Ifølge Schmitt var den dengang fremherskende positivistiske retsopfattelse ikke i stand til at forklare forudsætningerne for en retsorden og derfor heller ikke i stand til at sikre staten mod retsordenens sammenbrud.

I den yderste konsekvens var statens overlevelse afhængig af suverænens beføjelse til at indføre nødret i tilfælde af en statskrise og dermed herske diktatorisk. Retsstatens minimalbetingelse var altså diktaturet.

»Suveræn er den, der træffer beslutning om undtagelsestilstanden,« skrev Schmitt med en nu kanonisk formulering.

Kontroversiel figur

Diagnosen af Weimarforfatningen blev næsten profetisk med Hitlers bemyndigelseslov og magtovertagelse i 1933. Kort tid efter meldte Schmitt sig under den nationalsocialistiske fane og har af eftertiden fået tilnavnet ’Hitlers hofjurist’. Efter krigen blev han fængslet og forhørt som en del af Nürnbergprocesserne, men kom aldrig selv for en domstol, om end han mistede sit professorat og fra da af måtte bedrive sin forskning uden for universitetets rammer.

Selv om han ubetvivleligt var en original tænker, er Schmitt derfor endnu i dag en kontroversiel figur i den tyske offentlighed, og det er bemærkelsesværdigt, at den 35 år yngre Koselleck under sit ph.d.-studie tog kontakt til den fallerede professor. Schmitts indflydelse på Kosellecks afhandling fra 1954 med titlen Kritik og krise er dog ikke til at overse.

Koselleck var fascineret af Schmitts teori om Den Kolde Krig som en ny historisk epoke, hvor den europæiske internationale folkeret, der havde domineret siden det 17. århundrede, blev fortrængt til fordel for en ideologisk global borgerkrig mellem amerikansk liberalisme og sovjetisk kommunisme, der hver især betragtede sig selv som garanten for sand humanisme. I midten stod (i egen opfattelse) et sønderdelt og magtesløst Tyskland.

Asymmetrisk korrespondance

Schmitt var en fanatisk tilhænger af en stærk statslig centralmagt og en revisionistisk selvforherligende tidligere NSDAP-støtte. Men han var også en enestående retsfilosof og samtidsdiagnostiker, hvilket Koselleck ikke bliver træt af at fremhæve som kilden til hans tiltrækningskraft.

Desværre ser vi ikke meget til denne side af Schmitt i brevvekslingen, der for ham mere er et middel til at knytte en yngre, lovende forsker til sig end et medium for hans egen tænkning.

Som udgiveren Jan Eike Dunkhase skriver i sit efterord under overskriften »Asymmetrisk korrespondance«, er der tale om den vigtigste brevveksling i Kosellecks liv, både hvad angår varighed, intensitet og indhold. Det samme er ikke tilfældet for Schmitt, der udvekslede breve med en række kolleger, herunder flere fra den yngre generation.

Det resulterer i et ulige forhold, hvor Koselleck skriver lange, ærbødige og indholdstunge breve, mens Schmitt kvitterer med korte, joviale svar og en lind strøm af egne udgivelser.

Det mest interessante ved brevvekslingen er derfor Kosellecks teoriudvikling, hvor han søger at skrive sig op mod kapaciteten Schmitt, at tilegne sig hans begrebsapparat og teste sine hypotesers virkning på den mere erfarne og sikre samtalepartner.

»Frem til i dag har De omsat vores tid til begreber, som vi fra den yngre generation må bruge til at lære at begribe denne tid,« skriver han senere samme år til Schmitt.

Ven og fjende

Især Schmitts begreb om det politiske som en skelnen mellem ven og fjende gjorde varigt indtryk på Koselleck. Ifølge Schmitt kan man kun skabe rum for politisk uenighed ved at anerkende, at al konflikt bunder i et skel mellem dem, der er med os, og dem, der er imod.

Det står i modsætning til oplysningstidens liberale ideal om enighed gennem dialog, hvor fjenden blot er en ven, der endnu ikke er tilstrækkelig oplyst til at forstå, at vi har ret. Ven-fjende-skellet er derfor noget, også venstreorienterede tænkere i nyere tid har hentet fra Schmitt for at genpolitisere ellers afpolitiserede områder af den offentlige debat.

Koselleck forstår ven-fjende-skellet rent formelt, og det er for ham netop fordelen ved det: Den formelle skelnen mellem antagonistiske positioner gør det muligt at krydse klinger som ligeværdige, frem for at fjenden opfattes som en eksistentiel trussel mod den ene sande moral. Det politiske kan ikke føres tilbage til et etisk skel mellem godt og ondt, men forbliver en historisk konkret konflikt mellem uforenelige interesser.

Denne formelle anerkendelse af fjenden som legitim interessent i en konflikt går ifølge Koselleck tabt i polariseringen mellem vest og øst. I sin afhandling beskriver han, hvordan begge sider insisterer på, at deres eget moralske verdenssyn har universel gyldighed for hele menneskeheden, og hvordan denne dobbelte universalisme fører til Den Kolde Krigs absolutte globale splittelse.

Fortidens spøgelser

Elefanten i rummet er ikke overraskende Hitler og NSDAP. Over årene forsøger Koselleck flere gange forsigtigt at bringe emnet op, uden dog nogensinde at berøre Schmitts personlige involvering i regimet.

Første gang, det sker, er i 1959 – altså ni år inde i brevvekslingen – hvor Koselleck diskret lister Hitler ind flankeret af Marx og Lenin:

Reinhart Koselleck & Carl Schmitt. Der Briefwechsel – 1953-1983.

»Den afskårne preussiske oplysningstid og den tyske idealismes blindgyde førte til en voldsom eksplosion: hos Marx, som ikke kunne finde nogen rigtig position i det 19. århundrede, og som derfor måtte hutle sig igennem tilværelsen på det britiske museum. Den udeblevne tyske forløsning var det 19. århundredes arv til Lenin – og Hitler.«

Sammenblandingen af så diametralt modsatte elementer som marxisme og nazisme harmonerer med Kosellecks egen konservative antiidealisme, men er formentlig samtidig ment som en udstrakt hånd til Schmitt, der skød skylden for det 20. århundredes totalkrig på den forudgående tids selvretfærdige universalisme.

Når krigen bliver et spørgsmål om moral, mente Schmitt, så erstattes gentlemanforholdet mellem jævnbyrdige nationalstater med et krav om total udslettelse af modstanderen.

Forsøget på at genåbne det betændte sår slår imidlertid fejl. Schmitt ignorerer ganske enkelt referencen til Hitler og den tyske aggression – ligesom han fortsat vil gøre det, hver gang Koselleck med års mellemrum bringer emnet på banen. For Schmitt var det 20. århundredes urkatastrofe ikke de to verdenskrige, men deres udløb: forskydningen væk fra den kontinentaleuropæiske magtbalance over mod Den Kolde Krigs to globale supermagter.

Når Schmitt endelig indlader sig på diskussionen om sin blakkede fortid, er det for at fremstille sig selv som syndebuk for det hykleriske tyske universitetsparnas. Især i de sene breve beklager den aldrende Schmitt sig over, at hans skrifter »oversmøres med hagekors både for og bag«, men han vil ikke lade sine sidste leveår fordærve af forsøget på at gøre ham til alibi for sin samtids forbrydelser.

Det udeblevne opgør

Ud over brevene indeholder udgivelsen en række materialer til læseren, herunder et interview fra 1994 med Koselleck om hans forhold til den nu afdøde Schmitt. Her tager han afstand til Schmitts antisemitiske tendenser, men fortsætter i øvrigt den apologetiske linje lagt af læremesteren selv: Schmitts medløberi var motiveret af et ønske om at forsvare retsstaten inde fra det nationalsocialistiske regime selv. Dermed udebliver et egentligt opgør med arven fra Schmitt.

Bogen giver således frem for alt et dybere indblik i Schmitts indflydelse på Kosellecks tænkning og dens udvikling gennem årene. Samtidig fremgår det af brevenes personkreds, at Koselleck blot er en af mange yngre forskere, der lader sig inspirere af den afsatte professor, og han bliver derfor et billede på det aftryk, Schmitt har sat på sin eftertid på trods af den bratte afslutning på hans universitetskarriere.

Og endelig giver bogen et uvurderligt historisk indblik i tysk konservatismes opfattelse af Den Kolde Krig og angsten for, at enten amerikansk liberalisme eller sovjetisk kommunisme skulle opsluge og tilintetgøre traditionernes Europa.

Reinhart Koselleck & Carl Schmitt. Der Briefwechsel – 1953-1983. Suhrkamp. 459 sider. €42,00

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Schmitts medløberi var motiveret af et ønske om at forsvare retsstaten inde fra det nationalsocialistiske regime selv."

Børge O ville have elsket det argument....